Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Stalingrad fejrer sejren efteråret 1943. Vendepunktet i det som på russisk hedder Den store fædrelandskrig. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Verdenskrigen 1939-1945 var storkrig nummer to i det 20. århundrede, hvor de europæiske kontinentalmagter stod overfor hinanden i en konflikt omkring Tysklands imperialistiske ekspansion. Den tyske økonomiske vækst fra 1870 og forsøgene på at udvide landets indflydelsessfærer kolonialt og kontinentalt havde i 1914 drevet Storbritannien, Frankrig og Rusland (og senere Italien og USA) i krig med Tyskland og Østrig. 25 år senere opstod stort set den samme konstellation (skønt Japan kom med på tysk side ved siden af Italien) i en verdenskrig som kunne føres direkte tilbage til den uløste imperialistiske rivalisering om adgang til verdens ressourcer.

Optakt og årsager

Versaillesfreden af 1919 havde skabt en række skranker for Tysklands vækst og fremtidige krigspotentiale. Vigtige industriområder blev afgivet til Frankrig, enorme erstatningsbeløb blev krævet, landets militære stridskræfter demobiliseret og forbudt genoprettet. I 1920'erne blev disse fredsforudsætninger stort set overholdt, bortset fra at militære institutioner hele tiden blev holdt i live. Især i perioden 1925-30 syntes Tyskland under sit nye republikanske og parlamentariske styre at glide ind i en almindelig europæisk integration under Folkeforbundets ledelse. Men krisen fra og med vinteren 1930 ødelagde Weimarrepublikkens koalitionssystem, da den økonomiske nedskærings- og deflationspolitik blev en for stærk belastning for systemet. Regeringerne måtte regere via præsidentfuldmagter, landet gled ind i en politisk krise med stærke polariseringer, og konsekvensen var dannelsen af en nazistisk ledet, yderliggående konservativ regering med Adolf Hitler som rigskansler den 30. januar 1933. Herfra omdannede den nationalsocialistiske bevægelse i løbet af 18 måneder Weimarrepublikken til et etpartidikatatur, som én efter én annullerede Versaillesfredens forudsætninger. I oktober 1933 trådte Tyskland ud af Folkeforbundet og forlod den europæiske nedrustningskonference, samtidig med at erstatningsforpligtelserne i praksis blev afskrevet. I marts 1935 blev rustningsklausulen officielt erklæret ugyldig, og oprustningen indledtes. I marts 1936 blev det demilitariserede Rhinlandsområde genindtaget af tyske styrker. Krig blev fra dette tidspunkt af betragtet som en mulighed. Denne mulighed rykkede nærmere, da Østrig i marts 1938 blev indlemmet i Det tredje Rige («Anschluss»), og de tysktalende områder af Tjekkoslovakiet i september samme år blev overdraget til Tyskland efter en britisk-fransk-italiensk-tysk overenskomst i München. I marts 1939 besatte Tyskland resten af Tjekkoslovakiet, efter at landet var bukket under for tysk pres, og dette skridt blev den umiddelbare foranledning til krigsudbruddets dynamik. Polen havde efter 1918 rummet rent tyske områder, og blev nu det næste tyske mål. Den 30. marts 1939 føjede Storbritannien sin garanti til Frankrigs allerede eksisterende garantiaftale med Polen: yderligere tyske fremstød i Østeuropa ville fra nu af føre til storkrig. Der opstod snart en konflikt omkring Danzig, hvor den rent tyske befolkning ønskede sig «heim ins Reich». For at sikre sig dækning for at kunne gå videre i Polen, opnåede Hitler en sensationel ikke-angrepspagt med Sovjetunionen den 23. august 1939, hvor det i hemmelige paragraffer blev slået fast, at Polens vestområder var tyske, mens østområderne plus Baltikum var sovjetisk interessesfære. Den 1. september marcherede Tyskland ind i Polen, og den 3. september erklærede Storbritannien og Frankrig Tyskland krig.

