 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Humanøkologi er læren om menneskets økologi. Emnet kan være vanskeligt at afgrænse, og det bruges forskelligt af forskellige forskergrupper og interesseorganisationer.
I sin snævreste betydning omfatter humanøkologi det naturvidenskabelige studium af menneskets energi- og stofveksling med naturen. Et centralt spørgsmål er, hvilke energi- og materialkilder mennesket udnytter. De begreber og forskningsmodeller der anvendes indenfor denne ramme er identiske med de, der bruges i studiet af dyresamfund.
Der åbner sig et bredere perspektiv, hvis det også undersøges, hvordan forholdet mellem menneske og natur er, hvilke sociale systemer dette indbefatter, hvilken teknologi der bruges osv. Dette fører igen til, at man må tage stilling til, hvad der motiverer eller styrer menneskets (kollektive) handlinger.
I besvarelsen af dette spørgsmål har der udkrystalliseret sig retninger, der følger de traditionelle ideologiske skillelinier i samfundspolitik og videnskabssyn.
Indenfor den borgerligt orienterede humanøkologi er der en tendens til at opfatte humanøkologien som en overordnet videnskab, der også omfatter de traditionelle samfundsvidenskaber. Menneskets sociale forhold og bearbejdning af naturgrundlaget bliver forstået som ren adfærd. Adfærden er betinget af naturlove, der dels er nedlagt i menneskets arvemasse, dels kommer til udtryk gennem rigide skranker i vore omgivelser, der ikke kan overskrides, uden at vor eksistens trues. De mest ekstreme udslag af denne forståelsesramme giver anledning til påstande, som at det naturlige samfundssystem er hierarkisk ordnet, og at de sociale modsætninger skyldes patologiske (sygelige) forhold, der er opstået, fordi mennesket har overskredet de naturgivne muligheder ved hjælp af kulturfrembragte virkemidler. Det ideologiske grundlag for disse påstande er stærkere end det videnskabelige.
Ortodokse marxister har reageret voldsomt mod denne retning indenfor humanøkologien. Det er naturligvis korrekt at gå imod forsøg på at tilbageføre sociale forhold og vilkår til naturforhold, og dermed unddrage dem menneskelig indgriben og forståelse. Men påstanden om menneskets «naturgivne skranker» har været så vanskelig at sluge, at humanøkologien som videnskab på et ideologisk grundlag er blevet totalt afvist.
En forståelse af humanøkologien må knyttes til den historiske situation, som videnskaben er udviklet i. Produktivkræfternes muligheder er nu så omfattende, at der også afdækkes ødelæggende elementer ved dem. Det nødvendige naturgrundlag for menneskets reproduktion er i færd med at blive ødelagt. Humanøkologien kan gennem studiet af menneskets stofskifte med naturen afdække de skranker, mennesket må reproducere sig indenfor. Hvordan mennesket organiserer sine samfund indenfor disse rammer, falder udenfor denne videnskabs rammer.