Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kinesiske og nordkoreanske soldater i US FN-fangenskab. (US Information Service)

Koreakrigen (1950-53). Den første stedfortræderkrig under den Kolde Krig mellem USA på den ene side og Sovjetunionen og Kina på den anden.

På Jalta konferencen i februar 1945 lovede Sovjetunionen USA, at det ville træde ind i Stillehavskrigen (mod Japan), når nazismen var nedkæmpet i Europa. Den 8. august 1945 angreb sovjetiske styrker de japanske besættelsestropper i Manchuriet og begyndte dermed opfyldelsen af løftet fra februar. Allerede den 10. august trængte de sovjetiske styrker ind i det nordlige Korea og havde erobret alle større byer inden 24. august. De blev modtaget som befriere af koreanerne, der havde været udsat for ekstreme krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under Japans besættelse af landet i 1910-45. På samme måde blev de kommunistiske koreanske partisaner modtaget som helte, fordi også de havde bekæmpet den forhadte japanske besættelsesmagt.

USA og Sovjetunionen blev i august enige om midlertidig at dele Korea i to besættelseszoner langs den 38. breddegrad. De blev samtidige enige om, at de begge skulle trække sig ud af besættelseszonerne efter 5 år og at der skulle gennemføres valg i et samlet Korea. Sovjetunionen holdt sin del af aftalen. Dets styrker nåede den 38. breddegrad den 16. august, standsede fremrykningen og ventede derefter 3 uger på, at USA's styrker skulle nå frem fra syd.

1948 Syngman Rhee saboterer USSR og USA's planer og tager magten i syd

Kommunisterne stod meget stærkt i Korea både militært og politisk. De havde bekæmpet den japanske besættelse og var derfor populære. Samtidig kæmpede titusindvis af koreanere på kommunisternes side under den kinesiske revolution. I et forsøg på at afbalancere den situation bragte USA den stærkt antikommunistiske politiker Syngman Rhee fra USA til Korea allerede i september 45. Rhee ville ikke vente i 5 år på koreansk selvstændighed og gik derfor i gang med at bekæmpe både kommunister, den sovjetiske og nordamerikanske besættelsesmagt. USA var ude af stand til at få situationen under kontrol, erklærede undtagelsestilstand og lod FN's Generalforsamling vedtage en resolution om umiddelbar selvstændighed og gennemførelse af valg. Sovjetunionen og kommunisterne holdt sig til den oprindelige aftale fra 1945 og afviste gennemførelsen af valg i utide. Det samme gjorde mange andre politikere i syd, der frygtede at et valg ville føre til et delt Korea. Rhee gennemførte derefter på egen hånd valg i syd i maj 48, lod en forfatning udarbejde i juli og sig selv indsætte på præsidentposten samme måned. Republikken Korea (Sydkorea) blev formelt udråbt 15. august. Stillet overfor dette fait-acompli lod Sovjetunionen kommunisterne gennemføre valg ligeledes i august. Der blev valgt et parlament med 212 deputerede fra og 360 fra syd. Trods modstand i syd var valgdeltagelsen der alligevel 78%. Der eksisterede nu en dobbeltmagtsituation med et samlet koreansk parlament bestående af mange forskellige partier og et rent sydkoreansk udbryderparlament. Sovjetunionen trak derefter sine styrker ud samme år og USA i 1949.

Den kinesiske revolution var fuldbyrdet i december 1949 og 50-70.000 koreanske soldater, der havde kæmpet på kommunisternes side vendte derefter hjem til Korea. Kina lovede koreanerne, at det ville stille sig på Koreas side, hvis det kom til krig med udbryderrepublikken i syd.

Frem til foråret 1950 kom det til flere væbnede oprør i syd mod Rhee diktaturet, men de blev alle nedkæmpet.