Det diplomatiske hændelsesforløb bag krigsudbruddet blev både i samtid og eftertid opfattet som en kombination af tyske aftalekrænkelser og allieret eftergivenhed. Tysk europapolitik sigtede gennem hele mellemkrigstiden mod en revision af Versaillesfreden, og i realiteten havde de vestlige magter hverken moralsk anledning eller militære ressourcer at stille op til forsvar mod den klossede og urimelige fredsaftale fra 1918. Frankrig, som efter 1918 pressede stærkest på for at stække Tyskland, havde mindst at sætte imod, og var i realiteten ophørt med at være en stormagt allerede ved genmilitariseringen af Rhinlandet i 1936, som blev gennemført uden at Frankrig effektivt havde løftet en finger. Tankegangen om at Hitler kunne være stoppet bygger på den illusion, at der eksisterede enighed, ressourcer og politiske principper blandt vestmagterne, som kunne samles i krigstrusler mod det nazistiske Tyskland. Det var ikke tilfældet. Helt frem til 1939 var der et udpræget ideologisk sammenfald mellem nazisterne og de konservative regimer i Storbritannien og Frankrig om at svække arbejderklassen. Storbritannien og Frankrig havde i 1936-39 givet Tyskland og Italien grønt lys til at knuse folkefrontsregeringen i Spanien (Den spanske Borgerkrig) fordi den svækkede Sovjetunionen og arbejderklassen. Først efter angrebet på Polen i 1939 begyndte det at dæmre for Storbritanniens konservative, at der ikke var fuld overensstemmelse med nazisterne. Men langt ind i krigen var der fortsat betydelige kredse i Europa og USA, der sympatiserede med nazismen og dens angreb på arbejderklassen. Det var også baggrunden for samarbejdspolitikken i Danmark, der hurtigt fik forbudt DKP. Som under 1. Verdenskrig var USA samtidig tilbageholdende med at gå ind i krigen. Det var i USA's interesse, at Europa blev svækket, fordi det ville give USA adgang til de ressourcer og markeder europæerne kontrollerede. Det var derfor først da Japan i december 1941 angreb USA's koloni i Hawaii, at landet aktivt gik ind i krigen.

Nazismen som faktor

En anden teori der er lige så almindelig som forestillingen om det tænkte nej til Hitler, bygger på at tysk ekspansionisme skyldtes nationalsocialismen, og at vestmagternes eftergivenhed hang sammen med deres naivitet ifht. nazismens mål.

Der fandtes uden tvivl et specifikt nazistisk element i tysk europapolitik i årene 1933-39, men det gjaldt på kort sigt mere form end indhold i politikken. Indholdet - kravet om en revision af Versaillestraktaten og en samling af alle tyskere i et rige, eventuelt med ekstra «livsrum» (lebensraum) i Østeuropa - var i vid udstrækning fællesgods i den tyske borgerlige opinion, og fik overvældende tilslutning i 1930'erne. Hitlers styre prægede derimod formsmæssigt udenrigspolitikken, og særlig spørgsmålet om hastighed og fremdrift, hvilket til syvende og sidst også var et spørgsmål om krigsrisiko. Hitler ignorerede gang på gang sine generalers krav om at modificere udenrigspolitikken og gå langsommere frem. De vidste, at Tyskland ikke kunne modstå vestmagterne militært, mens Hitler indså, at vestmagterne ikke havde politisk grundlag for en modaktion. Generalenes råd blev overhørt. Noget lignende var utænkeligt i England og Frankrig, hvor militær forsigtighed tvært imod spillede en væsentlig modererende rolle for det politiske lederskab. I den forstand var Hitlers diktatur en forudsætning for, at udenrigspolitikken blev som den blev.

En anden sag er, at hele det nationalsocialistiske politiske system på lang sigt var orienteret mod en europæisk krig. På alle planer støttede nazibevægelsen sig til ekspansionistiske interesser indenfor storindustri og politik, og meget taler for at opfatte den succesfulde ekspansion på markeder og interessesfærer som en betingelse for regimets opslutning fra industri og militærbureaukrati. I denne forstand var nazismens udenrigspolitik aggressiv i sin karakter. Regimets støtte fra storindustrien viste sig også efterhånden i krigspolitikken selv, i den storstilede råvareudbytning af de besatte områder og den systematiske monopolisering af det lokale erhvervsliv under tyske koncerner. Gennem 1941 kan man også tale om en gennemgribende nationalsocialistisk kvalitet ved selve krigsføringen, som særlig drastisk slog igennem i den systematiske registrering, indsamling, arrestation og til sidst henrettelse af Europas jøder og kommunister, som foregik i alle besatte områder. Racistiske indslag fandtes også i besættelsesmyndighedernes karakteristiske forskelsbehandling af «højværdige» og «mindreværdige» racer - f.eks. nordmænd og danskere overfor russere og polakker.

