 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Luxemburg, Rosa
 |
| Rosa Luxemburg. Energisk, men antiautoritær; analytisk, men generøs revolutionær leder. I socialismens historie udgangspunkt og permanent kraftkilde for en «tredje retning». |
Luxemburg (1871-1919), polsk-tysk socialist. I socialismens historie er Rosa Luxemburg udgangspunkt og permanent kraftkilde for en «tredje retning» mellem leninisme og revisionisme. Hun er blandt de 4-5 mest betydelige teoretikere i socialismens historie, og den eneste af dem som blev dræbt i revolutionær kamp. Det er mere hendes politiske profil end hendes enkelte synspunkter, der har inspireret til handling og tænkning: Energisk, men antiautoritær; analytisk, men generøs.
Luxemburgs politiske arbejde falder i to faser og udspiller sig på to arenaer. I årene frem til 1898 arbejdede hun overvejende indenfor det polske socialdemokratiske parti (SDKP), efter 1898 indenfor det tyske socialdemokrati (SPD). Hun forlod alligevel ikke helt den polske arena, men holdt løbende kontakt med SDKP. Dertil kommer hendes stigende engagement på socialismens internationale scene, Anden Internationale.
Det polske socialistparti (PPS) blev stiftet i 1892, som et eksilparti med det formål at samle de forskellige polske emigrantgrupper. SDKP blev dannet i 1893 som et udbryderparti fra PPS. Splittelsen skyldtes forskellige opfattelser af «det nationale spørgsmål»: Skulle polske arbejdere kæmpe for national selvstændighed sammen med det polske borgerskab, eller sammen med russiske arbejdere mod zarens tyranni? Rosa Luxemburg og de andre stiftere af SDKP indtog på et principielt grundlag det andet standpunkt, der havde ringe realpolitisk forankring. Det er det første eksempel på Luxemburgs modvilje mod taktiske ræsonnementer. Et træk der gennemsyrer hele hendes politiske liv, og som er nært forbundet med hendes teori om massernes betydning. Kun en revolutionær elite kan tænke taktisk og alliere sig med sine kommende modstandere for at rydde arenaen for den kommende kamp. En massebevægelse kan ikke på samme måde dreje 180 grader rundt, når tiden er inde til en ny alliance.
Teoretisk arbejde
Luxemburgs første og måske mest brillante arbejde er «Socialreform eller revolution?» fra 1899. Et svar på Eduard Bernsteins artikler om «Socialismens fremtid» og hans bog om «Socialismens forudsætninger». Hun kritiserer både Bernsteins økonomiske analyse af kapitalismen og hans strategi for socialismen. Bernstein havde argumenteret for, at kapitalismen havde frigjort sig fra sine krisetendenser, og udviklingen syntes at give ham ret. Rosa Luxemburg gendrev i detaljer hans argumenter, og den videre udvikling - krisen efter krigen og fascismens vækst - gav hende ret. Den politiske del af svaret er et angreb på reformismen og på fagforeningsarbejdet, som Luxemburg til fagbevægelsens store forargelse kaldte et sisyfosarbejde. Fagbevægelsens rolle var i bedste fald defensiv og i værste fald reaktionær, som når den modsatte sig strukturrationalisering, eller mente at arbejdere og kapitalister skulle danne et kartel overfor forbrugerne. Overfor dette stillede hun et offensivt handlingsprogram op, hvor arbejderklassen skulle skærpe og foregribe modsigelserne snarere end at dæmpe dem.
Denne sidste tanke udvikler hun videre i sit politisk-stragegiske hovedværk: «Massestrejke, parti og fagforeninger» fra 1906. På baggrund af sine erfaringer fra revolutionsbølgen i 1905-06, da hun aktivt men forgæves arbejdede for revolution i Polen, skitserede hun nu en teori, hvor massestrejken blev den vigtigste politiske kategori. For Luxemburg var massestrejken først og fremmest navnet på den revolutionære læreproces, hun havde observeret på nært hold: En bølge, eller bølge på bølge med stadig mere dristige politiske handlinger udført af en stadig mere klassebevidst arbejderbevægelse. Ledelsens opgave er at sikre dynamikken i den revolutionære proces, at sørge for at masserne aldrig slår sig til tåls med opnåede mål, men altid går videre og stiller nye krav. Man kunne næsten gå så langt som til at sige, at Luxemburg opfordrer lederne til at opstille mål, som akkurat er lige udenfor rækkevidde, således at arbejderne gennem kamp og nederlag skal kunne hærde og skærpe deres klassebevidsthed.