1950 Krigen bryder ud. Næsten hele Sydkorea erobres

Koreas regering under ledelse af Kim Il Sung troede allerede i 1949, at oprørene i syd havde svækket Rhee diktaturet, der samtidig var militært stærkt underlegen. Han begyndte derfor at bearbejde både Sovjetunionen og Kina for at få lov til at invadere syd, for endeligt at forene Korea. Begge stormagter frygtede, at USA ville træde ind i en sådan krig. Samtidig krævede de, at begge stormagter bakkede op. Kim spillede dem ud mod hinanden og hævdede allerede at have den anden parts støtte. I foråret 50 vurderede Sovjetunionen, at USA ikke ville gribe ind og gav derfor grønt lys. Den kolde krig var allerede ret kold på det tidspunkt. Sovjetunionen havde i januar trukket sig ud af FN's Sikkerhedsråd i protest mod, at de andre veto-regimer havde givet Kinas plads til Kuomintang regimet i Taiwan. Det handlede derfor også om at styrke Sovjetunionen i Østasien. Sovjetiske generaler med krigserfaring blev derefter sendt til Korea for at forberede angrebsplaner.

I syd havde den upopulære Rhee de samme angrebsplaner. Han mente det ville være en smal sag at erobre nord og blive diktator over et samlet Korea.

Den 25. juni 1950 angreb den Koreanske Folkehær (KPA) syd under påskud af, at sydkoreanske tropper havde angrebet først. Rhee regimet blev hurtigt løbet over ende. Den 27. juni måtte Rhee evakuere regeringen fra Seoul. Samtidig sprang han Hangang broen over Han floden i luften. Det generede ham ikke, at der var 4000 flygtninge ude på broen. Flere hundrede blev dræbt. Samtidig blev flere kompagnier sydkoreanske soldater fanget nord for floden. Seoul blev alligevel erobret af KPA den 28. Samme dag beordrede Rhee sit Bodo Liga terrorkorps til at henrette formodede (kommunistiske) modstandere over hele Sydkorea. 60-200.000 civile blev henrettet de følgende dage. Blodbadet blev kopieret 15 år senere i Indonesien, da landets militærdiktator lod flere millioner henrette.

Bodoligaen henretter på ordre af diktatoren Syngman Rhee 60-200.000 formodede politiske modstandere i dagene efter 28. juni 1950. Her en massegrav i Daejeon.

FN's Sikkerhedsråd fordømmer allerede 25. juni Nordkoreas angreb på syd. Jugoslavien stemmer imod, da de mener, at rådet ikke har tilstrækkelige oplysninger til at træffe en sådan beslutning. Indien og Egypten undlader at stemme. Sikkerhedsrådet kræver, at de nordkoreanske styrker trækker sig tilbage til grænsen (den 38. breddegrad).

Den 27. får USA efterretninger om, at Sovjetunionen ikke vil gribe militært ind mod US tropper i Sydkorea og beslutter derfor at sætte US tropper ind. Både Kim Il Sung, Sovjetunionen og Kina havde forregnet sig. USA får nu FN's blå stempel til at kunne gribe ind militært. Formelt set er det en FN operation, men det er USA der leder den.

Rhee diktaturet kan intet gøre for at standse nords fremmarch. Sydkoreas dårligt trænede hær går i opløsning, tusinder deserterer til KPA eller flygter mod syd. KPA's hastige fremgang og Rhee regimets sammenbrud får Kim Il Sung til at tro på, at hele Sydkorea vil være erobret inden udgangen af august. Kina er mere pessimistisk. Landets premierminister beder om Sovjetisk luftstøtte - i givet fald - og sender 260.000 soldater til grænsen mod Korea. Umiddelbart ser det ud til, at Kim har ret. I slutningen af august er der kun en lille lomme af Rhee regimet tilbage i det sydøstligste hjørne af Korea. KPA har erobret resten.

September - oktober 1950. Sydkorea og det meste af Nordkorea generobres af USA

Men nu vender krigslykken. I USA har præsident Truman udnævnt den øverstkommanderende for USA's besættelsesstyrker i Japan, general Douglas MacArthur til at lede felttoget i Korea. Han begynder at sende US tropper til Korea og begynder i august at bombe KPA's forsyningslinier ned gennem Korea. Netop kampen om forsyningslinierne bliver afgørende for de følgende 3 års kampe. I starten af september står der 180.000 US soldater overfor 100.000 KPA soldater i syd. Samtidig forbereder MacArthur et angreb ved Inchon nær den 38. breddegrad for at erobre Seoul og afskære KPA's forsyningslinier. Den 15. september indledes erobringen af Inchon og den 25. er Seoul generobret af USA.

