Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 41.019
: :
Intellektuel

Ordet intellektuel (af det latinske, intellectualis: forstandsmæssig) anvendes på forskellige måder. Som betegnelse for en politisk selvbevidst gruppe af mennesker optræder betegnelsen intellektuel første gang den 14. januar 1898, da Pariser avisen «L'Aurore» offentliggjorde et opråb med krav om at omgøre dommen fra 1894 mod kaptajn Dreyfus. Manifestet var undertegnet af de vigtigste indenfor fransk åndsliv og videnskab, med Émile Zola, Marcel Proust, Léon Blum og Anatole France i spidsen. Gruppen fremstod som nationens samvittighed baseret på principperne om retssikkerhed og retfærdighed. Redaktøren, Georges Clemenceau, der forstod at man stod overfor et nyt fænomen i fransk samfundsliv, udformede selv overskriften over opråbet: «Manifeste des Intellectuels». Ordet har siden ført en omflakkende tilværelse, dels som skældsord - en doktrinær, skriftlærd type - dels som æresbetegnelse med forventning om et særligt ansvar for sandhed og redelighed i politikken.

De intellektuelle og intelligentsiaen

De intellektuelles sociologiske placering rejser en række problemer. Det er frugtbart at skelne mellem grupper af intellektuelle og det sociale lag intelligentsiaen. Begrebet intelligentsia (af latin, intelligentia: at begribe mentalt, at forstå) kan have forskellige betydninger.

Ordet stammer oprindelig fra Østeuropa, hvor det omkring 1860 blev almindeligt som betegnelse for gymnasie- og universitetsuddannede. I Rusland kom ordet til at referere til personer, som a) var optaget af offentlige spørgsmål, b) som følte personlig ansvar for landet og dets problemer, c) var tilbøjelige til at betragte politiske problemer som moralske udfordringer, og d) følte en forpligtelse til at lade intellektuel indsigt munde ud i handling. Ordet intelligentsia kom efterhånden til at betyde, den som tænker kritisk om samfundet. Denne brug af ordet peger fremad mod vor tids definition af intellektuelle, som en gruppe mennesker, der særligt beskæftiger sig med kulturelle symbolytringer af mere almen karakter.

Efterhånden kom ordet intelligentsia til at omfatte det lag af højt uddannede mennesker, som udfører specificerede og specialiserede opgaver indenfor undervisning, teknik og administration. I de vestlige samfund opstod intelligentsiaen som gruppe parallelt med industrialiseringen, og selv om den ofte stiller sig skeptisk overfor den middelklasseholdning som den omgives af, er det vanskeligt at skille intelligentsiaen ud fra den øvrige middelklasse. Af og til drejes ordet i retning af at betyde eliten indenfor laget af højt uddannede, men det bevarer overvejende sit præg af at være en neutral betegnelse for folk med langvarig uddannelse i ikke-manuelle fag. Således opererer f.eks. fransk befolkningsstatistik i dag med følgende kategorier indenfor intelligentsiaen: Skabende billedkunstnere, forfattere, skuespillere, musikere, sundhedspersonale, jurister og andre i frie erhverv, journalister, ingeniører og teknisk personale, undervisningspersonale, folk i offentlig og privat administration og studenter.

I førindustrielle lande - f.eks. u-landene i dag - er intelligentsiaen primært et imitationsfænomen. Den skabes for at drage nytte af eller konkurrere med vestlig teknologi og administration (Sovjet, Japan) eller er en følge af vestlig kolonialistisk ekspansion (Indien, Indokina). Intelligentsiaen opstår forud for industrialiseringen eller i dens tidligste fase. Kontrasten mellem det gamle samfunds tilbageståenhed og de progressive ideer der fulgte med uddannelsen, gav intelligentsiaen dens kritiske præg og følelse af isolation, og førte til at medlemmer af intelligentsiaen blev ledende indenfor anarkistiske og revolutionære bevægelser. Lenin og Ho Chi-Minh er nærliggende eksempler.

