Befolkning 229,2 mio. Valuta Pakistanske rupies Areal 796.100 Km2 Hovedstad Islamabad Befolkningstæthed 177,4 indb./Km2     HDI placering 161

Bjergfyldt og bortset fra Indusdalen i øst overvejende goldt. Dalen er stort set det eneste område i landet, hvor der anvendes overrisling. Den er velegnet til landbrug og af vital betydning for landets økonomi. Indusfloden har sit udspring i Himalaya, i den konfliktfyldte provins Kashmir og løbet gennem et omfattende delta ud i det Arabiske Hav. Størstedelen af landets befolkning lever i nærhed af floden. De vigtigste landbrugsprodukter er hvede og bomuld, der produceres ved anvendelse af kunstvanding. Landet lider under mangel på vand, udpining af jorden og afskovning.

Folket: Grundstammen af indoeuropæisk herkomst er i Indusdalen blandet med persere, grækere og arabere og i bjergene desuden tyrkere og mongoler. I de senere år har der været en del indvandring fra Indien. Landets 5 etniske hovedgrupper er: punjabi, sindhi, patan, mujahir og baluchi.

Religion: Islam (officielt). Den praktiseres af 95% af befolkningen. Overvejende sunni-muslimer. 2% er kristne, 1,6% hinduer og resten tilhører små sekter.

Sprog: Urdu (officielt, selv om det kun tales som første sprog af 9 % af befolkningen). Der tales endvidere punjabi, singhi, pashtu, baluchi, engelsk og et utal af dialekter.

Politiske partier: Pakistans Peoples Party (PPP, Pakistans Folkeparti). Den Islamiske Demokratiske Alliance. Awami Nationalpartiet. Baluchistans Nationalparti. Det Republikanske Nationalparti. Jamaa-e-Islami (den islamiske forsamling).

Sociale organisationer: Den nationale sammenslutning af pakistanske Fagforeninger

Officielt navn: Islam-i Jamhuriya-e Pakistan

Administrativ inddeling: 4 provinser, 1 territorium (stammeområde) samt hovedstadsregionen (Islamabad).

Hovedstad: Islamabad, 1.740.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Karachi, 11.800.000 indb.; Lahore, 5.470.000 indb.; Faisalabad, 2.136.000 indb. (2000)

Regering: Arif Alvi fra PTI er præsident siden september 2018. Shehbaz Sharif fra PML-N blev valgt som premierminister i april 2022.

Nationaldag: 14. august (Uafhængighed, 1947). 23. marts (Proklamering af republikken, 1956)

Væbnede styrker: 587.000 (1996)

Paramilitære styrker: 275.000 (Nationalgarden, Grænsepolitiet, Søværnet og det Beredne Politi)

 

Pakistan betyder «de renes land». Det var religionen - Islam - der blev den forenende kraft for et folk fra forskellige etniske grupper og med forskellige sprog. Poeten og filosoffen Mohamed Iqbal var den første til på enkel vis at formulere konceptet om Pakistan , da han i 1931 foreslog dannelsen af en stat for Indiens muslimer.

De første muslimer der ankom til det indiske subkontinent var handelsmænd fra Arabien og Persien. Den første permanente muslimske erobring var af Sind og blev gennemført af Mohamed ibn Qasim i 711. I det 13. århundrede blev der skabt et større muslimsk fyrstedømme i Indien med hovedstad i Delhi. Efter erobringen af området - herunder også det nuværende Pakistan - blev det regeret af en række muslimske dynastier, hvoraf det sidste var stormogulerne.

Problemerne omkring den muslimske identitet blev særdeles vigtige, da den muslimske magt forfaldt, og da hindu mellemlag under det britiske kolonistyre i Indien styrkede deres position. I starten af det 20. århundrede var de muslimske ledere i Indien enige om nødvendigheden af at udvikle en effektiv politisk organisation. I oktober 1906 mødtes en delegation af muslimske ledere med Videkongen i Indien - den britiske imperiale regerings højeste repræsentant i landet. De krævede en reform af valgsystemet med en separat repræsentation for muslimer. Samme år blev All India Muslim League (Indiens Muslimske Liga) dannet i Dacca i det nuværende Bangladesh. Dens formål var at forsvare de indiske muslimers politiske rettigheder og interesser. Briterne gik i 1909 med til en opdeling af valgsystemet med den Indiske Regeringslov, der samtidig anerkendte den muslimske liga som repræsentativ organisation for de indiske muslimer.

Gennem 1930'erne voksede erkendelsen blandt muslimerne af deres særegne identitet og nødvendigheden af at bevare den indenfor egne geografiske grænser. Under ledelse af Mohamed Ali Jinnah fortsatte den muslimske liga sin kampagne for Pakistan - et separat territorium indenfor britisk Indien. Efter valget i april 1946 indkaldte ligaen til en kongres blandt de muslimske parlamentsmedlemmer, der netop var blevet valgt til parlamentet i Delhi. På begæring af Hussain Shaheed Suhrawardi der var premierminister i Bengalen gentog kongressen kravet om oprettelse af Pakistan.

1947 Pakistan dannes

Forholdet mellem hinduer og muslimer blev kraftigt berørt af spændingerne mellem begge samfund og sammenstødene der fandt sted i forskellige dele af Indien. Dette overbeviste lederne af det indiske Kongresparti - der primært repræsenterede nationalisterne - om nødvendigheden af at acceptere Pakistan som løsningen på problemerne mellem de to samfundsgrupper. Den 3. juni 1947 offentliggjordes delingsplanen, og den blev accepteret både af ligaen og af kongrespartiet. Den 14. august fødtes den nye stat Pakistan bestående af provinserne Øst Punjab , Sind, Baluchistan, Northeast Frontier Province og Østbengalen, der lå 1600 km længere øst på.

Både politisk og økonomisk var Pakistans startgrundlag dårligt. Britisk Indiens erhvervsliv var blevet lagt om for at tjene kolonimagtens interesser: Lette eksporten af råvarer og åbne markedet for britiske industrivarer. I 1900 tallet blev der imidlertid udviklet nogen indisk industri. I lighed med Indien startede Pakistan med enorm fattigdom og en afhængig økonomi. Pakistan kom desuden til at bestå af mere underudviklede områder præget af råvareproduktion; Bl.a. blev bomulden dyrket i Vestpakistan og juten i Østpakistan, men bearbejdningen foregik på fabrikker i Bombay og Calcutta, som kom til at ligge i Indien.

Under de mange forskellige statsdannelser fra før kolonitiden havde almindelige folk kun ringe politisk indflydelse. Forskellen i økonomisk og social status var uhyre stor og ofte fastlåst. Derefter herskede et fremmed styre (englænderne) - udøvet gennem administrativ og militær myndighed. Mod slutningen af koloniperioden udvikledes der en form for indisk medbestemmelse, men på grundlag af en meget begrænset stemmeret.

Det selvstændige Pakistans forsøg med en politisk styreform efter vestligt mønster mislykkedes. Efter det første militærkup i 1958 blev landet ledet af general Ayub Khan. Styret fik efterhånden et mere civilt præg, men var stærkt centraliseret.

Til trods for stærk økonomisk vækst i 1960'erne var der udbredt utilfredshed med fordelingen af produktionsresultatet. Østpakistan fandt det uretfærdigt, at landsdelen med over halvdelen af befolkningen og et stort bidrag til valutaindtægterne gennem juteeksporten kun fik omkring en tredjedel af investeringerne.

Landbruget beskæftigede over halvdelen af landets befolkning, men jorden var fra starten meget skævt fordelt. Storbønder og godsejere - som udgør omkring 10% af jordejerne - rådede i 1972 over halvdelen af landbrugsarealet. De fleste af dem der arbejder i landbruget var og er enten jordløse landarbejdere eller de lejer jord mod at afgive en stor del af udbyttet eller betale afgift.

Den første beskedne jordreform kom under Ayubs militærstyre, men dens arealbegrænsning blev ofte omgået. Den grønne revolution øgede fra midten af 1960'erne landbrugsproduktionen, men det var særligt de større landbrug, der nød gavn af denne. De havde kapital og viden til at indføre kunstvanding, kunstgødning og insektmidler. Beskæftigelsen blandt landarbejderne blev desuden reduceret på grund af øget mekanisering. Den grønne revolution forstærkede således de sociale uligheder i landdistrikterne og øgede forskellene imellem distrikterne.

