Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kolkhoz (kolkhoz: forkortelse for kollektivnoe khozjajstvo), kollektivbrug, var den almindeligste driftsenhed i det sovjetiske landbrug. Modstykket var sovkhoz (sovkhoz: sovetskoe khozjajstvo), statsbruget, der var ejet og drevet af staten, og hvor bønderne havde status som lønarbejdere. Kolkhozbønderne lejede derimod kollektivt deres jord «uden renter» for al fremtid, og det overskud der fremkom ved salg af korn til staten, skulle fordeles mellem kolkhozmedlemmer i overensstemmelse med det antal «arbejdsdage» (trudodni), de havde præsteret.

Formelt var kolkhozerne frivillige organisationer, hvor vigtige beslutninger blev taget på fællesmøder, og hvor administrationen var valgt af medlemmerne. Men kollektivbruget opstod gennem en tvangskollektiviseringen af det sovjetiske landbrug i perioden 1929-34, og kolkhozledelsen var således helt og holdent underkastet den centrale økonomiske administration.

Som følge af hungerskatastrofen i 1932-33, der var forårsaget af den forhastede kollektivisering, forlod bønderne deres hjemstavn i tusindvis for at søge efter mad i bedrestillede områder. For at modvirke dette blev kolkhozbønderne frataget retten til at forlade deres kolkhoz, og dette «stavnsbånd» var fortsat gældende helt frem til 1980'erne. Samtidig blev bønderne dog indrømmet retten til at drive små, private «husholdningsparceller» og holde et begrænset antal husdyr, som ikke skulle indgå i kolkhozens husdyrhold. Størstedelen af bøndernes indtægt kom fra disse jordlodder og husdyr. I 1940 leverede de 37,2 % af kødet, 34 % af mælken og smørret og 93 % af æggene, som staten hentede fra sovkhozerne og kolkhozerne tilsammen. Husholdningsparcellerne udgjorde i virkeligheden en betydelig privat sektor indenfor sovjetøkonomien.

Ved siden af faste leverancer til staten til meget lave priser, måtte kolkhozerne betale afgifter i form af afgrøder til de såkaldte «Motor-og traktor-stationer» (Motoro-traktornye stansii: MTS) til gengæld for udlån af maskiner og specialister. Skønt en af ideerne bag kollektiviseringen var at fremme mekaniseringen af landbruget, blev der i de første år kun oprettet meget få MTS-stationer. Da der desuden næsten ikke fandtes kunstgødning, var det i 1930-erne ikke muligt at øge gennemsnits høstudbyttet. Efter 2. verdenskrig befandt sovjetisk landbrug sig derfor længe i en dyb krise.

Partiet lod under Stalins ledelse til at ignorere dette. Kornproduktionen havde i 1953 kun nået 104 % af niveauet i 1940, og samtidig var bybefolkningen blevet væsentlig større. De øgede afgifter på parcellerne virkede uheldigt, fordi bønderne ikke længere fandt det lønsomt med intens dyrkning. Situationen var især vanskelig for de mange små kolkhozer, og Khrustsjov - det eneste medlem af politbureauet der ofte besøgte landdistrikterne - foreslog at «konsolidere», dvs. sammenslå, kolkhozerne til større enheder. Som følge af disse tiltag, faldt antallet af kolkhozer fra ca. 250.000 til 97.000 i 1952. Da Khrustsjov blev partiets førstesekretær efter stalins død i 1953, blev afgifterne på familieparcellerne meget kraftigt reduceret, og der blev lovet højere priser på kornet ved statssalg. Dette førte til en hurtig vækst i landbrugsproduktionen. Kornproduktionen steg f.eks. fra 80 mio. ton i 1953 til 136 mio. ton i 1958.

Khrustsjovs ry som «mirakelmager» i landbruget forsvandt imidlertid efter en række fejlslåede tiltag, f.eks. det store nydyrkningsprojekt i Kasakhstan, der udviklede sig til en økologisk katastrofe pga. vinderosion og det mislykkede forsøg på at indføre majs som en af hovedafgrøderne i det sovjetiske landbrug. Afskaffelsen af MTS som en selvstændig institution trak i samme retning. Kolkhozerne blev nemlig pålagt at købe det maskinudstyr, de tidligere havde lejet, og hen ad vejen blev de ruineret. Da høsten i 1963 slog fejl, måtte Sovjetunionen for første gang ty til indkøb af store kvanta korn i Vesten. Situationen i landbruget bidrog i 1964 til Khrustsjovs fald.

Efter at Khrustsjov mod sin vilje blev pensioneret, blev der gjort vigtige fremstød for at kompencere for landbrugets mere tilbagestående situation og hæve bøndernes levestandard og status i sovjetsamfundet. Der blev f.eks. indført en garanteret mindsteløn for kolkhozbønder, der også fik en pensionsordning. I perioden 1976-81 fik Kolkhozbønderne udstedt de interne pas, der var nødvendige for at kunne flytte, hvis de selv ønskede det. Dvs. at deres halvt «livegne-status» bliver ophævet. Samtidig affandt partiet sig med husholdningsparcellernes eksistens. Bønderne fik lov til uhindret at omsætte sine private produkter på kolkhozmarkederne i byerne, der var ret populære, fordi udvalget og kvaliteten var bedre end i de statslige butikker.

Under Stalin spillede sovkhozerne en underordnet rolle. Det var nemlig en billigere løsning for staten at sikre kornleverancerne gennem ekspropriation af kolkhozerne, som selv måtte bære byrderne af en fejlslået høst. I 1980'erne fandtes der 18.000 sovkhozer, som dyrkede halvdelen af de opdyrkede områder.

Sammenlignet med de vestlige lande var produktionen i det sovjetiske landbrug imidlertid meget lav. 25% af alle erhvervsaktive var beskæftiget i landbruget, mod f.eks. 4% i USA. Meget af dette skyldtes dårlig jordkvalitet og vekslende og usikre klimatiske forhold, som det ene år efter det andet førte til fejlslagen høst. I 1970'erne måtte Sovjetunionen atter købe korn fra de kapitalistiske lande. Ved siden af behovet for import af teknologi fra de mere udviklede industrilande, bidrog sovjetlandbrugets lave produktivitet på denne måde til en større grad af økonomisk integration mellem øst og vest.

J.P.N.