I officiel sprogbrug i Sovjetunionen anvendtes ordet «arbejdende intelligentsia» om det tekniske og administrative mellemlag, som ikke var bønder eller arbejdere. I 1950'erne blev det officielt bereget, at omkring 15 millioner mennesker tilhørte dette lag. Med familiemedlemmer var tallet mere end det dobbelte. Denne gruppe omfattede også de akademiske professioner, og ordet blev valgt, fordi det gav progressive associationer og derfor var mere velegnet end ord som statsbureaukrati eller statsborgerskab, som i sociologisk forstand ville være mere dækkende.

Indenfor den marxistiske tradition både i øst og vest er det almindeligt at sige, at hverken de intellektuelle eller intelligentsiaen udgør en egen klasse, da de ikke indtager den samme stilling i forhold til produktionen, eller mere præcist: Fordi de enkelte medlemmer af disse grupper har forskellige relationer til produktionsmidlerne. En ingeniør står f.eks. i et helt andet direkte forhold til produktionen end en kunstner, skønt de begge formelt må regnes til intelligentsiaen. En præcis sociologisk bestemmelse af disse grupper gøres endnu vanskeligere ved at intelligentsiaens medlemmer kan være spredt på forskellige klasser, og at der forekommer uklare overgange.

Ifølge Marx kan intelligentsiaen omfatte medlemmer af forskellige sociale klasser, og han nævner som eksempel de «tekniske mentalarbejdere», ingeniører, teknikere o.l. Under kapitalismen tilhører de arbejderklassen, selv om den type arbejde disse grupper udfører gør det naturligt at henregne dem til intelligentsiaen. Som følge af de forskellige positioner som intelligentsiaen indtager i forhold til produktionsmidlerne, er det i dag almindeligt at sige, at gruppen intellektuelle og intelligentsiaen udgør et lag i samfundet, ikke en særlig social klasse. Dette er imidlertid et kontroversielt standpunkt. Kritikere af den politiske praksis i socialistiske samfund, som f.eks. jugoslaven Milovan Djilas, bruger netop begrebet «den nye klasse» om det nye flipproletariat, der er vokset frem i ly af partiapparatet i disse lande.

Identitet, funktion, rolle

Selv om ordet intelligentsia og intellektuel har en fælles oprindelse i Østeuropa, er det i dag ikke normalt at knytte betegnelsen «intellektuel» til bestemte fagkategorier. At være intellektuel er mere et spørgsmål om identitet. Det er en social rolle, som meget ofte - men ikke altid - er knyttet til højere uddannelse. Medlemmer af intelligentsiaen kan derfor fremvise adfærdstræk som gør dem til intellektuelle, men der eksisterer ingen nødvendig forbindelse mellem disse to grupper. Folk i ikke-intellektuelle fag optræder ofte i intellektuelle roller. Det afgørende kendetegn ved et intellektuelt menneske er, at det i særlig grad er meningssøgende og har en særlig sans for behandling af symboler, som går ud over de enkelte arbejdsperspektivers grænser. De er, som Georg Lichtheim har udtrykt det, «specialister i det almene» og har derfor en særlig tilbøjelighed til at se det principielle og langsigtede i enkeltstående hændelser. Som følge af denne tendens er de også præget af en særlig utålmodighed, når det faktiske ikke svarer til det ideelle.

Et andet vigtigt kendetegn ved den intellektuelles identitet er tendensen til at udvenddiggøre behovet for beskæftigelse med principper og begrundelser, som går ud over hverdagslivets konkrete erfaring. Dette behov for at meddele sin søgen finder udtryk i skriftlig eller mundtlig kommunikation, i poetiske eller plastiske former, i historiske tilbageblik eller forskning, i rituelle handlinger eller gudsdyrkelse. Dette indre behov for at trænge igennem den umiddelbare erfarings slør kendetegner de intellektuelles eksistens i alle samfund.