Krigens gang

I modsætning til stillingskrigen 1914-18 blev anden verdenskrig en udpræget mobil krig, hvor stridskræfterne spredtes over hele Europa og store dele af Nordafrika, Østasien og Stillehavsområdet. En følge af dette var de enorme tab, som civilbefolkningen led (ca. 50 % af alle faldne, som tilsammen beregnes til mellem 25 og 50 millioner), og som placerer denne krig i en særstilling historisk set.

Mobiliteten skyldtes udviklingen af to kampmidler, som begge kun i begrænset omfang var afprøvet under første verdenskrig. Det gjaldt flyvevåbnet og det hurtiggående panser. Begge var resultater af de fremskridt, som siden 1918 var gjort i udviklingen af eksplosionsmotoren og radiokommunikationen. Flyvevåbnet gjorde det muligt for tyskerne at besætte f.eks. Norge og Grækenland, mens de hurtiggående kampvognene rullede over og forbi både de polske, franske og sovjetiske forsvarslinier. Behovet for brændstof til fly og tanks krævede på sin side en mere omfattende kontrol over oliekilder, end der ellers ville have været tilfældet. Det blev et kardinalpunkt i den tyske strategi og kom i højere grad til at bestemme krigens gang andre råstofspørgsmål.

Felttoget mod Polen i efteråret 1939 var ovre i løbet af 7 uger, og Polen blev gjort til et «generalguvernement», efter at Sovjetunionen - ifølge den russisk-tyske pagt - havde overtaget de polske østområder. Straks derefter - den 30. november 1939 - gik Sovjetunionen ind i Finland for at sikre sig støttepunkter ved Finskebugten til forsvar for Leningrad. En målsætning som ikke var blevet nået i de forudgående forhandlinger med Finland. Denne «Vinterkrig» varede til 15. februar 1940 og gav faretruende varsler om de sovjetiske styrkers svage udrustning og elendige organisation. Forøvrigt forløb verdenskrigens første 7 måneder uden andre træfninger mellem stormagterne end tilfældige skibstorpederinger - jfr. udtrykket «the phoney war», spøgelseskrigen.

I foråret 1940 var det ventet, at Hitler ville gå vestover. I det øverste allierede krigsråd forsøgte franskmændene at lancere en plan om at åbne nye krigsafsnit, som kunne aflaste vestfronten. En af dem gjaldt Norge, og de allierede var nået langt i retning af at trække det neutrale Norge ind i krigen, da Hitler i februar/marts 1940 besluttede sig til at slå til først, og før hovedoffensiven mod vest (mod Belgien, Holland og Frankrig). Den 9. april blev Norge og Danmark besat ved en overraskelsesaktion.

Anneksionen af Norge var et gammelt projekt i den tyske marinestrategi, og for Hitlers mere uortodokse visioner stod Norge desuden centralt som udfaldsport både vestover mod England og østover mod Sovjetunionen - i første omgang dog mod vest. Efter mindre træfninger hvor de allierede hjælpestyrker viste sig magtesløse på grund af tyskernes luftherredømme, faldt Sydnorge den 10. maj og Nordnorge den 7. juni. Da var vestoffensiven allerede i fuld gang. Den 10. maj begyndte flybombardementet af forsvarspunkterne i de neutrale lande Holland og Belgien, som snart overgav sig, og den 13. maj rullede de tyske panserdivisioner gennem Ardennerne og ind i Frankrig. Efter én uge stod de ved kanalkysten. I de første dage af juni måtte de britiske styrker evakueres over hals og hovede fra Dunkerque. 14. juni faldt Paris, og den 16. juni bad den franske regering om våbenhvile.

Måneden efter tog Hitler fat på næste fremstød: Storbritannien. En større luftoffensiv blev indledt den 13. august mod britiske flybaser og jagerstationer, og den 24. august begyndte bombningen af London. I løbet af september blev det imidlertid klart, at briternes flyvevåben, trods de massive angreb, holdt stand, og at de opstillede tyske invasionsstyrker som stod klar ved kanalkysten, ikke kunne sættes ind. I oktober besluttede Hitler at udsætte invasionen til året efter.

