Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Organisation  .  Bevægelser  .  Arbejderbevægelsen  .  Strejker
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 9.145
: :
Jernbanestrejken 1920
Left
Rocks
2019-07-09 07:29
Massemønstring under jernbanestrejken i 1920. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Jernbanestrejken i Norge brød ud natten til den 1. december 1920 og varede i 16 dage. Forholdet mellem de statsansatte jernbanefunktionærer og Statsbanernes hovedbestyrelse havde været spændt siden 15. juni samme år. Da havde en aktionskomite sammensat af repræsentanter for Norsk Jernbaneforbund, Norsk Lokomotivmandsforbund og Jernbanens kontorpersonales Forbund indsendt en kollektiv opsigelse af deres stillinger, fordi Gunnar Knudsens regering nægtede at imødekomme funktionærernes lønkrav. Efter en del lokale strejker - som følge af suspensioner og fyringer i slutningen af juli, blev aktionen landsomfattende. Dette skete, fordi staten gennem et lønudvalg havde rejst spørgsmålet om en revidering af funktionærernes lønregulativ fra 1919.

Konsekvenser og konklusioner

Strejken blev ledet af en strejkekomité med repræsentanter fra de nævnte organisationer. Den blev afblæst, efter at de strejkende gik med til frivillig voldgift. Selv om strejken var effektiv i den forstand, at hverken Samfundshjælpen eller andre strejkebryderorganisationer ikke havde fået nogen togdrift i gang af betydning, må udfaldet alligevel vurderes som negativt hvad angår de økonomiske resultater. Årsagerne til dette kan være flere. Sikkert er det imidlertid, at konjunkturomslaget i sommeren 1920, som medførte stigende arbejdsløshed og lavkonjunktur, var gunstig for staten. Betegnende nok blev jernbanestrejken da også opsummeret som en aktion, som kom for sent.

Selv om Norsk Jernbaneforbund - som det første forbund af statsfunktionærer - var gået ind i LO i 1919, og Lokomotivmandsforbundet umiddelbart derefter, blev de strejkende stående mærkeligt isoleret. Dette gjaldt især i forhold til andre grupper af statsansatte. Det gjorde spørgsmålet om LO-tilslutning fra disse gruppers side aktuelt, og om det i det hele taget var muligt at udvikle en faglig organisation, som omfattede samtlige arbejdere der havde staten som arbejdskøber.

Blandt de strejkende var der uenighed om, hvordan strejken skulle føres. Denne uenighed afspejlede de modsætninger, som generelt var til stede i norsk arbejderbevægelse når det gjaldt spørgsmålet om de principielle retningslinjerne for arbejderklassens kamp. Forsøget på at «politisere» aktionen fra repræsentanter for «den nye retning» under ledelse af Martin Tranmæl og avisen Social-Demokraten, mødte først og fremmest modstand fra kontorpersonalet. Disse var ikke gået ind i LO, og stod for en holdning, som Alfred Madsen i brochuren «Efter jernbanestrejken» (1920) karakteriserede således: « ... den store hob af statsfunktionærer, som endnu regner sig for at være lidt bedre end andre, almindelige arbejdsfolk.»

Strejkeledelsen blev efter strejken kritiseret af talsmænd for Tranmæls linie for at have ledet kampen ind i legalistiske (tro på lover og bestemmelser) og parlamentariske baner. Fra samme hold blev det hævdet, at borgerskabet havde forsøgt at mobilisere Samfundshjælpen til at bryde strejken. Dermed havde borgerskabet altså «politiseret» konflikten først.

Årsagerne til strejken

Årsagerne til jernbanestrejken var økonomiske. Fra 1915 var jernbanefunktionærerne udover lønaktionerne fremkommet med en række løn- og dyrtidskrav, men prisstigningen indhentede tillæggene så hurtigt, at funktionærerne hele tiden kom til at halte bagefter ifht. den galopperende inflation. De var derfor dårligere stillet end de fleste grupperne indenfor det private erhvervsliv, som på grund af det stramme arbejdsmarked var i løbende forhandlinger med arbejdskøberne om kompensation og tillæg. Kravene fra de statsansatte skulle gennem en langstrakt bureaukratisk proces og i sidste instans behandles i regering og Storting.

Frygten for økonomisk og social deklassering blandt de statsansatte var stor. Illusionen om staten «som en god og retfærdig far for sine ansatte» var i færd med at briste, efterhånden som krav som blev oplevet som retfærdige dyrtidskompensationer blev afvist. Forbitrelsen over dette steg i takt med det stigende arbejdspres ved jernbanerne mod slutningen af verdenskrigen. Disse økonomiske forhold førte til en generel radikalisering og en tilnærmelse til arbejderklassens faglige og politiske virkemidler og mål. Anført af værkstedsarbejderne ved jernbanen, som havde en arbejdssituation og en faglig baggrund som lå tæt op ad industriarbejderklassens, udviklede Jernbaneforbundet sig gradvist til en moderne fagforening. Den blev det ledende forbund for de lavere funktionærer indenfor etaten.

Uden denne radikalisering, med LO-medlemskab fra 1919 som resultat, er det tvivlsomt om de offentligt ansatte jernbanefunktionærer havde kunnet gå til det drastiske skridt at erklære krig mod staten. De var de første statsansatte som tog strejkevåbenet i brug i Norge, og de eneste som gjorde det under dyrtidskonjunkturen, som nåede sit højdepunkt i 1920.

O.J.B.