Udtrykket arbejdskøber bruges ofte som et mindre tilslørende begreb end «arbejdsgiver». Kapitalisten («arbejdsgiveren») giver jo ikke arbejdet bort, men sælger varer, dvs. resultatet af arbejde udført af andre end ham selv.

Arbejdskøber er dog ikke en præcis betegnelse for hvad kapitalisten foretager sig. Marx skelnede mellem arbejdsevnen (arbejdskraften) og selve arbejdet. Arbejde er resultatet af brugen af arbejdskraft. Det kapitalisten køber er derfor ikke arbejde, men derimod retten til at bruge arbejdskraften. Når kapitalisten har købt varen arbejdskraft, disponerer han i en bestemt periode over denne i produktionen, og arbejdet udføres, dvs. arbejdskraften bruges. Kapitalisten er derfor ikke køber af arbejde, men «arbejdskraftkøber» og arbejderen er «arbejdskraftsælger». Varen arbejdskraft har den specielle egenskab - brugsværdi - for kapitalisten, at den skaber mere værdi når den forbruges i produktionsprocessen end det den koster. Dette er formålet med at bruge arbejdskraft i produktionsprocessen - ikke at skabe arbejdspladser. Arbejdskraftkøber og kapitalist er begreber, som ikke uden videre er sammenfaldende. Der findes nemlig arbejdskraftkøbere, som ikke er kapitalister. Eksempler på dette er offentlige sygehuse, skoler osv., som køber arbejdskraft, men hvor virksomheden ikke drives med profit for øje. De producerer heller ikke varer til salg på et marked og dermed ikke værdi. Købet af arbejdskraft finansieres her ved skatter og afgifter, dvs. af den merværdi som de produktive arbejdere har skabt. En statslig ejet produktionsvirksomhed fungerer derimod som andre kapitalistiske virksomheder. (Se Produktivt arbejde).

Å.C.