Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
    .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 4/1 2011
Læst af: 58.288
: :
Norm

Norm (af lat. norma 'rettesnor, norm', egl. 'vinkelmål'). Ifølge John Broome i Normative Requirements angiver en norm, hvordan noget bør være, herunder hvad man bør gøre, mene, tro, udlede, antage osv. Dermed er en norm noget, som man kan konformere med eller undlade at konformere med. Normkonformitet viser ikke nødvendigvis, at den relevante norm er gyldig, ligesom manglende konformitet med en norm ikke viser, at normen ikke gælder eller ikke er gyldig. Hvis f.eks. en person slår en anden person ihjel, så følger det ikke, at der ikke hersker en norm om, at man ikke må slå andre personer ihjel. På den måde adskiller normer sig fra naturlove, idet en naturlov er uforenelig med, at virkeligheden opfører sig anderledes end naturloven siger. Hvis der f.eks. er objekter, der bevæger sig hurtigere end lysets hastighed, så er det ikke en naturlov, at intet bevæger sig hurtigere end som så.

Man skelner ofte mellem normer og værdier. At sige, at noget udgør en værdi, er at sige, at det er godt. Heri ligger ikke nødvendigvis nogen forskrift for handling. Vi kan sige, at det har en stor værdi, at Big Bang fandt sted uden dermed at forpligte os på nogen forskrifter for handlinger. Mange normer begrundes imidlertid netop med henvisning til værdier, som disse normer fremmer eller respekterer. F.eks. vil dybdeøkologer sige, at en norm om at undlade at udvinde olie i uberørt natur begrundes gennem den respekt, vi herigennem udviser for naturens egenværdi.

Udsagn, der foreskriver noget, kaldes normative udsagn. Det er almindeligt at kontrastere normative udsagn med faktuelle udsagn. Denne modstilling var således fremtrædende i positivismens opgør med den filosofiske tradition, herunder etikken, som f.eks. fremført af Alfred Ayer i Language, Truth, and Logic. Modstillingen kan imidlertid ses som misvisende, da faktuelle udsagn kan oversættes som udsagn angående kendsgerninger. Hvis man modstiller normative og faktuelle udsagn, ligger der derfor i modstillingen, at der ingen kendsgerninger er angående, hvilke normer er gyldige eller sande. Men mange vil netop hævde, at vi kan have viden om, hvilke normer er gyldige og sande, og er dermed forpligtede på, at der findes kendsgerninger om normer. Alternativt kan man kontrastere normative og empiriske udsagn. Heller ikke alle finder den kontrastering uproblematisk. Nogle – realister, hvad angår normer – mener, at normer i en eller anden forstand findes i den empiriske virkelighed, jf. f.eks. Aristotelisk inspirerede tænkere som Jonathan Dancy (f. 1946). En sidste mulighed er derfor, at kontrastere normative udsagn med ikke-normative udsagn. Den kontrast er uangribelig. Men den kaster ikke meget lys over, hvad normative udsagn er. Såkaldte norm-ekspressivister, som f.eks. den amerikanske filosof ved Allan Gibbard (f. 1942), hævder, at et normativt udsagn kan analyseres som, at taleren udtrykker sin accept af en norm. I forlængelse heraf kunne man sige, at ikke-normative udsagn er udsagn, hvorved taleren ikke udtrykker sin accept af nogen norm.

Normer har forskellige objekter. Mest oplagt kan normer angå handlinger, som f.eks. høflighedsnormen om, at hvis nogen hilser på en, så bør man hilse igen. Man kan sige, at normer angående handlinger er handlingsforeskrivende. Ikke alle normer er dog handlingsforeskrivende. Normer kan nemlig også angå mentale tilstande, som f.eks. ønsker, jf. «Du må ikke begære din næstes hustru», og formodninger, jf. «Naturvidenskaben har vist, at der er meget ringe belæg for at formode, at verden er skabt af Gud». Nogle filosoffer har argumenteret for, at mentale tilstande som formodninger er normative i den forstand, at det, at en mental tilstand udgør en formodning snarere end f.eks. en antagelse gjort for argumentets skyld, ligger i, at tilstanden sigter mod at være sand. Normer for ønsker og formodninger kan ikke umiddelbart ses som handlingsforskrifter, da f.eks. det at begære noget ikke udgør en handling.

