 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Fagbevægelse
Fagbevægelsen er den ene af de tre hovedgrene af arbejderbevægelsen. De to andre er parti og kooperation. Partiets arbejde er orienteret mod at erobre statsmagten. Kooperationen søger at indskrænke virkefeltet for den private kapital indenfor varehandel, produktion, finans og forsikring. Fagbevægelsens primære opgave har været at organisere arbejderne til kollektiv kamp mod kapitalen om løn- og arbejdsvilkårene. Denne tredeling i funktion og organisering er imidlertid er resultat af en lang historisk udvikling. I de tidlige faser af arbejderklassens organisering var dette skel ikke klart til stede, men eksisterede blot som tendens. Over tid kunne de samme arbejderforeninger veksle mellem at lægge tyngdepunktet på faglig kamp, politisk aktivitet og kooperativ produktion og omsætning.
Fagbevægelsen har udviklet sig indenfor og i takt med den kapitalistiske produktionsmåde. Deraf følger at fagbevægelsen i de udviklede kapitalistiske lande udviser vigtige fællestræk - både i deres historiske udviklingslinier og deres moderne skikkelse. Såvel kapitalismens langsigtede strukturændringer som de kortsigtede konjunktursvingninger har i en vis udstrækning medført fællestræk i fagbevægelsens historie i de forskellige lande.
Men kapitalismen udviklede sig ujævnt. Den trængte ind i de enkelte lande med forskellig hastighed, til forskellig tid og dermed på forskellige udviklingstrin. De enkelte lande mødte også den kapitalistiske produktionsmådes indtrængen med forskellige historiske forudsætninger, kulturelt, socialt og politisk. Derfor kan vi også iagttage betydelige nationale forskelle i fagbevægelsens udvikling og stilling i de enkelte lande.
Fællestræk
I rekrutteringen til fagbevægelsen er det et alment og typisk træk, at de faglærte håndværksarbejdere blev organisationens pionerer. I anden omgang kom de ufaglærte arbejdere på fabrikkerne, miner, anlæg og transport med. Lavere offentlige og private funktionærer udgjorde en tredje organisationsbølge og arbejderne indenfor primærerhvervene - landbrug, skovbrug og fiskeri - i reglen den fjerde. Denne typiske rækkefølge skyldes dels den måde, den kapitalistiske produktion har udviklet og ændret sig på, dels erhvervsgruppernes forskellige vilkår for at udvikle klassebevidsthed og føre lønkamp.
At det blev håndværksarbejderne som i industrialiseringens tidlige fase gik i spidsen, hang sammen med flere forhold. Håndværkerne havde organisationstraditioner fra førindustriel tid, som de kunne knytte an til. Endvidere medførte kapitalens indtrængen i håndværket en deklassering af svendene. I det førkapitalistiske håndværk var svenden en overgangsfigur til at blive mester. Under kapitalismen gik svendene mere og mere over til at blive lønarbejdere på livstid. Dette førte til en tidlig udvikling af klassesolidaritet og klassebevidsthed indenfor de enkelte fag. De faglærte håndværkere havde samtidig et fortrin i lønkampen ved at deres arbejdskraft var vanskelig at erstatte. De kunne derfor lettere vove at kæmpe og have udsigt til at sejre. Et vigtig led i håndværkernes faglige strategi blev at søge at bevare denne fordel ved at begrænse tilgangen af lærlinge i faget.
Udviklingen af organisationerne begyndte med lokale foreninger efter faglige skel. Den videre sammenslutning fulgte to forskellige veje. Indenfor en by eller et distrikt gik fagforeningerne sammen i lokale fællesorganisationer på tværs af faglige skel. På nationalt plan dannede foreningerne indenfor samme fag fagforbund. I sidste del af 1800 tallet opstod de varige nationale sammenslutninger af alle fagligt organiserede - landsorganisationerne. England var først i denne proces. Den nationale fagkongres (Trades Union Congress, TUC) har mødtes årligt siden 1868.
Spørgsmålet om organisationsformer førte til stærke indre stridigheder. Disse var dels bestemt af forskellige gruppeinteresser i arbejderklassen, dels havde de et mere omfattende ideologisk grundlag i forskellige syn på fagbevægelsens samfundsmæssige opgave. Et konfliktområde gjaldt forholdet mellem forbundene og de lokale fællesorganisationer. Denne strid fik forskellig forløb fra land til land, men udviklingstendensen har alle steder været i forbundenes favør, og landsorganisationerne er stort set blevet sammenslutninger af forbundene. Også principperne for organisering af forbundene har skabt strid. De første forbund samlede faglærte indenfor samme fag uanset arbejdspladsens art. Med storindustriens udvikling og de ufaglærte arbejderes indtog i fagbevægelsen blev industriforbundet, som organiserede alle arbejdere indenfor samme industri uanset fag og arbejdets art, en organisationsform som havde betydelige fordele som klasse- og kamporganisation fremfor fagforbundet. I løbet af 1900 tallet har fagbevægelsen i de fleste lande udviklet sig mere og mere i retning af industriforbundsformen, men kun i Sovjetunionen og de østeuropæiske lande blev dette konsekvent gennemført.
