Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Videnskabsteori er det videnskabelige studium af videnskaben, en «teori om teorier». Traditionelt har den omfattet videnskabsfilosofi og videnskabshistorie. I den senere tid er også videnskabssociologi og videnskabsøkonomi kommet til. Det psykologiske studium af den videnskabelige proces, særlig i dens skabende faser, er også påbegyndt.

Der er i dag en tendens til, at disse forskellige grene af videnskabsteorier mere og mere nærmer sig hinanden. Videnskabsfilosofien bliver mere og mere historisk, i den forstand at den logiske analyse af videnskabelige teorier vanskeligt kan skelnes fra studiet af deres udvikling over tid. F.eks. er spørgsmålet om en teori (f.eks. biologi) kan reduceres til en anden (f.eks. kemi) ikke noget som kan undersøges ved at betragte de to teoriers tilstand på et bestemt tidspunkt. Reduktionismen er et forskningsprogram, hvis succes alene kan vurderes ved at betragte et længere tidsrum.

På samme måde gælder det, at videnskabshistorien bliver mere og mere sociologisk orienteret, i den forstand at man udover de interne årsager til videnskabelig forandring inddrager de ydre eller eksterne årsager. Dette er delvist sket ved, at man har betonet de sociale faktores betydning for videnskabsmandens problemvalg, men i nogen grad også ved at man har tillagt disse faktorer betydning for de teoretiske løsningsforsøg.

Videnskabsfilosofi

I artiklerne Metode, Model og Teori er en del videnskabsfilosofiske problemer nærmere omtalt. Her skal bare kort skitseres to stridsspørgsmål fra debatter i den senere tid.

1. Positivismestriden. Centralt i denne diskussion har været forholdet mellem naturvidenskab, samfundsvidenskab og humanistisk videnskab. Enkelte har ment, at disse videnskaber bruger forskellige metoder, som den hypotetisk-deduktive metode i naturvidenskaberne, den dialektiske metode i samfundsvidenskaberne og den hermeneutiske metode i de humanistiske fag. Andre - som Jürgen Habermas - har ment, at de adskiller sig fra hinanden ved at de styres af forskellige interesser: Teknisk interesse i naturvidenskaberne, kritisk i samfundsvidenskaberne og praktisk i åndsvidenskaberne. Endelig kan man argumentere for, at de adskiller sig fra hinanden ved at de anvender forskellige typer forklaring: Kausale og funktionelle forklaringer i naturvidenskaberne, meningsforklaringer i ånds- og samfundsvidenskaberne.

2. Reduktionismestriden. Det er almindeligt at forestille sig systemet af videnskaber ordnet fra de mest grundlæggende til de mere afledede, gerne i rækkefølgen fysik, kemi, biologi, psykologi, samfundsvidenskab. Kemi er i dag reduceret til fysik, i den forstand at kemiske forbindelser fuldt ud kan forklares gennem principper fra atomfysikken. Dette står ikke i modsætning til det faktum, at kemiske forbindelser har egenskaber - f.eks. smag eller farve - som ikke genfindes på fysikkens niveau.

Biologi er et lille stykke af vejen reduceret til kemi, når det gælder en del grundlæggende principper i arvelære og fysiologi, og der er almindelig enighed blandt biologer om, at der i princippet ikke er noget i vejen for en fuldstændig reduktion, selv om den i praksis måske aldrig vil kunne gennemføres fuldstændig.

Langt mere omstridt er reduktionen af psykologi til biologi og fra samfundsvidenskab til psykologi. Selv om man skulle mene, at psykologiske processer egentlig bare er materielle processer i hjernen, kan det tænkes, at beskrivelsen af disse processer i et psykologisk sprog ikke kan oversættes fuldstændig til en beskrivelse i et fysiologisk sprog. Man kan være materialist uden at være reduktionist.

En anden form for biologisk reduktionisme er, hvis man søger at forklare psykiske processer ud fra teorien om den naturlige udvælgelse. Spørgsmålet om samfundsvidenskabernes forhold til psykologien kaldes gerne for problemet om metodologisk individualisme: Bør man kræve, at sociale strukturer og processer forklares som et resultat af individuelle enkelthandlinger, eller kan der tænkes samfundsvidenskabelige «makroforklaringer»? Gennem sociobiologien har der også åbnet sig en mulighed for at reducere samfundsvidenskab direkte til biologi, uden omvejen over psykologi. Der er ikke megen grund til at tro, at dette vil vise sig frugtbart bortset fra nogle specielle tilfælde.

Videnskabshistorie

I artiklen Videnskabshistorie omtales nogle hovedtendenser i denne disciplin. Nogle centrale stridsspørgsmål er i stikordsform følgende.

1. Forholdet mellem «indre» og «ydre» faktorer i videnskabens udvikling. Har ydre forhold alene betydning for problemvalget, eller også for lanceringen eller accepten af videnskabelige teorier?

2. I hvilken forstand kan man tale om et fremskridt indenfor videnskaben? Bør videnskabshistorien også studere det vi opfatter som blindgyder, eller kun undersøge de teorier som i tilbageblik gav resultater? Sker væksten i videnskabelig kundskab skridtvis eller springvis? Hvad er betingelserne for «videnskabelige revolutioner»? Hvad er det der afgør, om et forskningsprogram er progressivt eller stagnerende?

