Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Østrig
Arbejde  .  Videnskab
    .  Humaniora  .  Filosofi
Ideologi  .  Borgerlig
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 34.446
: :
Popper, Karl Raimund
Karl Popper
Karl Popper

Popper (1902-94), indflydelsesrig videnskabsfilosof og kritiker af moderne marxisme, fornyer af borgerlig oplysning.

Karl Raimund Popper blev født i en jødisk familie i Wien, var i ungdommen ivrig socialist og tilsluttet sig kortvarigt marxismen, som han brød med i 1919. Opgøret med marxismen blev en hovedbegivenhed i hans udvikling. Efter hans vurdering havde marxistisk politik vist sig at have katastrofale konsekvenser, og han kom derfor til at anse den marxistiske teori for en skinvidenskab om samfundsudviklingens uafvendelige forløb. Han udgav i 1934 sit hovedværk «Den videnskabelige forsknings logik», som præsenterer hans banebrydende antipositivistiske teori om den hypotetisk-deduktive forskningsmetode i naturvidenskaberne.

Tidligt i 30'erne var Popper overbevist om, at de demokratiske kræfter i Østrig ikke kunne standse en fascistisk magtovertagelse, og han valgte i 1937 at emigrere til New Zealand. Der skrev han - særligt med tanke på den situation som ville opstå efter at de allierede havde vundet krigen - bøgerne «Det åbne samfund og dets fjender» samt «Historicismens elendighed». I disse finder vi hans programudkast til en borgerlig-liberalistisk doktrin om «det åbne samfund», baseret på en indgående kritik af dets vigtigste «fjender» i den vestlige tradition - især Platon og Marx. Efter 1945 flyttede Popper til England. Han døde i 1994.

Hovedproblemet for Poppers videnskabsfilosofi er det at finde et træffende kendetegn, som kan skelne ægte videnskab - som moderne fysik - fra skinvidenskab - som astrologi, freudianisme og moderne marxisme. Løsningen som Popper kaldte demarkationskriteriet, er falsificerbarhed. En teori er falsificerbar i den udstrækning man kan angive mulige fakta, som er uforenelige med den og som derfor ville afkræfte den, hvis de kunne underbygges. Kravet rettes ikke bare til teorien, men også til hvordan den bruges i praksis: En teori som rent logisk er falsificerbar, mister alligevel videnskabelig status, dersom dens tilhængere ophører med at gøre erfaringer med den - dvs. ophører med at tage den risiko at lære, at de evt. tager fejl.

Al viden om verden - og specielt vor bedste videnskabelige viden - er fejlbarlig. Hverken argumenter eller erfaringer kan bevise, at vore teorier er sande, og strengt taget har vi ikke engang grundlag for at modbevise falske teorier, da de observationer, eksperimenter og tekniske anvendelser vi tester teorierne imod, altid er tilvejebragt gennem andre antagelser, som igen kan være falske.

Alligevel mener Popper det er muligt at gøre rationelt begrundede fremskridt i den videnskabelige forskning; Hans metodelære skal forklare hvordan. Stærkt forenklet er hovedideen, at man i ægte videnskab ikke udnytter de logiske smuthuller, som altid kan redde ens teori fra gendrivelse. Man søger sammenhængende teoretiske forklaringer, som kan testes uafhængig af fakta man allerede mener at kende til: Dels ved at udarbejde dristige teorier som «stikker halen frem», dels ved at afprøve deres nye konsekvenser i kontrollerbare empiriske tests - kravet om intersubjektiv efterprøvelse. Uanset om testen fører til afkræftelse eller bekræftelse, har den lært noget nyt om verden. I første tilfælde viser den noget om, hvad en endnu bedre teori skal kunne. Som Popper ser det, er forskning en kritisk og målrettet videreførelse af den ofte mere smertefulde prøven og fejlen vi alle bedriver udenfor videnskaben.

Poppers kritik af marxismen i «Det åbne samfund og dets fjender» giver fuld anerkendelse til Marx som banebryder i den moderne samfundsforskning og for hans moralske engagement mod udbytningen af arbejderklassen. Men Popper mener, at Marx er domineret af hegelsk tænkemåde, hvilket delvist ødelægger den videnskabelige værdi af de fremskridt Marx gjorde. Moderne marxisme efter 1917 har stort set holdt fast ved Marx' metodiske skavanker, udvandet teorien og således effektivt gjort sig ude af stand til at lære af senere erfaring. Erfaring som både falsificerer dele af Marx' teori og opstiller nye problemstillinger for en samfundsvidenskab forpligtet af fornuft og frihed.

Poppers hovedvurdering bliver, at marxismen er forfaldet til en skinvidenskab, fordi dens tilhængere har valgt en «strategi», der strider mod ægte forskning: «Marxisterne har kun fortolket marxismen forskelligt. Det drejer sin om at forandre den.»

T.L.


Litteratur

K. R. Popper: The Logic of Scientific Discovery; The Open Society and lts Enemles, I, II, London 1945.
Samfunnsvidenskab og profeti, Oslo 1971.
F. Stark: Revolution eller reform? Oslo 1972.
I. Lakatos og A. Musgrave: Criticism and the Growth of Knowledge, Cambridge 1970.