Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

I alle kendte samfund er produktionen af varer og tjenester inddelt i forskellige opgaver, på en sådan måde at ingen samfundsmedlemmer udfører al slags arbejde. Ofte findes der strenge regler for, hvilke opgaver et individ har ret eller pligt til at udføre. Man kan overvejende skelne mellem tre typer af arbejdsdeling: 1) baseret på askriptive kriterier som køn, alder eller kaste, 2) knyttet til geografiske forskelle og 3) som led i økonomiske overvejelser. Disse typer forekommer aldrig i ren form, men glider over i hinanden.

Arbejdsdeling baseret på køn forekommer i alle kendte samfund, men bortset fra de strengt biologiske funktioner knyttet til fødsel og amning, findes der ingen universelle regler for, hvilke arbejdsopgaver der bliver fordelt på de to køn. Selv om mænd fysisk set er de stærkeste, forekommer det ofte, at kvinderne udfører det tungeste og mest udmattende arbejde (se Kønsbestemt arbejdsdeling). Arbejdsdelingen mellem kønnene er mest tydelig i såkaldt primitive samfund, hvor begge køn udfører arbejde, som indgår direkte i produktionen af forbrugsgoder. I de avancerede kapitalistiske samfund er den kønsbestemte arbejdsdeling fortsat et grundlæggende træk ved samfundsstrukturen. Men det typisk kvindelige arbejde knyttet til husholdning og omsorgsfunktioner regnes sjældent for arbejde i snæver forstand, da det ikke er lønnet. Dette forhindrer dog ikke, at det ulønnede arbejde har afgørende betydning for hele måden det økonomiske liv er opbygget på.

Arbejdsdeling baseret på geografiske forskelle, udspringer oprindelig af naturgivne forskelle mellem forskellige samfund. Et indlandssamfund kan f.eks. oparbejde et vist varebytte med et kystsamfund. Den vigtigste form for geografisk arbejdsdeling i vor tid indebærer imidlertid et bytte af råvarer mod færdigvarer eller mere bearbejdede varer. I sådanne bytteforhold vil den råvareproducerende part næsten altid være den svageste, fordi kontrol over teknologi giver en overlegen magtposition (se International arbejdsdeling, Centrum-periferi).

I de kapitalistiske samfund er det den økonomiske side af arbejdsdelingen der har størst betydning. Udviklingen af arbejdsdelingen udgør ikke længere alene forholdet mellem kønnene eller mellem forskellige lokalsamfund. Arbejdsdelingen er blevet et middel til øget produktivitet og øget rigdom.

Adam Smith og nationernes rigdom

Adam Smith var den videnskabsmand der klarest formulerede, hvordan arbejdsdelingen førte til øget produktivitet. I sit hovedværk «On the wealth of nations» (Om nationernes rigdom, 1776) hævdede Smith, at arbejdsdelingen var den vigtigste årsag til økonomisk vækst.

Det traditionelle håndværksarbejde udførtes i mindre værksteder, hvor der kun arbejdede nogle få mænd. Hver håndværker fremstillede gerne et produkt ved at følge det gennem alle operationer fra råvare til færdig produkt. Arbejdsdelingen i processen var først og fremmest bestemt af de krav, som redskaberne og materialet umiddelbart stillede: smeden måtte have en hjælper til at trække blæsebælgen osv. Med et eksempel fra fremstillingen af nåle peger Smith på, at mængden af produkter som fremstilles kan øges enormt, dersom arbejdet inddeles i mindre del-operationer, som fordeles på forskellige arbejdere: Én mand trækker tråden ud, en anden retter den ud, en tredje skærer den op, en fjerde spidser den til, osv. Dersom en mand skulle udføre alle disse operationer, ville han knapt nok kunne fremstille 20 nåle pr. dag. Men hvis 10 mand går sammen og opdeler operationerne imellem sig, kan de producere op til 48.000 nåle om dagen.