3. Hvordan har videnskabssamfundet udviklet sig i historisk perspektiv? Hvad er betingelsen for fremvæksten af nye videnskabelige discipliner? Hvad er betydningen af videnskabsselskaber, tidsskrifter og universiteter, og hvordan har de været organiseret?

Videnskabssociologi og kundskabssociologi

Det sociologiske studium af videnskaben, på historisk eller nyere materiale, har to hovedretninger. For det første kan man undersøge de samfundsmæssige betingelser for udvikling af ny kundskab eller nye teorier, som antydet ovenfor. Og for det andet kan man studere videnskabssamfundet som et socialt system blandt andre sociale systemer. Nogle gange omtales det første som «kundskabssociologi», mens «videnskabsociologi» forbeholdes det andet.

Kundskabssociologien i denne forstand kan som nævnt studere 1. valget af problemer, 2. produktionen af løsninger og 3. accepten af løsninger. Der er i dag ingen uenighed om, at problemvalget i vid udstrækning bestemmes af forskerens og forskningens samfundsmæssige stilling; Af økonomiske eller teknologiske krav og interesser. Samtidig må et problem også være videnskabeligt interessant for at gode forskere skal tage det op. Den relative betydning af «ydre» og «indre» faktorer vil ændre sig med tid og sted.

Det er vanskeligt at sige noget alment om, hvad der ligger til grund for, at en videnskabsmand fremkommer med en bestemt teori. I enkelte sjældne tilfælde kan man føre teorien tilbage til bestemte samfundsmæssige forhold, som da Leibniz studerede (det vi kalder) energibevarelsesprincippet ud fra en analogi med kapitalakkumulationen, eller når teorien om «kampen for tilværelsen» blev formuleret i den mest uhæmmede fase af engelsk kapitalisme i det 19. århundrede. Men dette er undtagelser snarere end reglen.

Oftere - men langt fra altid - er det muligt at inddrage samfundsmæssige forhold som forklaring på, at en teori bliver accepteret eller forkastet, når den først er fremsat. Betingelserne for at en denne forklaring er korrekt er ret så strenge, og der skal meget til, for at de alle er opfyldt:

1. der må findes flere teorier som har et minimum af videnskabelig holdbarhed, således at den sociale udvælgelsesmekanisme har noget at vælge imellem;
2. der må findes en gruppe, som har interesse i, at en bestemt teori accepteres;
3. denne gruppe må indse, at den har fordel af denne teori og
4. den må have magt til at begunstige denne teori og undertrykke andre.

Et eksempel er striden mellem fransk og italiensk kriminologi i det 19. århundrede, hvor den franske skole sejrede, fordi den passede bedre ind i de krav, som jurister og fængselsfolk stillede til en teori om kriminalitet. Den italienske skole gik så langt i deterministisk retning, at begreber som «ansvar» og «skyld» blev opløst. Et andet eksempel er Lysenkos genetiske teorier (se Biologi).

Videnskabssociologien - studiet af videnskabssamfundet - behandler bl.a. spørgsmålet om rekruttering til videnskaben og avancement. Man har fundet, at køn, klassebaggrund, etnisk baggrund og religion har stor betydning for hvem der rekrutteres til videnskaben, men mindre betydning for avancement indenfor videnskaben. Man har kunnet påvise en «Matthæuseffekt» i videnskaben: Til den som allerede har, skal mere gives. Dette viser sig f.eks. ved, at selv kendte forskeres svage arbejder får uforholdsmæssig stor opmærksomhed.

Et mere overraskende resultat er «Ortegaeffekten» - efter den spanske filosof Ortega y Gasset. Den går ud på, at der indenfor enkelte discipliner findes et lille antal forskere, som bringer videnskaben fremad. De citerer hinanden og ellers ingen, og citeres af alle. Dette står tilsyneladende i modstrid med forestillingen om, at videnskaben er et kollektivt anliggende, hvor også de mindre betydningsfulde forskere bidrager med noget.

Videnskabsøkonomi

Et grundlæggende spørgsmål er, hvorvidt videnskab skal opfattes som forbrug eller som investering. Dele af de humanistiske videnskaber har måske mere til fælles med kultur end med naturvidenskab, og når samfundet vælger at bruge nogle af sine midler til denne virksomhed, må det begrundes på samme måde som bevillingerne til kunst. Men indirekte kan disse discipliner også opfattes som grundlagsinvesteringer, fordi videnskaberne danner et hele, hvor man ikke uden tab for de «produktive» dele kan afskære de «uproduktive». Spørgsmålet om hvor meget samfundet skal investere i videnskab til produktive formål lader sig ikke afgøre eksakt, for ingen kan på forhånd sige noget om værdien af den nye viden man vil få. Dertil kommer, at det tager lang tid før disse investeringer kaster noget af sig, og at frugterne af dem ikke kan forbeholdes den nation, som har foretaget dem. En nation vil investere mindre i videnskab jo mindre den er, desto mere nationalistisk den er i sin politik og desto kortere tidshorisont den planlægger for.

Videnskab er i udpræget grad et «kollektivt gode» (se Kollektive goder) i modsætning til teknologi, som i nogen grad kan privatiseres gennem patentsystemet. Den fulde udnyttelse og udvikling af videnskaben forudsætter derfor, at den opfattes som et fælles anliggende for alle nationer og generationer. Til trods for mange eksempler på chauvinisme og kortsynethed, er videnskaben måske det bedste eksempel på, at et sådan sammenhold er muligt.

J.E.