Ordet intelligens kommer af det latinske «intelligentia» - forståelse, indsigt - og anvendes i dagligtale omtrent på samme måde som «viden», «forstand» o.l. Det er almindeligt at skelne mellem praktisk intelligens, social intelligens og teoretisk intelligens. Mest undersøgt er den teoretiske intelligens som antages at være vigtig for intellektuelle færdigheder - færdigheder i teoretiske fag. Ofte er det således, at en person som er dygtig til en intellektuel færdighed også er dygtig indenfor flere andre områder (generel intelligens), men det findes også mange, som er dygtige til nogle ting og forholdsvis svage indenfor andre (specifikke evner). Det har ikke været muligt at fastslå, hvor mange specifikke evner der findes; Forslagene varierer fra nogle få til over hundrede.
Intelligensbegrebet er problematisk. Kernen i problemet er, at man forestiller sig intelligens som en (skaber-)evne, der ytrer sig i intellektuelle færdigheder, samtidig med at det eneste grundlag for at sige noget om en persons intelligens netop er disse færdigheder. Moderne forskning har vist, at intellektuelle færdigheder er et resultat af et indviklet samspil mellem sociale og personlige faktorer, og det kan være vanskeligt at finde ud af, i hvilken grad en persons intellektuelle færdigheder er et resultat af intelligens, og i hvilken grad andre faktorer spiller ind.
Miljøet er af stor betydning. Børn som har skiftet miljø har kunnet opvise betydelige forbedringer i intellektuelle færdigheder. Sådanne fund tyder på, at stimulering af barnet er en vigtig forudsætning for intellektuel udvikling. Det er f.eks. kendt, at børn som er vokset op isoleret fra andre mennesker bliver sat stærkt tilbage intellektuelt - og følelsesmæssigt og socialt. Hård arbejdsbelastning for forældrene, dårlige boligmiljøer o.l. kan føre til mildere grader af mangel på stimulering.
Fejlernæring - specielt proteinmangel - skader og sygdomme i nervesystemet (disse faktorer er særligt udbredte i u-lande), arvemæssige lidelser - f.eks. mongolisme - kan også føre til stærkt nedsat intellektuel præstationsevne,
Når det gælder forskelle mellem sociale og etniske grupper - racer - vil kulturforskelle også kunne være af vigtighed. Forskellige grupper (klasser) vil gerne lægge vægt på forskellige færdigheder, og disse behøver ikke falde sammen med de færdigheder, som regnes som tegn på intelligens i det øvrige samfund. Forskelle mellem grupper mht. intellektuelle færdigheder behøver da ikke at betyde, at der er intelligensforskelle mellem dem; Det kan også betyde, at de bruger deres intelligens på forskellige måder. Det har da også vist sig, at forskellene mellem grupper - f.eks. sorte og hvide - aftager når kultur- og miljøforskellene bliver mindre. I praksis betyder dette, at man må være yderst forsigtig med at bruge en bestemt opfattelse af hvad intelligens er overfor grupper med en anden kultur og andre leveforhold.
Meget af forskningen omkring intelligens er inspireret af intelligenstestene. Den første brugbare intelligenstest blev udformet af franskmændene A. Beinet og T. Simon i 1905. Denne test blev lavet til rent praktiske formål, nemlig at udskille de børn som ikke kunne forventes at få fuldt udbytte af almindelig undervisning. Også intelligenstests som er lavet meget senere, har overvejende haft praktiske formål; Generelt set er de instrumenter som bruges til selektion (udvælgelse) og klassificering (inddeling) af individer. En intelligenstest består af en række opgaver (problemer) som skal besvares. Typen af opgaver vil afhænge af en række faktorer, bl.a. alderen på de der skal testes. En persons præstation i en intelligenstest udtrykkes ofte med en intelligenskvotient (IQ), som er et relativt tal; Dvs. at personens præstation ses i forhold til resten af gruppen, som vedkommende tilhører.
Der er opstået en hel del myter om IQ:
- IQ måler den «rene intelligens». Dette er forkert; IQ er et mål for præstationen indenfor et begrænset antal intellektuelle færdigheder, og disse er påvirket af en række faktorer (se ovenfor).
- IQ fortæller det meste om en persons intellektuelle præstationsevne. Dette er heller ikke rigtigt; Undersøgelser tyder på at IQ overvejende er et mål for analytiske færdigheder, og at den kun siger lidt eller ingenting om en persons skaberevne.
- IQ er en konstant egenskab ved personen - myten om den uforanderlige intelligens. Vi ved i dag, at IQ kan forandre sig betydelig, bl.a. med alder. Særligt store er forandringerne i de første 7-8 år; Forandringer sker også senere, men de er som regel noget mindre.
Den mest korrekte opfattelse af IQ er, at den er et udtryk for en persons færdigheder overfor et begrænset udvalg af opgaver i en begrænset periode af individets liv.
Ideologien bag brugen af intelligenstests i skolen, virksomheder og samfundet i øvrigt kan sammenfattes i: «ret mand på ret plads». Selv om tanken bag dette er udmærket, så har brugen af intelligenstests i virkeligheden ført til, at opmærksomheden er blevet ledet bort fra skævheder i samfundet. I stedet for at indrette samfundet således at vore menneskelige behov tilgodeses, har man ledt efter individer, som passer ind i det allerede eksisterende system. På den måde har brugen av intelligenstests haft en konserverende virkning på samfundet. Endvidere anvendes forskelle i IQ mellem sociale og etniske grupper ofte som argument for, at magthaverne i et samfund fortsat bør være magthavere, fordi de er født mere intelligente end andre, og at forskellene i materielle, sociale og uddannelsesmæssige forhold således er begrundet i en «naturlig» rangorden. Dette synspunkt hænger sammen med den fejlagtige forestilling, at intelligenstests måler «medfødt» intelligens. På denne måde har intelligenstestene åbenbart haft en undertrykkende funktion. Dette er specielt tydelig i USA, hvor resultater af intelligenstests er indgået som en del af argumentationen for at diskriminere den afroamerikanske befolkning uddannelsesmæssigt, socialt og politisk.
Det videnskabelige grundlag for påstande om intelligensforskelle mellem sociale og etniske grupper er imidlertid meget tyndt. Der er overvejende grund til at tro, at forskelle i IQ udspringer af miljøforskelle.