Normer kan knytte an til forskellige perspektiver. Her er fem eksempler på sådanne perspektiver, der dog ikke til sammen udgør nogen udtømmende opregning af forskellige normperspektiver. (i) Nogle normer er æstetiske, dvs. de knytter sig til skønhed eller sanselighed mere generelt. Franske impressionister krænkede samtidens æstetiske norm om, at et maleri bør ligne det, som det er et billede af. (ii) Andre normer er etikettenormer. Disse knytter sig til, hvad man kunne kalde god opførsel. (iii) Moral udgør et tredje perspektiv, hvortil der knytter sig normer. At moralske normer adskiller sig fra etikettenormer, kan man indse ved at forestille sig, at en person afbryder brudens tale under et bryllupsselskab ved at råbe «Brand». Etikettenormer tilsiger, at man ikke afbryder bruden under dennes bryllupstale, men en moralsk norm tilsiger, at man advarer et middagsselskab, så det ikke indebrænder, selvom man for at gøre det må krænke en etikettenorm. I konfliktsituationer er moralske normer overordnede etikettenormer, jf. bl.a. den engelske sprogfilosof Richard Hare (1919-2002), der lader dette overordningsforhold indgå i selve definitionen af moralske normer. (iv) En fjerde kategori af normer er epistemiske normer. Disse normer knytter sig til erkendelsen. Den østrigsk-engelske videnskabsfilosof Karl Poppers (1902-1994) norm om, at videnskabspersoner bør udkaste dristige teorier frem for uinteressante og trivielle teorier, der med stor sandsynlighed er sande, udgør en epistemisk norm. (v) Juridiske normer udgør en femte kategori af normer. De adskiller sig fra allerede nævnte normkategorier ved at være knyttet til særlige formelle beslutningsprocedurer og sanktionssystemer. Den juridiske norm om, at man ikke må slå ihjel er således indfældet i straffeloven og personer, der dømmes for at overtræde normen, udsættes for fængselsstraf. Vi ville ikke på tilsvarende måde f.eks. sige, at den moralske norm om, at man ikke må slå ihjel, er noget, vi har vedtaget. I det at juridiske normer er knyttet til bestemte formelle beslutningsprocedurer ligger også, at juridiske normer varierer fra jurisdiktion til jurisdiktion. Herved adskiller juridiske normer sig yderligere fra moralske normer, selvom de kan have samme indhold, f.eks. et forbud mod at slå personer ihjel. Den moralske norm om ikke at slå ihjel er ikke begrænset i sin gyldighedssfære til en enkelt jurisdiktion el. lign., men har universel gyldighed.

Et centralt filosofisk spørgsmål angår forholdet mellem normer, grunde og motivation. Et vigtigt underspørgsmål i forhold til denne problematik går på, om det er muligt at forestille sig en person, der er eller ser sig som underlagt et bestemt sæt af normer, men uden nogen form for irrationalitet ingen motivation overhovedet har for at handle i overensstemmelse hermed. Mens de fleste, jf. bl.a. den indflydelsesrige Oxford filosof Philippa Foot (1920-2010), anerkender denne mulighed, hvad angår etikettenormer, så har problematikken været genstand for intens diskussion, hvad angår moralske normer, og kendes i den form bl.a. fra Sokrates' diskussion med Thrasymachos i Platons Staten. Nogle, herunder Sokrates, hævder, at det er begrebsligt umuligt at forestille sig en person, der anerkender, at moralske normer tilsiger, at vedkommende foretager en bestemt handling, og at vedkommende ikke desto mindre uden nogen form for irrationalitet er indifferent overfor, om hun foretager denne handling. At vide hvad man bør gøre involverer at være motiveret til at gøre det, kan Sokrates' m.fl. synspunkt opsummeres som. En relateret vigtig nyere diskussion er affødt af Oxford filosoffens Bernard Williams' (1929-2003) påstand om såkaldte eksterne grundes umulighed. I Williams' påstand ligger, at det er umuligt, at en person har en grund til at handle på en måde, der ikke på relevant vis tilfredsstiller en af personens eksisterende ønsker bredt forstået. En person kan således jf. Williams i Internal and External Reasons ikke have en grund til at gøre, hvad nogle mener, vedkommende har en moralsk pligt til at gøre, for så vidt som denne pligtmæssige handling ikke på nogen måde knytter an til personens ønsker.

