Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Quisling (1887-1945), norsk politiker. Vidkun Quisling begik det eneste statskup som er foretaget i norsk historie i nyere tid, da han om aftenen den 9. april 1940 over statsradiofonien (NRK) erklærede sig som regeringschef som erstatning for den flygtede Johan Nygaardsvold.

Kupregeringen sad i seks dage, til den blev erstattet af et mere ansvarligt norsk-tysk styre, men Quisling vendte tilbage som tysk marionet 25. september 1940, da hans parti National Samling blev erklæret «statsbærende» af den tyske besættelsesmagt. Den 1. februar 1942 tog han selv den tyske titel, ministerpræsident som regeringschef i Norge.

Navnet Quisling gik verden rundt i aprildagene 1940 og blev i allieret propaganda det samme som forræder - en betydning som ordet «quisling» senere har haft på de fleste sprog. Betydningen blev bekræftet, da Quisling selv blev dømt til døden for højforræderi ved retsopgøret i 1945.

Som landsforræder er Quisling en historisk skikkelse, som på én gang står udenfor og indenfor det politiske system, han virkede i. Han var embedsmandssøn, officer og minister - forsvarsminister i bondepartiregeringen 1931-33 - en helt igennem typisk karriere i norsk politik. Undervejs i karrieren udviklede han imidlertid bestemte antipolitiske ideer, som til syvende og sidst motiverede ham til det fatale kup den 9. april: Tanken om at Stortinget og partierne i bund og grund er illegitime institutioner i norsk historie, fordi de splitter de borgerlige kræfter, og øger klassemodsætningerne i samfundet i stedet for at mindske dem. Her overfor opstillede han en «stærk, national rigsregering». Dvs. en regeringsmagt over og uafhængig af partierne og Stortinget. Det var Denne regering han skabte i aprildagene 1940, efter mønster af langt mildere tidligere forsøg fra Christian Michelsen og Fridtjof Nansens side.

Quislings regeringer under krigen mislykkedes også udfra hans egen målestok, fordi han kom i en umulig stilling mellem norske og tyske interesser. For nordmændene var Quisling en forræder, for tyskerne en uhensigtsmæssig partner fordi han stod så svagt i den norske opinion. I modsætning til Vichy-regimet i Frankrig - som fungerede som en effektiv samarbejdsregering under det meste af krigen og først senere blev defineret og dømt som forræderisk - var Quisling en quisling helt fra april 1940.

Hans samarbejdspolitik - som sigtede mod at varetage norske interesser ovf. tyskerne i den besættelsessituation som trods alt forelå - blev ikke på nogen måde effektiv. Quisling blev derfor en syndebuk for alt og alle. Processen mod ham i 1945 foreligger trykt som stenografisk referat fra lagmand- og højesteret, og er et enestående dokument over et klassisk politisk forræderi.

H.F.D.