Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Vietnam var koloni under Frankrig fra sidste del af det 19. århundrede. Under 2. verdenskrig i 1940 tog Japan fuldstændig kontrol over Indokina. Til gengæld lovede Frankrig Vietnam en vis selvstændighed, men Japan lovede også selvstændighed for Vietnam. Da Japan i august 1945 kapitulerede, sikrede den nationale front Viet Minh, under kommunistpartiets ledelse, sig hurtig kontrol over størstedelen af landet uden at møde nævneværdig modstand. Den 2. september 1945 proklamerede Ho Chi Minh Vietnams selvstændighed som Den Demokratiske Republik Vietnam.

Fransk kolonipolitik

Ifølge Potsdam-aftalen i juli 1945 mellem Sovjetunionen, USA og Storbritannien havde Frankrig fået anerkendt sit krav på atter at kunne besætte Indokina. Som hjælp skulle de britiske styrker sørge for afvæbningen af de japanske styrker i syd, og i nord skulle tropper fra Kina under Chiang Kai-shek sørge for afvæbningen. Mens Chiang samarbejdede med Ho Chi Minhs regering i nord, gik Storbritannien og Frankrig i syd til angreb på den administration som var opbygget. Efter at franskmændene i efteråret 1945 at have nedkæmpet modstanden syd, proklamerede de i syd republikken Cochinkina, samtidig med at i nord indledte forhandlinger med Ho Chi Minhs regering.

Forhandlingerne mellem den vietnamesiske regering og Frankrig gav ikke resultater. Frankrig havde som mål at genoprette kolonistyret, mens vietnameserne ønskede selvstændighed. Efter at Frankrig havde genetableret sin militære magt, førte en episode til at den franske flåde i november 1946 bombarderede Haiphong, hvorved at 6.000 civile blev dræbt. Ho Chi Minh forsøgte flere gang at etablere våbenstilstand, men da Frankrig forlangte at Viet Minh skulle afvæbne sine militssoldater i Hanoi, gav Ho Chi Minh i stedet ordre til et overraskelsesangreb i december 1946. Dermed var den første Indokina-krig brudt ud.

Frankrig havde flere formål med sin kolonikrig. Først og fremmest at udrydde befrielsesbevægelsen Viet Minh. For det andet at omdanne kolonikrigen til en borgerkrig mellem kejser Bao Dais regime, som Frankrig havde genindsat, og Viet Minh bevægelsen. For det tredje at bringe krigen ind i den kolde krigs mønster, hvor krigen var et  anti-kommunistisk korstog. Efter udbruddet af Koreakrigen i juni 1950 blev den sidste målsætning den dominerende.

Den franske socialistiske præsident Auriol stemplede Viet Minh som en satellit under det kommunistiske Kominform, og udenrigsminister Bidault kaldte befrielsesstyrkerne for banditter. Især i NATO-landene havde franskmændene held med denne propaganda. Massemedierne - også de danske - stemplede befrielsesbevægelsens medlemmer som terrorister og banditter. Den 1. december 1952 vedtog NATO-landene en resolution, som udtrykte «sin uforbeholdne beundring for den tapre og udholdende kamp, som de franske styrker og de Forbundne Stater (Bao Dais marionetregering) har udført mod kommunistisk aggression». Videre hedder det i resolutionen, at den franske kamp er i den «bedste overensstemmelse med Atlanterhavssamfundets mål og idealer». Også Danmark stemte for denne resolution.

De kinesiske kommunisters sejr i borgerkrigen i Kina i 1949 kuldkastede imidlertid den franske strategi. De kommunistiske lande anerkendte Hos regering og Viet Minhs guerillastyrker under ledelse af general Vo Nguyen Giap blev stadig bedre organiseret og begyndte at true de franske styrker. I foråret 1954 lykkedes det Viet Minh at erobre den franske hovedbase Dien Bien Phu, og herefter blev der indledt forhandlinger i Genève for at løse det vietnamesiske problem.

Frankrig havde appelleret til USA om direkte støtte for at knække guerillastyrkerne, men selv om USA i vid udstrækning støttede den franske krig i perioden 1950-54, så nægtede USA at gribe direkte ind. Frankrig havde forsøgt at opbygge en modbevægelse mod Viet Minh, men ledende nationalister som Ngo Dinh Diem ønskede også uafhængighed af Frankrig. Det er sandsynligt, at Viet Minh uden større modstand kunne have erobret hele Vietnam efter den franske kapitulation i Dien Bien Phu. Og det er også sandsynligt, at Ho Chi Minh blev presset både af Sovjetunionen og Kina til at gå med til våbenhvile og forhandlinger.

