Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kobber er efter værdien af verdenseksporten det vigtigste metal i verden og dermed en af hjørnestenene i UNCTADs integrerede råvareprogram. Det står for 90 % af Zambias, 75 % af Chiles, 60 % af Zaires og 25 % af Perus eksportindtægter.

Lige siden den amerikanske Guggenheimfamilie begyndte at producere kobber i Sydamerika i det 19. århundrede, har den internationale kobberindustri været kontrolleret af nogle få transnationale selskaber, specielt de nordamerikanske Kennecott, Anaconda og Cerro. De har samlet produktion og omsætning fra minen til færdigproduktet og dominerer helt det nordamerikanske marked og prisfastsættelsen der. Dette marked repræsenterer omkring 1/4 af verdens kobberforbrug. Japan og Europa forbruger omkring halvdelen af alt produceret kobber, og en væsentlig del af dette omsættes på metalbørsen i London. Priserne på det nordamerikanske og på London-markedet kan variere stærkt, men de nordamerikanske opkøbere har stort set undgået de svingninger, som kendetegner London-prisen, fordi USA næsten er selvforsynende med kobber og markedet er stærkt monopoliseret.

Også tilførslen til Europa var indtil 1960'erne fra mine til marked kontrolleret af nogle få selskaber som f.eks. det belgiske Union Minière der producerede i Congo. Senere er kobberproduktionen nationaliseret i Congo, ligesom i Chile under Allende og senere også i Peru og Zambia. Men på grund af selskabernes markedsmagt og overlegne tekniske ekspertise har flere af producentlandene været nødt til at lade dem fortsætte med det internationale salg. En stor del af salget, især i London, er præget af spekulation, hvor selskaberne, mellemmænd og producentlande tager del.

De fire kobberproducerende u-lande dannede i 1972 en fællesorganisation, CIPEC. Den har aldrig haft en klar politisk strategi, men har fungeret som en salgsorganisation fra sit hovedkvarter i Paris. Allende fik under sin kamp med Kennecott og Anaconda i 1972-73 da også kun lunken støtte fra CIPEC, og halveringen af London-prisen i 1970-72 var stærkt medvirkende til hans fald. Da prisen frem til foråret 1974 blev mere end tredoblet, var CIPEC ikke nødvendig. Nu forsøger organisationen forgæves at få medlemslandene til at føre en fælles politik. Congo og Peru har også bøjet af på grund af gældskriser, som amerikanske og europæiske kreditorer har anvendt til at opnå indrømmelser bl.a. på råvaresiden.

Nu findes der også andre grunde til CIPECs svage forhandlingsposition. Når kobberpriserne røg i vejret i 1973-74, skyldtes det også usædvanlige store opkøb, især fra japansk side. Det har ført til, at japanske selskaber ligger inde med store lagre, som de faktisk også har eksporteret fra. Japanske, nordamerikanske og europæiske lagre er i dag næsten på størrelse med et helt års CIPEC-produktion. Lagrene er tre gange så store som det internationalt kontrollerede lager, som antydes for den UNCTAD-aftale der forhandles om. Det betyder samtidig, at det kan blive vanskeligt at kontrollere kobbermarkedet gennem en international aftale. Selskaberne, de store importnationer og forskellige mellemmænd, ikke mindst de som er knyttet til London-børsen, har næppe interesse i at opgive deres muligheder for spekulation. Mulighederne for dette er små, hvis UNCTADs antydninger om, at kobberprisen skal svinge indenfor en margin på 25-30 %, skulle blive gennemført.

CIPEC står for omkring 25 % af kobberproduktionen, men for over halvdelen af verdenseksporten. Grundlaget for at øve en vis markedsindflydelse er til stede. Kobber er imidlertid også udsat for konkurrence fra erstatningsprodukter, først og fremmest aluminium. Halvdelen af kobberet anvendes til elektriske ledninger, den anden halvdel til varmeoverføringsudstyr. Aluminium har overtaget meget af markedet for elektrisk udstyr. Endelig kan omtrent alt kobber genbruges. I 1973 blev knap 40 % genbrugt, så her har importlandene noget at hente.

H.Hv.