Smith peger på tre grunde til at produktiviteten kan øges i et sådan omfang. For det første bliver arbejderne dygtigere til at udføre arbejdet, når det kun drejer sig om et fåtal enkle operationer. For det andet spares der tid, når arbejderne ikke til stadighed må veksle mellem forskellige typer af operationer. Og når en produktionsproces for det tredje inddeles i mindre operationer, er det samtidig lettere at udvikle og forbedre tidsbesparende maskineri.

Smith mente, at årsagen til arbejdsdelingen skulle søges i en iboende tendens hos mennesket til at bytte ting. Med et moderne udtryk kan Smith altså karakteriseres som bytteteoretiker. Men for at arbejdsdelingen skal kunne udvikle sig kræves der store markeder. Et lille lokalsamfund med spredt bosætning giver et dårlig grundlag for specialisering og varebytte. Først da de store byer skød frem og nye handelsveje blev åbnet, kunne arbejdsdelingen tage fart.

Smith var klar over, at den voksende arbejdsdeling måtte føre til, at arbejdet blev mere ensformigt, at arbejderen blev afstumpet og ikke kunne udvikle sine åndsevner. Denne side af Smiths opfattelse af arbejdsdelingen er mindre bemærket. Til gengæld lagde en af Smiths betydeligste efterfølgere desto større vægt på dette forhold - nemlig Karl Marx.

Karl Marx og det fremmedgjorte arbejde

På et niveau kan man opfatte Marx' værker som baseret på en central idé: kravet om genoprettelse af en totalitet i arbejdet, som er fornægtet og gået tabt. Fra sine tidlige skrifter opfattede han den kapitalistiske arbejdsdeling og de ejendomsforhold som var knyttet til den, som den mest radikale fornægtelse af den menneskelige totalitet. I «Parisermanuskripterne» (1844) var Marx især optaget af, hvordan den skarpe deling mellem manuelt arbejde og den ledende og disponerende virksomhed - som følger af ejendomsretten til produktionsmidlerne - fører til fremmedgørelse. Arbejderen taber forståelsen for den arbejdsproces han er en del af og det produkt han frembringer. «Den tyske ideologi» (1845) satte arbejdsdelingen ind i en generel materialistisk historieopfattelse. Efterhånden som produktivkræfterne og dermed arbejdsdelingen udvides, kommer samfundsmedlemmerne mere og mere i modsætning til hinanden; først i interessegrupper, senere i klasser. Som kontrast til kapitalismens klassedelte samfund så Marx kommunismen, hvor arbejdsdelingen er ophævet således at mennesket kan blive alsidig og udnytte sine skabende kræfter.

I «Kapitalen» (1867) konkretiserede Marx sit syn på fremmedgørelse og arbejdsdeling og knyttede det klarere sammen med den tekniske side af arbejdsprocesserne. Han lagde sig tæt op ad Smiths analyse af, hvordan arbejdsdelingen øger produktiviteten. Men Marx gik videre og skelnede mellem to forskellige former for arbejdsdeling, som han bl.a. karakteriserede ud fra begreberne «mekanisk» og «organisk». I den første form er arbejderne sideordnet, som når hver arbejder producerer en bestemt del til et urværk, som så sættes sammen til sidst. Ved organisk arbejdsdeling danner produktionsprocessen derimod en kæde, hvor hver enkelt operation bygger direkte på den foregående. Ved produktionen af nåle kan produktet passere op til 70-80 arbejdere på sin vej fra metaltråd til færdig nål. Disse to former for arbejdsdeling knyttes til forskellige organisations- og autoritetsformer: ved sideordnet arbejdsdeling vil deloperationerne have en tendens til at blive spaltet op i selvstændige aktiviteter, og kan kun holdes sammen af en stærk ydre autoritet. Ved organisk arbejdsdeling bliver den vigtigste regulering af arbejdet derimod indbygget i selve arbejdsprocessen.

I forlængelsen af den organiske arbejdsdeling skelner Marx mellem arbejdsdeling i en enkelt virksomhed, og i samfundet som helhed. Den organiske arbejdsdeling bliver til et forbillede for det kommunistiske samfund, hvor ydre tvang må vige pladsen for en social struktur, som knytter alle samfundsmedlemmer sammen. Indenfor virksomheden er arbejdsprocessen reguleret af planlægning. Her disponeres råmaterialer og arbejdskraft udfra en fælles overordnet fornuft, i modsætning til det kapitalistiske samfund, som er behersket af markedets spontane anarki.

