Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Bål og brand, hængning, al slags bestialsk tortur, dette var virkeligheden for millioner af kvinder i Europa for blot nogle hundrede år siden. Omkring 40-60.000 - overvejende kvinder - blev gennem godt og vel to hundrede år tortureret og dræbt. Måske den største menneskejagt verden har oplevet. Disse omfattende forfølgelser regner man med blev indledt omkring år 1500. Men historiebøgerne har ikke meget at fortælle om dette grusomme kapitel af kvindernes historie.

Hekseforfølgelserne var en konsekvens af den katolske kirkes dogmer og af ønsket om øget magt. Kvinderne sad inde med viden om sygdomme, om processer i naturen og religiøse forestillinger som var truende for kirkemagten.

Parallelt med den officielle kristne religion eksisterede der blandt bondebefolkningen i Europa længe resterne af en gammel før-kristen religion med rødder i matriarkalske traditioner (se Matriarkat). Mange af disse traditioner - muligvis de fleste - blev videreleveret af kvinderne: fra mor til datter og atter til hendes datter. Nogle var dele af den gamle religion, en kult med stærke islæt af afgrøderitualer. Alligevel havde de fleste traditioner karakter af praktisk viden om forholdsregler ovf. sygdomme, om kvindekroppen og hvorledes den fungerer - nok især om svangerskab, fødsel og abort. Traditioner som tidligere havde været kollektive, blev efterhånden som kirkens indflydelse vandt frem individuelle og blev isoleret til bestemte mennesker. Sammenhængen mellem mål og midler forsvandt, efterhånden som kirkens metafysiske opfattelse af menneskekroppen, sygdomme og sundhed efterhånden trængte sig frem; et dårligt bytte for folk. Disse kyndige kvinder blev som små lyspletter i et ellers mørkt rum - de blev set op til, beundret, frygtet og hadet. I folks øjne var deres magt stor. Magt over liv og død, evner som virkede overnaturlige på folk, lød som trolddom. Det blev derfor en let sag for kirkens mænd at skabe grundlag for had og rædsel overfor disse kvinder. Det som før var en hjælp i dagliglivet, blev nu stemplet som antikristendom og djævelskab.

Men denne religion var ikke skabt af nogen kristen djævel. Heksenes religion havde rødder langt tilbage i tiden, til tider før det vi i dag kalder antikken. Deres gud blev af nogle kaldt «Den Hornede Gud». Men oprindelig har guden blot været partner til en stor gudinde - den store livgivende gudinde - som under forskellige navne blev dyrket i flere tusinde år i hele området omkring Middelhavet og videre østpå. De europæiske hekses kult kan sammenlignes med den gamle græske dionysoskult, som havde sit udspring i Trakien - et område med stærke matriarkalske træk langt op i antikkens Grækenland. Dionysos blev dyrket i månelyse forårsnætter af kvinder og kun kvinder. De opfattede ham som inkarneret (legemliggjort) i en lille gedebuk, og kulten kulminerede i fortæringen af guddommen. Ritualerne var af en stærk orgiastisk karakter og var en hyldest til jorden og høsten.

Meget af dette er identisk med heksekulten. Til disse små religiøse samfund hørte som oftest tolv kvinder og en mand - i alt tretten. Et tal der i dag udløser en vis angst, men som for heksene var et helligt tal. Den 13. deltager - manden - spillede samme rolle og blev betragtet som inkarnationen af guddommen. Han var oftest klædt ud som ged, tilsyneladende oftest med gedeskin og horn - altså som en buk. Hekseprocesserne nævner forskellige slags forklædninger, men bukkefiguren indtager en særstilling. Den mødte de ude i naturen, omkring gamle hellige træer eller i lunde. Opfattelsen af visse træarter som hellige eller som symbol for det hellige, er et særligt træk, man finder blandt flere folks religioner i Europa og den nære Orient. Tydeligst er dette muligvis i den keltiske kultur, men vi finder det bl.a. også tydeligt i den gamle nordiske kultur.

Sabatten som de store religiøse sammenkomster blev kaldt, var i det hele taget stærkt knyttet til specielle steder og tidspunkter. Valborgsnatten og Jonsoknatten var to af vore vigtigste samlingstidspunkter. Hvad der præcist skete under sabatten, ved vi ikke med sikkerhed, andet end at det har været religiøs fest, med et offermåltid til ære for guddommen. Heksene har haft et godt kendskab til forskellige urter og deres virkning på kroppen. Visse giftige urter er bevidst blevet brugt som middel til at komme guddommen nærmere under de kultiske fester, og for at kunne se ind i fremtiden. Dette var den såkaldte heksesalve. Den blev smurt på dele af kroppen, hvor huden er tynd og let kan optage væsker. Da hekseprocesserne var kommet i gang, og den katolske kirkes nye og syge heksebegreb blev kendt blandt folk, blev kulten nogle steder det den blev beskyldt for at være: et vrangbillede af den katolske messe. I de protestantiske lande mente den gejstlige, at Sabatten var en blanding af katolsk messe og hedenskab. Efterhånden forsvandt den gamle tro blandt det jævne folk. Kun nogle få holdt den glemte tro i live - på hemmelige pladser.

Men disse kvinder var ikke bare deltagere i en religiøs sekt. De var først og fremmest bærere af en tradition af gamle medicinske principper, og en livsopfattelse hvor mennesket var stærkt knyttet til det cykliske i livet på jorden, i vækstperioden, årstiderne, månefaserne, kvindens menstruationscyklus, flod og ebbe. Der er meget der tyder på, at de har haft et godt kendskab til kroppen - især kvindekroppen og hvorledes den fungerer, både fysisk og psykisk. De har kendt til planternes vækstpladser, de levevilkår de havde behov for, hvad de indeholdt, hvordan de indvirkede på kroppen - alene og sammen med andre planter - og det rette tidspunkt at plukke dem på. De kilder vi har adgang til, beretter om en højt udviklet urtevidenskab.

