Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 13.477
: :
Lærling
Left
Rocks
2019-03-25 18:19
2019-03-06 21:20
Arbejderbørn som «savnede tilsyn i hjemmet» kunne blive lærlinge - eller billig arbejdskraft - efter skoletid.

Lærlingeordningen har rødder tilbage til håndværkerlaugene i middelalderen (se Laug). Udviklingen af byerne og brugen af penge som betalingsmiddel gjorde det muligt for håndværkerne at forlade jordbruget og leve udelukkende af deres håndværk. Alle håndværkere indenfor samme håndværk i en by sluttede sig sammen i laug.

Håndværkerne måtte have medhjælpere i deres værksted. Der var to typer medhjælpere: lærlinge og svende. At blive lærling var ingen spøg. Det indebar at bo og arbejde hos en mester for at lære sig faget, få indsigt i fagets «hemmeligheder». Lærlingen måtte være den første på pladsen om morgenen og den sidste om aftenen. Ofte gik meget af tiden med aktiviteter, som ikke havde meget med det at lære faget at gøre. Lærlingen måtte tage sig af rengøringen, hente øl til svendene osv.

Håndværkerkulturen

Det var på mange måder en stolt håndværkerkultur lærlingene blev ført ind i. Faget var på linie med kunst, det var som et mysterium, som kun de indviede kunne trænge ind i og forstå den fulde rækkevidde af. En betingelse for at en svend kunne blive mester var, at han måtte aflægge ed på at han ikke frivilligt ville forråde fagets hemmeligheder.

Lærlingene fik ikke kun oplæring i faget. De blev også udsat for en stærk moralsk og religiøs påvirkning. I mange laug var det f.eks. et krav, at alle lærlinge skulle være født i ægteskab. Det var især vigtigt, at lærlinge og svende levede et moralsk liv under mesterens opsyn for at bevare fagets anseelse. Det modsatte ville føre til de aller strengeste straffe.

Håndværkerlaugene kom til Danmark med den tyske håndværkerkultur. Til denne kultur var der knyttet en mængde mærkelige symboler og ceremonier. Blandt disse hørte både lærlingeoptagelsen og svendedåben. Sidstnævnte kunne gå temmelig brutalt for sig og synes at være udviklet udfra princippet: «gennem fornedrelse til ophøjelse».

Det var reglen, at lærlingen blev svend og svenden senere mester. De tilhørte samme laug og havde meget tilfælles. Godt nok kunne der være ret så få muligheder for at blive mester, og ægteskab med en mesterenke var tit eneste udvej, men alligevel var de åbenbare fælles interesser dominerende.

Anderledes blev det, når kløften mellem mester og svend blev større. Lærlingen blev svend, men derefter var det ikke muligt at komme videre. Laugssystemet brød sammen, og fællesskabet mester-svend-lærling blev erstattet med modsætningen mellem kapitalist og proletar.

Lærlingeordningen i dag

Lærlingene kommer i en dobbeltstilling som både arbejdere og skoleelever. De bliver i virkeligheden ikke nogen af delene. De bliver hverken betragtet som ordentlige arbejdere eller normale elever. De falder let udenfor arbejderkollektivet ved at der indgås individuelle kontrakter med virksomhederne, uden at fagforeningen er involveret. Disse modsætninger uddybes ofte ved, at lærlingen må udføre de kedeligste jobs, som tit ikke er relevante for faget. Men lærlingene er trods alt en gruppe, som kommer i nær kontakt med fagbevægelsen i læretiden, har deres oplæring knyttet direkte til produktionen, og får en praktisk, konkret oplæring knyttet til arbejdslivet.

Lærlingene får løn, men denne løn er ofte så dårlig, at den knapt er til at leve af. Sociale tilbud til lærlingene er også ofte ret dårligt udbygget. De må derfor betragtes som en gruppe med få politiske ressourcer, som er i en vanskelig social situation.

På trods af mange svagheder ved lærlingeloven, må den anses for at være et gode for lærlingene. Den bidrager i nogen grad til at give en fagoplæring, og hindrer at alle bare ville få specialarbejde.

J.H.L.