Fra flere hold er det blevet fremhævet som utilfredsstillende at identificere gruppen af intellektuelle udfra deres psykiske egenart. Dels har kritikken rettet sig mod forestillingen om, at de intellektuelles tænkning er løsrevet fra deres situation i samfundet. Marxister har f.eks. en tilbøjelighed til at udlede de intellektuelles politiske profil. Ikke udfra måden de tænker på, men udfra den sociale sammenhæng de intellektuelle står i mens de tænker. Andre påpeger at de intellektuelles virksomhed i høj grad er påvirket af de behov, de tilfredsstiller i samfundet.

Hvis man skal understrege de intellektuelles funktioner, tager man udgangspunkt i deres interesse for samfundets kerneværdier. De intellektuelle vejleder, fremkalder og former samfundets samlede udtryksbehov. Gennem de opgaver de på denne måde varetager, er de intellektuelle i dag efterkommere efter gejstlige beskyttere af hellige traditioner, men de er også arvtagere efter de bibelske profeter og de inspirerede eksentrikere, der stod fjernt fra den ritualiserede gudsfrygtighed ved hoffet og i de officielle gudehuse.

Det eksisterer en grundlæggende tvetydighed i de intellektuelles funktioner: De har dels fordømt magtens mænd for deres ondskab, dels taget de svages parti - svarende til middelalderens hofnar som i spottende form havde en slags offentligt sanktioneret opgave med at fortælle herskeren, hvordan folket opfattede hans styre. Et gennemgående træk ved de intellektuelle er, at de aldrig synes at være tilfredse med forholdene som de er. De betvivler de konventionelle sandheder, og de møder henvisningerne til, hvad der er praktisk muligt ved at foretrække det «upraktiske bør». De opfatter sig som specielle vogtere af abstrakte ideer som retfærd og sandhed, og som beskyttere af moralske mål som ofte ignoreres på markedspladsen og i magtens korridorer. Civilt mod, ansvar for hvad frugterne af ens arbejde bruges til og handleevne, udover tendensen til at tænke almengyldigt. Dette er afgørende træk ved de intellektuelles sociale rolle og udgangspunktet for at forstå de funktioner, de opfylder.

Det er indlysende, at en sådan rolleopfattelse har klare politiske implikationer. Og det er særligt de radikale intellektuelle, der har fremholdt det særlige ansvar der påhviler enhver, som har fået del i de privilegier, som fritid og uddannelse giver. For intellektuelle samfundskritikere er intellektuelle våben et middel til at afklæde magten dens uangribelighed, at afsløre sandheden bag forvrængninger, ideologi og klasseinteresser (Noam Chomsky). Det er at have mod, vilje og evne til at tænke rationelt uanset hvorhen det måtte føre og underkaste alt der eksisterer en nådeløs kritik. Nådeløs i den forstand at den ikke viger tilbage hverken for egne konklusioner eller for nogen eksisterende magtinstans. Kun på den måde er det muligt at identificere og analysere de hindringer, der står i vejen for en mere menneskelig og fornuftig social orden (Paul A. Baran). Magten som fornuftens fuldbyrder vil altid være en umulighed for de radikale intellektuelle. Uanset regime eller økonomisk system vil den intellektuelle udelukkende have én opgave: Efter bedste evne at søge sandheden. De der går i magthavernes tjeneste som deres scribes - sekretærer - er ikke intellektuelle men mandariner.

En af vort århundredes vigtigste kritikere af den intellektuelles politiske rolle - franskmanden Julien Benda - hævder at enhver beskæftigelse med politik nødvendigvis medfører en underordning af sandheden under dagsaktuelle politiske krav. Benda angreb de intellektuelle og talte om «Kontoristernes forræderi», fordi de intellektuelle forrådte deres bestemte opgave som frie tænkere.

Intellektuelle traditioner

De intellektuelles særlige udtryksbehov af tankemæssig, moralsk eller kunstnerisk art påvirkes i stærk grad af de herskende intellektuelle traditioner.

