Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Omkring århundredeskiftet eksisterede der i havnene i Nordnorge (og Sydnorge) et kontraktørsystem, hvor en kontraktør - oprindelig arbejder, nu arbejdsleder - påtog sig en arbejdsopgave og ansatte arbejdere for at få udført opgave. En del af profitten tilfaldt derved kontraktøren.

Losse- og lastearbejderne i Tromsø stiftede i 1902 Tromsø Løsarbejderes Fagforening. Formålet var at udvikle sammenholdet mellem arbejderne. Arbejdet skulle fordeles lige og lønnen skulle være lige. Kontraktørene skulle gøres overflødige; arbejdet skulle gå til dem, der havde dette som hovederhverv.

Allerede efter nogle måneder kom foreningen i konflikt, men den klarede de godt. Det provokerede arbejdskøberne, og i december offentliggjorde grosserer Holmboe, at alle som ønskede det, kunne få arbejde ved losningen af et ventende skib. Daglønnen var sat til fire kroner. Løsarbejdernes Fagforening kunne ikke acceptere betalingen, selv om politimesteren «forgæves forsøgte at tale dem til rette».

Der blev sat hårdt mod hårdt. Holmboe engagerede 60 uorganiserede lossere og kontaktede Justitsministeriet for at høre, hvad det kunne gøre. Politiet ønskede ikke at gribe ind pga. dets lille mandskabsstyrke. Fagforeningen opfordrede alle klassebevidste arbejdere til at bidrage til at hindre losningen.

Et mæglingsforsøg hvor konklusionen var, at losningen for fremtiden skulle ind i fastere former, fik tilslutning fra arbejderne, men blev forkastet af arbejdskøberne. Dermed var signalet givet til total kamp.

Den første dag blev losningen gennemført ved hjælp af strejkebrydere, og porten til havnen var lukket. Næste dag sprængte arbejderne porten og arbejdet blev standset. Senere forsøgte virksomhedsledelsen at få arbejdet sat i gang ved bl.a. at smugle arbejdere ind i fabrikken. Endvidere optrådte Holmboe og kaptajnen på et kulskib der skulle losses med pistol og forsøgte ved hjælp af trusler at få opfyldt deres ønsker. Der blev affyret skræmmeskud, men foreningen holdt fast i sin linie for standhaftig kamp.

Amtmanden og formandskabet i Tromsø forstod situationen meget bedre end grosserer Holmboe, og de ønskede at få en mæglingsløsning. Disse forsøg ledte imidlertid ingen vegne. Ikke mindst pga. stejlhed fra arbejdskøberne, som hele tiden havde håbet på, at militærmagt skulle afgøre konflikten. Efter nogen tid fik de den støtte de ønskede fra underofficerskolen i Harstad, som var godt udrustet og havde fået ordre om at gå kraftigt til den. Først med bajonetter. Senere skulle de skyde med skarpt.

Arbejderne måtte bøje sig i den konkrete konflikt, men opnåede alligevel på længere sigt hvad de ønskede. For fremtiden var losningen af kulbåde afhængig af aftale med foreningen. Denne vellykkede aktion blev stadig omtalt, da den syndikalistisk indstillede del af den norske fagbevægelse i 1917 gik ind for direkte aktioner på arbejdspladserne.

Men aktionen endte med klassedomme. 11 mand fra Løsarbejdernes Fagforening blev idømt bod for «uberettiget indtrængen på andres ejendom».

D.Sk. / A.Sy.