Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Organisation  .  Bevægelser  .  Arbejderbevægelsen  .  Strejker
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 10.904
: :
Randsfjordkonflikten
Left
Rocks
2019-10-30 22:06

Randsfjordkonflikten var den længste og hårdeste af en række skovarbejderkonflikter i Norge i mellemkrigstiden. Konflikterne havde stort set samme baggrund og et ret ens forløb. Den umiddelbare baggrund var de drastisk faldende tømmerpriser fra 1920-21. Skovejerne svarede med lønsænkninger. Sænkningerne var gerne større end prisfaldet og indebar en væsentlig reduktion af arbejdernes realløn. I industrien resulterede krisen også i produktionsindskrænkninger, opsigelser, arbejdsløshed og lønfald, men reallønningerne blev stort set opretholdt.

Skarpe sociale og politiske skel kom til udtryk i Randsfjordkonflikten. Den længste og hårdeste konflikten blandt skovarbejderne i mellemkrigstiden. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Baggrund

Denne forskel skyldtes, at industriarbejderne var organiserede og dermed var i stand til at stå imod forsøgene på yderligere sænkninger, mens skov- og landarbejderne var uorganiserede, og dermed ikke havde meget at stille op i en situation med overflod på arbejdskraft og stærk konkurrence om jobbene.

Et tidligere forsøg på at organisere arbejderne på landet var slået fejl med nedlæggelsen af Norsk skov- og landbrugsarbejderforbund i begyndelsen af 1920'erne, men i sidste halvdel af årtiet blev der sat nye organisationsbestræbelser ind. Rækken af skovarbejderkonflikter var både et resultat af og et led i disse bestræbelser. Konflikterne handlede i højere grad om selve organisationsretten end selve lønningernes størrelse, og var således en parallel til arbejdskampene i industrien omkring århundredeskiftet.

Skovarbejderne udvalgte transporten af tømmeret på elvene - fløtningen - som mål for deres aktioner. Det hang dels sammen med de strategiske fordele, som netop denne del af skovarbejdet gav, dels med deres stærke modvilje mod anbudssystemet, som traditionelt havde dannet grundlag for organiseringen af fløterarbejdet. De strategiske fordele var knyttet til tre forhold. For det første måtte fløtningen foregå i løbet af det forholdsvis korte tidsrum, hvor der var forårsflod. Blev denne ikke udnyttet, måtte skovejerne vente et år på næste chance til at få afhændet tømmeret. For det andet var fløtningen en kollektiv virksomhed i modsætning til mange af de andre jobs i skovbruget, og gav dermed større muligheder for folk til at optræde samlet og organisere sig. For det tredje var fløtning en form for faglært arbejde, som var vanskeligt at udføre for strejkebrydere.

Disse faktorer var givet årsagen til, at den første af fløteraktionerne endte med total sejr til arbejderne. Ved Åsta - en af de mindre sideelve til Glommaelven - organiserede fløterne sig i 1926 og fik indfriet kravet om overenskomst med distriktets skovejere. Denne overenskomst erstattede det forhadte anbudssystem, som fortsat gjaldt i resten af skovbruget. Det gik ud på, at arbejdere slog sig sammen i fløtersjak og konkurrerede om fløtningen. De der tilbød at gøre det billigst fik arbejdet. Dette indebar altså, at arbejderne underbød hinanden, og dermed selv bidrog til at presse lønningerne ned.

Da fløterne i Julussa - en af de større tilførselsfloder til Glomma i Elverumsegnen - i 1927 forsøgte at kopiere Åstaaktionen, mislykkedes de imidlertid. Skovejerne afviste kravet om overenskomst, og da arbejderne erklærede blokade af arbejdet, fik skovejerne etableret en strejkebrydergruppe med enkelte øvede fløtere. Men de fleste i strejkebrydergruppen var rekrutteret udenfor arbejdernes egne rækker - skovejere, skovejersønner, skovfunktionærer m.m. Det kom til sammenstød mellem strejkebrydere og arbejderne, men fløtningen blev alligevel gennemført, efter at justitsministeren i Højreregeringen havde sørget for at beskytte strejkebryderne - både med militærstyrker og væbnet politi fra Oslo.