Sovjetunionens general Zakharov forsøger den 18. september at forklare Kim Il Sung, at han skal indstille kampene i syd og i stedet trække tropperne mod nord for at forsvare Seoul. Kinas premierminister Zhou En Lai forklarer Kim, at han kun skal gå i kamp mod USA ved Inchon, hvis han har 100.000 soldater i reservere. Men Kim er udenfor pædagogisk rækkevidde. Han fortsætter kampen mod invasionsstyrken i syd. I de følgende dage går KPA's hær i syd i opløsning. KPA mister næsten alle tanks og kanoner, og kun 25-30.000 soldater når frem til nord.

De militære lederes overmod fortsætter. Nu på USA's side. Truman har på forhånd instrueret MacArthur om, at den 38. breddegrad kun må overskrides, hvis han er sikker på, at en overskridelse ikke vil fremprovokere kinesisk eller sovjetisk indtræden i krigen. MacArthur ignorer befalingen og overskrider den 1. oktober den 38. breddegrad. Han praler af, at USA's styrker inden udgangen af november vil have indtaget hele Korea og vil være inde i Kina. Kina har ellers den 30. september officielt informeret USA om, at Kina vil gå ind i krigen, hvis USA overskrider den 38.

FN's Generalforsamling godkender invasionen i nord, på trods af at det oprindelig kun havde været et spørgsmål om at tvinge nordkoreanerne til at trække sig tilbage til den 38. breddegrad. Nu er formålet at knuse Nordkorea.

Den 19. oktober indtager USA Pyongyang og afskærer den 20. vejene mod nord. Ved udgangen af måneden har USA taget 135.000 KPA soldater til fange og står ved Yalu grænsefloden mod Kina. Den 15. oktober mødes MacArthur med Truman på Wake Island i Stillehavet. MacArthur forsøger at legitimere sin overskridelse af den 38. breddegrad med, at der ikke er nogen risiko for, at Kina vil træde ind i krigen, og at chancen for at komme Korea til hjælp for længst er forpasset.

November-december 1950. Kina går ind i krigen, generobrer nord og Seoul

Men allerede den 13. oktober har det kinesiske Politbureau besluttet, at Kina vil gå ind i krigen, også uden Sovjetisk opbakning. Kinas vurdering er, at selvom USA er overlegen hvad våben angår, er den kinesiske moralsk overlegen. Kinesiske tropper begynder at sive ind i Korea og i slutningen af måneden, står der 200.000 kinesiske soldater i Korea. De bevæger sig kun fremad om natten og opdages derfor ikke af USA's recognoserings overflyvninger. Den 25. oktober indleder de deres første offensiv mod besættelsesmagten. Det ændrer Sovjetunionens holdning. 12 dage senere beslutter Stalin at øge våbenforsyningerne til Kina og give flystøtte. I slag efter slag bliver USA's styrker slået tilbage. Den 24. december evakueres de sidste US styrker fra havnebyen Hungnam, der derefter sprænges i luften. Kina har nu tilbageerobret hele Nordkorea ned til den 38. breddegrad. Kina er på det tidspunkt meget træt af Kim Il Sung. Den 17. december har det frataget ham ledelsen af KPA pga. taktisk og strategisk uduelighed. Den 4. januar 1951 indtager kinesiske og KPA styrker for anden gang Seoul.

Januar 1950 til juli 53. Stillingskrig

Den 1. februar 51 lader USA FN's Generalforsamling vedtage en resolution, der «fordømmer Kina som aggressor» og kræver at dets tropper trækkes ud af Korea. USA er ikke stolt over at have fået bank af Kina.

I februar bekræfter Rhee diktaturet i syd, at det eneste det militært er i stand til er at gennemføre massakrer på civilbefolkningen. Flere tusinde formodede politiske modstandere bliver massakreret i Geochang, Sancheong og Hamyang i den sydlige del af landet.