Også i deres medlemstilslutning udviser fagbevægelsen i de forskellige lande klare paralleller i deres udviklingstendenser - særligt i det 20. århundrede. Årene frem til 1920 er præget af en voldsom vækst, 1920'erne af en betydelig tilbagegang. Fra fremgangen efter krisen i 1930'erne har medlemstallet atter været i stærk vækst, men strukturændringer og konjunkturnedgang i 1970'erne har i mange lande ført til stagnation og tilbagegang. I Storbritannien steg medlemstallet i TUC fra 1,2 millioner i 1900 til 6,5 millioner i 1919 for atter at synke til 3,3 millioner i 1933. Landsorganisationen i Tyskland (Allgemeiner Deutscher Gewerkschaftsbund, ADG) havde 1 million medlemmer i 1904, 7,6 millioner i 1921 og 4,4 millioner i 1931. I Frankrig havde CGT (Confédération Générale du Travail) 150.000 medlemmer i 1904, 2 millioner i årene 1918-20 og 600.000 i 1934. Den italienske CGL (Confederazione Generale del Lavoro) havde 190.000 medlemmer i 1907, 2,2 millioner i 1920 og 400.000 i 1922 - året for Mussolinis magtovertagelse. Tendensen i disse tal er noget overdrevet, fordi ikke alle organiserede arbejdere var tilsluttet disse landsorganisationer. I 1970'erne er medlemstallet i TUC gået tilbage med over to hundrede tusinde fra et højdepunkt på ti millioner. Den vesttyske landsorganisation DGB (Deutscher Gewerkschaftsbund) har stabiliseret sig på omkring 6,8 millioner medlemmer. De tre hollandske landsorganisationer har haft en samlet tilbagegang på 4-5% af medlemstallet.
I udviklingen af forholdet mellem fagbevægelse, stat og kapital kan lignende fællestræk iagttages. På et tidligt stadium blev fagforeningerne i en række lande kriminaliseret. De blev forbudt ved lov og forfulgt af politiet og retsvæsenet, som slog til med hårde straffe. Også i de lande hvor organisationerne ikke blev direkte forbudt, var den legale ramme for fagforeningerne så snæver, at de stadig blev udsat for retsforfølgelse. Efter kriminaliseringsfasen indtrådte gerne et stadium af usikker tolerance. Tvangslovene blev ikke ophævet, men blev brugt mere lempeligt og sporadisk, selv om de når som helst kunne blive håndhævet i deres fulde udstrækning. Forbudslove af almen karakter var i kraft i England fra 1799 til 1824 (Combination Acts) og i Frankrig fra 1791 og formelt til 1884 (Le Chapelier-loven). Den samme lov gjaldt i Holland til 1872 og i Belgien til 1830, men strejkeretten i Belgien blev ikke indrømmet før i 1886 og ikke udtrykkelig anerkendt før i 1921. I Tyskland var fagforeningsdannelsen i gang fra slutningen af 1860'erne. Socialistlovene fra 1878 forbød formelt ikke fagforeninger, men de blev også brugt mod fagbevægelsen, afbrød tilløbene til national sammenslutning og tvang mange organisationer til opløsning.
