Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Jute er en af de mindre kendte råvarer i verdenshandelen, men er alligevel en vigtig vare. De mest dagligdags former for jutes anvendelse er som underlag for gulvtæpper og som sækkelærred.

Værdien af verdenshandelen med jute varierer med de priser der betales, men i tidsrummet 1971-72 lå den omkring 150 mio. dollars. Det meste af produktionen foregår i Bangladesh, Indien, Indonesien og Thailand. Bangladesh som er et af verdens absolut fattigste lande, fik i begyndelsen af 70'erne - det vil sige i sine første år som «selvstændig» stat - hele 80% af sine eksportindtægter fra jutesalget. Dette salg er gået stadig dårligere på grund af konkurrencen med syntetiske fibre, specielt polypropylen, og på grund af krisen i den kapitalistiske verden, som aftager omtrent alt, hvad juteproducenterne leverer. USA alene står for 25% af juteimporten.

Det meste af omsætningen af jute fra de asiatiske producentlande sker fra statslige produktions- og salgsselskaber. Man regner med, at omkring 20% af denne del af omsætningen kontrolleres af internationale selskaber. Deres kontrol bliver imidlertid større jo længere op i produktionskæden man kommer, da disse selskaber ofte har den kapital og teknologi, som skal bruges for at skabe mere forædling i producentlandene.

En del af juten forædles i dag lokalt til sækkelærred og andre forholdsvis enkle produkter. I Bangladesh, som i begyndelsen af 70-erne stod for omkring 35% af verdenseksporten (Indien over 40%), er mindst 2 mio. småbønder og landarbejdere grundstammen i juteproduktionen ifølge officielle tal. Men det virkelige tal kan godt være langt større. Deres årsindtægt varierer fra under 200 til over 400 dollars - også ifølge officielle tal. Hertil kommer 150.000 arbejdere i jutefabrikkerne.

Efter krigen mod Pakistan, som førte til løsrivelsen af Østpakistan og oprettelsen af den nye stat Bangladesh, er den del af jorden, som bruges til juteproduktion, stærkt reduceret. Dermed er produktionen også faldet drastisk, da bønderne ikke har råd til at kompensere det mindre dyrkningsareal med større brug at kunstgødning og andre midler, som kan forøge produktiviteten. De faldende verdensmarkedspriser og den faldende efterspørgsel har bidraget yderligere til at reducere produktionen i Bangladesh. Dette er en af årsagerne til, at landet i 1977 i realiteten blev sat under administration af Verdensbanken.

Landområder som tidligere blev benyttet til juteproduktion, er overgået til madproduktion eller ligger slet og ret brak. Skulle efterspørgslen efter jute mod forventning stige igen, kan mange producenter blive nødt til at stoppe madproduktionen til fordel for dyrkning af jute, eftersom man ikke kan skabe øget produktion ved at højne produktiviteten. Jutebønderne i Bangladesh og Indien sælger produktionen til mellemmænd, som igen sælger til de statslige selskaber. Officielt får bønderne markedspriser. Det vil sige, at internationale prisstigninger eller stabilisering af jutepriser vil komme bønderne til gode.

Udviklingen i efterspørgslen vil i høj grad afgøres af to forhold. For det første hvorvidt udbygningsplanerne for den petrokemiske industri i de kapitalistiske lande og i OPEC-lande vil blive gennemført. Petrokemien er basis for produktion af syntetiske fibre.

De to største producentlande har traditionelt konkurreret om markederne. Et forhold som er fortsat også efter at Bangladesh blev løsrevet fra Indiens «arvefjende» - Pakistan. Der har imidlertid været gjort forsøg på at skabe en vis enhed. Organisationen Jute International, som de største producentlande oprettede i 1976-77, har dog hidtil langt fra været et effektivt koordineringsinstrument.

H.Hv.