Den europæiske heks' medicinske indsats har været koncentreret på to områder: at værne om svangerskabet og øge høsten, og det modsatte: at hindre fødsler. De var dygtige jordemødre for både kvinder og dyr, og de lå inde med midler mod sygdom og andre problemer under svangerskabet. Deres metoder kombinerede hensynet til den fysiske og psykiske sundhed, og den psykiske tilstands indvirkning på fostret. Vejledning i og brugen af forskellige præventionsmidler samt midler til at fremkalde abort var det andet hovedelement i deres aktiviteter. Og her har planterne haft stor betydning, samt eventuelle mekaniske teknikker. I beretningerne fra hekseprocesserne i bl.a. Frankrig og England er det især to store «synder» kvinderne bliver anklagede for: aktiviteter som regulerede kvindernes og dyrenes frugtbarhed, og det at tage livet af små børn. Dette var en alvorlig trussel mod kirken og Guds orden. At kvinderne kunne kontrollere deres egen frugtbarhed var for kirkens mænd ufatteligt, og noget der vakte rædsel. Kunne kvinderne kontrollere sig selv, kunne de også bremse og kontrollere anden produktion i samfundet. Overfor disse kræfter følte kirken og dens «læger» sig magtesløse. Mens det de gamle lægekoner gjorde havde sit grundlag i en praktisk forståelse af hvorledes kroppen fungerer, var kirkens metoder sørgeligt mangelfulde.

Heksehysteriet kom til Danmark nogle årtier efter de første store heksebrændinger på kontinentet. Først i 1560'erne fandt den første proces sted. Dette hænger sammen med, at protestantismen blev en offentlig og påtvungen religion. Folketroen og gammel katolsk tro og skik blev nu betragtet som en stor fare for den nye kirke. En af dem som gjorde mest for at heksebålene skulle rejse sig mod himlen her i landet var Christian IV.

De der blev forfulgte som hekse i Danmark, adskiller sig på nogle punkter fra dem der blev forfulgt i det øvrige Europa. For det første ser det ud til at have været kvinder med en anden baggrund - de har ikke deltaget i hemmelige religiøse samfund af samme slags. For det andet fortæller procesmaterialet for det meste om halvgamle, ensomme og fremfor alt ludfattige kvinder.

Den protestantiske kirkes angst for kvinder var om muligt endnu større end den katolske kirkes kvindehad. Men det var i vid udstrækning de samme «synder», de danske kvinder blev beskyldt for. Ofte ser det dog ud til, at de der var kendt som gode lægekoner og jordemødre blev sparet. Folk kunne slet ikke klare sig uden dem. Hvis de danske hekse var organiseret i religiøse småsamfund, har de kunnet trække på meget af deres europæiske medsøstres viden. Heksesalven blev flittig brugt her i landet og ligeledes andre urteblandinger.

Processen - retssagen mod den som blev beskyldt for hekseri - fulgte omtrent samme mønster her som i det øvrige Europa. Hele proceduren - alle de prøver og torturmetoder for at få den stakkels kvinde til at tilstå - finder man i «Heksehammeren» (Malleus Maleficarum), en bog udgivet af de tyske dominikanermunke, Krämer og Sprenger, i 1487. Disse to herrer har ikke haft noget bedre syn på kvinder end de fleste gejstlige på deres tid, og de har formået at stable talløse prøver på benene for hvilket væsen kvinden skulle være. Ordet femina skulle betyde «den som har mindre tro», og derfor var kvinder et let bytte for djævelskaben i verden. At være kvinde var i sig selv nok til at blive anklaget og brændt som heks.

Det mentes, at heksene stod i pagt med Djævelen, og når de indgik i denne pagt, fik de et mærke på kroppen, hvor han havde rørte ved dem. Dette mærke blev betragtet som et bevis på, at kvinden var en heks, og fandt man et sådan mærke på en mistænkt var vejen til bålet ikke lang. Mærket mentes at sidde på kroppens venstre side. For at finde dette mærke blev kvinderne stukket med nåle over hele kroppen - fra tå til isse. Det mentes at være en følelsesløs plet, men nogle gange taler kilderne om en plet på størrelse med en lille brystvorte. Dette var en sikker prøve, for sådanne mærker har næsten alle mennesker. En anden bestialsk prøve var vandprøven. Kvindens hænder og fødder blev bundet sammen, og så blev hun kastet i vandet. Flød hun var hun en heks, sank hun var hun uskyldig. Ofte blev der bundet et tov omkring livet på kvinderne, og på den måde var det en let sag at holde dem flydende. Hvis kvinden ikke græd under den frygtelige tortur hun blev udsat for, var det et bevis på skyld. Hekse mentes ikke at kunne græde. Hvis disse prøver ikke slog til, fandtes der en mængde andre.

Hvis de synder heksen blev dømt for ikke var af den værste slags, hændte det at hun blev hængt før hun blev brændt - en lidt lettere måde at dø på. Derefter blev hun brændt, for man mente at ilden rensede sjælen for den synder. Alligevel var levende brænding den mest almindelige henrettelsesmetode.

Kirke- og kongemagten ser ud til at have vundet krigen mod disse kvinder. Den gamle religion uddøde helt, og med den også de sidste rester af kvindestyre i Europa.

L.G.