Det lykkedes imidlertid ikke i noget land fuldstændig at knække fagforeningerne og strejkekampene ved hjælp af tvangslove, klassejustits og militærapparat. Efter en periode med usikker tolerance opnåede fagbevægelsen i land efter land anerkendelse i lovgivningen - både for sine organisationer og for sin virksomhed. Til gengæld for den beskyttelse fagforeningerne blev tilbudt gennem loven, søgte staten at få dem under kontrol gennem registreringspligt og ved indgreb i arbejdskonflikter i form af mægling, voldgift og særdomstole til afgørelse af retstvister i arbejdslivet. I 1920'erne udviklede statsmagtens forhold til fagbevægelsen sig generelt i en reaktionær retning. I en lang række lande blev den aktionsfrihed som fagbevægelsen havde tilkæmpet sig op mod 1. verdenskrig indskrænket gennem skærpet lovgivning. Politi, militærmagt og halvoffentlige strejkebryderorganisationer blev stadig oftere sat ind i arbejdskonflikter. Hvor fascistiske regimer kom til magten, blev fagbevægelsen slået ned og nye «arbejdsfronter» under kontrol af staten eller det statsbærende parti gjort til elementer i opbygningen af en korporativ stat. På en mærkelig måde forenede de fascistiske regimer det aggressivt reaktionære med foregribelsen af træk ved den almene udvikling i deres politik overfor fagbevægelsen. Den voldelige undertrykkelse repræsenterer den reaktionære tvang, inkorporeringen i statsapparatet det foregribende. Under begge verdenskrige blev fagbevægelsen i de krigsførende lande tildelt vigtige opgaver fra statens side i at holde arbejdslivet i ro, produktionen oppe og lønningerne nede. Efter den 2. verdenskrig er denne udvikling fortsat. Fagbevægelsen har opnået øget politisk indflydelse gennem deltagelse i statslige råd og udvalg og har samtidig accepteret medansvar for den almene økonomiske politik på bekostning af den traditionelle kamplinie i lønkonflikterne. Særlig markant har denne udvikling været, når arbejderpartier har haft regeringsmagten - alene eller i koalition.
Ændringerne i forholdet mellem fagbevægelse og stat svarer til ændringerne i kapitalismens udvikling og til ændringerne i forholdet mellem fagbevægelsen og kapitalen. Under frikonkurrencekapitalismen var den økonomiske liberalisme borgerskabets ideologi. Den var en kampideologi rettet mod gamle privilegier og gammel reguleringspolitik, men den blev også mobiliseret mod arbejdernes forsøg på at organisere sig. Forbudslovene mod fagforeninger fra slutningen af 1700'erne blev både i Frankrig og England givet en liberalistisk begrundelse, og arbejdsgivernes kamp mod fagforeningernes eksistens blev ført som en kamp for «arbejdets frihed» ved hjælp af lockouter, strejkebrydere og sortlistning. Da kampen for at knække fagforeningerne ikke gav resultat, blev der gjort forsøg på at udkonkurrere dem med de såkaldte «gule» fagforeninger under virksomhedsejernes kontrol. Betegnelsen opstod i Frankrig i slutningen af 1880'erne og var oprindelig ikke et skældsord (se Gule fagforeninger). Taktikken var egentlig principielt uforenelig med den klassiske liberalisme, og fik sin storhedstid i en periode, da kapitalismens monopolistiske tendenser brød tydeligt frem. Med en højere og mere åbenlys organisering af kapitalen blev det samtidig lettere at acceptere en forretningsmæssig anerkendelse af en faglig organisation, som ikke lod sig knække, men som var villig til at indgå aftaler som sikrede arbejdsfred. Indenfor avanceret og monopolistisk storindustri blev modviljen mod at slutte overenskomster med fagforeningerne derfor efterhånden mindre. Samtidig blev den kapitalistiske økonomi mere og mere afhængig af stigende købekraft - også i arbejderklassen. Den bevægelse for samarbejde mellem kapital og fagbevægelse som opstod i England i slutningen af 1920'erne - Mondismen - fik sit navn efter grundlæggeren af kemikoncernen ICI. Henry Ford førte en lønpolitik som var orienteret mod, at hans arbejdere skulle kunne købe hans masseproducerede biler. Men Ford havde også grundlæggerens autoritære træk, og først efter forbitrede kampe blev han som den sidste af de store bilproducenter i USA i 1941 tvunget til at indgå aftaler med bilarbejderforbundet.
En af forudsætningerne for at arbejdsgiverne kunne gå fra at bekæmpe fagforeningerne til at anerkende dem, var at fagorganisationen blev stærk nok til både at forsvare sig mod angreb og til at stille magt bag sine offensive krav. En anden forudsætning var, at fagbevægelsen stillede sine krav indenfor rammerne af det kapitalistiske system. Ifht. disse to forudsætninger er der store forskelle i fagbevægelsens udvikling fra lande til land. I det kapitalistiske Europa kan man skelne mellem et britisk mønster, et nordeuropæisk (germansk) mønster og et sydeuropæisk (latinsk) mønster. Fagbevægelsen i USA udgør en fjerde variant. Sovjetunionen og de østeuropæiske lande stod i en klasse for sig. Udenfor den europæiske kulturkreds finder vi en række egenartede former med store variationer fra det tidligt industrialiserede Japan til nyligt befriede afrikanske stater.