De vigtigste traditioner for den intellektuelle produktions form og indhold i Vesten har været: Den videnskabelige tradition, den romantiske tradition, den revolutionære tradition, den populistiske tradition og den anti-intellektuelle tradition.

Den videnskabelige tradition tager afstand fra al overleveret sædvane og forlanger afprøvning og kontrol af ethvert udsagn, for at afgøre om det er i overensstemmelse med erfaringen. Denne tradition bærer stærke anti-autoritære træk i sig og er kritisk mod det irrationelle og vilkårlige.

Den romantiske tradition med dens understregning af det lidenskabelige, det umiddelbare og det mystiske er ofte blevet betragtet som videnskabelighedens direkte modsætning. Den romantiske traditions udgangspunkt er den enkelte og hans individualitet. Denne tradition værdsætter originalitet, det særprægede (indenfor bestemte folkeslag eller personlighetsytringer), og bekæmper alle institutioner (som den borgerlige familie, kommercialisering og/eller institutionalisering), som sætter grænser for spontanitet og ægthed. Den er i sit væsen oprørsk, men kan også udarte til sentimentalitet og civilisationsforagt.

Den revolutionære tradition har i særlig grad tiltrukket de intellektuelle. Den henter sin næring både fra den videnskabelige og den romantiske tradition, men har et fælles udgangspunkt i apokalyptisk vision (en vision om verdens undergang) eller i drømmen om tusindårsriget (millenarisme). Grundtemaet i den revolutionære tradition er en længsel efter en bedre verden hinsides denne verdens synd og ufuldkommenheder. En anden fortolkning er bevidst antimetafysisk: Den siger, at det er muligt at skabe en bedre verden her og nu uden overnaturlig hjælp eller et evighedsperspektiv. Marxismen kan med en vis ret siges at være en del af denne tradition, udover at have rødder i en videnskabelig tradition. Eksempler på den apokalyptiske vision er profeternes samfundskritik og varslerne i Det gamle Testamente.

Den populistiske tradition har specielt virket tiltrækkende på intellektuelle det sidste halvandet hundrede år. Dens grundlag er troen på det jævne folks moralske fortrin frem for den højt uddannede bybefolkning. Med sin enkelhed og ægthed er folket kilden til sand indsigt, og dets opfattelser er mindre kunstfærdige og mere moralsk agtværdige end den urbaniserede verdens kultur. Populistiske tænkemåder er indvævet i flere af de andre traditioner: I romantikkens foragt for det rationelle og kalkulerende i borgerskabets verdensbillede; I de revolutionæres had til overklassens traditionelle autoritet og i den apokalyptiske traditions afstandtagen fra officiel bibelfortolkning og institutionaliseret kristenliv. Den tyske antimodernisme i 1800 tallet så f.eks. videnskab, kapitalisme og demokrati som det værste udtryk for den beregnende ånd og søgte alternativet i det uplettede folk og dets visdom. Det pupulistiske element er også tilstede i marxismen: Marx romantiserede naturligvis aldrig proletariatets kår, men arbejderklassen blev i hans tænkning selve drivkraften i arbejdet for at skabe et mere menneskeværdigt samfund.

Parasitter
-Egentlig beundrer jeg jer kommunister. Der skal karakterstyrke til at give afkald på al tankevirksomhed.
- Arrhh, det er kun de intellektuelle og dem regner vi ikke med. (Blix, 1950)

Den populistiske tradition har stærk tiltrækningskraft overfor intellektuelle i ikke-vestlige samfund. Den vestlige kultur har været til voldsom inspiration for de intellektuelle fra den tredje verden, men den har samtidig udløst stærke modreaktioner. De intellektuelle har ofte søgt at finde lokale traditioner som modvægt mod den vestlige kultur, som de selv er så stærkt påvirket af. De har derfor ofte prist den lokale kultur som noget mere oprindeligt, mere sandt og mere ægte end den udenlandske, og brugt denne erkendelse som en vej ud af de til dels smertefulde personlige dilemmaer. Eksempler på sådanne kulturelle modreaktioner med klare populistiske islæt er negritude-bevægelsen i Afrika, Gandhis modstand mod industrialisering i Indien og hans selvhjælpstanke, «indianisme»-strømningen i Brasilien og Julius Nyereres afrikanske socialisme i Tanzania.