I marts 1969 blev Ayub Khan tvunget til at gå af, og magten gik for anden gang til den militære øverstkommanderende, general Agha Muhammad Yahya Khan, som imidlertid snart forberedte overgang til civilt styre. Det første direkte valg til nationalforsamling i Pakistan blev holdt i oktober 1970. Awamiligaen vandt næsten alle de østpakistanske pladser, og dermed flertal i nationalforsamlingen på sit program om udstrakt selvstyre til Østpakistan. Valgets sejrherre i Vestpakistan og leder for Det Pakistanske Folkeparti (PPP) Zulfiqar Ali Bhutto, opfattede kravet som uforeneligt med bevarelse af den pakistanske stat. Forhandlingerne om en løsning brød sammen, og i marts 1971 oprettede Østpakistan sin egen regering i Dacca. På ordre af præsident Yahya Khan søgte Pakistans hær - hvor vestpakistanerne dominerede - at slå oprøret ned. Awamiligaen blev forbudt og dens leder, sheik Mujibur Rahman sendt i fængsel. Efter angreb fra indiske tropper i december 1971 måtte de pakistanske militære styrker imidlertid overgive sig, og Østpakistan blev selvstændig stat under navnet Bangladesh.

1972 Zulfiqar Ali Bhutto til magten

I overensstemmelse med valgresultatet overtog Ali Bhutto posten som præsident efter Ayub Khan i det tilbageblevne vestlige Pakistan. Efterhånden blev forholdet til Bangladesh normaliseret, og det civile styre under Bhuttos ledelse lancerede en række reformer: Mindsteløn, priskontrol, nationalisering af et halvt hundrede industrier, ændringer i opbygningen af den civile og militære administration, jordreformer og overføring af bl.a. bomuldsrenseanlæg og kornmøller til offentligt eje. Sammenlignet med 1960'erne blev der i første halvdel af 70'erne lagt større vægt på tiltag, som skulle forbedre leveforholdene blandt de dårligst stillede. Der skete imidlertid ikke nogen gennemgribende ændring af udviklingsstrategien, som fortsat var baseret på det private initiativ parallelt med øgede offentlige investeringer.

En ny forfatning som gjorde Pakistan til en muslimsk republik med islam som offentlig religion blev vedtaget i 1973. Ved valgene i marts 1977 fik PPP stort flertal. Oppositionspartierne der var samlet i en national alliance påstod, at der havde været udbredt valgsvindel. De boykottede nationalforsamlingen og mobiliserede store folkemasser til demonstrationer for at bringe Bhutto til fald og få udskrevet nyvalg.

1977 Zia ul-Haq diktaturet

I lyset af de stigende uroligheder overtog militæret med Zia ul-Haq i spidsen i juli 1977 for tredje gang magten og indførte undtagelsestilstand. Bhutto blev smidt i fængsel og senere stillet for retten anklaget for mord på en af oppositionens ledere og dømt til døden. Dommen blev stadfæstet af højesteret i 78 og i 79 blev han dræbt. General Zia ul-Haq havde dermed fjernet den største politiske trussel mod sit diktatur.

Zia accelererede islamiseringen indenfor alle dele af det politiske og sociale liv. Mange medlemmer af oppositionen blev forfulgt og tilbageholdt. I februar 85 blev der gennemført valg. Undtagelsestilstanden var stadig i kraft, og ingen politiske partier fik tilladelse til at deltage. Der blev dannet en regering, der støttede Zia diktaturet. Denne døde selv i et uopklaret flystyrt i august 88. Tre måneder senere blev der afholdt valg, der blev vundet af PPP under ledelse af Benazir Bhutto - den afdøde præsidents datter. Efter 11 års diktatur vendte Pakistan atter tilbage til demokrati.

1988 Tilbagevenden til demokrati

Bhutto var den første kvinde, der kom til at lede et overvejende muslimsk land. En af hendes første handlinger var at give amnesti til alle kvindelige fanger - bortset fra de der var dømt for mord. Mange af disse var dømt efter de reaktionære love, der var blevet vedtaget under diktaturet, og som bl.a. slog fast, at en mands vidneudsagn skulle have større vægt end en kvindes. Zia have gennemført en lang række love som tilføjelser til forfatningen. For at få fjernet dem, krævede det to-tredjedels flertal, hvilket reelt ikke var muligt.

I Pakistan har hæren traditionelt haft stor magt. Landet blev i 1954 optaget i SEATO (South East Asia Treaty Organization) og i 55 i CENTO (Central Treaty Organization). Begge stærke militæralliancer dannet og ledet af USA. Selv om landet senere trak sig ud af alliancerne igen, bevaredes de tætte militære og politiske forbindelser til USA.

Det vanskelige forhold til naboerne

Forholdet til Indien har traditionelt været spændt. Begge lande gør krav på delstaten Kashmir. Indien opfatter den som en integreret del af landet, mens Pakistan gentagne gange har opfordret til afholdelse af en folkeafstemning om dens fremtid blandt statens indbyggere. De to lande har været i krig med hinanden i 1948, 1965 og 1971. Efter den seneste krig blev de to lande enige om at oprette en demilitariseret zone på begge sider af grænser, der deler Kashmir. Delingen indebar imidlertid også en deling af befolkningen. Siden da har nationalistiske grupper fra Kashmir krævet oprettelse af en uafhængig stat i området.

Pakistan fordømte på det kraftigste Sovjets invasion af Afghanistan, der blev indledt i december 79. I midten af 90 boede der omkring 3 millioner afghanske flygtninge i Pakistan, der samtidig med bistand fra CIA støttede mujahidinerne - afghanske modstandsfolk - i deres kamp mod det prosovjetiske styre i Kabul. Under de 11 års sovjetisk besættelse af Afghanistan forsynede USA fra pakistansk territorium modstandsbevægelsen i Afghanistan. USA's tab af Iran som strategisk allieret i 79 og Pakistans strategiske placering ifht. Afghanistan og Sovjet gjorde, at Pakistan nu kom til at indtage en strategisk rolle som USA's allierede i regionen, og udover militær bistand skaffede dette samtidig landet omfattende økonomisk hjælp.

Den 6. august 90 afsatte præsident Ghulam Ishaq Khan premierminister Benazir Bhutto på anklager om nepotisme og korruption. Han opløste Nationalforsamlingen og udpegede oppositionens leder, Ghulam Mustafá Jatoi til at stå i spidsen for en midlertidig regering. Den 24. oktober blev der afholdt nyvalg, og som resultat af dette valgtes Nawaz Sharif til ny premierminister med støtte fra den muslimske liga - det vigtigste parti i koalitionen vendt mod Bhutto. PPP og Benazir Bhutto karakteriserede valget som præget af omfattende svindel og indledte en intens oppositionskampagne.

Da konflikten i Golfen brød ud efter Iraqs invasion af Kuwait i august 90, allierede Pakistan sig med USA og sendte tropper til Saudiarabien. Men meningsundersøgelser i Pakistan afslørede omfattende sympati for Iraq i befolkningen, og regeringen blev derfor tvunget til at erklære, at tropperne ikke ville blive sendt i kamp mod Iraq men kun til forsvar af de islamiske helligdomme.

1990 Sharia'en indføres

Kort efter at være blevet indsat som premierminister igangsatte Sharif en økonomisk reformplan, der havde til formål atter at sætte gang i de private investeringer. Planen rummede omfattende privatiseringer af offentlige virksomheder og stødte derfor på stor modstand blandt de 300.000 arbejdere indenfor denne sektor. Udover økonomiske reformer indledte Sharif en kontroversiel «re-islamisering» af landet. Som led i planen skulle den islamiske lovgivning - Sharia'en - introduceres. Iflg. Sharif's opfattelse havde Benazir Bhutto regeringen stået for tilbageslag indenfor det religiøse område. Indførelsen af Sharia'en indebar umiddelbart et tilbageslag i kvindernes sociale og juridiske stilling. Regeringen forbød samtidig medierne at omtale kvinders ret til skilsmisse.