Det britiske mønster
Den industrielle revolution begyndte i England, og der opstod også fagbevægelsen. Fra tidligt i 1700 tallet hører vi om fagforeningsdannelser og lønaktioner fra håndværksarbejdere. «Det er sjældent, at folk fra samme fag kommer sammen, selv til fest og adspredelse, uden at det ender med en sammensværgelse eller en plan om at forhøje lønningerne», skrev Adam Smith (1776). Forbudet mod fagforeninger i årene 1799-1824 formåede ikke at knække bevægelsen. Selvhjælpsforeninger (friendly societies) blev ikke ramt af loven, og mange fagforeninger overlevede under denne kamuflage. Efter 1824 fulgte et årti med livlig fagforeningsdannelse og store strejkebevægelser. Det kulminerede med det storstilede, men mislykkede forsøg på at danne en revolutionær landsorganisation i 1834 - Grand National Consolidated Trades Union - under ledelse af Robert Owen. Planen var at organisere en generalstrejke for ottetimersdagen og endvidere at overtage produktionen gennem arbejderkooperativer. På grund af indre modsætninger, vellykkede modtræk fra arbejdsgivernes side og undertrykkelse ved hjælp af statsapparatet brød organisationen sammen på få måneder. Selv om forbudslovene mod fagforeninger var ophævet, var der rigeligt med love som kunne bruges til at kriminalisere dens virksomhed.
Tilbageslaget i 1834 blev fulgt af en konjunkturkrise i 1837, som slog fagbevægelsen ud for adskillige år. Det følgende årti drejede klassekampen i England sig i en politisk retning (se Chartistbevægelsen). Først omkring 1850 tog fagbevægelsen et nyt opsving. De nye mønsterforeninger (model unions) fulgte en anden strategi og taktik end de revolutionære kamporganisationer fra 1830'erne. De byggede strengt på faglige skel og lagde stor vægt på at sikre eksklusiviteten ved jobregulering og lærlingebegrænsning. Kontingenterne var høje, ledelsen stærk og taktikken forsigtig. De lagde stor vægt på selvhjælps- og forsikringsordninger. På denne måde fik de en stabil medlemsskare og økonomisk grundlag til at føre langvarige arbejdskampe. Mens de tidlige foreninger gerne brød sammen efter en tabt strejke, var de nye i stand til at overleve nederlag.
Den engelske tradeunionisme kom overvejende til at repræsentere en reformisme indenfor rammen af det bestående system. Det betyder ikke, at den afviste politisk virksomhed. Tværtimod er det karakteristisk, at da de årlige fagkongresser (TUC fra 1868) efterhånden udviklede et permanent styreorgan, bar det helt frem til 1921 navnet «Den parlamentariske komité». Politisk engagerede fagbevægelsen sig i kampen for almindelig stemmeret, forbedringen af fagbevægelsens retslige stilling og for en udvidet sociallovgivning. Da socialistiske strømninger fra slutningen af 1880'erne begyndte at vinde fodfæste blandt basis i fagforeningerne og sejrede i en del vigtige politiske afstemninger på fagkongresserne tidligt i 1890'erne, sørgede Den parlamentariske Komité for at standse denne indflydelse ved at fratage de lokale fællesorganisationer (trades councils) retten til kongresrepræsentation. Siden da har TUC udelukkende været baseret på forbundene. Efter at have indhøstet store skuffelser ved at samarbejde med det liberale parti ved parlamentsvalgene, stiftede fagbevægelsen sit eget arbejderparti (Labour Party) i 1906. Det optog mange forskellige organisationer og politiske grupper i sig, men var og blev overvældende domineret af kollektivt tilsluttede fagforbund. Først i 1918 fik partiet et moderat socialistisk program, og fagbevægelsens kontrol over partiet har generelt virket modererende. Fra 1950'erne er enkelte store forbund imidlertid blevet radikaliseret og har skaffet sig flertal på partikongresserne for venstreorienterede beslutninger mod partiledelsens vilje.
I modsætning til fagbevægelsen i Sydeuropa var den engelske samlet og stærk. I modsætning til det nordeuropæiske mønster er fagbevægelsen i England mindre centraliseret og bureaukratisk, mindre villig til at lagde sig inkorporere i statsapparatet og mere militant i kampen for medlemmernes interesser. Det er forbundene og ikke TUC som fører forhandlinger og indgår aftaler, men samtidig er forbundenes magt begrænset af en høj grad af selvbestemmelse i virksomhedsklubberne. Fagbevægelsen har øvet stærk modstand mod indgreb fra statens side i forhandlingsretten og strejkeretten, og de uofficielle lokale strejker er ikke ulovlige, i modsætning til de nordeuropæiske lande. Da Wilson-regeringen i 1969 forsøgte at begrænse strejkeretten, fik fagbevægelsen trukket lovforslaget tilbage. I 1971 vedtog Underhusets konservative flertal en tilsvarende lov, men efter at valget i 1974 førte til en ny Labourregering, blev loven atter ophævet.