Den anti-intellektuelle tradition fandtes allerede hos Platon i hans modstand mod at lade digterne få for frit spillerum i hans idealstat. Kerneideen er, at for megen intellektuel analyse og digterisk frihed kan virke undergravende på orden og stabilitet. Bogbrændingerne under Ch'in dynastiet i Kina (221-206 f.Kr.) som blev iværksat af intellektuelle konfusianere, Hobbes' analyse af de intellektuelles undergravelse af den gamle orden forud for den engelske borgerkrig, Taines og Tocquvilles fremhævelse af den intellektuelle kritik af det gamle regime før 1789 - alt dette er eksempler på, at intellektuelle går i brechen for at stække intellektuel kritik. Den antiintellektuelle tradition af orden udfylder billedet af den intellektuelle som nådesløs gennemskuer af autoritet. Historisk set har de intellektuelles rolle som retfærdiggørere af magt, været mindst lige så centrale, jævnfør den udpræget intellektuelle kreds ledet af den økonomiske historiker W. Rostow omkring præsidenterne Kennedy og Johnson, som leverede den teoretiske begrundelse for USA's krigførsel i Indokina i 1960'erne.

Marx, arbejderbevægelsen og de intellektuelle

Der har altid eksisteret et spændingsforhold mellem de intellektuelle og arbejderbevægelsen. Problemet kan formuleres således: Teori er nødvendig for at skabe politiske ændringer og give bevægelsen en klarere bevidsthed om sin historiske opgave, men teoriens bærere, de intellektuelle, er upålidelige. Det udspringer dels af, at de gennemgående er rekrutteret fra andre klasser end arbejderklassen, dels skyldes spændingen det teoretiske arbejdes natur - særligt dets uforudsigelighed. De intellektuelles uklare sociale oprindelse og deres interesse for principielle begrundelser fører ofte til, at de hellere udviser loyalitet overfor det de anser for idemæssigt korrekt, end overfor organisationen som sådan. Denne tendens understreges ved, at de fleste intellektuelle ikke er vokset organisk op med arbejderklassens organisationer.

Marx forblev hele sit liv en trofast forsvarer af det teoretiske arbejdes retmæssige plads indenfor arbejderbevægelsen. Da spørgsmålet om udelukkelse af intellektuelle fra medlemsskab af Første Internationale blev bragt op i 1864, var Marx den første til at angribe proudhonisterne, der stod bag. Året efter vedtog Internationalen en udtalelse hvor den fastslog, at også andre end kropsarbejdere kunne blive medlemmer. Marx var stødt på problemet før. Allerede i 1846 var Marx blevet nødt til at forsvare den intellektuelles plads mod dem, der betragtede de «lærde» med mistænksomhed, og sagen fortsatte med at være varm, så længe Første Internationale eksisterede.

Samtidig med at Marx indså, at «det at tale til arbejderne uden videnskabelige ideer», var, som han sagde, «at forvandle propaganda til en absurd leg», forstod han også sin naturlige plads i bevægelsen. Da han i 1868 blev tilbudt formandsstillingen i Internationalen, følte han sig diskvalificeret fordi han, i hans egne ord, «var en arbejder med hovedet, og ikke med hånden». Marx' teori om de intellektuelle kan sammenfattes således: Overladt til arbejderne alene vil arbejdet for arbejderklassens frigørelse få et kortsigtet og spontanistisk præg, stærkt påvirket af proudhonistiske og blanquistiske traditioner indenfor den socialistiske bevægelse. (Se Proudhon, Blanqui.) Arbejderne vil gå på barrikaderne, før tiden er moden og resultatet vil blive en katastrofe: Småborgerlige reformer i tilfælde af sejr og tilintetgørelse i tilfælde af nederlag.