I følge Genève-aftalen i sommeren 1954 - hvor også Kina og Sovjetunionen deltog, foruden USA - blev Vietnam midlertidigt delt i to zoner langs den 17. breddegrad. Den sydlige zone - Sydvietnam - skulle administreres af den franske marionetregering i Saigon, den nordlige - Nordvietnam - af Viet Minh regeringen i Hanoi. Inden for to år skulle der afholdes en folkeafstemning, som skulle føre til genforening af de to zoner.

USA intervenerer

USA var efter 2. verdenskrig en stormagt der søgte at udvide sin indflydelse overalt i verden. Derfor så USA gerne en afvikling af det gamle kolonisystem til fordel for økonomisk samarbejde og afhængighed af USA. Samtidig var verden nu gået ind i den kolde krigs periode, hvor de vestlige lande frygtede domino-effekten: hvis kommunisterne fik magten i yderligere et land, så var der stor sandsynlighed for at de omkringliggende lande også faldt og blev overtaget af kommunisterne.

USA havde hele tiden været negativt indstillet til Genève-aftalen og underskrev den derfor ikke. Man frygtede de politiske konsekvenserne af at underskrive en aftale om overdragelsen af 13 millioner mennesker til kommunistisk herredømme, og ønskede at stå frit med hensyn til fremtidige løsninger. Allerede i januar 1954 var USA's regering begyndt at planlægge en politik, som skulle sikre Sydøstasien efter en forhandlingsløsning, hvor Ho Chi Minh fik den nordlige del af Vietnam. Med Genève-aftalen var den tidligere kolonimagt Frankrig ude af spillet, og umiddelbart var det Japans og Storbritanniens økonomiske interesser, som var på spil i Sydøstasien. Men i det stormagt-politiske spil var Vietnam en position til at inddæmme kommunismen og samtidig en position til at ekspandere USA's økonomiske og politiske interesser.

I mellemtiden var den sydvietnamesiske katolik Ngo Dinh Diem blevet premierminister i Saigon, og USA overtog gradvist den rolle Frankrig tidligere havde spillet, og indledte et samarbejde med Diem for at opbygge hans vaklende regime. Med USA's støtte brød Ngo Dinh Diem Genève-aftalen på de fleste punkter. Med forsyninger fra USA opbyggede Diem en ny sydvietnamesisk hær, og indledte en heksejagt på alle modstandere. I 1955 afsatte Diem kejseren Bao Dai, og proklamerede sig selv som præsident for Vietnam. Diem nægtede at holde den folkeafstemning, som var forudsat i Genève-aftalen, fordi det var helt åbenbart, at Viet Minh ville vinde valget. USA's økonomiske og militære støtte til Diem øgedes, samtidig med at undertrykkelsen blev værre. I 1959 oprettede Diem en komite for at «befri» Nordvietnam.

På samme måde som i 1946 da Frankrig havde foregøglet en folkeafstemning for at forene Vietnam, så befrielsesbevægelsen atter sit mål om en fredelig genforening ødelagt. I 1958/59 blev den væbnede kamp genoptaget i Sydvietnam, og i 1960 blev Den nationale befrielsesfront for Sydvietnam (FNL) oprettet under kommunisternes ledelse.

I 1961 besøgte USA's vicepræsident Johnson Republikken Sydvietnam, hvor han hyldede Diem som «Asiens Churchill». Militærrådgivere fra USA overtog ledelsen i kampen mod guerillaen, og voksede fra 800 til 20.000 i 1964. Den «hemmelige» krigsførsel var ikke blot rettet mod Nordvietnam, men også mod Laos, hvor befrielsesbevægelsen Pathet Lao truede de vestlige magters indflydelse. Bondebefolkningen blev presset sammen i de såkaldte «strategiske landsbyer» for at sikre befolkningen mod kommunisternes terror og berøve guerillahæren dens støtte. I 1964 blev hemmelige bombetogter sat i gang mod Nordvietnam.

Men Diems hårde politik mod alle modstandere underminerede hans styre. Med godkendelse fra USA blev han afsat af sine egne generaler og myrdet i 1963. Dernæst fulgte en periode fuld af intriger og med vekslende regeringer i Saigon, indtil general Nguyen Van Thieu i 1967 overtog magten. I denne periode var det åbenlyst, at de folkelige protester mod krigen i Sydvietnam øgedes, og nogle af regeringerne blev styrtet, fordi de ville indlede forhandlinger med Nordvietnam.