Det nordeuropæiske mønster
Fagbevægelsen i Tyskland og de skandinaviske lande har det til fælles med den engelske, at den er samlet, stabil, stærk og velstående. Den er forskellig fra den engelske ved, at den fra starten af var nøje forbundet med fremvæksten af socialistiske arbejderpartier. Spørgsmålet om fagorganisationens organisation, strategi og taktik blev derfor i høj grad stillet og løst i en ideologisk-politisk debat om vejen til socialisme. Landsorganisationerne i disse lande blev skabt i løbet af 1890'erne i intimt samarbejde med de socialistiske partier, som indtil da havde udgjort samlingspunktet - også for fagforeningerne. Fra partiernes side var der også en vis modvilje mod at acceptere oprettelsen af en faglig centralorganisation, som kunne blive uafhængig af partiets politiske ledelse, og under forskellige former blev der udviklet ordninger, som sikrede et tæt forhold mellem socialdemokratiet og fagbevægelsen. Organisationsmæssigt bidrog dette til gensidig styrkelse. Det spændingsforhold der var bygget ind i forholdet mellem parti og fagorganisation blev dæmpet gennem udviklingen af en teori om arbejdsdeling, som gav hver fløj af bevægelsen ledelsen på dens felt. Fagbevægelsens område blev den daglige kamp mod arbejdsgiverne om løn og arbejdsvilkår. Partiets område blev kampen indenfor det politiske system, mobiliseringen af vælgere og deltagelsen i de parlamentariske organer. Denne arbejdsdeling gjorde begge parters virksomhed partiel, begrænset til delområder, og fremmede en reformistisk udvikling i ly af principprogrammer med revolutionære socialistiske mål. Fagbevægelsen i disse lande blev i stand til at gennemføre store og langvarige strejker med eksemplarisk orden og effektivitet. Medlemmerne var højt disciplinerede, og de fastsatte strejkebidrag blev formidlet gennem et veltrimmet apparat. Men udsigterne til langvarig og kostbar kamp gjorde også, at organisationerne efterhånden fik mindre lyst til at satse den opsamlede formue, når kampen i bedste fald ville give små marginaler i forhold til et forhandlingsresultat - eventuelt et opgør der indebar statens mellemkomst i form af mægling eller voldgift. I forhold til fagbevægelsen i England udviklede de socialdemokratiske fagbevægelser i Nordeuropa en langt større centralisering af forhandlingerne og en langt større vilje i årene efter den 2. verdenskrig til at påtage sig et ansvar for samfundsøkonomien i samarbejde med stat og arbejdsgivere. I Holland og Belgien fulgte udviklingen i mange henseender den samme retning, men i disse lande er forholdene blevet kompliceret ved, at fagbevægelsen har været stærkere splittet. I Belgien er den socialdemokratiske FGTB (Fédération Générale du Travail de Belgique) siden 1958 blevet distanceret i medlemstal af den katolske CSC (Confédération des Syndicats Chrétiens). I Holland har den socialdemokratiske landsorganisation NVV (Hollands Verbond van Vakverenigingen) konkurrence fra både en katolsk og en protestantisk fagbevægelse, som til sammen har omtrent lige så mange medlemmer som NVV.
Det sydeuropæiske mønster
De germanske lande udviklede en fagbevægelse, som var intimt forbundet med det socialdemokratiske partis mål om en parlamentarisk-reformistisk overgang til socialismen. Ud af det engelske ord for fagforening blev begrebet tradeunionisme skabt som betegnelse for en faglig strategi, som begrænsede sig til at slås for forbedringer indenfor rammen af det bestående system, ikke blot i kampen mod arbejdsgiverne, men også i sin politiske virksomhed. Ud af det franske ord for fagforening blev begrebet syndikalisme skabt. Det betegner en strategi for at omstyrte kapitalismen ved revolutionær faglig kamp og at bygge socialismen på de producerende arbejderes direkte herredømme over produktionen. Med sin revolutionære målsætning er syndikalismen udpræget politisk, men ved sin opfattelse af midlerne er den ekstremt antipolitisk. Da den engelske fagbevægelse I 1906 grundlagde Labour Party, vedtog den franske CGT Amiens-charteret, som erklærede, at det var fagbevægelsens opgave at gennemføre eksproprieringen af kapitalisterne med generalstrejken som det afgørende middel. Samtidig fastslog Amienscharteret organisationens afstandtagen fra parlamentarisk virksomhed og fuldkomne uafhængighed af politiske partier, og proklamerede at fagforeningerne i fremtiden skulle danne grundlaget for samfundets reorganisering.