De intellektuelles opgave i de vestlige samfund er at give arbejderne de nødvendige kritiske og analytiske redskaber for at forstå det rette øjeblik for handling og at hindre ukritisk entusiasme. De intellektuelle skal fremme bevidstheden om bevægelsens retning, historisk indsigt, lederskab, moderation og tålmodighed. Ifølge Marx er situationen imidlertid anderledes i underudviklede lande. Der opstår faren for, at de intellektuelle bliver generaler uden hær, ledere uden støtte og uden kontakt med den sociale virkelighed. De kan derfor komme til at overføre deres synspunkter til et proletariat, der blot er i sin vorden, og som er både uvilligt og ude af stand til at blive en handlekraftig enhed.

De intellektuelles enorme betydning som skabere af legitimitet, bekræftes af Marx' analyse af forudsætningerne for revolutionen. I «Det kommunistiske manifest» varsler de borgerlige ideologers overgang til den proletariske bevægelse, at klassekampen nærmer sig sin afgørelse, og at opløsningsprocesserne indenfor den herskende klasse er blevet akutte.

Gramsci og de «organiske» intellektuelle

Den der mest åbent har diskuteret problemet om de intellektuelle i arbejderbevægelsen, er den italienske teoretiker Antonio Gramsci (1891-1937). Gennem hele sit forfatterskab var Gramsci optaget af at forstå de impulser, de intellektuelle kunne give arbejderbevægelsen, og han anså deres rolle for uvurderlig i kampen for en revolutionær omdannelse af de vestlige lande. Hans metode bestod i en tilbundsgående analyse af de modsætninger, en intellektuel der søger den proletariske bevægelse vil stå overfor.

Gramsci nærmer sig drøftelsen af de intellektuelles opgaver i arbejderklassens strategi ved at drage en skillelinie mellem de «organiske» og «traditionelle» intellektuelle. De organiske intellektuelle er del af en klasse. Deres opgave er «at give gruppen homogenitet og bevidsthed om egen funktion, ikke blot på det økonomiske område, men også socialt og politisk». Borgerskabet har vist en enestående evne til at frembringe egne organiske intellektuelle. For at kunne udvikle en lignende fast bevidsthed om politiske opgaver og centrale økonomiske funktioner, er det lige så vigtigt for proletariatet at frembringe organiske intellektuelle.

De «traditionelle» intellektuelle er ifølge Gramsci kendetegnet ved en virkelighedsfjern bevidsthed om egen uafhængighed. De kunstnere, forfattere, filosoffer og videnskabsmænd som tror, de er fritsvævende, er ofre for en fejltagelse. For Gramsci eksisterer der ikke et særligt lag af intellektuelle. På dette punkt finder vi en meget vigtig forskel mellem Gramsci og videnssociologiens grundlægger, Karl Mannheim (se Ideologi). Mannheim mente, at de intellektuelle i stigende grad rekrutteres fra forskellige sociale klasser. De er derfor «fritsvævende» i den forstand, at deres horisont i mindre omfang end andre gruppers bestemmes af et ensidigt klasseperspektiv. Deres relative selvstændighed i forhold til socialt bestemte tankesystemer bliver også forstærket ved, at de alle deler en fælles horisontudvidende erfaring: uddannelse. De er derfor en del af en fællesmenneskelig kultur, som ikke er direkte præget af at være socialt bestemte fejlopfattelser. De intellektuelle er «almene» i en forstand, som ingen andre grupper er det, og derfor bedst i stand til at søge «ideologifri» viden - dvs. som kan direkte tilbageføres til samfundsmæssige interesser, og hvad der er fælles i de forskellige verdensbilleder.