Året efter blev arbejdernes aktion delvis ledet af Norsk Skov- og Landarbejderforbund, som var blevet stiftet i august 1927 - bl.a. tilskyndet af Julussakonflikten og af den samtidige Austmarkakonflikt. Også dette år blev fløterarbejdet på Julussa udført af strejkebrydere, men året efter gav skovejerne sig, organiserede Skovbrugets Arbejdsgiverforening og gik med til at etablere overenskomster, både i Glommaområdet og i en del andre. Strejkebryderpolitikken blev i længden for kostbar.

Konflikten

Dette var udgangspunktet for, at skovarbejderne i Randsfjorddistriktet i 1929 begyndte at organisere sig og i 1930 gennem Skov- og Landarbejderforbundet, stillede krav om at få fjernet anbudssystemet og få oprettet overenskomst. Her var modstanden fra skovejerne imidlertid endnu mere hårdnakket. Konflikten varede helt frem til 1934 (delvist til 1936), og der fandt en række alvorlige sammenstød sted mellem politiet og arbejderne. Randsfjord skovejernes stejle modstand mod arbejderorganiseringen havde sandsynligvis flere årsager.

En grundlæggende årsag var givet ejendomsforholdene. Skovejendommene i Randsfjorddistriktet var gennemsnitlig små. Forholdsvis mange var så små, at skovejerne selv deltog direkte i skovarbejdet. Størrelsen på ejendommene indebar, at skovdriften her var mindre lønsom end andre steder, at skovejerne dermed havde en tilsvarende mindre omkostningsmargen og altså endnu mindre - om overhovedet nogen - muligheder for lønstigninger.

Skovejerne stod fjernt fra industrisamfundet og dermed fra fagbevægelsen og dens normer og ideologi. Dette var baggrunden for det alternativ, de forsøgte at udvikle til arbejdernes faglige organisering - «Nationale foreninger» - hvor både skovejere og arbejdere skulle deltage. Disse foreninger fik noget vekslende tilslutning i de forskellige kommuner, men de slog egentlig ikke igennem som alternativ. I stedet kom de til at virke som rekrutteringscentraler for strejkebrydere, der blev hvervet i så stort antal, at fløtningen i 1930 blev gennemført. Det skete godt nok under stærk politibeskyttelse, og først efter at flere af floderne en tid havde været effektivt blokeret af (demonstrerende) arbejdere.

I 1931 blev fløtningen på samme måde gennemført i Etna og Dokka med bifloder, men tømmeret blev foreløbig standset ved indløbet til Randsfjorden, som blev erklæret for blokeret. Dette tvang skovejerne til forhandlingsbordet. Forhandlingerne resulterede i et forlig, «gøvikprotokollen» af 24. oktober 1931. Blokaden af Randsfjorden blev hævet, mod at skovejerne lovede at komme med en udredning om organisationsforholdene i god tid før næste fløtningssæson.

Denne protokol blev anerkendt af LO og de berørte forbund, men udløste strid blandt både skovarbejderne i Randsfjorddistriktet og indenfor Skov- og Landarbejderforbundet. Fra modstanderne af forliget blev det hævdet, at fagbevægelsen her havde været unødig eftergivende. For dem der var gået med på forliget, havde flere forhold spillet ind. Hensynet til arbejdspladserne i bl.a. træforædlingsvirksomhederne langs Drammenområdet, som var afhængig af tømmeret fra Randsfjorden som råstof, havde været tungtvejende. Hensynet til de berørte kommuners fortvivlede økonomi havde givet været lige så vigtig. Men det afgørende havde nok været løftet om udredning af organisationsforholdene. Fra skovejernes side indebar det bl.a. et løfte om overenskomster med fagforbundet før næste fløtning.