I Frankrig kan fagforeningsdannelsen som i England følges tilbage til 1700 tallet, men stærkere undertrykkelse fra staten og en svagere kapitalistisk udvikling hindrede fagforeningerne i at opnå en stabil tilværelse. I 1860'erne blev fagforeningerne til en vis grad tolereret, men Pariserkommunens nederlag i 1871 blev ledsaget af ny forfølgelse. Først med den definitive ophævelse af Le Chapelierloven i 1884 fik de en klart legal, lovsikret eksistens. Udviklingen af den syndikalistiske retning i Frankrig kan dels forklares med de franske arbejderes revolutionære erfaringer op gennem 1800 tallet, dels ved den umådelige splittelse og forvirring som prægede den politiske del af fransk arbejderbevægelse i disse år, og som syntes at lægge arbejderbevægelsen åben for den samme parlamentariske korrumpering som prægede de borgerlige partier i den tredje republik. Men syndikalistisk teori og praksis for faglig kamp spredte sig i samme tidsrum til andre lande. I Italien og Spanien var syndikalismen en periode næsten lige så stærk som i Frankrig. I USA fik den en selvstændig udformning i organisationen IWW (Industrial Workers of the World). I Sverige, Norge og til dels Danmark inspirerede syndikalismen til omfattende oppositionsbevægelser indenfor fagorganisationen.
Efter 1. verdenskrig var syndikalismen som revolutionær teori på retur. Også i de lande hvor den havde stået stærkest, blev fagbevægelsen domineret af den politiske kamp mellem kommunisme og socialdemokrati. Men i Frankrig, Italien og andre sydeuropæiske lande blev det syndikalistiske præg på den faglige organisation og kampform varig. Det typiske mønster er, at organisationsprocenten er lav og organisationerne svage. Kontingenterne er lave, og få af medlemmerne betaler fuldt ud deres kontingent. Fagbevægelsen i disse lande mangler det godt udbyggede forhandlingsapparat, som er karakteristisk for Tyskland og de skandinaviske lande. Til gengæld er de traditionelt militante og har stor evne til at mobilisere til strejker med stort omfang og høj deltagelse. Disse strejker føres uden anden understøttelse, end den som kan skaffes ved indsamlinger i forbindelse med strejken, og de bliver derfor i regelen ret kortvarige. Karakteristisk for disse lande er også at fagbevægelsen er splittet - både politisk og religiøst. Ved siden af de kommunistisk ledede landsorganisationer - som er de største, i Frankrig CGT, i Italien CGIL - er der også en stor katolsk og en mindre socialistisk ledet landsorganisation i begge lande. Splittelse og rivalisering har placeret fagbevægelsen i en svag stilling - både i forholdet til arbejdsgiverne og til staten. Det er også karakteristisk, at store og omfattende strejkebølger er blevet udløst som spontane aktioner nedefra, uafhængigt af og til dels under modstand fra landsorganisationerne. Det gjaldt de utallige lokale strejker efter folkefrontens valgsejr i 1936, den tidlige strejkebølge i foråret 1947 og ikke mindst den revolutionslignende bevægelse i maj-juni 1968 i Frankrig og 1969-70 i Italien.
Fagbevægelsen i USA
Også i USA kan fagforeningsdannelsen blandt håndværkerne følges tilbage til slutningen af 1700 tallet, og disse tidlige foreningsforsøg udviklede sig i en rytme, som i vid udstrækning svarede til udviklingen af bevægelsen i England, og som fulgte industrikapitalismens konjunkturer. Også organisationsmønsteret gennemgik længe en tilsvarende udvikling, men i relativt mindre omfang og med mindre stabilitet. Det første forsøg på at danne en faglig landsorganisation som fik varig betydning, blev gjort med organisationen Arbejdets Riddere (Knights of Labor) i 1869. Den byggede hverken på fællesorganisationer eller på forbund, men på individuelt medlemskab uden hensyn til fag eller arbejdsplads. Den materialiserede ideen om «One Big Union», som skulle varetage hele arbejderklassens interesser. I de første år var organisationen hemmelig og fulgte et ceremonielt mønster, som var beslægtet med frimurernes. Dens ideologi var en uklar halvsocialisme, og kun modvilligt og efter pres fra medlemmerne engagerede organisationen sig i strejker, der ofte fik en voldsom og omfattende karakter. På sit højdepunkt midt i 1880'erne havde Arbejdets Riddere ca. 700.000 medlemmer. Under 1. verdenskrig blev den opløst. Da havde den allerede længe stået i skyggen af to andre og vidt forskellige faglige landsorganisationer, AFL (American Federation of Labor) og IWW (Industrial Workers of the World). AFL blev stiftet i 1886 som en organisation af fagforbund. Dens grundlag var