Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 46.090
: :
Autoritet
autoritet.jpg (19322 bytes)
Autoritet gennem gudsfrygt. Luthers lille katekismus har spredt angst gennem generationer. Her fra 1750-udgaven.

Fordækt tvang; undertrykkelse som er blevet en del af en selv; tvangfri efterlevelse; accepteret magt; legitim, afgrænset og regelbunden magt; underforstået samstemmighed om fordeling af kompetence; delegeret magt; herredømme; institutionaliseret forventning; et lydighedsforhold mellem to aktører (personer, grupper, institutioner) hvor den ene part er genstand for indflydelse og hvor retten til at øve pression er accepteret af den, indflydelsen rettes imod.

Dette er blot et lille udvalg af de mest almindelige definitioner af begrebet autoritet. Utvivlsomt et af de vigtigste - og mest kontroversielle - i den politiske tænknings historie. Det kan optræde i en række former og på flere planer - som når ét statsorgan siges at have en højere autoritet end et andet. Når forældre hævder, at de har ret til at udøve autoritet over deres børn. Når et menneske underkaster sig Guds autoritet. Når en dommer i en lavere ret må finde sig i at blive korrigeret af en højere retsautoritet, f.eks. Højesteret. Autoritetsforhold kan enten være de jure, dvs. fastlagt og håndhævet af juridiske instanser, eller de facto, dvs. en indbygget del af et kommunikationsforhold. I det sidste tilfælde tales der ofte om: «naturlig autoritet», eller at en særlig indsigtsfuld person, f.eks. en professor eller et menneske der har høstet erfaring gennem et langt livs arbejde, har en «faglig autoritet». Det er uklart og omstridt, om de jure autoritet er en selvstændig kategori, eller bare er et særtilfælde af de facto autoritet. Det er klart, at de jure autoritet kun virker adfærdsregulerende, sålænge den er understøttet af magt og er baseret på godkendelse. På den anden side vil autoritet som er defineret juridisk, have lettere ved at opnå den legitimitet der er nødvendig, for at den skal kunne virke efter sin hensigt - dvs. fremme lydighed. Kategorierne glider over i hinanden. På samme måde er det vanskeligt at trække grænserne mellem autoritetsforhold og åbne magtforhold. Afgrænsninger af denne type udgør en vigtig del af litteraturen omkring autoritet og har givet anledning til selvstændige definitioner af begrebet. I et længere tidsperspektiv er det let at se, hvor vigtige sådanne problemer er. Enhver social og økonomisk befrielsesbevægelse vil umiddelbart konfronteres med et sæt traditionelle autoriteter. Det kan dreje sig om kirkelig autoritet, politisk autoritet, kulturel autoritet, eller slet og ret former for hævd, der antager autoritetsform. Alle krav om ændringer i samfundet vil støde på en sådan træghed. Autoritetsforhold er en vigtig bestanddel af de bindeled, der føjer grupper og institutioner sammen, og gør et ordnet samfundsliv muligt. Samtidig vil autoritetsforhold som på denne måde er indvævet i det bestående, udvise modstand mod politiske udfordringer. Derfor er det vigtigt at klarlægge, hvad autoritet består i, og hvordan autoritet søges godtgjort og begrundet.

Vilje, magt, myndighed

Et velegnet udgangspunkt for en analyse af autoritetsbegrebets forskellige betydninger er at opspore dets sproghistoriske rødder. Ordet autoritet stammer fra det latinske «auctoritas», der betyder «vilje», «magt», «myndighed». «Auctoritas» er igen afledet af ordet «auctor», der betyder «den som fremmer eller igangsætter noget», «som først gør noget eller udtaler noget», «leder», «rådgiver», «hjemmelsmand». Begrebet havde både intellektuelle, religiøse, politiske, juridiske og økonomiske nuancer med en fælles undertone af tro og hævd. Både overfor den magt der etablerer sig selv og sætter sin egen ret, og den magt der udspringer af noget urgammelt og oprindeligt. To traditioner i autoritetsbegrebets historie lader sig udskille med dette sproghistoriske udgangspunkt. Autoritetsbegrebet fik for det første særlig anvendelse i forsøgene på at begrunde og befæste den religiøse åbenbaringstro. Dernæst blev det brugt til at legitimere den fremvoksende statsmagts krav på loyalitet. Disse to anvendelsesområder har påvirket hinanden og sat deres præg på udformningen af det moderne autoritetsbegreb. Derfor befinder autoritetsbegrebet sig i et spændingsfelt af dels politiske, dels religiøse beslægtede begreber som magt, legitimitet, lydighed, suverænitet, kompetence, disciplin, herredømme, lederskab og anerkendelse. Dette er beslægtede, men ikke sammenfaldende begreber. Den første opgave bliver at vise, hvordan autoritetsbegrebet adskiller sig fra andre begreber, der også angiver former for lydighed og afhængighed.

