Etologi (græsk «ethos», vane, skik; og «logos», lære) er den gren af zoologien, hvor man studerer dyrenes adfærd i forhold til deres miljø (både den ikke-levende og den levende del af naturen). Traditionelt har man oftest studeret adfærd i forhold til individer af samme art (f.eks. forhold mellem kønnene). Studiet af dyrenes instinkthandlinger (dvs. såkaldte medfødte adfærdsmønstre) har også vært centralt. I de senere år har studiet af det fysiologiske, genetiske (arvemæssige) og udviklingsteoretiske grundlag for dyrs adfærd fået stor betydning inden for etologien. Resultater fra studiet af dyrs adfærd (etologi i snæver forstand) anvendes ofte for at forstå menneskets adfærd. En ophedet diskussion mellem biologer og sociologer er i denne forbindelse blusset op (se Sociobiologi).

Af forgængere til den moderne etologi skal nævnes Jakob von Uexküll med værket «Umvelt und Innenwelt der Tiere» (1909) samt østrigeren Konrad Lorenz («Der Kumpan in der Umwelt des Vogels», 1935; samt en række senere bøger og artikler), der af mange regnes for grundlægger og navngiver af etologien. Hollænderen Nike Tinbergen («The study of instinct», 1951) hørte også til banebryderne. Disse europæiske studier inden for etologien har stået i en vis modsætning til den nordamerikansk dominerede dyrepsykologi som fortrinsvis har studeret adfærd i kunstige laboratoriemiljøer. Det er i dag en tendens til at disse forskningstraditioner nærmer sig hinanden.

Konrad Lorenz og Robert Ardrey har anvendt resultater fra etologien for at forstå menneskelig adfærd og samfundsstrukturen i bredest forstand. Mest systematisk er dette gjort i Edward O. Wilsons bog «Sociobiology, the new synthesis» (1975). Disse forfattere har fremhævet betydningen af det naturlige udvalg for udformningen af menneskets adfærd (se Udviklingslære). Disse teorier har resulteret i et syn på menneskesamfundet og menneskelig adfærd som deterministisk og biologisk bestemt. Dermed kan den eksisterende samfundsstruktur og politiske situationen fejlagtig retfærdiggøres ved at henvise til biologiske resultater. Biologisk determinisme, som dette kan kaldes, forekommer også i form af påstande om at genetisk teori og data kan forklare hvordan visse sociale problem har opstår. Et eksempel er påstande fra starten af dette århundrede om at flere typer af «afvigende» adfærd som kriminalitet, alkoholisme, etc. hovedsagelig er arvelig bestemt. Senere er der fremsat påstande om at intelligensmæssige forskelle mellem racer er arvemæssig bestemt. Dette har ingen forankring i moderne biologisk forskning. Derimod er der videnskabelig grundlag for at påstå, at individuelle forskelle i intelligens kan være genetisk bestemt (se Arv).

Brugen af etologien til at forstå menneskelig adfærd og samfundsstrukturer er blevet stærkt kritiseret af humanister og socialister af alle slags. Meget af denne kritik er rigtig, ikke mindst af den grund at forfattere som Lorenz og Ardrey (og til en vis grad Wilson) bygger sine teorier om menneskelig adfærd på en form for naturlig selektion (udvalg) som ikke har støtte i biologisk forskning; disse forfattere påstår f.eks. at det naturlige udvalg fører til adfærd som er til fordel for arten og ikke for individet. Dette er i strid med resultater fra moderne biologisk forskning som tyder på at egenskaber, bl.a. adfærd, etableres i en population, dvs. en gruppe af individer, f.eks. en hjorteflok i et vist område, (eller en art) fordi det er til individets fordel (se Udviklingslære). De der kritiserer brugen af biologiske resultater til at forstå menneskelig adfærd, er ind imellem gået i den modsatte grøft og har valgt at overse, at mennesket har et biologisk grundlag.

Der er skrevet mange tvivlsomme værker og artikler under overskrifterne «socialdarwinisme» og «sociobiologi».

Mange kriminelle handlinger er blevet retfærdiggjort på baggrund af påstande om enkelte racers overlegenhed (f.eks. Hitlers kamp). Derfor bør det understreges, hvad der er begrænsningerne af biologisk tænkning i samfundsfag. Biologisk udvikling har ikke selv været en vigtig faktor i de forandringer, som har fundet sted i historisk tid. Men den biologiske udvikling førte efter al sandsynlighed til etableringen af de særlige menneskelige træk, som gjorde menneskets kulturelle udvikling i historisk tid mulig. Mennesket har utvivlsomt fortsat med at udvikle sig biologisk i løbet af historisk tid, men meget langsomt set i forhold til de historiske forandringer. Menneskets adfærd er udviklet som et resultat af og videreført via kulturelle og ikke genetiske (arvemæssige) faktorer.

N.C.S.