I november 91 udbrød der en stor politisk-administrativ skandale. Oppositionen beskyldte Nawaz Sharif for at svindle med de offentlige finanser. Han var ansvarlig for en række kooperative kreditinstitutioners konkurs. Kun støtten fra præsident Ishaq Khan hindrede, at premierministeren blev væltet, og sagen blev overdraget til retsvæsenet. Skandalen udløste en lang række demonstrationer ledet af PPP, og regeringen svarede med optrapning af undertrykkelsen.

Beskyldningerne mod regeringen for overtrædelser af menneskerettighederne voksede gennem 91. Amnesty International krævede dødsdommen over 20 personer ophævet. Iflg. menneskerettighedsorganisationen havde de dømte ikke fået en rettergang med blot et minimum af garantier.

Ved siden af konfrontationen mellem regering og opposition var landet allerede gennem mange år plaget af vold mellem de forskellige etniske grupper - især mellem sindhis og muhajis. Volden havde især plaget Sind provinsen og den industrielle hovedby, Karachi.

På det internationale plan satte afslutningen af Sovjets besættelse af Afghanistan Pakistan i en vanskelig situation. Landet spillede ikke længere den samme strategiske rolle for USA, som det havde gjort i 80'erne. Samtidig blev islamiseringsprocessen som Sharif havde indledt betragtet med mistro i Washington. Især fordi den indebar en tilnærmelse til andre islamiske regimer i regionen.

I februar 92 bragte den historiske konflikt om Kashmir atter Pakistan og Indien på randen af krig. Jammu og Kashmirs Befrielsesfront er en muslimsk gruppe, der kræver oprettelse af en uafhængig stat i området. Den gennemførte nu en protestmarch mod opdelingen af området. Organisationen havde opfordret tusindvis af personer fra begge sider af grænser til at krydse den. Pakistans regering havde svaret ved at give hæren ordre til at skyde mod marchen, for at bremse separatisterne. Resultatet var 5 dræbte og omkring 50 sårede.

Pakistan erklærede samme år, at det var langt fremme i udviklingen af atomvåben. Dette udløste diplomatisk pres fra USA for at få standset programmet, og endte med at den nordamerikanske økonomiske og militære bistand stort set blev indstillet. Som modtræk erklærede Pakistan, at det havde økonomisk og teknologisk opbakning fra Kina til at fortsætte sit atomprogram.

I november 92 ledte Benazir Bhutto en protestmarch fra Rawalpindi til Islamabad med krav om Sharifs tilbagetræden. Regeringen tilbageholdt 1600 deltagere, deriblandt Bhutto der blev dømt til 30 dages fængsel i Karachi.

Præsident Ishaq Khan beskyldte premierminister Mohammed Nawaz Sharif for elendig administration, korruption og nepotisme, og tvang ham i april 93 til at træde tilbage. Sharif appellerede ved højesteret og blev i maj genindsat. Samtidig blev opløsningen af Parlamentet annulleret og udskrivningen af valg ophævet.

Sharifs tilbagevenden uddybede konflikten med præsident Kahn, og i juli trådte de begge tilbage. Den midlertidige præsident, Moin Kureishi, der havde været embedsmand i Verdensbanken og IMF tog selv en række skridt: Ophævede det system efter hvilket parlamentsmedlemmer modtog midler til investering i deres egne valgdistrikter - en traditionelt uendelig kilde til korruption. Samtidig pålagde han godsejerne at betale skat. Traditionelt havde de domineret det økonomiske og politiske liv, og havde i den egenskab fritaget sig selv for at betale skat. Der var kun 1 % ud af landets 130 millioner indbyggere, der betalte skat, men alligevel var der aldrig fremsat en eneste anklage om skatteunddragelse.

1993 Bhutto tilbage som premierminister

Ved valget den 6. oktober fik PPP 86 ud af parlamentets 217 pladser mod 72 til Sharifs koalition. Benazir Bhutto kunne således vende tilbage på premierministerposten, efter at hun havde skaffet sig opbakning hos en række mindre partier og samlet i alt 121 medlemmer bag sig. I november valgtes PPP kandidaten, Faruk Ahmed Leghari til præsident, hvilket yderligere styrkede Bhutto.

Premierministeren forsøgte at stimulere økonomien og undgik konfrontation med de religiøst konservative. Alligevel udlovede de islamiske fundamentalister en pris på justitsministerens hoved, efter han havde udtalt sig til støtte for en ændring af den pakistanske blasfemilovgivning. Ændringen ville bl.a. gøre falske anklager om blasfemi strafbare.

Bhuttos forsøg på demokratisering og indførelse af ligeret blev skæmmet af den politiske og etniske vold i 94-95. De to blodigste år siden Bangladesh i 71 havde løsrevet sig. Karachi og løsrivelsesområderne i nord blev centrum for konflikterne. Over 3.500 mennesker døde i sammenstød mellem august 94 og oktober 95. I slutningen af 95 blev et kupforsøg under ledelse af fundamentalistiske officerer afværget.

I juni 96 blev hundredvis af mennesker tilbageholdt efter protester mod forbuddet mod opstillingen af uafhængige kandidater til lokalvalgene i Azad Jammu og Kashmir.

En af Bhuttos vigtigste politiske modstandere - hendes bror Murtaza - døde i et sammenstød med politiet den 20. september 96. Han var leder af en partisangruppe, der krævede premierministerens afgang. Benazirs brødre og søstre var blevet splittede efter kuppet mod hendes far i 77.

I november blev Bhutto fritaget for posten som premierminister efter anklager for korruption, og der blev gennemført nyvalg. Denne gang fik PPP kun 19 pladser mod Nawaz Sharif koalitionens 136. Miraj Khalid blev midlertidig udpeget som premierminister, indtil Sharif i starten af 97 atter overtog posten.

Amnesty International kritiserede i 97 Pakistan for at have samvittighedsfanger, og de blev udsat for tortur og mishandlet. Der blev samtidig meldt om forsvindinger og om henrettelser uden rettergang.

Der var fortsat militære sammenstød mellem Pakistan og Indien i Kashmirområdet, og forhandlingerne mellem New Delhi og Islamabad var inde i et dødvande. Indien hævdede, at området tilhørte det, og at dets fremtid ikke var til forhandling. Samtidig krævede Pakistan, at der skulle gennemføres en folkeafstemning om selvbestemmelse. Spændingen steg yderligere i maj 98, da Indien gennemførte en serie atomprøvesprængninger, hvilket provokerede Pakistan til at gennemføre en tilsvarende serie sprængninger.

Den 12. oktober 1999 gennemførte general Pervez Musharraf et statskup. Han havde indtil da været øverstkommanderende for militærets operationer i Kashmir, men var af premierminister Sharif beordret afsat. Militæret satte Sharif i fængsel, beskyldte ham for bortførelse, terrorisme, mordforsøg og for at have bragt menneskeliv i fare ombord på det fly der transporterede Musharraf fra Islamabad til Karachi. Pakistan blev med kuppet den første atommagt i historien ledet af militærfolk.

Militærdiktaturet stillede den afsatte premierminister for retten, og dennes advokater blev konstant udsat for dødstrusler. Sharifs vigtigste advokat, Iqbal Raad, blev myrdet i sit eget hus. Mens Musharraf regeringen lagde ansvaret for mordet på terrorister, anklagede Sharifs tilhængere regeringen for at stå bag.

Den 10. december blev Sharif løsladt, og søgte sammen med sin familie asyl i Saudi Arabien. Regeringen erklærede, at den havde udstedt en «præsidentiel benådning» af den tidligere premierminister, og at den havde tilladt ham at forlade landet for at komme under medicinsk behandling. Til gengæld havde Sharif givet afkald på sin personlige formue på 500 mio. rupias (8 mio. US$), lovet ikke at vende tilbage til Pakistan de næste 10 år og ikke indgå i landets politiske liv de næste 21 år.

I slutningen af december gennemførstes første fase af lokalvalgene i 18 af 106 distrikter. Iflg. regeringens egne oplysninger nåede valgdeltagelsen kun op på 43,5%, mens den iflg. oppositionen lå helt nede på 20%. Selvom valget formelt blev gennemført uden deltagelse af politiske partier, var de fleste kandidater tilknyttet et af de store partier. Iagttagere pegede på, at der var tale om et politisk magtskifte fra de etablerede (forbudte) partier til lokale feudale klaner.