faglærte arbejdere. Den afviste organisationsarbejde blandt storindustriens ufaglærte, og dens strategi var ren og uforfalsket tradeunionisme, forbedring af arbejdernes kår indenfor rammen af et økonomisk system, som den ikke havde noget ønske om at afskaffe. Den blev engageret i mange hårde kampe for at få organisations- og aftaleretten anerkendt af arbejdsgiverne, men den afviste konsekvent al socialistisk infiltration og beskyttede sin forholdsvis snævre sociale basis i arbejderklassen. Medlemstallet udviklede sig parallelt med den europæiske fagbevægelses medlemstal. Fra 1900 til 1920 øgede det fra en halv million til fire millioner, men i slutningen af 1920'erne var det nede på to millioner. Det er anslået, at 70-80% af de organiserede arbejdere i USA i dette tidsrum var tilsluttet AFL. IWW blev stiftet i 1905 i samarbejde mellem revolutionære socialister og syndikalister. Den sigtede mod at blive en masseorganisation for hele proletariatet og opbyggede en centraliseret industriforbundsform. Den udviklede sig gennem strid og splittelser i en syndikalistisk retning af en mere centralistisk type end den franske. Medlemstallet var størst umiddelbart efter stiftelsen, da det løb op i 100.000, men pga. den aggressive aktivisme som medlemmerne - «the Wobblies» - udfoldede, blev den i stand til at udløse omfattende og voldsomme strejkebevægelser som blev hårdt bekæmpet af arbejdsgivernes væbnede styrker og af retsvæsenet, politi og militær. IWW bekæmpede USAs deltagelse i 1. verdenskrig. Dette førte til skærpet forfølgelse med forbud mod organisationen i mange stater. Derefter gik den gradvis i opløsning, og resterne sluttede sig for en dels vedkommende til kommunistpartiet i 1920'erne. Under New Deal blev der udformet love, som begunstigede dannelsen af fagforeninger, men AFL afviste alle forslag om at tillade oprettelsen af industriforbund, som også skulle omfatte de ufaglærte. Dette førte til, at tilhængerne af industriforbund brød ud og i 1938 dannede en ny landsorganisation, CIO (Congress of Industrial Organizations). Den 2. verdenskrig førte til et intimt samarbejde mellem fagbevægelsen og staten, og sammen med en styrket retsbeskyttelse overfor arbejdsgiverne gav dette basis for en stærk vækst i medlemstallet. CIO havde en klart radikal politisk profil i forhold til AFL, og enkelte forbund i CIO kom under kommunistisk eller venstreorienteret ledelse i efterkrigstiden. I 1950'erne blev disse forbund ekskluderet, og de to landsorganisationer sluttede sig i 1955 sammen under navnet AFL-CIO med til sammen 15 millioner medlemmer. Forbund med i alt 3-4 millioner medlemmer deltog ikke i samlingen. Fagbevægelsen i USA har taget afstand fra alle forsøg på at danne selvstændige arbejderpartier. I stedet har den søgt at varetage sine politiske interesser ved pressionsvirksomhed på regeringsadministrationen og de lovgivende forsamlinger og ved at optræde ved valgene med støtte til de kandidater, som lover mest til fagbevægelsen. Ved præsidentvalgene har fagbevægelsen siden Roosevelt næsten udelukkende givet deres støtte til den demokratiske kandidat.
Sovjetunionen og de østeuropæiske lande
Spørgsmålet om fagbevægelsens stilling efter revolutionen havde fået en teoretisk udformning i syndikalismen, men ikke i socialdemokratiet. I Rusland måtte det løses praktisk efter revolutionen. Under partiets og revolutionens krise ved overgangen til NEP-politikken i 1921 udspandt der sig en heftig fraktionskamp om fagforeningernes stilling. Der opstod tre hovedretninger: En syndikalistisk farvet Arbejderopposition i partiet som ville bevare fagforeningernes selvstændighed og give dem ledelsen af den økonomiske opbygning (Kollontaj, Sjlapnikov) (se Arbejderoppositionen), en gruppe som ville indbygge fagforeningerne i det regulære statsapparat (Trotskij, Bukharin) og en flertalsgruppe med Lenin i spidsen som ønskede at bevare fagforeningernes formelle selvstændighed, men under fast kontrol fra partiets side. Ifølge denne opfattelse skulle fagforeningerne udgøre en skole i kommunisme og tjene som udveksling mellem partiet og arbejderklassen. Denne rolle blev forstærket under stalinismen, og fagbevægelsen mistede i 1930'erne ethvert skin af at være en selvstændig masseorganisation og blev et instrument for staten og partiet til at højne arbejdsdisciplinen og produktiviteten. Mellem 1932 og 1949 blev der ikke afholdt fagkongresser. Efter den 2. verdenskrig blev den sovjetiske model for fagorganisationen brugt som model i de østeuropæiske folkedemokratier.