De tyske sejre i 1940 står som militærhistoriske milepæle. Tyskerne var ikke overlegne i materiel. Storbritannien og Frankrig disponerede over mere panser, og kun i flystyrke havde tyskerne et vist forspring, skønt forspringet blev spist op af den britiske produktionsforcering under slaget om Storbritannien i sommeren og efteråret 1940. Tyskland kom i det hele taget ikke i gang med at ruste «i dybden» før 1941. Det afgørende i 1940 var initiativet, som blev udnyttet ved at holde operationerne i et opskruet tempo, som gav indtryk af tysk overlegenhed og kuldkastede alle forsvarsplaner. Frankrigs fald - verdenskrigens mest forbløffende enkeltresultat - var i særlig grad omgivet af interne misforståelser, defaitisme, korruption og konservativ sympati for nazismens angreb på arbejderklassen. Nerderlaget blev et sår i fransk opinion, som måtte tages i betragtning ved vurderingen af fransk politik langt op i 1960'erne.

I 1941 fulgte Tysklands sejre mønstret fra 1940. I marts 1941 slog de tyske panserstyrker til mod briterne i Nordafrika. I april blev Jugoslavien og Grækenland rendt overende af tyskernes kombinerede luft- og panserfremstød for at sikre højre flanke før det planlagte felttog mod Sovjetunionen. Planene var her blevet tilskyndet af russernes besættelse af de nordlige områder af Rumænien i sommeren 1940, som truede de tyske olietilførsler. Den strategiske doktrin i Tyskland var godt nok, at «to-frontskrigen» mod vest og øst på samme tid skulle undgås. Men da invasionen af Storbritannien ikke lod sig iværksætte i efteråret 1940, blev tidsmomentet prekært, for Sovjetunionens rustningsproduktion ændrede for hver måned angriberens situation til det værre. Hitler besluttede sig derfor i efteråret 1940 til at gå mod øst, selv om krigen i vest endnu ikke var afsluttet. Den 21. juni 1941 rullede de tyske panservogne over grænserne. I begyndelsen af december stod de allerede flere tusinde km inde i Sovjet over en front som strakte sig fra Baltikum til Sortehavet. Men længere end ca. 50 km fra Moskva nåede de ikke. Den 7. december startede Tysklands allierede, Japan krig mod USA ved et overrumplingsangreb på den nordamerikanske flådestation Pearl Harbor på Hawaii. Japan sænkede en større tonnage af krigsskibe og omkring 200 fly. Krigen var blevet en verdenskrig, og Tyskland så ud til at vinde den.

Året 1942 blev et vendepunkt. De allierede havde nu USA's materielle ressourcer på sin side, og fik langsomt overtaget. Denne vending skyldtes flere gensidigt uafhængige faktorer. Sovjetiske styrker tvang tyskerne langsomt tilbage fra december-linien fra 1941. En tysk offensiv mod Stalingrad på sydøstafsnittet i efteråret 1942 førte ingen vegne. «Stalingrads fald», som til stadighed blev proklameret i Tyskland, indtraf ikke, og tyskerne blev fra december 1942 tvunget til retræte på Kaukasusfronten. Omtrent samtidig blev de også slået tilbage ved El Alamein i Ægypten, og den allierede generobring af Nordafrika kunne indledes.