I sommeren 1964 gik sydvietnamesiske kommandosoldater, under kommando af USA-generalen Westmoreland, til angreb på øer lige ud for Nordvietnams kyst. USA's overkommando i Vietnam oplyste den 3. august, at nordvietnamesiske kanonbåde havde skudt på USA's krigsskibe ud for kysten. Først i 1993 blev det bekræftet i USA, at denne såkaldte Tonkinbugt-episode var frit opfundet fra USA's side. Men daværende præsident Johnson fik det påskud han ønskede for fuld krigsindsats. USA's kongres vedtog - uden nærmere undersøgelser - en resolution, som gav præsident Johnson fuldmagt til at træffe alle de nødvendige forholdsregler for «at forsvare USA»! 

Saigon-regimet vaklede atter i 1965, og blev kun reddet ved at USA's krigsmaskine blev sat ind i fuld udstrækning. USA's strategi gik først ud på at stive Saigon-regimet af med økonomisk hjælp og militære rådgivere, men den viste sig nu at have slået fejl. De 20.000 militærrådgivere blev i april 1965 udvidet med kamptropper, der i løbet af et år var 184.000 USA soldater, og en intens bombning af Nordvietnam blev indledt. Antallet af USA tropper nåede højdepunktet i april 1969 med 543.400 soldater, mens den sydvietnamesiske hær (inkl. tropper fra Australien, New Zealand, Sydkorea, Philippinerne og Thailand) var 1,3 millioner mand. Eskalationen af USA's involvering kan tilskrives flere faktorer, men den dominerende opfattelse i dag er, at de forskellige administrationer i USA ikke ville miste troværdighed overfor andre svage allierede ved at lade Sydvietnam falde til kommunisterne.

Men heller ikke denne USA-strategi gav de ønskede resultater. Sovjetunionen og Kina optrappede deres økonomiske og militære hjælp til Nordvietnam, og Nordvietnam øgede sin militære hjælp til befrielsesbevægelsen, og krigen gik ind i en fase med regulære kampe. Ved det vietnamesiske nytår i januar 1968 igangsatte befrielsesbevægelsen «tet-offensiven». 140 byer og militærbaser blev angrebet, og en række af de vigtigste sydvietnamesiske byer blev i en kortere periode besat af befrielseshæren. Men USA's og de sydvietnamesiske styrker formåede at generobre sine positioner.

Selv om tet-offensiven ikke førte til sejr, betød den det afgørende vendepunkt i krigen. USA's nye strategi havde også slået fejl. Præsident Johnson stoppede bombningen af Nordvietnam og erklærede, at han var villig til forhandlinger. I de sidste måneder af Johnsons præsidenttid var der tegn på, at en forhandlingsløsning var i sigte. Men da Nixon overtog præsidentposten i 1969 blev kursen lagt om. Man ønskede at begrænse USA's direkte militære indsats, men ønskede samtidig at opbygge Saigon-regimets militære styrker - en  «vietnamisering» - således at disse kunne nedkæmpe befrielsesbevægelsen. Befrielsesfronten svarede på denne udfordring ved at oprette en provisorisk regering.

En vigtig forudsætning for at hjælpen fra nord kunne komme frem, var den såkaldte Ho Chi Minh-sti, der gik gennem jungle- og bjergområder i det sydøstlige Laos og det nordvestlige Cambodia. På trods af Cambodias erklærede neutralitet havde fyrst Sihanouk tidligt ladet FNL få lov til at oprette tilflugtssteder inden for den cambodianske grænse. Allerede i 1964 startede USA med bombardementer i grænseområder i Vietnam og i Laos, for at stoppe forsyninger og infiltrationer ad Ho Chi Minh-stien. I marts 1969 begyndte USA hemmeligt at bombe det østlige Cambodia for at ødelægge FNL's base- og tilflugtssteder. I 1970 invaderede USA og Saigon-styret først Cambodia og derefter Laos i 1971 - angiveligt for at finde og udslette FNL's baseområder. Invasionen i Cambodia fulgte umiddelbart efter et kup imod den neutrale Sihanouk, der afsattes til fordel for den pro-amerikanske Lon Nol, og hermed var Cambodia officielt inddraget i USA's krig i Vietnam. Både Laos og Cambodia var udsat for massive bombardementer der kostede mange civile livet i de 2 lande.

I januar 1973 blev der indgået en våbenhvileaftale i Paris og den 29. marts 1973 forlod de sidste USA's tropper Vietnam, men ingen af de vietnamesiske parter var parat til at lade modparten vinde uden krig. På trods af våbenhvilen udviklede militære sammenstød sig til en krigslignende situation. I december 1974 startede Befrielsesfronten en offensiv der befriede Phuoc Long provinsen, ved grænsen til Cambodia og kun et par hundrede kilometer nord for Saigon. I marts 1975 startede Befrielsesfronten og Nordvietnam en offensiv, som fik Saigon-styrets hær til at flygte fra sine positioner og gå i opløsning. Den 30. april 1975 blev Saigon indtaget og Saigon-regimet overgav sig til befrielsesfronten. Den 30 årige borgerkrig og interventionskrig var slut, og de to adskilte dele - nord og syd - kunne samles til én stat. Det skete formelt i 1976.

