Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ho Chi Minh (1890-1969), født Nguyen Ai Quoc, stifter af det vietnamesiske kommunistparti og Nordvietnams leder til sin død. En af det 20. århundredes vigtigste revolutionære ledere. Ho førte en mere omflakkende tilværelse end de fleste andre revolutionære ledere. Han forlod Vietnam i 1911 som kok på en fransk båd, opholdt sig i England 1915-17 og i Frankrig fra 1917 til 1923. Under Versaillesforhandlingerne i 1919 sendte han en henvendelse til konferencen, hvor han forlangte, at vietnameserne skulle have samme rettigheder som franskmændene. Der kom ikke noget svar fra Versailleskonferencen, men Ho etablerede sig på denne måde som samlingspunktet for de vietnamesiske nationalister.

Ho sluttede sig til det franske kommunistparti i 1920. Fra 1923 var han aktiv i Den kommunistiske Internationale. I et indlæg på Internationalens femte kongres rettede han kritik mod det franske kommunistparti for dets holdning til kolonispørgsmålet, og understregede allerede på dette tidspunkt betydningen af de undertrykte bønders revolutionære rolle. I slutningen af 1920'erne var han aktiv som Den kommunistiske Internationales repræsentant i Sydøstasien.

Ho var den ledende kraft bag dannelsen af det vietnamesiske kommunistparti i 1930. Efter oprøret i 1930 blev Ho dømt til døden in absentia af de franske kolonimyndigheder. Han blev arresteret i Hong Kong men nåede at undslippe til Moskva. I 1938 rejste Ho tilbage til Kina, hvor han i en kort tid opholdt sig hos de kinesiske kommunister i Yenan. I januar 1941 vendte han tilbage til Vietnam, hvor han i maj 1941 dannede Viet Minh sammen med sine nære medarbejdere Vo Nguyen Giap og Pham Van Dong.

Onkel Ho's mausolæum i Hanoi er blevet valfartsmål for vietnameserne.

Efter den japanske kapitulation proklamerede Ho Vietnams uafhængighed den 2. september 1945. Han søgte forgæves at nå til en aftale med Frankrig, og udviste stor moderation. Men Frankrig var modstander af vietnamesisk uafhængighed, og den langvarige kolonikrig brød ud. Helt til sin død i 1969 fremstod Ho Chi Minh som den dominerende leder i Vietnams befrielseskamp.

Få kommunistledere har haft en sådan bred international erfaring som Ho. Hans fremragende lederegenskaber gjorde det muligt at samle størstedelen af den nationalistiske bevægelse. Hans dybe sans for det muliges kunst gjorde, at han i afgørende situationer accepterede vanskelige kompromiser. Bl.a. på Genevekonferencen i 1954 hvor han på grund af den internationale situationen måtte acceptere en midlertidig deling af Vietnam. Han formåede også at holde Vietnam udenfor den sovjetisk-kinesiske strid, som for alvor tog til i 1960'erne. Han forsøgte forgæves at mægle mellem de to kommunistiske stormagter, men opnåede dog at hindre at striden vanskeliggjorde den økonomiske og militære bistand til befrielseskampen. I modsætning til de kommunistiske ledere i Kina og Sovjet, formåede Ho at skabe en solidaritet i den kommunistiske ledelse, som uden vanskeligheder overtog magten da Ho døde.

Hans popularitet i den vietnamesiske befolkning var enorm. Det symboliseres af det tilnavn han fik: Onkel Ho. Ho levede et meget enkelt liv og efterlod sig ingen familie. Hele Hos liv var en kamp for Vietnams frihed. I modsætning til Mao fik han aldrig en tilstrækkelig lang fredelig periode til at opbygge et socialistisk system, hvor de fredelige aktiviteter var dominerende. Men han var den første blandt de betydelige kommunistiske ledere, der skabte en alliance mellem den socialistiske målsætning og den nationalistiske bevægelse. Denne stærke forankring gjorde det muligt for ham at hindre, at det vietnamesiske kommunistparti blev splittet op på grund af striden mellem Sovjetunionen og Kina. Han var også den første der påpegede de undertrykte bønders betydning for revolutionen. På samme måde som Mao gjorde det i Kina, opbyggede Ho en socialistisk revolutionær bevægelse baseret på bønderne.

E.No.