Marx forbliver imidlertid splittet i sin opfattelse af arbejdsdeling og kommunisme. I sin historiefilosofi hævder han, at arbejdsdelingen er en konsekvens af produktivkræfternes udvikling, og jo højere udviklet teknologi, jo mere modsætningsfyldt er samfundet. Men når han fremlægger sin vision for det kommunistiske samfund, kan det se ud som om han ikke længere tillægger teknologien nogen afgørende betydning. Hvordan er fællesskab mulig i et samfund med højt udviklet teknologi? Her giver Marx ikke nogen klare svar.

Emile Durkheim og solidariteten i samfundet

Med sin teori om arbejdsdeling og solidaritet kaster Emile Durkheim lys over denne modsigelse. I lighed med Marx ville Durkheim udvikle en teori om samfundet som totalitet. Men i modsætning til Marx mente Durkheim, at en sammenhængende samfundsteori ikke kan lægge al vægt på modsætningerne mellem samfundsmedlemmerne. Den må også understrege fællesskabet mellem dem - hvad der holder samfundet sammen. Durkheim hævdede, at arbejdsdelingen er den underliggende faktor, som bestemmer solidariteten i et samfund.

Durkheim opfattede solidaritet som samfundets moralske og følelsesmæssige fællesskab. I sit værk «De la division du travail social» (Samfundets arbejdsdeling, 1893) undersøgte han de sociale betingelser nærmere. Durkheim skelnede her mellem to forskellige former for arbejdsdeling, omtrent som Marx. Den ene form er baseret på, at gruppemedlemmerne udfører samme type arbejde, den anden på at de er gensidigt afhængige af hinanden. Durkheim er ikke specielt interesseret i den tekniske side af arbejdsdelingen, men fremhæver at til disse to former for arbejdsdeling svarer der to former for solidaritet, som han kalder mekanisk og organisk solidaritet.

Mekanisk solidaritet opstår, når gruppe- eller samfundsmedlemmer oplever de samme følelser eller forestillinger - f.eks. fælles raseri over en forbrydelse. Da mekanisk solidaritet er baseret på lighed, vil den let blive ustabil. Organisk solidaritet er derimod baseret på, at samfundsmedlemmerne er ulige. De udfører forskellige arbejdsopgaver og har derfor gensidig behov for hinanden. Dette fører til et langt stærkere sammenhold mellem samfundsmedlemmerne, og dermed et mere stabilt samfundsmønster.

Den organiske solidaritet har en tendens til over den historiske udvikling at blive mere udbredt. Godt nok kommer mekanisk solidaritet også til udtryk i moderne «masse»-fænomener som f.eks. sportsstævner eller politiske valg. Alligevel er det klart, at med udviklingen af arbejdsdelingen øges også betydningen af den organiske solidaritetsform. Følelsen af at være «i samme båd» bliver stærkere, når samfundsmedlemmerne bliver mere og mere afhængige af hinanden. Dermed bliver også det sociale værdisystem mere sammenhængende.

Marx opfattede den historiske udvikling som en tiltagende polarisering. Modsætningerne mellem klasserne ville blive forenklede, samtidig med at de til slut ville udvides til at gælde samfundet som helhed. Durkheim pegede derimod på, at den øgede arbejdsdeling, som følger af den økonomiske udvikling, fører til stærkere sammenhold i samfundet, med øget vægt på fælles værdier. Derfor kunne han ikke tilslutte sig Marx' krav om revolution, men manede til reformer og forståelse for fællesskabets behov. Måske er det ikke muligt at træffe et entydigt valg mellem Marx' og Durkheims opfattelse af historien. Under alle omstændigheder er modsætningen mellem dem blevet stående som et teoretisk paradoks, som ikke er ophævet af den senere samfundsvidenskab.

