Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Julirevolutionen fandt sted i dagene fra 26. til 29. juli 1830 i Paris. Den umiddelbare årsag til julirevolutionen lå i de såkaldte «ordonnanser» som kongen, Charles X, udstedte den 25. juli, og som blandt andet indebar en væsentlig indskrænkning af trykkefriheden samt opløsning af det nyvalgte liberale deputeretkammer. Der havde imidlertid i lang tid været utilfredshed med det bestående regime, som var stærkt præget af adel og gejstlighed. Bourbonnerne havde desuden den væsentlige ulempe, at de var vendt tilbage til Paris i 1815 i fremmede sejrherrers bagage efter Frankrigs nederlag. De manglede derfor både national og militær legitimitet. Den første af restaurationskongerne, Louis XVIII, havde i nogen grad forstået, at det ikke gik at stille uret tilbage til tiden før revolutionen, en indsigt som hans bror, Charles X, fuldstændig manglede.

Fjendtligheder brød ud den 26. juli, og regimets dage var talte, da det ikke længere kunne stole på sine egne soldater. Tre dage senere var Paris i oprørernes hænder. Både arbejdere og borgerskab kæmpede sammen på barrikaden. Men det var borgerskabet, specielt det højere finansborgerskab, som kom til at præge det nye regime. Et styre som først og fremmest blev symboliseret af den småtækkelige, fantasiløse og fede Borgerkonge, Louis-Philippe, og som varede til februarrevolutionen 18 år senere.

Julirevolutionen havde afgørende betydning for Belgiens løsrivelse fra Holland og blev også fulgt af stemmeretsudvidelse i England samt et omfattende, men mislykket oprør i Polen.

J.A C.