Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Mennesker har en række forskellige egenskaber, først og fremmest evnen til erkendelse, forståelse og problemløsning. Tidligere mente man, at denne kapacitet - intelligensen - var en medfødt egenskab. Nogle mennesker skulle være født med «for lav intelligens» - de åndssvage. Oligofreni er det psykiatriske begreb for det samme.

I dag bør man i stedet som begreb foretrække psykisk udviklingshæmning. En af grundene er, at dette er tungere at bruge som skældsord i daglig tale (idiot, imbecil, åndssvag). En vigtigere grund er, at vi i dag ved, at sociale og miljømæssige faktorer har en betydelig indvirkning på hvilken mental kapacitet et individ vil opnå. Det er rigtigt at den nyfødte har en intelligensmæssig disposition på basis af polygen arv - afhængig af mange arveenheder. Det er også rigtig, at både specielle arvelige sygdomme og vanskeligheder har stor betydning. Men fra dette grundlag indleder barnet en dynamisk udvikling, og det har en afgørende indvirkning på, om barnet tidligt vil blive mødt på sit eget niveau og blive stimuleret til at bruge og udvikle sine evner i indlæring og modning. Ressourcerne og forståelsen i barnets miljø vil have afgørende indflydelse på udviklingen.

Både «svag» som «hæmmet» forudsætter, at man måler dette i forhold til noget. Intelligensen måles med såkaldte intelligenstests. Det er standardiserede beregningsmåder for at afprøve evnen til at opfatte og til at løse problemer. Disse tests fører frem til visse tal, og på basis af disse kan et individ få diagnosen «åndssvag». Dette er vigtigt, da lovgivningen og behandlingsapparat er baseret på en særskilt åndssvageforsorg. Et barn eller en voksen vil med lav IQ - måleenheden for intelligens - oftest blive afvist af det psykiatriske behandlingsapparat og blive henvist til åndssvageforsorgen. Denne har traditionelt bestået af store, ressourcesvage institutioner. Det har medført understimulerende og triste miljøer, som ofte har ført til skæve udviklinger og problemer i sig selv.

Nogle af hovedproblemerne ved psykisk udviklingshæmning har derfor været den stempling, som åndssvaghedsbegrebet har medført, manglen på ordentlige tilbud om støtte til forældre, som har behov for det, mangel på tilpasset oplæring og undervisning og henvisning til et for dårlig institutionsapparat.

Ud fra en social synsvinkel er det imidlertid et helt andet problem, der er afgørende. Kan individet finde en tilpasning til samfundet, som giver selvstændighed og meningsfuld udfoldelse? Samfundet har i stigende grad præmieret og forudsat specielle typer af evner og kundskabspræget dygtighed. Dette har ført til, at den tærskel man må over for at være veltilpasset er blevet hævet, og at stadig flere føler sig mislykkede og får problemer med institutionerne. Set ud fra denne synsvinkel eksisterer der et stigende misforhold mellem evneniveau og samfundskrav. Det bør derfor være en central målsætning at arbejde for en differentiering af samfundet, ligesom det er vigtigt at styrke forsorgsapparatet og opdele de store institutioner i mindre, som i videst mulig omfang er integreret i samfundet.

H.W.