Generobringen af de tyske stillinger blev overalt en mere tids- og ressourcekrævende opgave end de fleste - de vestlige militære ledere indbefattet - forestillede sig. Sovjetunionen kom her til at bære den største byrde. Åbningen af en «anden front» i Europa - som Stalin pressede på for at få under de sovjetisk-britisk-nordamerikanske topmøder i Casablanca januar 1943 og Teheran november samme år - kunne ikke realiseres så længe de tyske ubåde hindrede transporterne fra USA til Storbritannien over Atlanterhavet. Specielt Storbritannien betragtede samtidig Tysklands krig mod Sovjetunionen positivt, fordi landets konservative betragtede Sovjet som hovedfjenden - ikke Tyskland. Først i sommeren 1943 blev ubådskrigens effekt (op til 650.000 tons af den allierede tonnage sænket pr. måned) væsentlig reduceret. Det var først i juni 1944 da Storbritannien og USA frygtede, at det var Sovjet der i sidste ende ville nedkæmpe nazismen i Europa, at den længe ventede invasion fra vest blev indledt - i Nordmandiet. Generobringen af Italien efter at tyskerne var fordrevet fra Nordafrika, blev også en uventet langvarig operation. Den 10. juli 1943 landede de allierede på Sicilien, men først i juni 1944 var Rom befriet. I øst var den sovjetiske fremgang langsom gennem hele 1943, selv om styrkeforholdet i mandskab var som 1 til 6 i sovjetisk favør. Men i 1944 kom der bevægelse på østfronten, hvor nazisterne blev trængt tilbage. Men selv i december 1944 kunne tyskerne lancere en overraskende kraftig modoffensiv mod invasionsstyrkene fra vest ved Ardennerskoven. (16-26. december 1944).

Krigens gang viste, at den overraskende «Blitzkrieg»-strategi fra 1939-41 havde givet resultater, som kun langsomt lod sig overvinde. At aksemagterne (opkaldt efter «Aksen Berlin-Rom-Tokyo») ville tabe, var helt klart fra og med julen 1942. Om ikke andet fremgik det af statistikken over aksens respektive de allieredes industriproduktion og befolkningsressourcer. Først efter krigen blev det klart, at de ressourcer Tyskland rådede over, desuden blev dårligere udnyttet end de allieredes. Mens krigen eksempelvis eliminerede tjener- og hushjælpinstitutionen i britisk middelklasse, havde Tysklands borgerskab praktisk talt lige så mange husassistenter i 1944 som i 1939. Også i industriproduktion viste briterne sig overlegne, når det gjaldt om at skrabe reserverne sammen. I den forstand kom verdenskrigen til at afdække det nazistiske regimes udpræget «ideologiske» karakter.

Ved Jalta- og Potsdamkonferencerne i 1945 blev Tyskland inddelt i besættelseszoner mellem USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen. Ordningen trådte i kraft ved Tysklands betingelsesløse kapitulation i de første dage af maj 1945. Der opstod de samme modsætninger mellem de allierede som efter første verdenskrig, med dilemmaet mellem på den ene side at øve stram politisk og økonomisk kontrol af Tyskland, og på den anden ønsket om at få landet til at producere for at kunne betale erstatninger. USA og Storbritannien ønskede som i 1918 at genopbygge Tyskland som «going concern», mens de lande som havde måtte bære krigshandlingerne på egen jord - Frankrig og ganske særligt Sovjetunionen - gik langt i retning af at øve kontrol med erstatningerne.

Stillehavskrigen mod japanerne var først slut i august 1945, efter at USA havde kastet atombomber mod henholdsvis Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august og derved fremkaldt en noget hurtigere kapitulation. Japans enorme stillehavsimperium var opbygget siden 1920'erne på Kinas bekostning, og blev udvidet fra og med 1940 ved hurtig besættelse af de franske, britiske og hollandske koloniområder, efterhånden som disse landes styrker blev nedkæmpet eller bundet af tyskerne i Europa. I 1942 omfattede det praktisk talt hele Sydøstasien samt store dele af det østlige Kina. Nedkæmpningen af det blev i første omgang en sag for USA, men efter at krigsudviklingen vendte sig i Europa, blev også britiske og til slut også sovjetiske styrker sat ind. Ved fredsaftalen med Japan fik USA status som besættelsesmagt, hvilket førte til, at japanernes industri- og markedspotentiale forholdsvis hurtigt blev genopbygget - skønt underlagt nordamerikansk dominans. USA havde brug for Japan som modvægt til Sovjetunionen, Kina og Nordkorea i Østasien.

Som langsigtet konsekvens lagde det udarmede Europa efter anden verdenskrig scenen åben for USA og Sovjetunionen som det nye supermagtspar i international politik, til afløsning af den klassiske Europabaserede magtbalance. Først i 1960'erne spillede Europa atter en rolle, men nu i et helt andet mønster end før 1939. Krigen havde drastisk svækket de britiske og det franske koloniregimer, og USA tvang europæerne til i vid udstrækning at afkolonisere. USA var selv interesseret i at få adgang til råstoffer og markeder.

H.F.D.