Gramscis standpunkt er det modsatte. For ham er den intellektuelle en ekspert i legitimering af magtforhold - dvs. helt specielt udrustet til at præsentere sin klasses interesser som repræsentative for hele samfundet. I den udstrækning dette lykkes, vil denne klasses krav fremstå med en egen kraft. For Gramsci kan den intellektuelle derfor ikke bestemmes udfra den type arbejde han udfører. Alle mennesker er for Gramsci intellektuelle i den forstand, at alle tager del i en eller anden form for åndelig aktivitet. Det der karakteriserer den intellektuelle som egen type er hans funktioner, og det der bestemmer disse funktioner er den helhed af sociale forhold, han står i. Den mest centrale af den intellektuelles funktioner - foruden at give sin klasse bevidsthed om egenværd og retning - er at sammenføje forskellige grupper til handlekraftige enheder, såkaldte historiske blokke. I sine analyser af italiensk historie viser han, hvordan intellektuelle var medvirkende til at skabe en historisk blok bestående af bønder og jordejere i syd i alliance med industriborgerskabet i nord mod det fremvoksende italienske proletariat. Denne alliance hindrede, at der voksede en blok af bønder og arbejderklasse frem, og forlængede dermed den italienske agrare og kommercielle overklasses dominans fra midten af 1800 tallet og fremad.

I sin partiteori giver Gramsci de intellektuelle en særlig opgave som formidlere mellem top og bund. De er i særlig grad tiltænkt rollen som «kollektive» intellektuelle. Gramsci tegner billedet af et trestrenget parti: En massebasis, et lederskab og «et mellemliggende lag som artikulerer både basis' og elitens interesser og sikrer kontakten mellem dem, ikke blot fysisk, men også moralsk og intellektuelt». Dette er muligt, fordi de organiske intellektuelle som arbejderklassen opdrager i sin midte vil have et dialektisk forhold til basis: De er følelsesmæssigt bundet til deres oprindelse, men får gennem deres uddannelse mulighed for at fortolke basis' interesser i tæt kontakt med den og samtidig ud fra en bredere politisk horisont. Det er kun når denne følelsesmæssige basis mangler, at forholdet mellem intellektuelle og basis bliver «bureaukratisk og formelt», som Gramsci skriver i sine fængselsnotater (han blev fængslet af Mussolini i 1927).

Pointen er ikke at bibringe proletariatet en bevidsthed, som står i modsætning til dets «spontanistiske» handlinger, men at udlede en teoretisk bevidsthed fra denne spontanisme, en teoretisk bevidsthed som allerede er til stede, men i ufuldstændig form. Den organiske intellektuelle har derfor som sin vigtigste opgave «at organisere reformen af det moralske og intellektuelle liv» indenfor proletariatet, og «at tilpasse kulturen til den praktiske sfære». Den intellektuelle kan fremskynde den historiske proces mod større selvbevidsthed som allerede er i gang, og gøre den mere homogen. Og måske vigtigere: Den centrale opgave er at udkæmpe en kulturel kamp for at indlemme masserne i en revolutionær og national folkelig kultur.

Gramscis løsning på det dilemma arbejderklassen står overfor i kontakten med intellektuelle, er måske hans vigtigste teoretiske bidrag til den marxistiske teori. Stærk anti-intellektualisme har ofte reduceret debatniveauet i arbejderbevægelsen og givet frit spillerum for skematisk tænkning og autoritære organisationsformer. Dette har forfulgt nogle nationale bevægelser mere end andre

B.Ha.


Litteratur

M. Adler: Der Sozialismus und die Intellektuelle, Wien 1923.
L. Coser: Men of Ideas, New York 1970.
R. T. Enerstvedt: Den intellektuelles dilemma, Oslo 1971.
B. de Huszar: The Intellectuals: A Controversial Portrait, Glencoe 1960.
E. Shils: The Intellectuals and the Powers and Other Essays, Chicago 1972.