Krigslykken vender nu igen. Forsyningslinierne er atter problemet. Forsyninger til de kinesiske tropper skal bæres eller transporteres hele vejen fra den kinesiske grænse og er derfor sårbare.

I Washington er præsident Truman grundig træt af den øverstkommanderende MacArthurs konstante overtrædelse af sine ordrer. Han havde i september 50 på egen hånd besluttet at overskride den 38. breddegrad trods ordrer om det modsatte og havde lidt nederlag. I januar 51 havde han derefter plæderet for at sætte atomvåben ind mod kineserne, og ment at beslutning herom alene var hans. Og han havde truet med at «udslette» Kina, med mindre det overgav sig. I april fjerner Truman MacArthur og erstatter ham med general Ridgway. Det eneste fornuftige MacArthur har indset de foregående måneder er, at der er udviklet en stillingskrig mellem USA på den ene side og Kina på den anden. Det har han ret i. De følgende år bølger krigen frem og tilbage over den 38. breddegrad, uden at USA er i stand til at trænge frem længere mod nord, eller Kina længere mod syd. Det er gået som det kinesiske Politbureau forudså i oktober 1950. USA er overlegen våbenmæssigt og har det totale herredømme i luften, men Kina er overlegen moralsk.

Juli 1953. Våbenhvile

Det kræver en ny præsident i USA for at få afsluttet krigen. General Eisenhower indsættes i januar 1953. Krigen er voldsomt upopulær i USA og Eisenhower indser, at den ikke kan vindes. En erkendelse både Kina og Sovjetunionen også for længst er nået frem til. I juli 53 underskriver Kina, Nordkorea og USA derfor en aftale om våbenhvile. Diktatoren Syngman Rhee vil ikke underskrive den, så formelt er syd og nord fortsat i krig. Og våbenhvilen er aldrig erstattet af fred, så formelt hersker der fortsat krigstilstand mellem Nordkorea og USA.

Grænsen langs den 38. breddegrad er præcis hvor den lå i juni 1950. Den oprettes nu en 4 km demilitariseret zone langs grænsen.

USA terrorbombede Nordkorea, udslettede alle byer og dræbte omkring 3 mio. civile.

USA gennemførte ufattelige krigsforbrydelser under Koreakrigen, der kun kan sammenlignes med nazisternes krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig. USA havde det totale luftherredømme under det meste af krigen, men var ude af stand til at ramme KPA eller det kinesiske militær. I stedet gennemførte USA voldsomme terrorbombardementer af alle byer i Nordkorea. De blev jævnet med jorden. Det gjaldt også flere byer i syd. Bl.a. Seoul. Omkring 3 mio. koreanske civile blev dræbt under USA's bombardementer eller af hungersnød.

De militære tabstal er vanskelige at opgøre, fordi de under krigen var militære hemmeligheder og efterfølgende blev strategisk hemmeligheder. De følgende tal er derfor omgærdet af stor usikkerhed. Sydkorea: 137.899 dræbte soldater, 24.495 forsvundne og 450.742 sårede. Nordkorea: Sydkorea mener at 294.151 blev dræbt, men det er selvfølgelig et politisk tal. Kina: 183.108 dræbte og 25.621 forsvundne. USA: 33.686 dræbte soldater, 103.284 sårede og 7.586 forsvundne.

Efter krigen fik Nordkorea omfattende Sovjetisk hjælp til sin genopbygning. USA betalte aldrig krigsskadeerstatning. Det gør supermagten aldrig. Sydkorea fik omfattende hjælp til sin genopbygning af USA. Lige som Vesttyskland skulle være et udstillingsvindue overfor Østtyskland, skulle Sydkorea være et udstillingsvindue overfor Nordkorea. Diktatoren Rhee fortsatte på magten frem til 1960.

Koreakrigen cementerede den kolde krig og gjorde den iskold. Der skete en stramning i østblokken, og i USA gik McCarthyismen sin sejrsgang.

A.J.