I marts var anden fase af lokalvalgene gennemført i 20 distrikter, og presset tog til overfor regeringschefen for at få fastlagt en tidsplan for tilbagevenden til demokrati i oktober 2002. Samtidig tilbageholdt politiet 2000 aktivister fra Alliancen for tilbagevenden til Demokrati samt 22 af dens ledere, der planlagde en demonstration.

Musharraf udnævnte sig til statschef og præsident den 20. juni 2001. Han fortsatte som regeringschef og øverste chef for de væbnede styrker. Samtidig med USA's invasion af Afghanistan forlængede han den 6. oktober sin post som stabschef på ubestemt tid. En post han ellers iflg. forfatningen skulle forlade efter 3 år.

Efter terroraktionen i New York 11. september 2001 fjernede USA de økonomiske og militære sanktioner det havde indført overfor Indien og Pakistan efter disses atomprøvesprængninger i 1998. Skridtet blev motiveret med den støtte Musharraf gav til USA's forberedelse af krig mod taliban styret i Afghanistan og Osama bin Laden. Taliban styret i Kabul havde ellers været støttet militært, økonomisk og ideologisk af Pakistan. Taliban styrets sejr i Afghanistan blev af det pakistanske militær anset for at være Pakistans første militære sejr.

USA's krig mod Afghanistan udløste omfattende protester blandt muslimer og islamister i Pakistan, og kort før den nordamerikanske invasion, afskedigede Musharraf en række pro islamistiske generaler fra strategiske poster.

Da USA's udenrigsminister Colin Powell i oktober besøgte Islamabad bad Musharraf om USA's støtte i konflikten i Kashmir samt økonomisk hjælp som kompensation for den strøm af flygtninge der nu kom ind over grænsen fra Afghanistan. Ialt modtog Iran og Pakistan omkring 3 mio. afghanske flygtninge, der blev sendt på flugt af USA's krig.

Efter et selvmordsattentat i det indiske parlament i New Delhi den 13. december gav Indien Pakistan ansvaret for angrebet. Musharraf fordømte aktionen og nægtede enhver forbindelse fra sin regering til terroristerne. Den 26. december øgede Indien sit militære beredskab langs grænsen til Pakistan, og spændingen i Kashmir tog til. Mens der var skudvekslinger over den pakistansk-indiske grænse arresterede de pakistanske myndigheder den 30. december Mohamed Saeed - en af lederne af de islamiske grupper, der blev gjort ansvarlige for angrebet på det indiske parlament.

Den 18. marts 2002 blev en protestantisk kirke i Islamabad angrebet med granater. 5 blev dræbt og over 45 såret. Ingen gruppe påtog sig ansvaret for aktionen, men regeringen anklagede islamiske militante, der svarede igen på den jagt på terrorister Musharraf havde indledt efter internationalt pres. I januar var den nordamerikanske journalist Daniel Pearl blevet bortført af en islamisk gruppe, og han blev henrettet 4 måneder senere.

I april indledte Musharraf en kampagne for at overbevise befolkningen om, at den skulle vælge ham til præsident for en 5 årig periode ved en folkeafstemning. Iflg. Pakistans forfatning er det ellers parlamentet der vælger præsidenten, og parlamentet - der var opløst - skulle vælges i oktober 2002. Oppositionen protesterede skarpt mod diktatorens politiske manøvre, men han fik støtte fra højesteret og gennemførte sin folkeafstemning 30. april. Officielt stemte 97% for ham som præsident, men både menneskerettighedsorganisationer og lokale og internationale valgobservatører karakteriserede valget som en farce.

Oppositionen beskyldte Musharraf for at forlænge sit diktatur, efter at denne havde givet sig selv nye magtbeføjelser, som retten til at opløse et demokratisk valgt parlament. Op til valget i oktober udstedte regeringen begrænsninger i en række centrale kandidaters deltagelse som Nawaz Sharif og Benazir Bhutto. Bhuttos parti, PPP fik et lille mindretal, men det mest bemærkelsesværdige var de religiøse partiers vækst. Væksten var især stærk i grænseområderne mod Afghanistan. Denne styrke giver dem afgørende indflydelse overfor hvilken som helst regeringskoalition.

Nationalforsamlingen udnævnte i november 2002 Zafarullah Jamali - der er tæt knyttet til Musharraf - til premierminister. Ved valget til senatet i februar 2003 - ifølg. diktatoren den sidste fase i overgangen til demokrati - var det atter PPP der fik flest stemmer.

I juni 2003 indførtes Sharia lovgivning i den nordøstlige grænseprovins. I november erklærede Pakistan våbenhvile i Kashmir, og den blev øjeblikkelig accepteret af Indien. Måneden efter overlevede Musharraf mirakuløst, da en bombe sprang under en bro, få sekunder efter hans bil var passaret.

I februar 2004 indrømmede landets vigtigste atomfysiker, doktor Abdul Qadeer Khan, at han havde overført viden om fremstilling af atomvåben til Libyen, Nordkorea og Iran. Det berørte ikke hans status som folkehelt i Pakistan.

USA's udenrigsminister Colin Powell erklærede i marts 2004, at Pakistan var det vigtigste land udenfor NATO i kampen mod terrorisme. Det skete efter omfattende pakistanske militæraktioner mod al-Qaeda netværket langs grænsen til Afghanistan.

I juni 2004 trådte Zafarullah Khan Jamali tilbage fra posten som premierminister, for at blive midlertidig erstattet af Chaudhry Shujaat Hussain. Pga. sin dårlige sundhedstilstand blev Hussain erstattet på posten 2 måneder senere af finansminister Shaukat Aziz. Iagttagere vurderer, at der ikke vil være tale om ændringer i landets politik, eftersom den virkelige magt ligger hos præsident Musharraf.

I den vestlige provins Baluchistan forstærkede partisanerne i 2004 deres kamp for større autonomi, en større andel af indkomsterne fra olie- og gasudvinding, og at regeringen indstillede militærets overgreb mod befolkningen. I marts 2005 havde konflikten allerede kostet i snesevis af partisaner og militærfolk livet. Den fortsatte med daglige angreb og sammenstød.

Et togsammenstød ved byen Ghotki i den sydlige Sindh provins kostede 200 livet og var det værste i 15 år. Provinsregeringen kritiserede skarpt de ansatte ved den lokale togstation. Musharraf sendte sine kondolencer til ofrenes familier og lovede at de ansvarlige ville blive straffet.

I juli 2005 blev over 300 militante islamister anholdt på koranskoler og kontorer tilhørende islamiske organisationer i Pakistan. Myndighederne valgte at slå ned på islamisterne blot et par dage efter selvmordsaktionerne i Londons undergrund. 3 af de 4 selvmordsbombemænd der stod bag attentatet i London havde kort tid forinden besøgt Pakistan.

I oktober 2005 blev den nordøstlige del af Pakistan ramt af et voldsomt jordskælv, der kostede omkring 65.000 livet og gjorde næsten 3 mio. hjemløse. Den pakistanske regering og internationale nødhjælpsorganisationer sendte tusindvis af telte, tæpper, fødevarer og medicin til området. Der var tale om et kapløb mod tiden, fordi de fleste veje og broer i området var ødelagte og Himalayas vinter snart ville gøre transport i området helt umulig. Pakistan og Indien der ellers har ligget i konflikt om Kashmir blev enige om at åbne grænserne mellem de to lande i området for at lette nødhjælpsorganisationernes arbejde.

I januar 2006 blev 18 civile pakistanere dræbt, da USA bombede et stammeområde nær grænsen til Afghanistan. Angrebet var angiveligt rettet mod nr. 2 i al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, som imidlertid ikke var i området.

I februar var landet - som resten af den muslimske verden - præget af omfattende demonstrationer rettet mod Danmark, der få måneder forinden havde indledt en anti-muslimsk kampagne, anført af dagbladet Jyllandsposten. Den danske ambassade i Islamabad blev midlertidigt lukket og den pakistanske ambassadør i Danmark kaldt hjem til konsultationer.

I marts besøgte USA's præsident George W. Bush Islamabad, og benyttede lejligheden til at rose militærdiktator Musharraf for dennes «dristige beslutning» om at slutte sig til «krigen mod terror», og han berømmede samtidig USA's og Pakistans «strategiske samarbejde» i denne kamp. Få dage tidligere havde en selvmordsbomber i Karachi dræbt en nordamerikansk diplomat og 3 pakistanere.