De faglige internationaler
Første Internationale (1864-1872) stillede erobringen af den politiske magt som nødvendig betingelse for arbejderklassens frigørelse, men den byggede i væsentlig grad sit massegrundlag på fagforeninger og en stor del af dens virksomhed gik ud på at formidle international strejkestøtte og hindre import af udenlandske strejkebrydere. I Internationalens Generalråd i London samarbejdede Marx med fremtrædende ledere for den engelske fagbevægelse. Ved grundlæggelsen af Den anden Internationale (1889) deltog både partier og fagorganisationer, og forholdet mellem parti og fagbevægelse var genstand for debatter og resolutioner på flere af Internationalens kongresser. En kongresbeslutning fra 1907 fastslog nødvendigheden af et intimt samarbejde mellem parti og fagbevægelse, men formulerede samtidig en teori om arbejdsdeling og ligestilling mellem partiets politiske kamp og fagbevægelsens økonomiske. På denne tid havde fagbevægelsen oprettet egne internationale samarbejdsorganer af to slags. Fagforbundene havde etableret egne internationale forbindelser fra omkring 1890, og i 1914 var der 27 sådanne forbundsinternationaler. De spillede en betydelig rolle i at hindre internationalt strejkebryderi, udløse sympatiaktioner og formidle lån og gaver til støtte for strejkende arbejdere. Landsorganisationerne indledte et fast internationalt samarbejde med kongresser hvert andet år fra 1901, som regnes som stiftelsesåret for den Internationale Faglige Central (IFC, engelsk IFTU). Først fra 1913 blev den imidlertid fast organiseret.
Første verdenskrig førte til sammenbrud for både den politiske og de faglige internationaler. De blev rekonstrueret på socialdemokratisk grundlag efter krigen, men enheden fra før 1914 var gået uigenkaldelig tabt (se Amsterdam internationalen). Både politisk og fagligt blev de udfordret af nye kommunistiske internationaler med sæde i Moskva, Tredje Internationale (Komintern) og Røde Faglige Internationale (Profintern, RFI eller RILU). De nye internationaler stillede revolutionen på dagsordenen. De blev centralistisk opbygget efter bolsjevikiske principper og tog sigte på at give den revolutionære kamp en fast international ledelse - i modsætning til de gamle internationaler som ikke havde nogen autoritet over medlemsorganisationerne. IFC toppede i medlemstal omkring 1920 med over 22 millioner medlemmer. I 1930 var medlemstallet gået tilbage til omkring 13 millioner. RFI havde sin største tilslutning i 1927 med hen imod 17 millioner medlemmer, hvoraf over 10 millioner var fra Sovjetunionen. Senere tabte RFI terræn og havde i 1930'erne næppe over 1 million medlemmer udenfor Sovjetunionen. Under folkefrontsperioden i sidste halvdel af 1930'erne blev RFI opløst.
Under 2. verdenskrig tog den engelske landsorganisation initiativ til efter krigen at skabe en samlet faglig internationale og nåede til enighed med den russiske landsorganisation og den amerikanske CIO. I oktober 1945 blev World Federation of Trade Unions (WFTU) stiftet med deltagelse fra over 50 lande og med over 65 millioner medlemmer. WFTU fik en kommunistisk domineret ledelse. Den kolde krig skærpede de indre modsætninger, og i 1949 brød de vigtigste vestlige landsorganisationer ud og stiftede International Confederation of Free Trade Unions (ICFTU, dansk FFI, Frie Faglige Internationale). Medlemstallet opgives i 1975 til 52 millioner. Den amerikanske AFL-CIO trak sig ud i 1969. I 1972 opgav WFTU at have 150 millioner medlemmer. De vigtigste medlemsorganisationer udenfor østbloklandene var det franske CGT og det italienske CGIL. WFTU brød sammen efter østblokkens sammenbrud i 1989-92, og de fleste af dens medlemsorganisationer er gået ind i FFI.
En faglig internationale bestående af religiøse fagorganisationer (WCL) har sit udspring i den katolske fagbevægelse, men inkluderer efter 1968 også protestanter, buddhister og muslimer. WCL opgiver et medlemstal på 14 millioner fordelt på 90 lande.
I 1973 blev en europæisk faglig fællesorganisation - Euro-LO - oprettet for landsorganisationer fra EF- og EFTA-lande. Den omfatter både socialistiske og kristne fagforeninger og fra 1974 også den kommunistiske landsorganisation i Italien, CGIL. Medlemstallet opgives til 37 millioner.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 4/1 2005
Læst af: 76.424