Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA! STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER! I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 20.000 civile (heraf 9.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne. Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne. Israel har siden 7/10 kastet 30.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt. Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 10 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR). FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza. FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention. Israel + USA + EU = Folkemord Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Korporativisme (af latin corpus: legeme, krop) betegner gerne en fast organiseret og ensartet samfundsform med nært samarbejde mellem erhvervsliv, organisationsvæsen og statsmagt. Efter mellemkrigstiden har ordet haft et fascistisk anstrøg og været forbundet med autoritære politiske regimer rettet mod arbejderbevægelse og åben interessekamp. Mere generelt har korporativisme ofte været knyttet til anti-individualistiske ideologier af konservativ eller utopisk-socialistisk orientering med samfundsmedlemmer og statsmagt bundet sammen i en teknokratisk helhed eller i en social organisme.

Mere konkret er korporativisme et system for interesserepræsentation. Dette indebærer, at erhvervs- og interesseorganisationerne deltager direkte i offentlige udrednings- og beslutningsorganer som en del af den organiserede statsmagt. I sine mere ekstreme former kan dette system være opbygget som et moderne laugsvæsen, hvor statslig godkendelse og kontrol er prisen for obligatorisk medlemsskab og repræsentationsmonopol. I svagere varianter er ordinær beslutningsdeltagelse det afgørende princip. Åbne korporative ideologier har gerne villet gøre denne deltagelse fast gennem politisk-økonomiske erhvervs- og erhvervsforsamlinger ved siden af eller overordnet de sædvanlige folkevalgte organer.

Korporativ interesserepræsentation må vurderes udfra to mindst to perspektiver. På den ene side betyder den offentlig kontrol med det private organisationsvæsen, men på den anden side indebærer den en slags privat kolonisering af det offentlige bureaukrati. Det mest præcise karakteristisk er, at korporativisering ophæver det traditionelle skel mellem økonomi og statsmagt. Det økonomiske liv påvirkes direkte af offentlig-politiske processer, samtidig med at erhvervsliv og interesseorganisationer væves direkte ind i det statslige beslutningssystem.

Korporativisme er derfor også en form for organiseret kapitalisme med privat ejendomsret til produktionsmidlerne, men omfattende statslige indgreb. Korporativisme er samarbejde i offentlig regi med klare kontrolmekanismer overfor markedskræfternes anarki og overfor den politiske støj som udisciplineret interessekamp skaber. Den korporative stat accepterer privat ejendomsret, men forkaster uregulerede markedslove. Det økonomiske liv reguleres gennem forhandlinger i statslig regi, og organisationens placering og styrke afspejles indenfor et sådan forhandlingssystem.

Stigende korporativisering giver ikke nødvendigvis bedre grundlag for det, politikerne kalder samfundsmæssig styring. Når offentlige beslutninger vedtages gennem de berørte organisationseliters forhandlinger, bliver det offentlige styringssystem også mere sammensat og uoverskueligt. Offentlig myndighed splittes op i adskilte organer, som er tilpasset organisationsmønsteret indenfor hver enkelt sags område. Offentlig styring bygger på organisationsvæsenets kundskaber, og samarbejdsformen kræver at organisationseliterne holder kontrol nedad i egne rækker. Organisationsdeltagelsen bliver en forudsætning for effektive beslutninger, samtidig med at den svækker mulighederne for koordinering af løsninger, der udformes sektorvis. Også her betyder korporativisering, at private og offentlige organer smelter sammen og gensidigt afspejler hinanden.

Korporativisering kan både betragtes som en krisereaktion og som et svar på udviklingen af erhvervslivet. Kapitalkoncentration og strukturrationalisering skaber et stærkere behov for statslig stabilisering, samtidig med at erhvervslivet bevæger sig bort fra selvregulerende markedsmekanismer. Dermed øges behovet for langsigtede forudsigelser og kontrol med politiske betingelser. Konjunkturtilbageslag og akutte likviditetskriser skærper kravet om politiske garantier mod markedets dom. Korporative styringsformer kan udbygges nedefra gennem en gradvis proces, men de kan også etableres ovenfra gennem en autoritær bevægelse, således som den fascistiske model forudskikkede.

Under alle omstændigheder udtrykker korporativisme en organiseret kapitalistisk samfundsform, hvor markedet som styringsprincip ophæves.

Ø.Ø.