Udredning og ny konflikt

Dette løfte blev imidlertid ikke indfriet. For det første kom udredningen ikke før i maj 1932 - dvs. efter at fløtningssæsonen var begyndt. For det andet indeholdt udredningen forslag om nye fællesforeninger af arbejdere og skovejere - denne gang under betegnelsen «skovdriftforeninger». Baggrunden for dette var udover den stærke modstand mod en ordning med fagbevægelsen, at skovejerne nu fik støtte - både organisatorisk og sandsynligvis også på anden vis - fra højreradikale kræfter udenfor distriktet. Bl.a. gennem lederne af strejkebryderorganisationerne Norges Samfundshjælp (oberst Fougner) og Arbejdets Frihed (provst Aandstad).

Endvidere havde den nye Bondepartiregerings politik en vis betydning. Den nedsatte i december 1931 en komite - Øvergaardkomiteen - som i sin indstilling i begyndelsen af februar 1932 bl.a. foreslog strenge regler for anvendelsen af boykot og blokade. I april forelå der et tilsvarende forslag fra regeringen. Det blev godt nok ikke fremsat før året efter, men indholdet i det var kendt og indebar på mange måder støtte til de synspunkter og den politik, som de mest stejle skovejere stod for i Randsfjordkonflikten.

Med Randsfjordudredningen blev en ny fløtningssæson med strejkebrydere indledt. Store demonstrationer fulgte, med skarpe konfrontationer mellem arbejdere og politi, flere tilfælde af politibrutalitet og enkelte arrestationer. Året efter iværksatte LO sympatistrejke mod fløterne langs Drammenområdet, som var medlemmer af Papirindustriarbejderforbundet. Dermed blev det klart, at ingen af træforædlingsvirksomhederne ville få nogen råvarer, og skovejerne blev på ny tvunget til forhandlinger. De blev imidlertid snart brudt af arbejdskøberne, der indankede hele konfliktkomplekset for den nye boykotdomstol, der var blevet oprettet, efter at Stortinget i juni 1933 havde vedtaget boykotloven.

Den første dom faldt om efteråret samme år, de øvrige i løbet af 1934. De endte dels med domfældelser, dels med frifindelser. I september 1934 blev konflikten efter langvarige forhandlinger bilagt under rigsmæglingsmandens ledelse. Efterhånden blev arbejdernes organisationsret stadfæstet. Godt nok kom det til nye udbrud i konflikten i 1935 og 1936, men i løbet af denne periode blev der etableret overenskomster i de fleste af de distrikter, der havde været berørt af konflikten.

Striden varede altså i næsten seks år. Noget af en rekord i norsk strejkehistorie. En væsentlig del af forklaringen på dette er «skovdriftforeningerne» - dvs. den delvis vellykkede oprettelse af en alternativ organisering. Et udtryk for deres betydning blev afspejlet i det forhold, at de fortsatte med at eksistere, også efter at konflikten var bilagt og de fleste af skovarbejderne havde fået deres løn- og arbejdsforhold reguleret gennem den etablerede fagbevægelse. Det indebar, at de modsætninger som Randsfjorkonflikten havde fremkaldt, ikke blev bragt ud af verden, men til og med havde fået et klart organisatorisk udtryk. Modsætningerne fik også politiske følger. I enkelte af disse kommuner fik National Samling noget af sin stærkeste tilslutning. Både gennem 1930'erne og under krigen.

J.Bj.


Litteratur

K. Gleditsch: Skogsarbeidernes kamp, Oslo 1933.
T. Amsrud: Randsfjordkonflikten, hovedoppgave i historie, Oslo 1978.
G. Moren: Julussakonflikten, hovedoppgave i historie, Oslo 1978.