I april kostede et attentat mod en sunni muslimsk ceremoni i Karachi mindst 57 livet. I februar havde et attentat mod en shiitisk procession i Hangu i den nordøstlige del af landet kostet 31 livet. 

Perez Musharraf indrømmede i september 2006, at USA i oktober 2001 truede landet med udslettelse, hvis det ikke bakkede op om USA's angreb på Afghanistan. Pakistan havde i de foregående år været arkitekterne bag installationen af Taleban styret i Afghanistan, og det var netop dette styre USA nu ønskede at fjerne. Derfor de kontante trusler mod Pakistan. Landet ønskede ikke at lægge sig ud med supermagten, afbrød derfor forbindelsen til Taleban og støttede USA i angrebet på Afghanistan.

USA's regering erklærede i august 2007 at supermagten «ikke ville tøve med at bombardere Pakistan, hvis det fik efterretninger om at medlemmer af al-Qaeda eller Taliban opholdt sig der». Regeringen erklærede sig samtidig uforstående overfor, at Islamabad var modstander af nordamerikanske bombardementer af Pakistan.

Militærdiktator Musharraf forsøgte i 2007 at give landet en mere demkratisk facade ved at tillade valg til parlamentet. I september vendte Musharrafs politiske hovedmodstander, Nawaz Sharif tilbage til Pakistan efter 8 års eksil. Han blev imidlertid tilbageholdt af myndighederne i lufthavnen og valgte efterfølgende at vende tilbage til sit eksil. Måneden efter fik Benazir Bhutto fra PPP imidlertid lov til at vende tilbage fra sit eksil. Allerede under hendes køretur fra lufthavnen ind til centrum af Karachi blev hendes konvoj ramt af en selvmordsbomber, der dræbte 139 og sårede 450. Bhutto selv blev ikke ramt. Den 27. december blev hun imidlertid indhentet af døden, da en ny selvmordsbomber slog til i Rawalpindi. Udover Bhutto selv blev 23 andre dræbt. Musharraf og USA lagde straks skylden for mordet på al-Qaeda, men Musharrafs eget - og særdeles aktive - militære efterretningsvæsen havde en langt større interesse i at skaffe Musharrafs værste politiske modstander af vejen. Mordet for blev uopklaret.

Attentatet kastede landet ud i politisk krise. Der var planlagt parlamentsvalg til afholdelse 8. januar 2008. Dette blev udsat 1 måned. Februarvalget blev vundet stort af Bhuttos PPP, der fik 30,6% af stemmerne og 121 pladser i parlamentet. Det blev fulgt af Pakistan Muslim League (N) der fik 19,6% af stemmerne og 91 pladser. Musharrafs vigtigste støtteparti, Pakistan Muslim League (Q) måtte nøjes med 23,0% og 54 pladser. En alliance bestående af PPP, PML (Q) og en række mindre partier blev enige om at vælge PPP's næstformand Yousaf Raza Gillani til premierminister, og denne blev indsat på posten i marts. I august besluttede parlamentet at stille Musharraf for en rigsret. Alt pegede på, at USA's nære allierede var ved at have udspillet sin politiske og militære karriere. Musharraf trådte tilbage 10 dage senere, efter USA havde slået hånden af sin tidligere allierede. USA's overordnede politik overfor landet er ledet af ønsket om at hindre Pakistans «bombe» i at falde i de forkerte hænder. I nogle perioder opfyldes denne funktion bedst af et militærdiktatur (1999-2008). I andre opfyldes den bedst af parlamentarisk demokrati. Musharrafs tilbagetræden blev mødt med jubelscener over hele landet. Ved det efterfølgende præsidentvalg vandt Asif Ali Zardari fra PPP en jordskredsejr og blev indsat på præsidentposten i september.

USA bombede gennem 2008 gentagne gange pakistanske grænseprovinser nær grænsen til Afghanistan. Bombningerne udløste hver gang skarpe protester fra det pakistanske militær, som formelt set var allierede til USA. Supermagten hævdede at have bombet al-Qaeda stillinger. Oftest viste det sig dog at være fattige pakistanske landsbyer, og USA's angreb var under alle omstændigheder forbudt efter folkeretten, der udelukkende tillader et lands militær at operere i et andet når der er tale om «hot pursuit», hvor en væbnet enhed kan forfølges få kilometer ind på et andet lands territorium. USA har dog aldrig respekteret folkeretten. USA bruger rutinemæssigt føreløse droner til at angribe mål i Pakistan. I de fleste tilfælde er det civilbefolkningen der rammes.

I september 2008 blev premierminister Gillanis udsat for et mordattentat, da hans bilkonvoj blev angrebet med automatvåben under vejs fra højsikkerheds Chaklala flybasen udenfor Rawalpindi til Islamabad. Samme sted var Nawaz Sharif's bilkonvoj blevet angrebet 9 måneder tidligere.

I december angreb terrorister en række mål i Mumbai i Indien, og dræbte i løbet af et par dage flere hundrede mennesker. Da angriberne var nedkæmpet lykkedes det Indien at tilfangetage enkelte af dem, som efterfølgende blev afsløret som pakistanske statsborgere. Påstandene og de politiske beskyldninger fik krigsfrygten til at blomstre i begge lande, og lagde samtidig pres på USA der er tæt allieret af Pakistan. Pakistan lagde til gengæld pres på USA ved at true med ikke at ville lade forsyninger til besættelsesmagten i Afghanistan passere gennem pakistansk territorium, og militæret lod ved en enkelt lejlighed «taliban-tro styrker angribe og nedbrænde snesevis af militærlejr i en gennemgangslejr ved Peshawar». (Det er sandsynligt at det var det pakistanske militære efterretningsvæsen der gennemførte angrebet).

Efter i en måned at have benægtet at mindst en af terroristerne fra Mumbai var pakistaner indrømmede først Pakistans militær og siden regeringen at manden faktisk var pakistaner.

Centralregeringen fik i 2007-09 stigende problemer med at kontrollere islamiske fundamentalister i Swat dalen i det nordvestlige Pakistan. I september 2007 ophørte en fire måneders våbenhvilke, og militante fundamentalister sendte de pakistanske sikkerhedsstyrker på flugt i flere dele af dalen. Efter 2 måneder rykkede militæret ind og fik i løbet af en måneds tid situationen under kontrol. I januar 2009 kunne pakistanske aviser imidlertid berette, at Taleban havde kontrol over dele af dalen og havde indført et fuldstændig forbud mod undervisning af piger. Omkring 400 skoler der tidligere underviste 40.000 piger var blevet lukket og enkelte skoler der forsøgte at trods forbuddet var blevet lukket. I februar offentliggjorde regeringen en våbenhvileaftale med Taleban, hvor regeringen bl.a. tillod indførelsen af Sharia lovgivning i Swat. Aftalen førte til stærke internationale protester mod «Talebaniseringen af Swat», og USA tvang Pakistan til at indlede en offensiv mod Taleban i Swat. Den blev indledt i april og offensiven sendte 150-200.000 på flugt fra dalen. Militæret genvandt kontrollen over dalen, dræbte flere hundrede partisaner og sendte mange flere på flugt, men efter offensivens afslutning begyndte Taleban langsomt at vende tilbage igen. I slutningen af året var omkring 3 millioner pakistanere sendt på flugt som følge af konflikterne i nordvest og USA's terrorbombardementer. USA financierer pakistans militær med 2,8 mia. US$ om året.

I 2009 fortalte Zardari sit parti at han ønskede at ophæve den 7. og 8. tilføjelse til Pakistans forfatning, som militærdiktatorer tidligere havde tilføjet for at udvide deres magtbeføjelser. Zardari overgang på eget initiativ formandskabet i den komite der har ansvaret for landets atomvåben til premierminister Gillani.

I juli 2010 blev lederen for tekstilarbejdernes fagforening, Mustansar Randhawa og hans bror skudt og dræbt på deres kontor i Faisalabad. Drabene udløste strejker i flere pakistanske byer. Randhawa var på mordtidspunktet i forhandlinger med byens tekstilarbejdsgivere om lønforhøjelser til tekstilarbejderne, og arbejdsgiverne mentes at stå bag drabet.