Et andet centralt filosofisk spørgsmål angående normer knytter sig til, hvorvidt normative udsagn er underlagt rationalitetskrav. Et ekstremt synspunkt her vil være, at alle positive udsagn om normer i sidste ende er falske, fordi enhver tilslutning til en given norm bedst forklares uden henvisning til denne norms gyldighed og restløst kan forklares med henvisning til eksterne forhold som socialisering og kultur, der ikke forudsætter den pågældende norms gyldighed. Et sådant synspunkt er bl.a. blevet fremført af den australske filosof John Mackie (1917-1981) for så vidt angår moralske normer. Selv hvis dette synspunkt er korrekt, er det uklart, at det udelukker, at normative, herunder moralske, udsagn er underlagt rationalitetskrav. I den forbindelse har f.eks. ovennævnte Richard Hare argumenteret for, at det ligger i vores moralske sprog, at moralske normer er underlagt et rationalitetskrav om universaliserbarhed. Kravet indebærer, at hvis jeg hævder, at en person bør foretage en bestemt handling under bestemte omstændigheder og også hævder, at det ikke er tilfældet, at en anden person bør handle på samme måde, så må der være en relevant forskel, hvad enten den angår de to involverede personer eller de omstændigheder de to personer befinder sig under. Eftersom denne nødvendighed ligger i selve det moralske sprog, kan jeg ikke undslippe forpligtelsen på eksistensen af en sådan moralsk relevant forskel mellem de to situationer.

Også andre discipliner end filosofien beskæftiger sig med normer. Dele af sociologien har normer som et centralt genstandsfelt. Målsætningen her er at give en beskrivelse af de normer, der anerkendes i samfundet i al almindelighed eller i diverse subkulturer. I tillæg hertil søger sociologien også at forklare, hvorfor bestemte normer hersker i nogle kontekster, mens andre normer hersker i andre kontekster. En ofte anvendt forklaringstype henviser til, at den relevante norm har en række positive funktioner for det pågældende sociale fællesskab, f.eks. i form af socialt sammenhold. Klassiske eksempler på sådanne analyser findes i den franske sociolog Emile Durkheims (1858-1917) arbejder om kriminalitet og religion. En sociologisk analyse af normer tager ikke stilling til normers gyldighed. Det er fuldt foreneligt med en sociologisk påvisning af sexistiske normers dominans indenfor bestemte sociale grupper at hævde, at andre og ikke-sexistiske normer burde være gældende. I de senere år har et vigtigt krydsfelt mellem sociologien og filosofien været forsøget på at redegøre for socialt gældende normers ontologi, jf. f.eks. den engelske filosof Margaret Gilberts analyser af socialitet og Princeton filosoffen David Lewis' (1941-2001) udforskning af konventioner.

Juraen er en anden disciplin, der har normer – mere specifikt: juridiske normer – som sit genstandsfelt. Noget Joseph Raz (f. 1939) har behandlet i Practical Reason and Norms. Juridiske normer er som andre normer ofte vage, og det kan være vanskeligt at anvende dem på enkelttilfælde, der på forskellig vis adskiller sig fra de enkelttilfælde, domstolene hidtil har taget stilling til. En vigtig opgave for juraen er således at præcisere og udspecificere juridiske normer. Bestræbelsen på at klargøre sociale normers ontologi modsvares indenfor juraen i bestræbelsen på at redegøre for, hvad der ligger i, at noget er juridisk norm. Jf. den danske jurist og filosof Alf Ross' (1899-1979) kontroversielle og reduktionistiske prognoseteori skal gældende juridiske normer ses som forudsigelser af domstolsafgørelser.

K.L-R.


Litteratur

A. Ayer: Language, Truth, and Logic, London 1936.
J. Broome: Normative Requirements, i Ratio 12 (1999): 398–419.
J. Dancy: Practical Reality, Oxford 2000.
E. Durkheim: The Elementary Forms of Religious Life, Oxford 1915.
P. Foot: Morality as a System of Hypothetical Imperatives, Philosophical Review 81 (1972): 305–16.
A. Gibbard: Wise Choices, Apt Feelings: A Theory of Normative Judgment, Cambridge, MA 1990.
M. Gilbert: Living Together: Rationality, Sociality, and Obligation, Lanham, MD 1996.
R. Hare: Moral Thinking, Oxford 1981.
D. Lewis: Convention, Cambridge, MA 1969.
J. Mackie: Ethics: Inventing Right and Wrong, London 1977.
R. Merton: Social Theory and Social Structure, Free press new York, 1968 enlarged edition
J. Raz: Practical Reason and Norms, London 1975.
A. Ross: Directives and Norms, London 1968.
B. Williams: Internal and External Reasons, i B. Williams, Moral Luck, Cambridge 1981.