Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 50.045
: :
Protestantisme

Protestantisme er en retning indenfor den kristne kirke, som kan føres tilbage til reformationens oprør mod katolicismen i 1500-tallets Europa (se Reformationen). Ordet «protestant» kom i brug efter en protest, som tyske stænder fremførte i rigsdagen i Speyer i 1529. Som de første markerede disse sig som tilhængere af den nye lutherske lære. De opponerede mod kirkelig og verdslig formynderi i det religiøse liv; I trosspørgsmål skulle den enkeltes individuelle samvittighed være afgørende: «I de sager der angår Guds ord og sjælens salighed» skal «den enkelte aflægge regnskab for sig selv overfor Gud».

Ordet «Protestant» blev oprindelig brugt af reformationens modstandere i en nedsættende betydning. Efterhånden blev det en alment udbredt betegnelse for reformationens tilhængere. Ordets moderne betydning er stærkt præget af oplysningstiden og det 19. århundredes liberalisme, som ved protestantisme forstod en antikatolsk, individuel trosfrihed, religiøs tolerance og religiøs-kulturel fremskridtstro.

Man kan skelne mellem tre dominerende retninger indenfor protestantismen: Luthersk, calvinsk og «sekterisk». Hvis man anvender «protestantisme» i en meget bred forstand, må også den anglikanske kirke - «The Church of England» - regnes med. Derved forsvinder den anglikanske kristendoms særprægede stilling i grænselandet mellem protestantisme og katolicisme imidlertid let.

Martin Luther (1483-1546) angreb den katolske kirkes magtmaskineri og kontrol over den kristne. Den kristne er ifølge luthersk lære ansvarlig direkte overfor Gud - uafhængig af kirkelige eller verdslige mellemled. Der er kun én autoritet: «Skriften alene», og menneskets «retfærdiggørelse» sker «ved troen alene». Det centrale i luthersk teologi er udlægningen og forkyndelsen af Guds ord, nedfældet i de bibelske skrifter. Luthersk protestantisme har stået stærkest i Tyskland, Skandinavien og siden det 19. århundrede i USA.

John Calvin (1509-64) ønskede at give protestantismen et religiøst og politisk læresystem med grundlag i Bibelen. Var Luthers mål en nyorientering af troen, så søgte Calvin en systematisk fornyelse af det moralske liv. Med calvinismen blev protestantisk kristendom i første række en social religion, baseret på puritanismens paroler om sparsommelighed, nøjsomhed og askese. Calvinismen gav i enkelte tilfælde et effektivt religiøst og moralsk grundlag for det fremvoksende borgerskab, som ville forandre verden. Selv kom Calvin fra Genève, men hans lære slog især rødder på de britiske øer og i nogle af nybyggerstater på den amerikanske østkyst.

De «sekteriske» protestanter opponerede mod, at protestantismen dannede nye kirkelige magtinstitutioner og ny protestantisk ortodoksi. Den «sekteriske» fløj bestod af en række forskellige grupper: Gendøbere, kvækere, baptister, metodister o.a. I den mest radikale variant så disse grupper bort fra ethvert forsøg på at reformere en håbløst syndig og korrupt kirke og verden. Håbet var knyttet til den revolutionære genfødsel af verden (se Müntzer). Andre som f.eks. de engelske metodister søgte at øve indflydelse på politik og samfundsliv gennem en appel om at tøjle den enkeltes egeninteresse. Det strenge lighedsideal førte bl.a. til en koncentration omkring kapitalismens sociale problemer. Den «sekteriske» eller «fundamentalistiske» protestantisme har stået stærkt i Storbritannien og fremfor alt i USA.

Sammenlignet med katolicismen er protestantismen en kristen religion på retræte. Det katolske univers er fyldt af engle, overnaturlige mirakler og sakramenternes mysterier. I den protestantiske kristendom er formidlingen mellem det hellige og det verdslige, mellem gud og verden, skrumpet ind til den ene kanal: Det forkyndte guds ord. Protestantismen giver - til forskel fra katolicismen - afkald på at være en objektiv og overordnet verdensanskuelse. I stedet søger den en plads til kristendommen som et privatiseret livssyn i en afhelliggjort og sekulariseret verden.

Protestantisk teologi har altid været karakteriseret ved en helt anden åbenhed overfor det moderne univers end katolicismen. En grund er nok, at protestantismen har spillet en aktiv rolle i udformningen af den moderne, industrielle og verdsliggjorte verden, som bl.a. Max Weber har dokumenteret. Men mens den katolske teologi har søgt en intellektuel isolation, har protestantisk teologi i de sidste 200 år gjort konstante forsøg på at harmonisere kristen lære med den moderne videnskab og filosofi. Det begyndte med Friedrich Schleiermacher (1768-1834), som med sin romantiske udviklingslære nedtonede ethvert overnaturligt element i kristendommen for menneskets religiøse erfaring. Senere fulgte den liberale teologi - Adolf von Harnack o.a. - som udlagde kristendommen som en almen morallære, tilpasset den borgerlige samtids udviklingsoptimisme og fremskridtstro. Rudolf Bultmanns (1884-1976) program for at «afmytologisere» Det nye testamente var til gengæld et forsøg på at skabe en syntese af liberal teologi og moderne eksistensfilosofi.

Protestantismens endepunkt markeres ved «gud er død»-retningen, som blev lanceret af nordamerikanske teologer i 1960'erne. Den tysk-nordamerikanske teolog Paul Tillich (1886-1965) indtager en særstilling indenfor den moderne protestantisme. Hans værk er en hvileløs teologisk refleksion over den religiøse, guddommelige dimension i en efterprotestantisk og - må det føjes til - efterkristelig tidsalder.

Protestantismen har på en helt anden måde end den katolske teologi tydeliggjort kristendommens og religionens problematiske stilling i den moderne vestlige civilisation. Ud fra en ekspanderende sekularisering er den kristne religion blevet stillet overfor et tragisk valg: Enten tilpasning og derved gradvis udvaskning af det særegne, kristne budskab, eller modstand, og derved isolation indenfor en stadig mindre kirkelig ghetto.

Radikal protestantisk teologi har valgt det første alternativ, og står med den nye «gud er død»-retning tilbage med en kristendom, som mangler både religion og teologi. Katolicismen har i lighed med enkelte konservative protestantiske grupper, stort set valgt det andet alternativ, og som religion har kristendommen derved mere og mere antaget en museal karakter. Hvorvidt religionen fortsat vil have en fremtid i det moderne, efterkristelige samfund, eller om det vil blive det første samfund uden religion som mennesket kender, er imidlertid et åbent spørgsmål.

R.S.