Nationalisme som politisk doktrin vækker modstridende associationer. På den ene side billedet af svage og undertrykte folks kamp mod fremmed herredømme - billedet af befrielsesbevægelser og uafhængighedskrige fra Afrika til Indokina - som er politisk progressivt og moralsk retfærdigt. På den anden side chauvinistisk demagogi og aggressiv militarisme - fascisme og reaktionær ekspansion: Nationalitetsprincippet går i baglås og går amok. Udfra denne betragtning er nationalismen en moderne Janus, med et ansigt vendt mod venstre og et mod højre. Men dette dobbeltbillede giver kun en overfladisk forståelse af fænomenet.

Nationalismen beskrives ofte som et generelt stadium i udviklingen af moderne samfund: Den opstod i Nordvesteuropa og Nordamerika sidst i 1700 tallet, og spredte sig senere med stadig stigende fart til resten af verden. Det var europæiseringen og moderniseringen af verden, som bragte nationalismen frem. Først som en politisk revolutionær bevægelse vendt mod enevælden og traditionelle hierarkier. Senere med et socialt revolutionært program vendt mod diskriminering og ulighed. Udfra dette perspektiv tillægges nationalismen en historisk entydig rolle. Enten i den almene moderniseringsproces - som den liberale udviklingsteori hævder - eller i udviklingen af det borgerligt kapitalistiske samfund - som marxister fastholder. I begge tilfælde betragtes nationalisme og nationalitetsprincippet som et mellemstadium på vejen frem mod et mere internationalt samfund - en socialistisk-proletarisk verden i den materialistiske fortolkning eller en højere global harmoni i den idealistiske variant.

Men som politisk bevægelse er nationalismen snarere et svar på ujævn udvikling og truende sociale forandringer: Forsvarskamp mod dominans udefra eller aggressiv reaktion på frygten for international degradering. I det 19. og 20. århundrede - henholdsvis i Europa og i den tredje verden - opstod nationalismen som ideologisk legitimering for den uafhængige og centraliserede nationalstat. Politisk massedeltagelse og ujævn økonomisk udvikling var forudsætninger for nationalismens gennembrud. Den udtrykte en integration af perifere områder i det kapitalistiske verdenssystem, samtidig med at den indebar en politisk opsplitning af det samme system.

Nationalistiske bevægelser kan beskrives gennem en udvikling i tre faser. I den første fase er det patriotiske program gerne begrænset til en lille intellektuel elite. I europæisk historie var dette det umiddelbare svar på den franske revolution. Anden fase indebærer en spredning til en større del af det fremvoksende borgerskab, hvor kulturel romantisme og liberal nationalisme var udtryk for borgerskabets patriotiske selvforståelse i perioden fra ca. 1815 til 1848. Den sidste fase indebærer, at masserne involveres gennem en national populistisk appel: Nationalismen som massebevægelse med tilslutning fra bønder og arbejderklasse.

Nationalismen som svar på ujævn udvikling kommer til udtryk gennem et spejlvendt forhold mellem nationalisme som ideologi og nationalisme som realitet: Nationalismens selvforståelse dyrker folklore, folkelig kultur, nationale antikviteter af social og materiel karakter. Nationalismen bliver vigtig, netop når disse ting bliver kunstige. Den kulturelle nationalisme er resultatet af, at urbanisering og uddannelse fjerner folk fra deres folkeligt kulturelle udgangspunkt, mens de rodfaste bønder der voksede op med folkedans, sjældent blev gode nationalister.

Nationale bevægelser opstod derfor i områder med nogen grad af social forandring. Ikke i de traditionelle bondesamfund, der var for uberørte af den nye tid til, at patriotisme kunne erstatte lokale tilknytningsformer. Den opstod heller ikke i gennemmoderniserede områder med en uproblematisk lederstilling overfor omverdenen. Nationalismen opstod og fængede i områder, hvor «moderniseringen» var tilstrækkelig til at skabe problemer, men ikke tilstrækkelig fremskreden til at løse dem. Tilsvarende var de nationale aktivister i den klassiske borgerlige fase overrepræsenteret i de sociale mellemlag - svagest blandt småbønder og arbejdere på den ene side og den politisk-økonomiske elite på den anden.

Som svar på den ujævne udvikling blev nationalismen politisk tvetydig: Én form var progressiv og forsvarede folkelig deltagelse og selvbestemmelsesret; En anden var reaktionær med aggressiv chauvinisme ud ad til og klasseundertrykkelse ind ad til. Disse forskellige varianter er ikke helt fremmede for hinanden. Tvetydigheden er nationalismens væsen. Det er derfor fejlagtigt at forholde sig ubetinget entydig til den.

Ø.Ø.