Frelsens hær
Frelsens hær er en religiøs og humanitær organisation, grundlagt af William Booth i England i 1868. Booth var jøde, men blev knyttet til metodistkirken. Han kom imidlertid i konflikt med metodisterne, fordi han arbejdede ret ukonventionelt blandt proletariatet i Londons East End. Tanken med den nye organisation var at føre krig mod al ondskab og fornedrelse blandt de fattige og udstødte. I tråd med de traditionelle kristne ideer mente Booth, at det var djævelen, der var årsagen til al menneskelig nød. Samtidig gav elendigheden grobund for djævelens fortsatte virksomhed. Booth erklærede derfor djævelen krig. Hovedingredienserne i denne krig skulle være individuel materiel bistand, og forkyndelse af de fattige massers personlige omvendelse. På denne måde skulle de frelses, åndelig og materielt.
Ideen om krig mod djævelens ondskab fik både en bogstavelig og en symbolsk betydning i den nye organisation. Den blev opbygget efter militært mønster, med officerer og soldater, kompagnier, korps og divisioner. En del andre træk fulgte også med: Uniformer, musikkorps, marcheren i gaderne, flag og faner. Sange og forkyndelsessproget blev udtryk, hvor forskellige krigssymboler fik religiøst indhold: Sværd, skjold, blod, ild osv. blev brugt i overført betydning på religiøse virkemidler og oplevelser.
Frelsens hærs arbejde kom til at stå proletariatets hverdagserfaringer nærmere end nogen anden religiøs organisation. Desuden havde symbolbrugen og virkemidlerne dybe rødder, både i den ældre kristne tradition og i de mere folkelige, karnevalsagtige strømninger. Samtidig havde organisationen i sin form og udtryksmåde mange fælles træk med den mere politisk organiserede arbejderklasse. Dette er tydeligt på flere områder. Det gjaldt både det stærke kampmotiv, den offentlige agitationen i massernes eget miljø, vægten på solidaritet, disciplin og offervilje indadtil i organisationen. Frelsens hær fik en meget hurtig udbredelse, og blev i løbet af et par årtier verdensomspændende. Frelsens hær repræsenterede oprindeligt en stærk udfordring for den etablerede kirke og andre religiøse organisationer. Den arbejdede blandt grupper, der stod fjernt fra de almindelige religiøse ceremonier. Den valgte at bruge ukonventionelle metoder i sit arbejde. Dette virkede truende på den etablerede religiøsitets anseelse og selvopfattelse. Frelsens hær arbejdede med mindre skarpe grænser mellem ledelse og menighed. Autoritetsformerne med deres militære præg var klare nok, men de svarede ikke til skel i klasse eller social rang. Det var en autoritet uden basis i materiel ulighed af betydning. Officererne - de «professionelle» heltidsansatte - modtog ikke løn. De fik et vederlag, der ikke så meget afhang af deres rang som af deres forsørgerbyrde. Siden 2. Verdenskrig har vederlaget ligget på niveau med lavtlønnede i industrien. I dens fordeling af opgaver var organisationen præget af lighed; Både officerer og menige soldater (almindelige medlemmer med civilt arbejde) var lige vigtige i forkyndelse og praktisk virke overfor andre mennesker. De udførte stort set de samme opgaver uanset rang. Hæren forfægtede i forhold til datidens normer et radikalt kvindesyn: Kvinder stod formelt på lige fod med mænd, både indadtil i organisationen og udadtil. Det vagte bestyrtelse i vide kredse, da William Booth sendte sin kone op på talerstolen. Senere blev hans datter general.
Frelsens Hær havde sin blomstringstid i perioden frem til den anden Verdenskrig. Siden har der været klare stagnationstendenser. Medlemstal og rekruttering svigter, og organisationen udviser stærke træk af konventionalitet og bureaukrati. Nogle af de mest centrale samfundsmæssige forudsætninger for Hærens udvikling har ændret sig. Det gælder arbejderklassens materielle levekår, det sociale hjælpeapparat, kristendommens ideologiske stilling og - ifht. rekrutteringen af ansatte - arbejdsmarkedet generelt.
Frelsens Hær var den første større religiøse organisation, der systematisk arbejdede indenfor det traditionelle proletariatet. Den arbejdede i Sovjetunionen frem til 1924. Der har imidlertid været ringe kontakt mellem Frelsens Hær og kristne grupper indenfor arbejderbevægelsen. Soldater i Frelsens Hær med et socialistisk engagement hører nærmere til undtagelsen end til reglen. Det herskende samfundssyn indenfor Frelsens Hær adskiller sig principielt ikke væsentligt fra almindelige kristeligt-småborgerlige synspunkter.
Frelsens Hær har utvivlsomt været en kilde til spredning af borgerlig ideologi og politisk passivering indenfor arbejderklassen. Organisationen anbefalede masserne bodsbænken fremfor barrikaderne, og den gjorde aldrig noget forsøg på at kombinere de to virkemidler. I modsætning til Luthers forkyndelse, førte Booths forkyndelse ikke til noget socialt oprør.
Ud fra et socialistisk synspunkt skal man imidlertid ikke undervurdere organisationens positive betydning som bærer af vigtige elementer i den folkelige kultur. I Frelsens Hærs praktiske virksomhed lægges der stor vægt på ligeværdighed, aktivt engagement blandt alle medlemmer, omsorg for hinanden og for udenforstående, villighed til at være med og tage en tørn. Den er endvidere præget af et tydeligt mod til at vise følelser og spontan begejstring, samt evne til at udvikle engagerende udtryksformer - ikke mindst gennem musik.
I selve ideen om at frelse de undertrykte masser ligger der muligvis dybere fælles træk mellem Frelsens Hær og dele af den socialistiske bevægelsen, end vi normalt er vandt til at se. Frelsens Hærs organisationsmæssige udvikling frembyder i denne sammenhæng mange interessante og lærerige sider. Det samme må siges om organisationens evne til at skabe folkelige og fængende udtryksformer. Et område hvor den socialistiske bevægelse halter meget bagefter.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 29.219