Pakistan blev i august ramt af de største oversvømmelser nogensinde. Katastrofen bredte sig fra den nordlige del af landet mod syd i takt med at vandmasserne flød sydpå. I slutningen af måneden var 17 mio. mennesker ramt af oversvømmelserne, der af FN vurderedes at have et omfang langt større end jordskælvskatastrofen i Haiti i foråret, og større end Tsunamien i 2004. Alligevel glimrede Vesten ved kun i begrænset omfang at levere nødhjælp til det muslimske land. I Danmark bevilgede den danske «udviklingsminister» Søren Pind 1 mio. kr - godt 5 øre pr. katastroferamt.

2011 CIA terror

Den 27. januar 2011 dræbte CIA 2 civile i Pakistan. Det var der ikke noget nyt i. CIA dræber årligt hundredevis af civile pakistanere i sine ukontrollerede drone-angreb over pakistansk territorium. Det nye var, at drabene skete i fuldt dagslys i landets næststørste by Lahore. Den 36 årige CIA agent Raymond Allen Davis mente sig forfulgt af et par unge på motorcykel, da han kørte gennem Lahore. Han skød og dræbte den ene og kørte derefter ind i den anden, der døde af sine kvæstelser. Derefter ringede han efter backup fra CIA, der sendte en bil, der på sin hasarderede kørsel gennem Lahore dræbte yderligere en tilfældig passerende.

Trods pistolmændene fra CIA lykkedes det pakistansk politi at arrestere Davis, der efterfølgende blev anklaget for mord. USA protesterede og hævdede han var ansat på ambassaden og derfor havde diplomatisk immunitet. Det bestred de pakistanske myndigheder og krævede ham stillet for retten. Så vidt kom det aldrig. Bag facaden udfoldede USA en omfattende diplomatisk aktivitet og lagde bastant pres på de pakistanske myndigheder. Den 16. marts kunne morderen rejse ud af landet som en fri mand, efter de pakistanske myndigheder på vegne af USA havde betalt 2,4 mio. US$ til de dræbtes familier. Et skridt der udløste voldsomme protester i den pakistanske offentlighed.

Forholdet mellem USA og Pakistan tog en dramatisk drejning til det værre den 2. maj, da nordamerikanske specialtropper på en hemmelig mission dybt ind i Pakistan henrettede Osama bin Laden og efterfølgende smed ham i det indiske ocean. USA indrømmede, at de pakistanske myndigheder ikke på forhånd havde givet tilladelse til operationen, endsige blev orienteret før bagefter. Den type operationer er ikke tilladte efter folkeretten, der alene tillader «hot pursuit» operationer få kilometer ind på et andet lands territorium. Militæraktionen udløste stærk kritik fra de pakistanske myndigheders side. USA beskyldte til gengæld det pakistanske militær for at have kendt til bin Ladens opholdssted, men holdt hånden over ham. Dette virker ikke troværdigt, eftersom Taleban efterfølgende gennemførte flere storstilede hævnaktioner mod det pakistanske militær, som det anklagede for at have samarbejdet med USA om henrettelsen. Relationerne blev derefter gradvist forværret, og i slutningen af maj blokkerede pakistansk militær konvojer, der gennem Pakistan skulle levere forsyninger til den nordamerikanske besættelsesmagt i Afghanistan. I starten af juli lod USA's udenrigsminister lække oplysninger om flere højtstående pakistanske militærfolks deltagelse i salg af atomteknologi til udlandet, og truede efterfølgende med indstille supermagtens militærbistand til Pakistan. Dette skridt fik den pakistanske regering til at true med at trække landets ½ million soldater ud af grænseområderne op mod Afghanistan, hvor de ellers har haft til opgave at vanskeliggøre den afghanske modstandsbevægelses bevægelser og forsyninger.

I juli blev forholdet yderligere forværret, da den pakistanske advokat Mirza Shahzad Akbar krævede CIA's chef i Pakistan, John Rizzo arresteret og stillet for retten for tjenestens mange hundrede mord på pakistanske civile. Anklagen førte til, at USA øjeblikkelig trak sin CIA chef ud af landet, og skummende af raseri anklagede Pakistan for at have afsløret hans identitet. CIA i Pakistan er ansvarlig for de mange hundrede drone angreb på civile pakistanere. Antallet af angreb er eksploderet under præsident Obama fra 4 i 2007, 33 i 2008, 53 i 2009 til 118 i 2010. USA mener selv, at 95% af de dræbte er militante pakistanere og afghanere, men denne påstand modbevises af de omfattende rapportager, der dokumenterer dronernes civile ofre. Gennem flere år er modstanden i den pakistanske befolkning mod USA's anvendelse af Pakistan som krigsskueplads taget til i takt med de civile ofre, og fra juli indledte pakistanske advokater med Akbar i spidsen sager mod CIA. De anklagede CIA agenter blev eftersøgt gennem Interpol.

I november angreb USA en pakistansk militærpost 2½ km fra grænsen til Afghanistan og dræbte 24 soldater. Det uprovokerede angreb førte til stærk fordømmelse fra både den pakistanske regerings og militærs side og en yderligere forværring af det i forvejen spændte forhold mellem de 2 tidligere allierede. Krisen afslørede samtidig dybe interne spændinger mellem militæret og den civile regering. USA har traditionelt støttet de pakistanske militærkup, men nu var det den pakistanske præsident og premierminister der i hemmelighed tog kontakt til USA, fordi de begge frygtede et militærkup, der skulle gøre op med supermagtens kontrol over landet. Forholdet blev så spændt, at præsident Ali Zardari i nogle uger flygtede til Dubai. Angiveligt at sundhedsmæssige årsager, men i realiteten fordi han frygtede et kup var umiddelbart forestående. Affæren fik navnet Memogate og var med til yderligere at underminere regering og præsident i en land der i forvejen var stærkt kritisk overfor USA. Det pakistanske militær nøjedes med at standse forsyningskorridoren gennem Pakistan, så de nordamerikanske styrker og lejesoldater i Afghanistan ikke længere kunne få forsyninger ad den vej. En uge senere blev konvojer af benzinbiler der skulle forsyne USA's militær angrebet og stukket i brand.

Premierminister Gillani forsøgte at gennemføre økonomiske reformer, men reformerne førte blot til høj inflation og en drastisk nedgang i økonomien. Samtidig blev han knyttet tæt til Zardaris korruption, og var en nær allieret af USA, der uhindret førte krig i Pakistan. Den 26. april 2012 dømte Højesteret ham for foragt for retten for at nægte at genåbne korruptionssagerne mod Zardari og Banazir. Samme dag blev han fjernet som premierminister og medlem af parlamentet. Gillani blev erstattet på premierministerposten af PPP medlemmet Raja Pervaiz Ashraf, der sad fra juni 2012 til marts 2013. Ashraf var ikke PPP's første kandidat til posten. Det var tekstilminister Makhdoom Shahabuddin, men landets anti-narkotika politi udstedte en arrestordre på ham for narkokriminalitet, og PPP måtte derfor gå til plan B.

Baluchistan ramtes i september af omfattende oversvømmelser, der sendte 700.000 på flugt.

Pakistansk Taliban gennemførte i oktober et mordforsøg mod den 15 årige Malala Yousafzai. Årsagen var hendes kompromisløse kamp for pigers ret til skolegang og uddannelse. Mordforsøget blev fordømt i Pakistan og i resten af verden. I december vedtog parlamentet en lov, der giver piger og drenge i alderen 5-16 år lige og gratis ret til skolegang. Samtidig indførtes undervisningspligt.

Ashraf fortsatte PPP's forhalingstaktik ifht. korruptionssagen mod Zardari. I januar 2013 nåede korruptionsundersøgelserne imidlertid til Ashraf selv, da Højesteret udstedte arrestordre mod ham for at have taget imod bestikkelse. I marts trådte regeringen og Ashraf tilbage. Som midlertidig premierminister indsattes den uafhængige Mir Hazar Khan Khoso, der havde en fortid som højesteretspræsident. Han kom kun til at sidde i 3 måneder.

