Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Lumumba (1925-61), politisk leder fra Zaire (tidligere Belgisk Kongo), og en af den afrikanske nationalismes mest kendte martyrer. Patrice Lumumba kom fra Kasaiprovinsen, og fik sin uddannelse ved missionsskoler. Efter en tid i koloniadministrationen (postvæsenet) - som også medførte arbejde indenfor fagbevægelsen - forsøgte han sig med en mindre forretningsvirksomhed i hovedstaden Leopoldville (nu: Kinshasa).

Mod slutningen af 1950'erne deltog han i oprettelsen af Mouvement National Congolais, med basis i dele af småborgerskabet, og bidrog til at give partiet et nationalt præg på tværs af etniske, regionale og sociale skillelinier. Enhedstro og national idealisme var vigtige indslag i hans artikler og taler fra den hektiske periode i tiden frem mod selvstændigheden i 1960. Den var blandet med panafrikanske visioner fra deltagelsen i All Africa People's Congress i Ghana i 1958.

Lumumba var den førende nationalistleder under de konstitutionelle forhandlinger i Bruxelles tidligt i 1960, og hans parti var det eneste med landsomfattende opbakning ved valget i maj. Ved selvstændigheden den 30. juni samme år blev han premierminister, mens hans modstander Joseph Kasavubu, der gik ind for en føderal løsning, blev udnævnt til præsident.

I de måneder som fulgte, var der mange kræfter der sammensværgede sig mod Lumumbas styre, og den mineralrige mineprovins Katanga (nu: Shaba) rev sig løs under ledelse af Moise Tsjombe. Den internationale storkapital med det belgisk-nordamerikanske Société-Generale i spidsen stod med sine kortsigtede interesser bag denne sprængning. Lumumba appellerede til USA, Sovjetunionen og FN om støtte for at bevare den lovlige og nationale enhedsregering. USA havde imidlertid sine grunde til at modarbejde Lumumbastyret. FN troppernes ledelse afspejlede, at FN på dette tidspunkt var et redskab for vestlige stormagter, og henvendelsen til Sovjetunionen førte til, at Lumumba pga. den kolde krig fik et helt urimeligt kommuniststempel. Dette hysteri kan også studeres i dansk presse fra den tid.

I september blev Lumumba fjernet som statsminister af de militære styrker, samtidig med at FN's generalforsamling - hvor der kun var få afrikanske medlemmer - stemte for at overdrage Congos plads til Kasavubus delegation. Til slut blev Lumumba taget til fange, ført til Katanga og myrdet den 13. februar 1961. Under senatsudredninger i USA i 1975 kom der oplysninger frem, som tydede på en direkte CIA indblanding i mordet, i samarbejde med Moise Tsjombe og Joseph Mobutu, der senere tog magten og navnet Mobutu Sese-Seko.

Tilhængere af Lumumba fortsatte gennem 1960'erne med spredte guerillaktioner men blev slået ned. Myndighederne i Zaire var senere nødt til at udnævne Lumumba til «national æreshelt». Ikke mindst fordi han i mange andre lande blev betragtet som en af den afrikanske nationalismes centrale martyrer, som blev dræbt i kampen for national enhed mod international kapitalmagt og nykolonialisme.

Lumumbas skæbne illustrerer tydeligt, hvordan selv reformvenlige og nationale holdninger under «afkoloniseringsperioden» kunne udgøre en trussel, og hvor hurtigt USA og vestlige interesser greb ind for at styre udviklingen i den retning de ønskede. Lumumbas eksempel viser også, hvordan en bestemt historisk situation kan føre til, at en småborgerlig politisk ledelse radikaliseres, samtidig med at der finder en bred folkelig bevidstgørelse sted.

T.L.E.