Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Positivismen repræsenterer den filosofiske grundholdning, at al viden er begrænset til sansedata, at denne viden kun kan nås gennem metodisk videnskabelig observation af virkeligheden, og at der kun findes én form for videnskabelig erkendelse - nemlig den naturvidenskabelige.

I sin klassiske form blev positivismen udformet med Auguste Comtes positivistiske lære og til dels med David Humes empirisme. I løbet af det 19. århundrede fik positivismen stor udbredelse i europæisk tænkning - bl.a. gennem Herbert Spencers udviklingsfilosofi, Ernst Machs sanselære og Karl Kautskys marxisme. Vigtige indledningsværker til den moderne positivisme - eller «nypositivismen» - er Bertrand Russel og Alfred N. Whiteheads logiske undersøgelser «Principia Mathematica» (1910-13) og Ludwig Wittgensteins sprogfilosofiske værk «Tractatus Logico-Philosophicus» (1921).

Den moderne positivisme er først og fremmest knyttet til den såkaldte «Wienerkreds»: En gruppe af filosoffer som samarbejdede fra slutningen af 1920'erne, indtil kredsens leder Moritz Schlick i 1936 blev myrdet, og Hitler i 1938 besatte Østrig. Foruden Schlick var Rudolf Carnap og Otto Neurath de førende teoretikere. Til kredsens periferi hørte bl.a. Karl R. Popper. Tilsvarende kredse fandtes i Berlin omkring fysikeren Hans Reichenbach og i Warszawa omkring logikeren Alfred Tarski. Berlin og Wien samarbejdede om udgivelsen af tidsskriftet «Erkenntnis».

«Wienerkredsen» var militant modstander af metafysikken, og til metafysikken henregnede den store dele af den filosofiske overlevering. Dens program var at ophæve den traditionelle filosofiske reflektion over erkendelse, moral, kunst og religion til fordel for den strengt videnskabelige udforskning af verden.

«Wienerkredsen» anerkendte kun to typer af meningsfyldte problemer: Logiske og empiriske. De «ægte» problemer kan løses enten gennem en formallogisk analyse af sproget eller gennem en empirisk-erfaringsvidenskabelig udforskning af verden. Metafysikkens emner er i overvejende grad hverken logiske eller empiriske, og kan derfor afvises som «skinproblemer». De logiske positivister med Carnap i spidsen satsede hovedsagelig på udviklingen af formallogik og matematik. Målsætningen blev udtrykt i Carnaps programmatiske erklæring: «Metafysikkens overvindelse gennem logisk analyse». Andre - i første række Næss - søgte at gennemføre positivismens program ad den empirisk-filosofiske vej.

Carnaps tanke var at udvikle et logisk universalsprog, som skulle være fælles for al videnskab. Den vigtigste talsmand for «Wienerkredsens» program om «enhedsvidenskab» var imidlertid Neurath: Virkeligheden er af én karakter; Videnskaberne udgør en enhed; Alle videnskabelige udsagn kan udtrykkes i ét sprog; Virkeligheden kan udforskes gennem én form for videnskabelig metode. Højdepunktet i den videnskabelige udvikling er de moderne naturvidenskaber og særlig fysikken. I en eksakt, objektiv form giver fysikken indsigt i naturens lovmæssigheder og muliggør derved herredømme og kontrol over udviklingen. Videnskaberne placeres på en rangstige, afhængig af hvordan de står i forhold til fysikken som idealvidenskab. Mest uudviklet er ifølge Neurath «åndsvidenskaberne» - historie, litteratur etc. Psykologi og sociologi indtager en mellemstilling. Neurath opfattede sig selv som marxist, og var stærkt optaget af at overføre positivismen til samfundslæren - sociologien. Det er gennem overtagelse af fysikkens eksakte tankesæt, at sociologien kan blive en moderne videnskab. Indsigt i samfundslovene kan give menneskene styring og kontrol over udviklingen.

I landflygtighed i USA udgav Neurath og Carnap «International Encyclopedia of Unified Science» og i en kort periode «Journal of Unified Science». Wienerkredsens positivistiske tankesæt fik stor betydning for udformningen af samfundsvidenskaberne i efterkrigstiden - især i USA og Skandinavien. Det måske mest centrale navn i denne forbindelse er Paul F. Lazarsfeld - en anden flygtning fra Wien. Lazarsfelds tankegang er klart formuleret i bl.a. forelæsningen «Hvad er sociologi?», som han holdt som gæsteprofessor i Oslo i 1948-49, og som senere er blevet internationalt kendt gennem C. Wright Mills kritik af den i «Den sociologiske fantasi» (1959). Lazarsfeld drager en parallel mellem natur- og samfundsvidenskaberne. Det er ifølge Lazarsfeld kun et spørgsmål om tid, hvornår samfundsvidenskaberne vil være på samme høje, eksakte teoretiske niveau som naturvidenskaberne. Målet er at etablere samfundsvidenskaberne som en social ingeniørkunst, som kan bidrage til at «forstå og kontrollere samfundets fænomener».

Positivismen må i dag regnes for gendrevet som filosofi og videnskabsteori. For det første er positivismen blevet undermineret indefra af sine egne. Med udgangspunkt i den senere Wittgensteins skrifter har den sproganalytiske filosofi - den såkaldte «Oxfordfilosofi» - orienteret sig bort fra den formallogiske sprogkonstruktion til undersøgelser af dagligsproget. En beslægtet problematisering og kritik af positivismen finder man i Næss' filosofiske studier siden 1960'erne. En speciel stilling indtages af Poppers videnskabsfilosofiske kritik siden 1930'erne: Afvisningen af nogle centrale opfattelser hos Wienerkredsen uden at bryde med det positivistiske program. Nogle vil imidlertid også regne Popper til den «antipositivistiske» filosofi. For det andet har en række nyere studier med udgangspunkt i hermeneutisk-fænomenologisk og kritisk-dialektisk filosofi vist, at programmet for en enhedsvidenskab bygger på forkerte teoretiske forudsætninger. Positivismens objektivistiske videnskabsideal forudsætter, at ethvert subjektivt element er elimineret, men i de videnskaber der omhandler menneskets liv og ytringer i fortid og nutid, vil subjektive fænomener som hensigt, intention, mening osv. være centrale.

Overført til samfunds- og åndsvidenskaberne bliver dette ideal forfejlet: Menneskets liv og ytringer er gennemsyret af subjektive fænomener som mening, hensigt, intention, bevidsthed osv. Disse videnskaber sigter derfor ikke mod en årsagsforklaring ud fra universelle lovmæssigheder, men mod meningsforståelse af individuelle og subjektive udtryk. Den vigtigste kritik af positivismen er i denne forbindelse kommet fra de vesttyske teoretikere Jürgen Habermas og Karl-Otto Apel.

R.S.