Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Frankrig
Arbejde  .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Premierminister
      .  Undervisningsminister
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/3 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 8.804
: :
Jospin, Leonel
Leonel Jospin
Leonel Jospin

Leonel Jospin (1937-), socialdemokratisk premierminister i Frankrig (1997-). Jospin er født i Haut-de-Seine den 12. juli 1937 som søn af en skolelærer. Han er gift og har 2 børn. Uddannet ved Instituttet for Politisk Videnskab i Paris og ved det prestigeprægede Ecole National d'Administration. I 1965-70 var han ansat i Udenrigsministeriet og underviste efterfølgende frem til 81 på universitetet.

Jospin var medlem af Parti Socialiste Unie (PSU) og var i 1972 med til at danne det franske socialistparti (PSF). Han var tæt knyttet til François Mitterrand og steg hurtigt i partiets hierarki. Han var medlem af partiets sekretariat 1973-81 med ansvar for hhv. medlemsanliggender, den 3. verden og internationale forbindelser. Da Mitterrand i 81 blev Frankrigs præsident, efterfulgte Jospin ham på posten som partiets førstesekretær. En post han beklædte frem til 1988, hvor han indtrådte i regeringen som undervisningsminister.

Jospin lå i denne periode i skarp konflikt med Laurent Fabius, der var premierminister i 1984-86. Kampen mellem de to fløje om hvem der skulle kontrollere partiet og dermed være kandidater som Mitterrands efterfølger brød første gang ud op til valget i 86, hvor premierminister Fabius søgte at få fuld kontrol over valgkampen. Partiets valgnederlag til nygaullisten Jacques Chirac var derfor et alvorligt nederlag for Fabius. Da Jospin i 88 trådte tilbage som førstesekretær, forsøgte Fabius at erobre denne post, men Jospin allierede sig med andre dele af partiet og fik i stedet valgt Pierre Mauroy. Konflikten brød atter ud i lys lue på partiets kongres i Rennes i 1990, hvor begge på ny forsøgte at erobre kontrollen over partiet. Begge mislykkedes. Nok fik Fabius 29% af de delegerede bag sig og var fortsat Mitterrands foretrukne efterfølger, men Jospin havde alligevel tilstrækkelig styrke til at stille et stort spørgsmålstegn ved opbakningen i PSF, omend Jospin ikke selv havde styrken til at placere sig som partiets kandidat.

Jospins ledelse af PSF i 80'erne var ikke specielt bemærkelsesværdig. Som undervisningsminister gjorde han sig mest bemærket ved sin hårdhændede behandling af en sag omkring muslimske pigers ret til at bære hovedtørklæde i de franske skoler.

Da tidl. EU kommissionsformand Jacques Delors i 95 i sidste ende afviste at stille op for partiet som dets præsidentkandiat, blev Jospin istedet opstillet - men tabte til Chirac. Da præsidenten i foråret 97 udskrev parlamentsvalg før tid, vandt PSF med Jospin i spidsen en jordskredssejr, blev landets nye premierminister i en regering med deltagelse fra kommunistpartiet, PCF. Han markerede sig umiddelbart med et forslag om reduktion af arbejdstiden på det franske arbejdsmarked til 35 timer, hvilket drastisk skærpede konflikten mellem borgerskab og arbejderklasse.

A.J.