Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

«Moral» er i bred forstand betegnelsen for alle forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert, værdifuldt og forkasteligt i det sociale - i livet. Alle menneskelige egenskaber og handlinger og alle samfundsforhold kan således vurderes ud fra moralske synspunkter. Indenfor moralens område kan man udskille forskellige delområder, f.eks. seksualmoral, forretningsmoral og kristen moral.

Ordet «etik» anvendes ofte i samme betydning som «moral». Således er socialistisk moral lig socialistisk etik. «Etik» anvendes også som betegnelse for læren om moral. (Filosofisk etik = moralfilosofi.)

For at undgå uønsket kritik indskrænkes moralens område til tider til udelukkende at gælde private forhold. Tilløb til privatisering af moralen finder vi allerede i antikken - de filosofiske retninger epikuræisme og stoicisme der stærkt fremhæver individets velstand og lykke. I den borgerlige epoke tenderer moralbegrebet til at indskrænkes yderligere - til fremfor alt at gælde det seksuelle område. Ved hjælp af det snævre moralbegreb kan alle forsøg på moralsk vurdering af økonomiske og politiske forhold affejes som uvedkommende. Man finder eksempler på denne måde at beskytte det politisk-økonomiske område mod kritik i traditionerne fra Machiavelli til Henry Kissinger (såkaldt politisk realisme), såvel som i den ortodokse marxisme.

Ret handling og moralsk tæft

Et grundlæggende skel i handlingsteorien - pragmatikken - er skellet mellem handling og kompetence. For at kunne udføre en handling af en vist type, må vi have erhvervet os de færdigheder, der kræves for at udføre handlingen. Det gælder både for praktiske gøremål - at lave sko, at stege pandekager - og for teoretiske gøremål - at kritisere en teori, at udarbejde en strategi. Hvis man betragter den filosofiske og videnskabelige litteratur om moral i lyset af skellet mellem handling og kompetence, træder der en væsentlig forskel frem mellem ældre og nyere behandlinger af moral.

I den nyere moralfilosofi fra slutningen af 1700 tallet frem til vore dage har man koncentreret meget arbejde i at finde frem til regler for at adskille rigtige handlinger fra urigtige. Kants kategoriske imperativ er et forsøg på at formulere en sådan regel for rigtige handlinger: «Du skal handle således, at dit handlingsprincip kan anvendes af alle andre, som er i samme situation.» Det utilitaristiske, nyttefilosofiske lykkeprincip er et andet eksempel på det samme: «Du skal prøve at maksimere lykken for så mange som muligt.» Indenfor den utilitaristiske tradition tager man udgangspunkt i situationer, hvor et individ kan vælge mellem nogle forskellige handlingsalternativer. Individets problem er at afgøre, hvilket handlingsalternativ det ville være korrekt for ham/hende at vælge. Dette gør han/hun ved at beregne værdien af konsekvenserne af hvert enkelt handlingsalternativ, for derefter at vælge det alternativ, der fører til de bedste konsekvenser for alle berørte parter.

Moralen fremstilles her som en norm- og værdilære - en lære om handlingers rigtighed og konsekvensers værdi. Dette perspektiv på moral spreder sig i 1800 tallet fra filosofien til samfundsvidenskaberne og danner grundlaget for meget af det, der i dag foretages indenfor fag som socialøkonomi, sociologi og socialantropologi.

De forudsætninger som individet må have for at kunne vælge rigtigt, bliver sjældent behandlet i den utilitaristiske tradition. Det er derimod et centralt emne i ældre moralfilosofi, fra Platon og Aristoteles i 300 tallet f.v.t. til Hume i 1700 tallet. Den grundlæggende antagelse i deres syn på moral er, at korrekt handling forudsætter kompetente aktører. Ofte bliver de betingelser som aktøren må opfylde for at kunne handle korrekt, fremstillet i form af analyser af karakteregenskaber - «dyder» - der er nødvendige for moralsk kompetent handling.

Specielt Aristoteles' analyse af, hvad det indebærer at have moralsk tæft - etisk kompetence, praktisk visdom - er fortsat værd at læse. Aristoteles fremhæver, at moralsk tæft er noget der må erhverves. Til at begynde med ved at man handler under de mere erfarnes ledelse. Derefter gennem egen handling og refleksion. Teoretisk kendskab til moralregler kan aldrig erstatte den praktiske visdom, der kun kan erhverves over tid gennem reflekteret handling.

Kompetence i moralske spørgsmål indebærer således langt mere end blot kendskab til regler og værdiskalaer. Moralsk tæft kræver et menneskesyn og et samfundssyn, som er gennemreflekteret og afprøvet gennem egen erfaring, og evne til at tilpasse sine reaktioner til den foreliggende situation på en adækvat måde - noget som kun kan læres gennem erfaring.

