Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

«Direkte aktion» var omkring århundredeskiftet et slagord, der blev anvendt af en del såkaldt revolutionære grupperinger indenfor den socialistiske arbejderbevægelse, dvs. de der var i opposition til lederne af 2. Internationale og dens medlemsorganisationer. Ordet var oprindeligt knyttet til den syndikalistiske bevægelse i Frankrig, men fik efterhånden en langt bredere udbredelse - både geografisk og politisk.

Parolen indebar på to fronter en reaktion mod den etablerede arbejderbevægelses politik. For det første rettede den sig mod den almindelige faglige strategi med forhandlinger og strejker. I stedet skulle der anvendes direkte aktion, dvs. aktiv kamp på arbejdspladserne i form af obstruktion (f.eks. slow-down-aktioner), boykot, sabotage o.l. Parolen fremhævede dermed betydningen af andre kampmidler end strejke - de korslagte armes passive politik som det hed. Desuden vendte den sig mod tendensen til kun at gå forhandlingsvejen under faglige konflikter - dvs. mod de faglige lederes tendens til eftergivenhed og til at undlade at sætte hårdt mod hårdt.

For det andet var parolen udtryk for reaktion mod den politiske strategi, reformismen, som størstedelen af den etablerede arbejderbevægelse var slået ind på - dvs. mod troen på muligheden af den parlamentariske vej til socialisme. Alternativet var netop direkte aktion eller «revolutionær masseaktion», som det også hed.

J.Bj.