I denne holdning ligger der en moralsk tvetydighed, som kan få læseren til at tro, at Luxemburg opstiller et skel mellem ledere og de menige medlemmer, hvor sidstnævnte bliver manipuleret og dirigeret af de første. Dette er imidlertid ikke tilfældet. I artiklerne fra 1903-1904 om «Det russiske socialdemokratis organisationsspørgsmål» kritiserede hun meget skarpt det skel mellem ledelse og medlemmer, som Lenin havde lagt op til i «Hvad må der gøres?» fra 1903. Hun sætter Lenin ind i den konspiratoriske og «blanquistiske» tradition i socialismens historie. En tradition der forestiller sig, at målet kan opstilles på forhånd og masserne manipuleres som et middel til at nå dette mål. Overfor dette opstiller hun en anden forestilling om politisk handling: «Den bevæger sig i den dialektiske modsigelse, at den proletariske hær først rekrutteres gennem kampen og først i kampen bliver klar over kampens opgaver. Organisation, opklaring og kamp er her ikke momenter, som er adskilt mekanisk og i tid fra hinanden, men er bare forskellige sider af den samme proces.» Artiklerne slutter således: «De fejl der begåes af en virkelig revolutionær arbejderbevægelse, er i historisk perspektiv uendelig meget mere frugtbare end ufejlbarligheden i den allerbedste centralkomite.»
15 år senere vendte Luxemburg tilbage til Lenin, men denne gang til hans praksis snarere end til hans teori. I artiklen «Den russiske revolution» fra 1918 gennemgår hun udviklingen i Oktoberrevolutionen og kritiserer meget skarpt bolsjevikkernes opløsning af den grundlovgivende forsamling og afskaffelsen af demokratiet. Denne afskaffelse, skriver hun, «er værre end den sygdom den skal helbrede». Vel er demokratiet langsomt, men det er også den eneste kilde til fornyelse og kritik i det politiske liv. I et afsnit som er blevet stående som den endelige dom over leninismen skriver hun: «Frihed, kun for regeringens tilhængere, kun for medlemmerne af et parti - selv om der så er aldrig så mange af dem - er ingen frihed. Frihed er altid frihed for den som tænker anderledes. Ikke på grund af nogen «retfærdighedsfanatisme», men fordi alt det belærende, helbredende og rensende som den politiske frihed kan give, er afhængig af denne væsentlige side.»
Udover disse politiske arbejder og en række andre bøger og pamfletter med politisk formål skrev Rosa Luxemburg en bog i marxistisk økonomi: «Kapitalens akkumulation». Her træder hendes svagheder som tænker klart frem. Analysen er gennemført i et dogmatisk marxistisk sprog, indenfor en stivnet begrebsverden og med ringe sans for de komplicerede årsagssammenhænge i det økonomiske liv. Hendes to centrale teser - om overproduktion og imperialisme - er ikke originale; De blev første gang formuleret af Hegel i 1821. De er heller ikke begrundet med nogen overbevisende tankekraft.
Lige så nyskabende hun er i sin politiske tænkning, lige så mekanisk genskabende er hun som økonom. Hendes døgnfluer - korte politiske artikler og pamfletter - har vist sig at have længere levetid end de mere ambitiøse økonomiske analyser.
Politisk profil
Luxemburg afsluttede sit liv i en periode med hektisk politisk aktivitet. Hun sad fængslet under de sidste år af krigen, på grund af sin modstand mod den tyske militærmagt. Hun slap fri den 9. november 1918, og gik straks ind i den revolutionære kreds omkring Karl Liebknecht - Spartakusforbundet, senere det tyske kommunistparti. Gennem artikler i «Røde Fane» og taler på folkemøder forsøgte hun at navigere mellem socialdemokratiets højrepolitik og en uansvarlig linie, der ville lægge vejen åben for kontrarevolution. Den 6. januar 1919 sluttede hun sig til en revolutionær linie, der var dømt til at fejle, men som hun ikke kunne svigte, når den først var sat i bevægelse. Den 14. januar skrev hun sin sidste artikel «Orden hersker i Berlin». Dagen efter blev hun myrdet af kontrarevolutionære officerer.
Det centrale træk i Rosa Luxemburgs politiske profil kan beskrives på to måder: Som mangel på realisme eller som skabende og overskridende fantasi. Hvis man skal dømme efter resultaterne, synes den første betegnelse at være den rigtige. Hendes to hovedmodstandere - Bernstein og Lenin - var realister, hver på deres måde. Begge tilpassede deres politiske strategi til det politiske landskab, hvor de opererede - med vellykket resultat. I alt fald på kort sigt. Hvorvidt Bernstein og Lenin ville have genkendt deres idealer i 1980'ernes Vesttyskland og Sovjetunionen er et andet spørgsmål. Måske er det netop dette, der er spørgsmålet: Havde Rosa Luxemburg ikke en horisont, der var længere end deres, og som klarere end dem erkendte, hvad der ville blive konsekvenserne af deres handlinger. Det er nok fristende at kalde hendes socialisme for et umuligt ideal, en variant af den «pose-og-sæk»-socialisme der nægter at træffe de ubehagelige men nødvendige valg, når flere værdier kommer i konflikt med hinanden. Denne karakteristik rammer nok, men ikke på alle punkter, for den overser at grænserne for det politisk mulige ikke er givet en gang for alle, men gennem handling kan flyttes. I modsætning til de professionelle politikere der bevæger sig indenfor rammerne af det mulige, var Rosa Luxemburg «uansvarlig» og skabende.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 19/11 2008
Læst af: 61.743