Parlamentsvalget i maj 2013 blev en syngende lussing til det korruptionsplagede PPP, der mistede 2/3 af dets pladser i parlamentet. Det måtte nøjes med 40 pladser, mens det konservative PML-N fik 166 (og 32,77% af stemmerne). PML-N indledte forhandlinger med en række uafhængige parlamentsmedlemmer, og i juli blev partiets leder Nawaz Sharif indsat som ny premierminister.

Mamnoon Hussein fra Pakistan Muslim League (PML-N) vandt præsidentvalget i juli 2013 og blev indsat i embedet i september.  Hussein blev valgt med 432 stemmer mod 77 til Wajihuddin Ahmed fra PTI. PPP og dets allierede havde på forhånd meddelt, at de boykottede valget, og at den siddende præsident Zardari iøvrigt ikke stillede op til en 2. periode. Det var første gang i landets historie, at der skete en fredelig overgang fra en siddende præsident til den næste. Militæret har en langvarig tradition for ellers ikke at lade præsident sidde sin periode ud.

Landet var fortsat i dyb økonomisk krise. Trods premierminister Sharifs udtalte modvilje mod udenlandsk indblanding i landets økonomi, måtte han i juli 2013 acceptere en IMF hjælpepakke på 5,3 mia. US$. Den blev i september efterfulgt af endnu en pakke på 6,7 mia. US$ og IMF krav om privatisering af 31 statslige virksomheder. Sharif regeringens største udfordring er dog den sikkerhedsmæssige situation i landet. Sahrif anklagede i september NATO og USA's militære aktioner for at være årsagen til terrorismen i landet. Han erklærede at han ville indgå i et civilt-militært partnerskab med landets militær, for at bringe militær og civilsamfund på samme niveau. Samtidig erklærede han at han var villig til at indgå i betingelsesløse forhandlinger med Taliban, som han betegnede som en forhandlingsmodpart - ikke som terrorister. Pakistans Taliban svarede igen ved at kræve øjeblikkelig våbenhvile, løsladelse af alle fanger of militærets tilbagetrækning fra Talibans områder. Samtidig bragte bevægelsen en vejsidebombe til sprængning, der dræbte en pakistansk general. Generalstabschef Pervez Kayani advarede premierministeren mod at føre en kapitulationsstrategi overfor Taliban, og markerede derved den dybe kløft mellem regering og militær i håndteringen af landets politisk-militære konflikter.

Forhandlinger mellem regeringen og Taliban brød sammen i februar 2014, efter Taliban havde dræbt 23 grænsesoldater. Forholdet blev yderligere forværret efter Taliban i juni angreb den internationale lufthavn i Karachi. 36 blev dræbte, herunder de 10 angribende talibanere og mindst 18 såret. Angriberne var i virkeligheden ikke rigtige pakistanske talibanere, men var fra Uzbekistans islamiske Bevægelse, der var allieret med Taliban. Umiddelbart efter angrebet svarede det pakistanske militær igen med luftbombardementer af Taliban positioner i stammeområderne langs grænsen til Afghanistan og efterfølgende blev Taliban positioner i Nord-Waziristan bombet.

I juni 2014 meddelte PTI's Imran Khan at PTI ville gennemføre en «lang march» (Azadi marchen), startende den 14. august i protest mod svindelen ved parlamentsvalget i 2013. Den 6. august krævede Khan at regeringen blev opløst, premierministeren trådte tilbage, parlamentet opløst og den øverste valgkommission afsat, med mindre marchen skulle gennemføres. Det skete naturligvis ikke. PTI indledte derfor sin march i Lahore 14. august, og den nåede Islamabad 16. august. PTI's valgte meddelte derefter, at de trak sig fra det nationale parlament og parlamenterne i Punjab og Sindh. Regeringen forsøgte gennemforhandlinger at afværge konflikten med PTI.

I sensommeren svor en række pakistanske Talibangrupper troskab overfor Islamisk Stat (Daesh), efter denne havde erobret Mosul i Iraq og udråbt et Kalifat. Hændelserne understregede splittelsen mellem al-Qaeda og IS.

Pakistanske Malala Yousafzai blev i oktober tildelt Nobels fredspris sammen med den indiske forkæmper for børns rettigheder, Kailash Satyarthi.

Trods flere måneders militær offensiv var Taliban ikke knækket. Den 2. november sprang en Taliban selvmordsbomber sig i luften ved grænseovergangen Wagah til Punjab i Indien. 60 blev dræbt og over 100 såret.

Den 16. december angreb 7 medlemmer af pakistansk Taliban en skole for børn af officerer i Peshawar og dræbte 148 - de fleste børn. Det var det hidtil blodigste angreb i Pakistan og blev fordømt fra alle sider. Herunder også fra Taliban i Afghanistan. Som svar på massakren og efter konsultation med de øvrige politiske partier udformede Sharif en 20 punkts national handlingsplan, der bl.a. bestod i fortsatte henrettelser af dømte terrorister, oprettelse af specielle militære domstole for en 2 årig periode og regulering af koranskolerne (Madrasas). Allerede 3 dage efter Peshawar massakren henrettede myndighederne 2 dødsdømte i Punjab. Yderligere 2 blev henrettet 2 dage senere. 500 sad klar på de pakistanske dødsgange, dømt for terrorrelaterede forbrydelser.

Den kinensiske præsident Xi Jinping var i maj 2015 på statsbesøg i Pakistan. De to lande undertegnede aftaler til en værdi af 31 mia. US$ om udviklingen af Pakistans infrastruktur og samhandelen mellem de to lande. Bl.a. skal Kina importere gas og olie fra Iran gennem rørledninger der skal gå gennem Pakistan.

Gennem 2015 lagde Saudi Arabien stort pres på Pakistan for at få politisk og militær til sine stedfortræderkrige mod Iran - bl.a. Saudernes krig mod Yemen. Pakistan endte med at sige nej til Saudi Arabiens opfordring til at deltage militært i opgøret med Iran. I december meddelte Saudi Arabien at det havde dannet en «muslimsk sammenslutning til bekæmpelse af terror» bestående asf 47 muslimske lande - deriblandt Pakistan. Den pakistanske udenrigsminister kommenterede efterfølgende saudernes påhit med en bemærkning om, at første gang han hørte om den saudiske sammenslutning var da han læste «nyheden» i avisen.

Pakistan er fortsat offer for USA's dronekrig. Hvert år dræbes et ukendt antal tusinde civile af supermagtens droner.

Militærets operation Zarb-e-Azb der var startet i juni 2014 og rettet mod militante grupper i Nord Waziristan og i Khyber regionen fortsatte gennem 2016. Militæret begik overgreb, og de mødtes af overgreb fra de militante grupper. I januar 2016 angreb pakistansk Taliban Bacha Khan universitetet i Charsadda i det nordvestlige Pakistan. 30 personer, overvejende studerende og lærere, blev dræbt. I marts blev en bus der transporterede offentligt ansatte i Peshawar angrebet med en bombe. 15 blev dræbt og mange såret. I august dræbte en selvmordsbomber mindst 63 - de fleste advokater - på et hospital i Quetta. Flere end 50 blev såret. De mange advokater var samlede for at følge liget af Bilal Anwar Kasi, formanden for Baluchistans advokatråd, der var blevet dræbt tidligere på dagen.

Regeringen fik i august vedtaget en ny lov om «cyberkriminalitet»: Prevention of Electronic Crimes Act. Loven gav myndighederne udstrakte muligheder for overvågning og censur af trykte og elektroniske medier.

I slutningen af september 2016 tog spændingen mellem Pakistan og Indien til. De to parter brød begge våbenhvilen fra 2003 og beskød hinanden på tværs af grænsen i Kashmir. Begge parter anklagede modparten for krænkelser af menneskerettighederne overfor FN's Menneskerettighedsråd.

Eksekveringen af dødsdomme fortsatte gennem 2016. Siden stoppet var blevet ophævet i december 2014 var 400 dødsdomme blevet eksekveret.