Når Aristoteles skal forklare, hvad det indebærer at være modig, skriver han derfor kun, at det er at frygte «de rette ting for de rette formål på ret måde i ret øjeblik», og går derefter over til gennem eksempler at illustrere, hvad dette indebærer. På lignende måde forklarer han hvad mådehold, generøsitet, værdighed m.m. indebærer.

Dobbeltmoral

Når en person, gruppe eller klasse har to sæt moralforestillinger - normer, vurderinger - som dækker samme virkelighedsområde og som ikke er forenelige med hinanden, taler vi om dobbeltmoral. De moralforestillinger der kommer til udtryk i, hvad vi faktisk gør, svarer ikke altid til det vi siger til andre og tænker for os selv. Det er derfor nødvendigt at skelne mellem moral som ideologi og moral som praksis. Manglende overensstemmelse mellem moralideologi og praktiseret moral giver anledning til én form for dobbeltmoral.

En anden form for dobbeltmoral bygger på skellet mellem det private og det offentlige. Der findes ting, som kan være korrekte og gode i private sammenhænge, men ikke i offentlige; Da taler vi ikke om dobbeltmoral, men f.eks. om berettiget hensyn til situationen. I andre tilfælde mener vi, at det ville være forkert at vurdere det private anderledes end det offentlige; Da taler vi gerne om dobbeltmoral. Pacifister kan f.eks. anse det for en form for dobbeltmoral, når kristendommens femte bud - «du må ikke slå ihjel» - begrænses til privatsfæren. Videnskabsfolk og andre eksperter som er beredte til at gøre ting i deres arbejde, som de ellers ville tage afstand fra, har også en form for dobbeltmoral.

Yderligere en form for dobbeltmoral bliver mulig ved skellet mellem det mandlige og det kvindelige. Når samme præstationer udført af mænd og af kvinder bedømmes forskelligt, kaldes det for dobbeltmoral, under forudsætning af at man betragter forskelsbehandlingen som uberettiget. Kampen for kvindefrigørelse retter sig ikke mindst mod den eksisterende dobbeltmoral på arbejdsmarkedet og det seksuelle område.

Relativisme og almengyldig moral

De kulturelle variationer på moralens område er store. I middelhavskulturerne og i den arabiske verden spiller f.eks. forestillinger om familiens ære, mandens værdighed og kvindens dyd en helt anden rolle end de gør i Nordeuropa i dag. Tilsvarende spiller forestillinger om arbejdsomhed, lydighed og punktlighed en helt anden rolle i vor kultur end i mange andre kulturer.

Mangfoldigheden på det moralske område gav tidligt (400 tallet f.v.t.) anledning til en diskussion - der endnu er i gang - om der findes nogle almengyldige moralregler. Spørgsmålet om hvorvidt der findes almengyldige moralregler har en empirisk og en normativ side. Det empiriske spørgsmål drejer sig om, hvorvidt der findes moralregler som faktisk betragtes som gyldige i alle kulturer. Besvarelsen af dette spørgsmål er en samfundsvidenskabelig og historisk opgave. Det normative spørgsmål handler om, hvorvidt der findes nogle moralregler der er gyldige for alle mennesker i alle samfund, uanset om de faktisk anerkendes som gyldige eller ikke. Besvarelsen af dette spørgsmål er en af moralfilosofiens grundlæggende opgaver.

Incestforbudet - forbudet mod seksuel omgang mellem nære slægtninge - er en regel der eksisterer i alle kendte kulturer. Men det betyder ikke, at incestreglen må betragtes som bindende for alle samfund i evindelige tider. For at underbygge en sådan påstand behøves der mere end blot empirisk argumentation.

Påstanden om at der ikke findes almengyldige moralregler, kaldes ofte for etisk relativisme. Modsat har naturretstraditionen prøvet at vise, at der findes moral- og retsregler, som er fornuftige og derfor bindende for alle mennesker til alle tider. «Natur» betyder i denne sammenhæng det samme som menneskets natur = fornuften. En naturretsregel er da en moralregel, der kan etableres gennem fornuftig argumentation. Kant mente, at det kategoriske imperativ må betragtes som en almengyldig fornuftsregel.

I vore dage har bl.a. medlemmer af den såkaldte Frankfurterskole prøvet at videreudvikle arven fra naturretstraditionen og Kant gennem at tage udgangspunkt i den kompetence, som alle mennesker normalt har (se Kritik). Gennem analyser af de regler der nødvendigvis må gælde for al fornuftig argumentation, håber Karl-Otto Apel og Jürgen Habermas at kunne finde frem til en kerne af moralregler, som må siges at være almengyldige.

T.No.