Borgerkrig og international konflikt

Saigon-regimet tabte borgerkrigen, og USA måtte opgive sin politik, som gik ud på at skabe et levedygtigt kapitalistisk Sydvietnam. Regimet var hele tiden ude af takt med den stærke vietnamesiske nationalistiske bevægelse, som ønskede et forenet Vietnam, og et Vietnam som ikke var underlagt andre magter. For det store flertal af vietnamesere var krigen en fortsættelse af kampen mod Frankrig. Saigon-regimet havde en social basis, som gjorde det umuligt at gennemføre radikale økonomiske, politiske og sociale reformer. Derfor havde det ikke muligheder for at vinde en bred folkelig opbagning. Det var katolikkerne der dominerede ledelsen - både Diem og Thieu var katolikker. Katolikkerne var imidlertid en minoritet i det vietnamesiske samfund, og de var traditionelt forbundet med kolonimagten Frankrig og senere med USA. Det lykkedes aldrig at opbygge et sammenhængende nationalt borgerskab, hvis identitet og idegrundlag kunne havde været en moralsk motivation i borgerkrigen mod kommunismen.

Saigon-regimet førte en undertrykkelsespolitik mod buddhisterne og selv mod de mest moderate reformbevægelser. I løbet af krigen blev der opbygget et kunstigt samfund af grupper, som var direkte afhængige af krigen for deres eksistens: Officerer, administratorer og rigmænd som handlede med USA's varer. Korruptionen nåede uanede højder. Det var kun USA's militære intervention og massive økonomiske støtte, som hindrede at regimet faldt sammen indefra.

Saigonhæren var hele tiden befrielseshæren langt overlegen, både når det gjaldt militært udstyr og antallet af soldater. Når regimet brød så hurtigt sammen, efter at USA trak sine militære styrker tilbage, skyldtes dette at flertallet af soldaterne havde en dårlig moral, og ikke have noget mål at kæmpe for. De underlegne befrielsesstyrker vandt, fordi de havde tillid hos befolkningsflertallet, og fordi de havde en overlegen moral. Parallellen med de kinesiske kommunisters sejr over Chiang Kai-shek i Kina er her åbenbar.

USA's massive indsats havde helt til midten af 1960'erne fuld støtte fra de andre kapitalistiske lande. Mens USA's strategi i 1960'erne gik ud på at bevare Sydvietnam som en del af USA's økonomiske og militære indflydelsessfære gennem en massiv militær indsats, gik den, efter at Nixon kom til magten i 1969, ud på at trække USA's soldater tilbage og gennem en massiv økonomisk hjælp stabilisere Saigonregimet og tvinge Nordvietnam til at anerkende delingen.

Men USA nåede ikke sit mål. Dette hænger både sammen med befrielsesbevægelsens fortsatte og heroiske kamp, og den modstand der udvikledes mod USA's krig, og som gradvis også blev omfattende i USA. USA's soldaters moral blev dårligere og dårligere. USA's hærledelse søgte at kompensere for dette ved at tage grusomme og tekniske krigsmidler i brug, som napalm, miner og anti-personelbomber.

USA's direkte udgift til krigen blev officielt opgivet til 165 milliarder dollar (et skøn i 1998 opgiver de samlede udgifter til 774 mia.), og 56.962 USA soldater mistede livet. Saigon hæren mistede over 224.000 soldater, mens Nordvietnam og befrielsesfronten mistede op mod 1 million mand. Det skønnes at 4 millioner civile blev dræbt eller såret, også mange i Nordvietnam under bombardementerne. 13 millioner tons bomber - svarende til sprængkraften i 450 Hiroshima-bomber - blev smidt over Vietnam, Laos og Cambodia, og man mener der var 25 millioner bombekratere. 72 millioner liter afløvningsmidler (heraf 40 mio. Agent Orange som indeholder Dioxin) blev sprøjtet ud over 16% af Sydvietnam, i områder hvor 7,5% af befolkningen bor.