Regeringen fik gennemført en ændring i loven om æresdrab for at få fjernet straffriheden for denne type forbrydelser. Men regeringen tillod dødsstraf for denne type forbrydelser, og gjorde samtidig en reduktion af straffen mulig, hvis gerningsmændene kunne skaffe forståelse og anerkendelse fra ofrets familie. Det var dog stadig uklart, hvordan myndighederne ville skelne mellem æresdrab og andre typer af drab, hvilke krav til bevisførelsen der blev stillet og hvilken straframme der ville være tale om. Menneskerettighedsorganisationer kritiserede, at straffen kunne gøres afhængig af eventuel forståelse fra ofrets familie. Iflg. den nationale menneskerettighedskommission blev der begået 512 æresdrab på kvinder og piger samt 156 på mænd og drenge i 2016. Eftersom mange sager blev registreret som «selvmord» eller «død af naturlige årsager» var tallet sandsynligvis betydeligt højere.

Samarbejdet mellem USA og Pakistan nåede et lavpunkt i august 2016, hvor USA indstillede udbetalingen af 300 mio. US$ i militærbistand. De to parter nærede en gensidig mistillid. USA anklagede Pakistan for ikke at gøre tilstrækkeligt for at dæmme op for Haqqani netværket, der var knyttet til Taliban, og som gennemførte angreb på USA's styrker i Afghanistan. I takt med at forholdet til USA forværredes, arbejdede Kina og Pakistan tættere sammen med henblik på at åbne en økonomisk korridor, så kinesiske varer kunne transporteres ned gennem Pakistan til Karachi og det Indiske Ocean. I november meddelte Kina, at det indgik i en alliance mod terrorisme sammen med Pakistan, Afghanistan og Tadjikistan.

En minutiøs gennemgang af de såkaldte Panama Papers om rigmænds skatteunddragelse og brug af skattely afslørede, at også premierminister Sharif var involveret i økonomisk kriminalitet. PTI's Imran Khan indbragte sagen for højesteret, der fra november 2016 behandlede sagen. I juli 2017 afsagde domstolen endelig i enstemmighed kendelse, der diskvalificerede Sharif fra at varetage offentligt embede. Han trådte derefter tilbage og blev erstattet på posten af Shahid Khaqan Abbasi. Abbasi havde indtil da været minister for olie og naturressourcer. Sharif blev i juli 2018 idømt 10 års fængsel for korruption. Sharif familien havde søgt at hvidvaske et stort pengebeløb gennem køb af 4 luksuslejligheder i London. Den tidligere premierministers datter Maryam Nawaz Sharif blev derfor idømt 7 års fængsel, familien fik en bøde på 10 mio. £ og lejlighederne blev beordret konfiskeret. (Former Pakistani PM Nawaz Sharif sentenced to 10 years in jail, Guardian 6/7 2018)

FN's Torturkomite offentliggjorde i maj 2017 en rapport, der i skarpe vendinger fordømte Pakistans politi, militær og efterretningstjenester for udstrakt brug af tortur. Landet havde ellers ratificeret torturkonventionen i 2010. Torturkomiteen henviste bl.a. til flere pakistanske bloggere, der havde kritiseret ekstremisme og myndighederne, hvilket førte til at de vilkårligt var blevet fængslet i flere uger. Ligeledes henvistes til myndighedernes manglende villighed til at efterforske de mange sager med drab på eller forsvindinger af arresterede. (‘Widespread’ torture by police in Pakistan condemned by United Nations, Guardian 13/5 2017)

Højesteretdommer Nasirul Mulk blev i juli 2018 indsat som fungerende premierminister frem til parlamentsvalget i juli. Parlamentsvalget blev et sviende nederlag for den siddende korruptionsramte PML-N regering. PML-N gik 84 mandater tilbage til 81, mens cricketspilleren Imran Khans PTI gik 111 mandater frem til 146. Valgprocessen var præget af nogen vold, men efter indledende protester valgte PML-N at acceptere sit nederlag, og PTI dannede i august regering med Imran Khan som premierminister. I september valgtes Arif Alvi fra PTI til præsident med 53,3% af valgmandsstemmerne.

Imran Khan arvede et betalingsbalance underskud og en stor statsgæld fra sin forgænger. Hans løsning på problemet var nye lån fra IMF, der samtidig krævede statslige nedskæringer, og endelig forsoning med Golf diktaturene, der kvitterede med øget økonomisk bistand til Pakistan. Forholdet til specielt Saudi Arabien var dårligt, fordi den tidligere regering ikke havde villet støtte Saudi Arabiens krig mod Yemen. Til forskel fra Golf diktaturene afviste Pakistan dog fortsat at oprette forbindelse til Israel. Premierministeren erklærede, at det først ville ske når Israel havde trukket sig ud af de besatte områder og tilladt oprettelsen af en palæstinensisk stat. Khan fordømte i maj 2021 det israelske politis angreb på al-Aqsa moskeen i Jerusalem.

Pakistan forbedrede relationerne til Kina og fik en frihandelsesaftale med stormagten, der samtidig igangsatte flere udviklingsprojekter i Pakistan. Med Indien blev relationen til gengæld forværret i takt med Hindu regimets optrappede angreb på muslimer og ophævelse af Kashmirs autonomi. I august 2021 hilste det USA's nederlag i Afghanistan velkomment og Khan erklærede, at Afghanistan havde «rystet slaveriets lænker af». Flere tusinde afghanere flygtede efter Talibans sejr til Pakistan, men 2400 blev i slutningen af 2021 sendt tilbage til Afghanistan med den forklaring, at «Pakistan ikke havde ressourcerne til at tage imod flere flygtninge». Situationen i Afghanistan var med til yderligere at forværre forholdet til USA. I september opfordrede USA's udenrigsminister Blinken til at Pakistan ikke anerkendte Taliban regimet i Afghanistan. Pakistan svarede, at dette ikke var i tråd med det traditionelt tætte forhold mellem Pakistan og Afghanistan. I mere end et årti havde Afghanistan prioriteret forholdet til Indien højere. Pakistan så USA's nedlag som en mulighed for at genvinde fodfæste i Afghanistan.

I juli 2021 vedtog Senatet enstemmigt en lov, der forbød tortur med det formål både at standse tortur af personer i politiets varetægt og politiets drab på arrestanter. Loven blev ikke umiddelbart vedtaget i Nationalforsamlingen. Højesteret forbød eksekvering af dødsdomme over mentalt handicappede. Der sad da 4600 dødsdømte personer i landets fængsler. Et af de højeste antal i verden. De fleste dødsdømte er oftest fra de mest marginaliserede og fattige lag i samfundet.

Væbnede grupper som Tehrik-Taliban Pakistan (TTP), al-Qaeda og Balochistan Liberation Army (BLA) fortsatte deres væbnede aktioner gennem 2021 med angreb på sikkerhedsstyrker og civile. I juli blev en bus med kinesiske ingeniører på vej til Dasu dæmningsprojektet i Khyber-Pakhtunkhwa angrebet og 9 dræbt. I august dræbte et granatangreb i Karachi 12 mennesker, deriblandt 6 kvinder og børn. Ingen gruppe påtog sig ansvaret.

Premierminister Khan opløste i april 2022 parlamentet, inden det nåede at vedtage en mistillidsdagsorden mod ham. Allerede i starten af marts havde oppositionen annonceret en mistillidsdagsorden mod ham, og i løbet af måneden mistede han ikke blot støtte fra sine støttepartier, men også fra en snes medlemmer af hans eget PTI. Da oppositionen pressede på for at få gennemført afstemningen, opløste Khan parlamentet for at udskrive nyvalg indenfor 3 måneder. Et skridt der af oppositionen straks blev indbragt for højesteret. Khan hævdede til gengæld, at han havde afværget et kup mod ham, arrangeret af oppositionen og USA. Der var ingen tvivl om, at USA var stærkt utilfreds med Pakistans tættere forhold til Kina og Rusland, men samtidig var Khan ekspert i at skabe splid i sit eget bagland. Seks dage senere afsagde Højesteret sin kendelse: Khans opløsning af parlamentet var i strid med forfatningen, og han skulel senest to dage senere lade parlamentet stemme om en mistillidsdagsorden. Khan og hans støtter forsøgte at sabotere debatten, men efter 14 timers debat blev Khan afsat. Shehbaz Sharif fra PML-N blev 2 dage senere valgt af parlamentet til premierminister. Han var bror til tidligere premierminister Nawaz Sharif. Shehbaz var en af flere ledere fra oppositionen, der de foregående år blev fængslet af tidligere premierminister Khan. Han blev løsladt mod kaution i april 2021. PTI boykottede afstemningen i parlamentet.

A.J. og Guia del Mundo