Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Adorno, Theodor W. (1903-69), tysk filosof og sociolog. Han studerede filosofi, psykologi og sociologi ved universitetet i Frankfurt am Main. 1925-27 var han kompositionselev hos Alban Berg i Wien, hvor han også fik kontakt med de øvrige medlemmer af den såkaldte 2. wienerskole, Arnold Schönberg og Anton Webern. 1927 genoptog han filosofistudierne i Frankfurt, som han afsluttede i 1931 med en afhandling om Søren Kierkegaard. Han virkede som musikkritiker, redaktør af nymusiktidsskriftet Anbruch og fra 1931 som privatdocent i filosofi ved Frankfurts Universitet. Han hørte til i inderkredsen omkring vennen Max Horkheimers Institut for Socialforskning og bidrog til instituttets tidsskrift bl.a. med artikler om musikkens samfundsmæssige stilling. Som jøde fik han i 1933 frataget sin forelæsningsret af nazisterne. Efter en mellemstation i Oxford emigrerede han i 1938 til USA, hvor han først i New York og siden i Los Angeles ledede diverse sociologiske projekter, bl.a. om antisemitisme. Her skrev han sammen med Horkheimer Frankfurterskolens teoretiske hovedværk Oplysningens Dialektik (udg. 1947). Han bistod Thomas Mann ved udarbejdelsen af musikafsnittene i romanen Doktor Faustus. I 1949 vendte han tilbage til Frankfurt, hvor han til sin død var professor i filosofi og sociologi og fra 1958 direktør for Socialforskningsinstituttet.

Centralt i Adornos arbejder står den kritiske analyse af forholdet mellem individ og samfund. Med basis i Hegel og Marx udviklede han et historisk og dialektisk begreb om samfundet som totaliteten af individernes indbyrdes afhængighed. I modsætning til den positivistiske samfundsvidenskab hævdede han, at den enkelte helt igennem er samfundsmæssigt bestemt, mens samfundet på den anden side kun eksisterer i kraft af de individer, hvis indbegreb det er. I senkapitalismen har bytteprincippet gennemtrængt alle menneskelige relationer, og samfundet har selvstændiggjort sig som et system, der foreskriver den enkelte allerede samfundsmæssigt bestemte handlinger, uden frihed til at realisere «det gode liv». Adornos aforismesamling fra hans amerikanske eksil Minima Moralia (1951) har derfor undertitlen «Refleksioner fra det beskadigede liv».

I Oplysningens dialektik analyserede han og Horkheimer forholdet mellem oplysning, fornuft og frihed. Oplysningen har som mål at befri mennesker fra naturens overmagt, men idet den former sig som fornuftens beherskelse og udnyttelse af såvel den ydre som menneskets indre natur, slår den om i fornyet ufrihed og barbari, i det fascistiske diktatur og i efterkrigstidens totalt forvaltede verden.

I Negative Dialektik (1966) kritiserede han filosofiens idealistiske tendens til at postulere identitet mellem begreb og sag, subjekt og objekt. Ved at ignorere den del af sagen, der ikke går op i begrebet, afskærer filosofien sig ikke blot fra at erkende verden som den er, men også fra at tænke «det, som kunne være anderledes» - utopien, det gode liv - og binder sig til den slette realitet.

Det ikke-identiske, som Adornos materialistiske, negative dialektik søger at redde, kan finde udtryk i den radikalt moderne kunst. Kunsten er med et udtryk fra Hegel en udfoldelse af sandheden, den er samfundsmæssigt formidlet og præget af de reale, samfundmæssige konflikter, og som sådan et væsentligt objekt for Adornos filosofiske samfundsanalyse. Han beskæftigede sig både med litteratur og musik, der optager næsten en tredjedel af hans produktion. I Den Ny Musiks Filosofi (1948) fremhævede han Schönbergs, Bergs og Weberns brud med den traditionelle tonale musik i deres fri atonale værker, og kritiserede denne «frihedens musikstils» omslag i ufrihed i tolvtonemusikken, som han dog anså for historisk nødvendig. Han formulerede et dialektisk begreb om det musikalske materiale, hvis historiske tendens ingen autentisk kunst kan ignorere, men samtidig kritiserede han den stigende materialefetischisme i efterkrigstidens serielle musik. I sine bøger om komponisterne Gustav Mahler (1960) og Berg (1968) prægede han et begreb om modernitet, som foregreb og kritiserede mange af den postmoderne æstetiks vigtigste pointer.

H.P.