Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

«Sanatana dharma» - «den evige lov eller orden» kalder hinduerne deres religion. Begrebet dharma «orden» eller «kosmisk og social lovmæssighed» - står centralt for vor forståelse af indernes nationalreligion. Dharma refererer nemlig både til en lære om frelse og indre frigørelse og til en lære om menneskets sociale pligter. Hinduismen er ikke missionerende og hindu bliver man, i streng forstand, kun ved at fødes ind i en hindukaste. Hinduismen har ingen religionsstifter, men har fundet sin form i en uafbrudt udvikling fra de ariske indvandringer i Induslandet en gang i det 2. århundrede f.v.t., frem til i dag. Hinduismen rummer en religiøs litteratur af et enormt omfang. Teoretisk betragter alle hinduer Veda-skrifterne som det fælles grundlag. Hinduismen har imidlertid ingen fastlagt dogmatik, ingen autoritet i religiøse spørgsmål som alle lytter til og ingen fælles regler for kult. De ca. 700 millioner hinduer i Indien i dag hører til forskellige retninger eller sekter med egne traditioner, lærer og kult.

Hinduismen er polyteistisk (tro på flere guder). Samtidig finder vi tydeligt monoteistiske (en gud) tendenser, hvor guderne ses som forskellige fremtrædelsesformer for den højeste virkelighed. Hinduismen har her to hovedretninger: Vishnuisme og Shivaisme. Disse er atter inddelt i en lang række indbyrdes forskellige samfund. Hinduismen har også haft en række betydelige religionsfilosofiske skoler. Enkelte med udløbere til moderne tid. De vigtigste er Vedanta og Yoga.

På trods af en vældig variation i religiøse udtryksformer kan man alligevel pege på enkelte træk som typiske for hinduismen. Det gammelindiske samfund havde en klasseinddeling, som blev rendyrket gennem historien. Kastesystemet med alle dets lokale varianter er hierarkisk (præget af over- og underordning) i sin opbygning og forudsætter klare regler for social kontakt mellem kasterne. De vigtigste er reglerne for ægteskabsindgåelse og spiseregler. Oprindeligt havde hver kaste også sit traditionsbestemte erhverv, og systemet forudsætter en arbejdsdeling mellem kasterne.

De tre træk: Hierarki, adskillelse og arbejdsdeling, kan sammenfattes i to grundlæggende modsætninger: Rent/urent. Dvs. nogle grupper menes at have en højere grad af rituel renhed end andre og har følgelig krav på en højere social og religiøs status. På trods af at kastesystemet officielt blev afskaffet i 1947, lever det videre i dagens Indien, sammen med en række af de rituelle og retslige forordninger som hindusamfundet bygger på. Den teologiske begrundelse for kastesystemet finder vi i forestillingen om sjælevandringen (samsara) og handlingens konsekvenser (karma). Her er menneskesynet og synet på samfundet knyttet tæt sammen. Ethvert menneske har en udødelig sjæl, en fri vilje og er alene ansvarlig for sin skæbne. Karma bestemmer kun genfødslens art, ikke hvilke handlinger den enkelte kommer til at udføre. Den som handler i overensstemmelse med religionens krav, har enten håb om en bedre tilværelse i det næste liv eller i undtagelsestilfælde håb om frelse fra alle genfødsler. De der i dag har elendige kår har fortjent dette som straf. De der har gode kår har fået deres retmæssige belønning. Skæbnen er altså ikke en dunkel magt men et retsprincip, og den sociale orden er en retfærdig og god orden, fordi den afspejler en åndelig rangorden.

Kvinder har uanset deres kastetilhørsforhold en lavere grad af renhed end manden - først og fremmest pga. deres biologiske funktioner. Denne opfattelse har en række sociale, juridiske og religiøse konsekvenser. Kvinder i den højeste kaste - præstekasten - har på linie med den laveste kastegruppe f.eks. altid været udelukket fra Vedastudiet. Hinduismen har både gjort «det kvindelige» guddommeligt gennem sine gudinder og sin gudindekult og samtidig praktiseret en yderliggående underordning af kvinder som sociale og religiøse individer.

Gennem hele Indiens historie findes der en lang række religiøse og politiske bevægelser, som enten har levet i udkanten af dette system eller som aktivt har ønsket at bryde med det. Samtidig findes der en lige så klar linie, som går ind for accept, efterligning og videreførsel af hinduismens tros- og samfundsform.

K.V.