Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Proletariatet havde i slutningen af 1800-tallet ikke andet end sine lænker at miste, men en hel verden at vinde. (Arbejderbevegelsens Arkiv)

Proletariat (latin proles: afkom) betegnede oprindeligt den laveste, ejendomsløse klasse i antikkens Rom - de der ikke havde råderet over andet end deres børn. Proletariatets vigtigste opgave blev derfor at forsyne staten med soldater. I modsætning til slaverne havde proletariatet statsborgerlige rettigheder, således at dets stemmer ved valgene kunne købes med «brød og skuespil» (se Antikken). Med kapitalismens udvikling blev begrebet proletariat overført til lønarbejderne som klasse - de der ikke har råderet over andet end deres arbejdskraft og som må sælge den på markedet. Dermed blev det ofte brugt til at karakterisere de forarmede indbyggere i industribyernes slumkvarterer.

Indenfor marxistisk teori har proletariatet endvidere en anden dimension. Her betegner det samtidig arbejderklassen som politisk enhed, som i kraft af sin ejendomsløshed ser det som sin opgave at omstyrte kapitalismen. Forudsætningerne for denne omvæltning opfatter Marx i grove træk således: Arbejderne kan udbyttes af kapitalisterne, fordi de ikke selv råder over produktionsmidler. Deres ejendomsløshed kan imidlertid ikke ophæves ved at de enkeltvis tilegner sig ejendom; Den enkelte arbejder kan nok hæve sig op af ejendomsløsheden, men ikke hele klassen. Derimod kan proletariatet som klasse afskaffe ejendomsløsheden ved at ophæve privatejendommen som social institution og erstatte den med fælles råderet over produktionsmidlerne.

Arbejderklassen som den faktisk eksisterer som samfundsgruppe, stilles dermed overfor opgaven om at blive sig sin historiske mission bevidst og organisere sig som en sammenhængende klasse - som proletariat. Efter Marx blev dette skel mellem faktisk og mulig klassebevidsthed især gjort til genstand for teoretisk refleksion af György Lukács, som også fremhævede det kommunistiske parti som bindeleddet mellem de to former for klassebevidsthed.

Billedet af proletariatet i kunsten

Billedet af proletariatet er altså tosidigt. Det opfattes både som fornedret eksistens og som omvæltende kraft. Indenfor marxismens politiske teori bliver disse to sider stående overfor hinanden uden anden formidling end partiets skiftende linier i klassekampen. Ved at gå til litteratur og billedkunst møder man imidlertid mere nuancerede, betydningsrige, og samtidig modsætningsfyldte forestillinger om proletariatet og dets plads i historien.

I skulptur og monumentalmaleriet kredser fremstillingen af proletariatet ikke om håbløsheden, men om de kraftfulde skikkelser der bygger landet. Skulpturen peger på kroppen som det grundlæggende produktionsredskab; Proletariatet opbygger samfundet med muskelstyrke og enkle værktøjer. Arbejdsnæverne gør uimodsigelig krav på fremtiden, fordi de selv skaber den. Monumentalmaleriet beskriver på sin side nationen som et arbejdsfællesskab, som omfatter by og land, håndens og åndens arbejde. Gennem sit arbejde indtager proletariatet dermed sin plads som den grundlæggende klasse i nationens liv.

Ejendom og ejendomsløshed

Udgør lønarbejderne i den udviklede kapitalisme et proletariat i de betydninger, der er nævnt ovenfor? Dette spørgsmål kan besvares ved at se på 1. udviklingen af klassernes sammensætning og forholdet mellem dem, 2. betydningen af ledelsesretten over kapitalen, og 3. forholdet mellem kapitalejendom og personlig ejendom.

1. Mens omkring halvdelen af den erhvervsaktive befolkning var lønmodtagere i 1930, lå andelen på omkring 95% i 2000. Denne udvikling har dog ikke medført en lige så kraftig øgning i LO organiseringen. Den vigtigste årsag til dette er, at der er vokset brede lag af lønmodtagere frem ved siden af og mellem kapitalister og arbejdere. De adskiller sig fra den traditionelle arbejderklasse ved deres uddannelse og deres arbejdsopgaver, hvilket også slår igennem når det gælder politisk tilhørsforhold og faglig organisering (se Mellemlag).

2. Samtidig bliver ejendomsretten til kapital udhulet i flere henseender, selv om der fortsat består helt afgørende forskelle mellem ejere, ledelse og ansatte arbejdstagere. Kapitalejernes kontrol svækkes både fordi virksomhedernes forvaltningsopgaver og statens økonomisk-politiske styring øges i omfang (se Kapitalist). Samtidig har arbejdstagerne øget deres direkte indflydelse på arbejdssituationen gennem faglig organisering og repræsentation i de styrende organer, samtidig med at de øver indirekte kontrol over statens økonomiske politik. I denne forstand er også lønmodtagernes ejendomsløshed i nogen grad blevet udhulet.

3. Skellet mellem kapitalejendom og personlig ejendom er blevet svækket. Selv om fordelingen er skæv, har efterkrigstidens velstandsøgning sat et stærkt præg på alle lag i befolkningen. Den har ikke mindst ført til en øget adgang til varige forbrugsgoder som hus eller bil. Siden 2. verdenskrig er antallet af ejer- og andelsboliger steget på lejeboligens bekostning. Det skyldes dels parcelhusbyggeri, men først og fremmest udstykning af den gamle lejeboligmasse i ejer- og andelslejligheder. Dette medfører, at vurderinger af økonomisk lønsomhed præger dagliglivet for almindelige lønarbejdere på en helt ny måde. De er tvunget til at oparbejde kreditværdighed, foretage langsigtede investeringer og gå ind i omfattende transaktioner på markedet.

Udover fast ejendom og varige forbrugsgoder er der samtidig flere og flere der investerer i uddannelse som en slags «personlig kapital», hvilket også medfører øgede forventninger til langsigtede karriereveje. På denne måde bliver medlemmerne af de fleste samfundsgrupper i stigende grad bundet til kortsigtede interesser i de bestående økonomiske forhold.

Borgerliggørelse af arbejderne?

At betydningen af både ejendomsløshed og ejendom til kapital er svækket, samtidig med at de private forbrugsgoder er øget i omfang, har fået mange til at hævde, at arbejderne i den udviklede kapitalisme er blevet borgerliggjorte. Denne påstand er korrekt i den snævre betydning, at kravet om øget levestandard har fået øget vægt i forhold til kampen for kontrol på arbejdspladserne. Men i to andre betydninger er den forkert.

For det første er det sjældent, at arbejdere gør borgerlige holdninger og værdimønstre til deres idealer, og kun undtagelsesvis omgås arbejdere med personer fra borgerlige lag. Der opretholdes altså en klar arbejderkultur, selv om den ikke omfatter hele klassen af lønmodtagere. For det andet er det umuligt at forstå ændringerne i normer og værdier blandt arbejdere uden at se på de ændringer der samtidig er foregået i andre dele af samfundet. Hvis arbejderne i nogen udstrækning er borgerliggjort, så gælder det i mindst lige så høj grad, at de borgerlige lag er blevet «proletariseret» i det samme tidsrum.

F.E.