Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Korporativisme (af latin corpus: legeme, krop) betegner gerne en fast organiseret og ensartet samfundsform med nært samarbejde mellem erhvervsliv, organisationsvæsen og statsmagt. Efter mellemkrigstiden har ordet haft et fascistisk anstrøg og været forbundet med autoritære politiske regimer rettet mod arbejderbevægelse og åben interessekamp. Mere generelt har korporativisme ofte været knyttet til anti-individualistiske ideologier af konservativ eller utopisk-socialistisk orientering med samfundsmedlemmer og statsmagt bundet sammen i en teknokratisk helhed eller i en social organisme.

Mere konkret er korporativisme et system for interesserepræsentation. Dette indebærer, at erhvervs- og interesseorganisationerne deltager direkte i offentlige udrednings- og beslutningsorganer som en del af den organiserede statsmagt. I sine mere ekstreme former kan dette system være opbygget som et moderne laugsvæsen, hvor statslig godkendelse og kontrol er prisen for obligatorisk medlemsskab og repræsentationsmonopol. I svagere varianter er ordinær beslutningsdeltagelse det afgørende princip. Åbne korporative ideologier har gerne villet gøre denne deltagelse fast gennem politisk-økonomiske erhvervs- og erhvervsforsamlinger ved siden af eller overordnet de sædvanlige folkevalgte organer.

Korporativ interesserepræsentation må vurderes udfra to mindst to perspektiver. På den ene side betyder den offentlig kontrol med det private organisationsvæsen, men på den anden side indebærer den en slags privat kolonisering af det offentlige bureaukrati. Det mest præcise karakteristisk er, at korporativisering ophæver det traditionelle skel mellem økonomi og statsmagt. Det økonomiske liv påvirkes direkte af offentlig-politiske processer, samtidig med at erhvervsliv og interesseorganisationer væves direkte ind i det statslige beslutningssystem.

Korporativisme er derfor også en form for organiseret kapitalisme med privat ejendomsret til produktionsmidlerne, men omfattende statslige indgreb. Korporativisme er samarbejde i offentlig regi med klare kontrolmekanismer overfor markedskræfternes anarki og overfor den politiske støj som udisciplineret interessekamp skaber. Den korporative stat accepterer privat ejendomsret, men forkaster uregulerede markedslove. Det økonomiske liv reguleres gennem forhandlinger i statslig regi, og organisationens placering og styrke afspejles indenfor et sådan forhandlingssystem.

Stigende korporativisering giver ikke nødvendigvis bedre grundlag for det, politikerne kalder samfundsmæssig styring. Når offentlige beslutninger vedtages gennem de berørte organisationseliters forhandlinger, bliver det offentlige styringssystem også mere sammensat og uoverskueligt. Offentlig myndighed splittes op i adskilte organer, som er tilpasset organisationsmønsteret indenfor hver enkelt sags område. Offentlig styring bygger på organisationsvæsenets kundskaber, og samarbejdsformen kræver at organisationseliterne holder kontrol nedad i egne rækker. Organisationsdeltagelsen bliver en forudsætning for effektive beslutninger, samtidig med at den svækker mulighederne for koordinering af løsninger, der udformes sektorvis. Også her betyder korporativisering, at private og offentlige organer smelter sammen og gensidigt afspejler hinanden.

Korporativisering kan både betragtes som en krisereaktion og som et svar på udviklingen af erhvervslivet. Kapitalkoncentration og strukturrationalisering skaber et stærkere behov for statslig stabilisering, samtidig med at erhvervslivet bevæger sig bort fra selvregulerende markedsmekanismer. Dermed øges behovet for langsigtede forudsigelser og kontrol med politiske betingelser. Konjunkturtilbageslag og akutte likviditetskriser skærper kravet om politiske garantier mod markedets dom. Korporative styringsformer kan udbygges nedefra gennem en gradvis proces, men de kan også etableres ovenfra gennem en autoritær bevægelse, således som den fascistiske model forudskikkede.

Under alle omstændigheder udtrykker korporativisme en organiseret kapitalistisk samfundsform, hvor markedet som styringsprincip ophæves.

Ø.Ø.