Organisation og arbejdsdeling

Siden Marx og Durkheim er arbejdsdelingen ikke blevet genstand for en tilsvarende generel analyse. Arbejdsdelingen i samfundet falder ind under klasse- og lagdelingsteori (se Klasser), mens arbejdsdelingen i virksomheder behandles som en del af organisationsteorien.

Et gennembrud i den moderne organisationsteori var Frederick Taylors analyser af arbejdsprocessen, som skabte grundlag for den såkaldte «scientific management» (videnskabelig virksomhedsledelse). Taylor ønskede på linie med Adam Smith at bidrage til øget produktivitet. Ud over de tekniske forhold påpegede Taylor to grundlæggende betingelser for at øge produktiviteten. For det første at autoritetsforholdene blev mest mulig entydige. Ledelsen og kun ledelsen måtte tilrettelægge arbejdet og bestemme hvordan det blev udført. For det andet at arbejdsprocessen blev inddelt i sine mindste bestanddele. Ofte blev hver enkelt lille bevægelse registreret og målt med stopur (se MTM). Dette skete dels for at tilrettelægge arbejdet mest rationelt, men hovedformålet var at ledelsen fik kontrol over normerne for arbejdsydelse.

Taylors tanker har vagt stor debat, siden de først blev fremsat  omkring århundredeskiftet. Mange har understreget, at miljø- og trivselsfaktorer også er bestemmende for produktiviteten. I arbejdslivet er der blevet etableret forskellige former for samarbejde mellem ansatte og ledelse. Og målene for normal ydelse bliver ikke ensidig fastsat af ledelsen, men gennem forhandlinger mellem virksomheden og de faglige tillidsmænd.

De hovedprincipper som Taylor knyttede an til, er alligevel fortsat dominerende i det kapitalistiske arbejdsliv: Arbejdsprocessen vurderes efter effektivitet og ikke udfra om den tilfredsstiller menneskelige behov. Og det er hele tiden ledelsen som fastlægger præmisserne for alle beslutninger, uanset om de tages i toppen eller bliver uddelegeret til arbejderne.

Omtrent samtidig med at Taylor udformede sit syn på effektivitet i industrivirksomheden, fremlagde Max Weber sin teori om bureaukratiet, dvs. forvaltningsorganer opbygget efter hierarkiske principper. På linie med Taylor understregede Weber, at bureaukratiet først og fremmest måtte trække klare autoritetslinier og kompetencegrænser mellem de forskellige funktioner. Dersom disse krav blev opfyldt, opfattede Weber bureaukratiet som en uovervindelig form for organisering af herredømme. Erfaringerne tyder på, at Weber har ret, men det er et åbent spørgsmål om hans opfattelse vil vise sig at være holdbar i længden.

Ophævning af arbejdsdelingen?

Eksperimenter som bryder med de vante former for arbejdsdeling har været gennemført både i virksomheder og politiske organisationer. «Selvstyrende arbejdsgrupper» er i nogen udstrækning blevet afprøvet i de kapitalistiske lande. Disse grupper begrænser monotonien i arbejdet gennem jobrotation, samtidig med at de enkelte beslutninger knyttet til den konkrete arbejdsproces, bliver taget på gulvet. Også de socialistiske lande ændrede en i en del tilfælde beslutningsmønstret i virksomhederne. Mest gennemført var dette i det tidligere Jugoslavien. Her blev der opbygget et system med arbejderråd ved alle virksomheder med mere end 5 ansatte. Disse råd havde funktioner både i arbejdslivet og i det politiske liv. Under og efter kulturrevolutionen i Kina blev der også der gjort en række forsøg på at omorganisere produktions- og styringsprocesserne. I flere lande i Vesten afprøvede feministiske grupper i 70'erne en «flad organiseringsform», hvor ledelsesfunktionerne blev reduceret til et minimum, og hvor arbejdsopgaverne gik på omgang.

Selvom forsøgene med ændret arbejdsdeling har haft en begrænset udbredelse, er det hævet over enhver tvivl, at også i store organisationer med klare krav om effektivitet vil det være muligt at udvikle demokrati i beslutningerne og alsidighed i arbejdsopgaverne i en grad som er ukendt i dag.

F.E.