Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA! STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER! I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 26.000 civile (heraf 11.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne. Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne. Israel har siden 7/10 kastet 50.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet. Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 15 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR). FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza. FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention. Israel + USA + EU = Folkemord Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Konservatisme kommer af det latinske conservare: bevare. Navnet bliver brugt om politiske partier og ideologier, der går ind for bevarelse af det bestående samfundssystem.

I den tidlige fase - fra den franske revolution og frem til første halvdel af det 19. århundrede - havde konservatismen brudt med den samtidige liberalisme. Forenklet kan man sige, at konservatismen gav udtryk for det afblomstrende adelsskabs ideologi, stillet overfor den liberalistiske ideologi hos borgerskabet. Konservatismen udgjorde således en front mod det fremvoksende borgerskab. Efterhånden som adelsstanden gik op i borgerskabet blev den fælles front mod den fremvoksende arbejderklasse det centrale, og modsætninger mellem konservatisme og liberalisme blev i praksis mere udviskede. Konservatismen gik ikke længere så meget ud på at forsvare tradition og nedarvede værdier overfor borgerligt-revolutionære, men snarere på at forsvare tradition og orden indenfor et borgerligt samfund.

Som de fleste politiske mærkesager bliver også ordet «konservatisme» brugt på ret forskellige måder. Man kan f.eks. benytte et formelt begreb konservatisme, defineret som det «at ville bevare det bestående» uden at gå ind på spørgsmålet om, hvad det bestående skulle være, om det gælder økonomi eller økologi, kultur eller styringsformer, om det gælder et feudalt samfund eller et kapitalistisk, eller et socialistisk. Modsætningerne til «konservativ» i denne formelle forstand er «radikal», i betydningen: «det at ville forandre det bestående».

Indholdsbestemt konservatisme

Dette er en definition, der ser bort fra det historiske, for så vidt som man med en sådan terminologi kan spørge om Thomas Aquinas, Nixon eller Stalin er «konservative» i den forstand, at hver af dem vil bevare det bestående i deres egne samfund.

I modsætning til det formelle begreb konservatisme kan man operere med et indholdsbestemt begreb om konservatisme. Det betyder, at man med konservatisme forstår «det at ville bevare bestemte (kulturelle, sociale, politiske og/eller økonomiske) tilstande». Det er da nærliggende at tale om et eget ønske om at bevare bestemte værdier - sådan som meningsfyldte livsformer i nedarvede lokalsamfund eller økologisk mangfoldighed - og på den måde tale om en værdikonservatisme.

Ligesom andre ideologier er konservatismen på samme tid et fænomen i samfundet, bestemt af sociale og historiske forhold, og en lære, der gør krav på at sige sandheden om samfundet.

Hvis man vil rendyrke et begreb om indholdsmæssig bestemt konservatisme, kan det være nyttigt at tage udgangspunkt i konservatismens tidlige fase (f.eks. hos englænderen Edmund Burke, 1729-97), da konservatismen stod i klar modsætning til den tidlige liberalisme (særligt de radikale franske oplysningsfilosoffer). Hvor liberalisterne opererer med grundbegreberne individ, fornuft og fremskridt og stiller det myndige, frie og ligestillede individ op mod traditionen med dens nedarvede holdninger og ordninger, opererer konservatismen netop med grundforestillinger om mennesket som uløseligt knyttet til det overleverede, der vel kan og bør forbedres med varsom pleje, men som ikke kan afskaffes, og forsøger man alligevel, fører det bare til ulykke.

Hvis liberalismen kan siges at være en socialfilosofisk individualisme, der tager udgangspunkt i isolerede, frie individer, oplyst af egeninteresse, som hver især søger deres eget bedste - således at det samfundsmæssige vel bliver tænkt at skulle opstå som en utilsigtet harmoni af de enkeltes egennyttige handlinger - så kan denne konservatisme siges at lægge en organisme-model til grund: Samfundet er langt mere indviklet, end liberalisterne med deres fascinerende enkle, men overforenklede model får øje på. Alt hænger sammen, og det på en så sammenvævet måde, at den enkelte ikke må tro, at hun kan overskue det hele eller ændre det til noget bedre ved enkle og drastiske tiltag - som revolutionære omvæltninger.

