Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Frankrig
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Medicin  .  Læge
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 26.958
: :
Lafargue, Paul
Left
Rocks
2024-02-29 06:02

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Paul Lafargue
Paul Lafargue

Lafargue (1842-1911), fransk socialist og ivrig talsmand for den nydende marxisme. Paul Lafargue var søn af en cubansk plantageejer, men flyttede som barn med familien til Frankrig og studerede medicin i Paris. Efter nogen tid blev han imidlertid udvist fra universitetet pga. socialistisk virksomhed og afsluttede studierne i London i 1868. Her traf han Marx' datter Laura, som han blev gift med.

Lafargue vendte tilbage til Paris og var medlem af Pariserkommunen, men efter dens nederlag flygtede han via Spanien til London, hvor han opholdt sig til 1882. I denne periode arbejdede han bl.a. sammen med Marx og Jules Guesde (1845-1922) om den politiske platform for «Parti Ouvrier Francais», det første marxistiske parti overhovedet. Fra 1882 levede han i Frankrig som embedsmand, men drev samtidig en omfattende politisk virksomhed. I 1892 blev han indvalgt i parlamentet. Laura og Paul Lafargue begik til slut selvmord - ikke af desperation, men for at flygte fra den snigende senilitet.

Lafargue skrev en række pamfletter og flere teoretiske bøger, men han regnes for at være en middelmådig teoretiker. Hans filosofiske værker er et opkog af fransk oplysningsfilosofi og tanker fra Marx og Engels. Mest original er den provokerende politiske pamflet: «Retten til dovenskab» (1907). Den er et opgør med den puritanske og protestantiske arbejdsetik, som marxismen også er gennemsyret af. Arbejdet er ikke et gode i sig selv, men snarere en forbandelse. «Al individuel og kollektiv ulykke skyldes menneskets begær efter arbejde», skrev Lafargue. Moderne teknologi gør det muligt at reducere arbejdet til et minimum, samtidig med at alle menneskelige behov bliver tilfredsstillet. Mennesket vil ifølge Lafargue blive lykkelig under kommunismen, fordi arbejdet nærmest er blevet overflødigt.

Selv om Lafargues forbrugskommunisme på mange måder er naiv og romantisk, er den samtidig et korrektiv til den asketiske og lystfjendtlige kommunisme, der ofte har præget den marxistiske tradition.

R.S.

Litteratur

Derfler, Leslie: Paul Lafargue and the Founding of French Marxism 1842-1882, Harvard University Press, Cambridge, Massachusetts 1991.
Derfler, Leslie: Paul Lafargue and the Flowering of French Socialism 1882-1911, Harvard University Press, Cambridge, Massachusetts 1998