Vietnamkrigen er den mest kommenterede og analyserede krig i historien. USA's regeringer fra Eisenhower til Nixon brugte i stadig stærkere grad fortielse og manipulation, for at den virkelige situation ikke skulle blive offentlig kendt. Der udsendtes stadige meldinger om, at sejren var nær. I 1962 udtalte den daværende forsvarsminister McNamara at «sejren var nær». I 1967 udtalte præsident Johnsons vigtigste udenrigspolitiske rådgiver Walt Rostow: «sejren er nært forestående.» Og så sent som i 1968 udtalte USA's øverstkommanderende, general Westmoreland: «Fjenden er slået over hele linien.»

Præsident Johnson benyttede sig af Tonkinbugt-episoden, hvor USA's krigsskibe angiveligt var blevet beskudt, til at sikre sig en fuldmagt til øget militær indsats. Uden at USA's kongres blev inddraget, udvidede Nixon krigen til Cambodia, og gik i 1972 - mens der foregik forhandlinger med Nordvietnam - til den mest omfattende terrorbombning af Nordvietnamesiske byer. Der opstod gradvis en dyb tillidskløft mellem befolkningen i USA og regeringen, og en stor protestbevægelse voksede frem. Betydningsfulde økonomiske grupper i USA blev mere og mere bekymret for Vietnamkrigens konsekvenser for USA's indenrigspolitiske situation og landets internationale stilling.

Det var disse to faktorer - befrielsesbevægelsens indædte kamp kombineret med Saigon-regimets manglende evne til at skabe bred støtte samt modstanden mod krigen internt i USA og den internationale protestbevægelse - som var de vigtigste årsager til USA's nederlag. Vietnam-krigen var også den første "TV-krig", hvor aktuelle billeder af krigens rædsler dagligt blev bragt ind i folk stuer, både i USA og i de vestlige lande, hvad der var en stærkt medvirkende faktor til udvikling af modstanden. Det var de folkelige massebevægelser som til slut tvang politikerne i de kapitalistiske lande til at tage afstand fra USA's krig. Vietnamkrigen var en af de faktorer, som førte til den politiske og moralske krise i USA, som nåede sit højdepunkt med Watergateskandalen.

Vietnamkrigen skabte også problemer for Nordvietnam og befrielsesbevægelsens vigtigste støtter, Sovjetunionen og Kina. Begge lande pressede Nordvietnam og befrielsesbevægelsen til moderation - både under Genève-konferencen i 1954 og under de forhandlinger som senere førte USA's tilbagetrækning i midten af 1970'erne. Striden mellem kommunistpartierne i Kina og Sovjetunionen, hang også sammen med forskellige opfattelser af mulighederne i Vietnamkrigen og USA's position.

Ingen varig fred

Befrielsesbevægelsens sejr førte imidlertid ikke til nogen varig fred i Indokina. Gamle historiske modsætninger mellem Vietnam og Cambodia - som under Pol Pots nye regime førte en ekstrem nationalistisk politik - gjorde sig på ny gældende.

Afslutningen på krigen med USA var medvirkende til, at modsætningerne mellem Sovjetunionen og Kina blev stærkere, og gjorde det stadig vanskeligere for Vietnam at balancere mellem disse to stormagter. Der er meget der tyder på, at Kina ønskede at dominere Vietnam, og det det ikke lykkedes indstillede Kina sin hjælp til Vietnam. Samtidig støttede Kina i Cambodia Pol Pots stærkt anti-vietnamesiske regime og søgte tættere samarbejde med USA. På sin side undlod USA at opfylde de løfter, supermagten havde afgivet om økonomisk støtte til Vietnam for at hjælpe landet med at komme over de kolossale krigsødelæggelser. Vietnam knyttede sig derfor nærmere til Sovjetunionen og blev i juli 1978 medlem af COMECON.

Stadige grænsetræfninger mellem Cambodia og Vietnam førte til, at Vietnam i december 1978 invaderede og besatte Cambodia. I februar 1979 indgik den nye regering i Cambodia under Heng Samrin en omfattende venskabsaftale med Vietnam. I februar 1979 gik Kina til massivt angreb på Vietnam og besatte grænseprovinserne mellem de to lande, men mødte stærk modstand fra den vietnamesiske hær og måtte trække sig tilbage. Hensigten med angrebet var at søge at tvinge vietnameserne til at trække sig ud af Cambodia, og at tvinge den vietnamesiske regering til at føre en mere prokinesisk politik. Først i 1989 trak Vietnam sine styrker ud af Cambodia og banede dermed vejen for en international politisk løsning på landets konflikter. I februar 1994 ophævede USA's præsident Clinton supermagtens økonomiske blokade af Vietnam og i august 1995 oprettede de to lande diplomatiske forbindelser. Clinton besøgte i november 2000 Vietnam som den første nordamerikanske præsident nogensinde.

W.G.