Samfundet er som en indviklet organisme der vokser, ikke en mekanisme som ved enkle indgreb kan ændres på en gang. Reformer vil ofte være nødvendige, og ønskelige, for at bevare det værdifulde i det bestående, men reformerne må gennemføres med varsomhed, trin for trin. Det enkelte individ og det enkelte parti må erkende, at traditionen huser en visdom, som stikker dybere end egen begrænset forstand. Og man må erkende, at der ikke findes enkle engangsløsninger, som giver os ret til at afskaffe alt det, som slægterne før os har bygget op, og indføre noget nyt og godt i en håndevending. Et samfund bygger på et samspil mellem grupper og generationer. Og samfundsudvikling kræver sin tid.

I den forstand er konservatisme - ligesom liberalisme - ikke kun en opfattelse af bestemte politiske institutioner, som f.eks. regeringsformer og juridisk-økonomiske regler og forordninger. Det er en grundopfattelse om, hvad samfundet og mennesket egentligt er, og om hvad man kan vide om dette. Det gør krav på at have de mest omfattende kategorier for at forstå samfundet ret og dermed for at handle rigtigt. I dette ligger der også en forestilling om, at man som konservativ ved bedre end de konkurrerende ideologier om, hvad der er værdifuldt.

Men det er ikke kun med hensyn til værdispørgsmål, at ideologierne har forskellig syn. Det er ikke kun sådan, at det vi kalder værdikonservatisme i normativ forstand lægger mere vægt på det meningsfulde liv i en givet historisk sammenhæng end den rendyrkede liberalisme ville gøre, mens denne liberalisme på sin side vil lægge mere normativ vægt på individets chance til at maksimere private goder ud fra oplyst egeninteresse. Forskellene mellem ideologierne kan føres tilbage til grundlæggende forskelle i synet på, hvad vi som samfundsmæssige væsner er og kan vide.

Opfattelsen af individet

Det er ikke ualmindeligt at sige, at en vigtig forskel mellem liberalisme og konservatisme ligger i synet på frihed. Groft sagt: den konservative ser orden og autoritet som vigtigere end individuel frihed, mens liberalisterne ser den individuelle frihed som det afgørende, således at orden og autoritet kun er på deres plads, når de tjener denne frihed. Men de opfattelser vi har af, hvad frihed er, og af hvor central værdi den repræsenterer, hænger igen sammen med forestillinger om hvad mennesket og samfundet er - forestillinger som ofte ikke bliver udtrykt i de almindelig politiske diskussioner, og som derfor heller ikke bliver diskuteret i forhold til, om de er holdbare eller ej. Når vi taler om frihed, forudsætter vi, at der er nogle der er frie fra eller til noget eller nogen; vi har med andre ord nødvendigvis visse grundopfattelser om, hvad mennesket egentligt er og hvad samfundet egentligt er (jævnfør forskellige socialfilosofiske og kundskabsteoretiske syn på forholdet mellem individ, fællesskab og erkendelse).

Konservatismen kan på nogle områder sidestilles med socialismen, når det gælder kritikken af det mere rendyrkede individbegreb i klassisk liberalisme. Konservative vil i tråd med denne kritiske holdning til den liberalistiske individualisme og i tråd med et mere positivt syn på orden og autoritet også have et mere positivt (eller pragmatisk) syn på statens rolle i samfundet end den klassiske liberalisme (hvad enten det gælder erhversliberalisme eller kulturliberalisme). Konservatismen kan siges at adskille sig fra den fascistiske dyrkelse af orden og autoritet, idet de konservative går ind for en samfundsorden, som vokser frem, og tager afstand fra en politik, der med vilje og vold vil lave en ny orden.

G.S.