Dokument
Allendes sidste tale til det chilenske folk udsendt over radioen samtidig med at
præsidentpaladset blev bombet 11. september 1973
Landsmænd
Dette er sikkert sidste gang, jeg henvender mig til jer. Luftvåbnet har bombarderet
alle Radio Portales og Radio Corporacións sendere. Mine ord er ikke fyldt af bitterhed,
men af skuffelse; de er også den moralske fordømmelse af dem, der har svigtet den ed, de
har afgivet: Chiles soldater, officerer på høje kommandoposter og admiral Merino, der
har udnævnt sig selv; senor Mendoza, den foragtelige general, der endnu i går forsikrede
om sin troskab og sin loyalitet mod regeringen og som ligeledes selvbestaltet har udnævnt
sig til generaldirektør for carabineros. Over for disse kendsgerninger kan jeg kun sige
et til arbejderne: Jeg giver ikke efter. Jeg står over for et historisk valg, og jeg vil
ofre mit liv for at være loyal over for mit folk, og jeg kan forsikre jer at jeg er
forvisset om, at det frø, vi har sået i tusinder og atter tusinder af chileneres ædle
sind, aldrig vil kunne forhindres i at spire. De er stærke, de kan undertvinge folket,
men det er hverken med forbrydelser eller med magt, sociale processer kan holdes tilbage.
Historien tilhører os. Det er folkene, der skaber den.
Arbejdere i mit fædreland, Det ligger mig på sinde at takke jer for den loyalitet og
den tillid, I altid har udvist over for en mand, der kun var loyal. I har været fortolker
af de store aspirationer efter retfærdighed, der i sine erklæringer har forpligtet sig
til at respektere forfatningen og loven og som er forblevet tro mod dette løfte. Dette er
de sidste øjeblikke, i hvilke jeg kan henvende mig til jer, for at I kan drage lære af
begivenhederne. Udenlandsk kapital og imperialisme i forbund med reaktionen har skabt det
klima, i hvilket de væbnede styrker har brudt med deres traditioner, der fastholdtes af
Schneider og på ny energisk bekræftedes af kaptajn Arayat, begge ofre for de samme
sociale kræfter, for de samme folk, der i dag venter på at genvinde magten med
mellemmændenes hjælp for at fortsætte med at forsvare deres egne interesser og
privilegier. Jeg henvender mig først til den jævne kvinde i vort land, til bondekvinden
som troede på os, til arbejderkvinden, som ydede mere arbejde, til moderen, som vidste,
at vi arbejdede for hendes børns vel. Jeg henvender mig til medlemmer af de liberale
erhverv, som optrådte som patrioter, til dem som for få dage siden fortsatte kampen mod
det oprør, der lededes af de Palacio de La Moneda, de professionelle fagforbund,
klasseforbundene, for at forsvare de fordele det kapitalistiske samfund yder et fåtal af
dem. Jeg henvender mig til de unge, til dem, der har sunget, til dem, der har stillet
deres ungdom og deres kampånd til rådighed . Jeg henvender mig til Chiles mænd, til
arbejderen, til bonden, til den intellektuelle, til dem, som vil blive forfulgt. For
fascismen har allerede eksisteret længe i vort land: i de terroristiske attentater,
mineringen af broer og jernbaner, ødelæggelsen af rørledninger. For tavsheden hos dem,
der skulle have bekæmpet dette, vil historien dømme dem. Radio Magallanes vil sikkert
blive bragt til tavshed, og budskabet vil ikke nå jer. Lige meget. I vil fortsat høre
den, jeg vil altid være med jer, og jeg vil efterlade mig mindet om en værdig mand, der
over for de arbejdendes loyalitet. Folket bør forsvare sig, men ikke ofre sig. Folket
bør ikke lade sig knuse og tilintetgøre, men heller ikke lade sig ydmyge. Arbejdere i
mit fædreland. Jeg tror på Chile og dets fremtid. Andre chilenere vil komme efter os. I
disse mørke og bitre øjeblikke, da forræderiet fuldbyrdes, skal I vide, at før eller
senere meget snart vil der påny åbne sig store veje, ad hvilke værdige mænd vil gå
for at opbygge et nyt samfund.
Leve Chile!
Leve Folket!
Leve arbejderne!
Disse er mine sidste ord og jeg er forvisset om, at mit offer ikke vil være forgæves,
jeg er forvisset om, at det vil være en moralsk lære, der vil fordømme troløsheden,
fejheden og forræderiet. |