Herredømme, lydighed, tvang

Det hersker almindelig enighed om, at begrebet autoritet indebærer en form for indflydelse. En definition kan være: Et autoritetsforhold er en forbindelse mellem A og B, hvor det er underforstået, at B godtager den ordning der giver A ret til at gøre sin indflydelse gældende overfor B, og som også gør, at både A og B forventer, at indflydelsen skal kunne udøves, uden at A behøver at ty til tvangsmagt. B «underkaster» sig A, men samtidig «accepterer» han A's forrang i forhold til sig selv. For at B skal kunne «godtage» A's ret, eller hans autoritet, må han anse A's rolle som legitim. Det vil sige, at han må acceptere ikke bare de påbud der kommer fra A som moralsk rigtige, «gyldige», men også det system, de roller, det forventningsmønster som autoriteten er et udtryk for.

Her rejser der sig umiddelbart en række problemer. For det første, er A's position i den ordning der gælder mellem A og B, et eksempel på herredømme, dvs. dominans: betvingelse af B's vilje? Svaret vil naturligvis afhænge af graden af frivillighed fra B's side, når det handler om at indordne sig under autoritetsordningen. For det andet, dersom A til stadighed påbyder B at gøre ting, som han ikke ønsker, eller mene ting som går imod hans «indre stemme», hvor længe vil B da fortsætte med at føle autoritetsforholdet som legitimt og dermed bindende? Eller med andre ord: Hvornår brister den «træghed» af loyalitetsbånd mellem A og B, som autoritetsforholdet er et udtryk for?

Det første spørgsmål gælder tvangens rolle i etableringen af autoritetsforhold. Der findes to skoler på dette punkt. Den ene hævder, at autoritetsforhold ikke er andet end fordækt tvang. Den anden står fast på, at det der kendetegner autoritetsforhold til forskel fra andre indflydelsesforhold netop er den totale frivillighed. Autoritetsforhold ophører med at være autoritetsforhold i det øjeblik, tvangsmagt introduceres. Selve truslen om tvang er nok til at bringe autoritetsforholdet over på et andet plan og gøre det til en kvalitativt anden forbindelse. Oftest vil tvang og frivillighed blandes sammen, uden at det er muligt at skille det ene fra det andet. Men for afklaringens skyld er det afgørende at skelne mellem disse to autoritetsfortolkninger.

Forholdet mellem magt/tvang og autoritet er kompliceret. Spørgsmålet kan bedst belyses ved en analyse af begrebet statsautoritet. At om nødvendig kunne ty til magt, har historisk været en vigtig bestanddel i konsolideringen af statsmagten. Max Weber definerer netop staten som den eneste legitime indehaver af retten til at anvende vold; Staten har voldsmonopolet, og det er netop det, der gør den til noget andet og mere end andre samfundsinstitutioner. For at minde herom, fortælles det, at kardinal Richelieu lod indgravere ordene «Ultima ratio regum» på Ludvig XIII's kanoner. De var «kongens sidste argument». Ethvert brud på lydigheden mod statsmagten ville få triste konsekvenser; det vidste alle, særligt småfolk. Den opfattelse der fremhæver tvangssiden ved autoritetsforhold, påpeger at enhver tale om «legitimitet» eller retmæssig autoritet naivt overser, at truslen om magtanvendelse altid er tilstede. Legitimiteten kan ikke måles i kraft af, at den «accepteres». At nogen «godtager» eksisterende autoritetsforhold, kan slet og ret lige så godt være et resultat af magtunderlegenhed, som af at den er «legitim». Adfærd er derfor ikke tilstrækkelig for at kunne afgøre dette spørgsmål. Underordningen er intet kriterium i sig selv.

For at kunne forklare hvorfor historien så tilpas sjældent udviser klare autoritetsbrud, trods langvarig undertrykkelse, introducerer tilhængere af den første skole begrebet internalisering: Når magtudøvelse i form af autoritet har virket - og fremdeles virker - så godt, skyldes det, at tvangen er blevet en del af de undertryktes selvforståelse. I Hegels berømte formulering om forholdet mellem herre og knægt forstår knægten sig selv med herrens begreber. Tvangen er siden fødslen blevet indpodet i os. Derudover har de ideologiske apparater, kirke, skole og hjem, udviklet subtile trossystemer til begrundelse for det beståendes godhed. Desuden, hævder denne skole, har mennesker som i det ydre synes at have «accepteret» autoritetsforhold, blot gjort det fordi der ikke har været noget andet valg. Der har i udgangspunktet foreligget en indbygget, eller strukturel ulighed der har gjort andre alternativer utænkelige.

En sådan understregning af tvangsaspektet i autoritetsforhold har først og fremmest til formål at afmystificere autoritetsbegrebet. Bag de skinnende medaljer, de pompøse optog, de malende gebærder og embedernes pragt ligger ikke «andet» end muligheden for at ty til magt. Denne kritik er inspireret af anarkismens skånselsløse dissekering af autoritetens former. Anarkismen påpeger, at siden al formel autoritet i sidste ende bygger på tvangsmagt, er den ikke retmæssig. Desuden er formelle autoritetspositioner ikke nødvendige for at få individer til at trække i fællesskab, for hvis indbyggerne blev vist den fornødne tillid, ville de selv kunne ordne deres mellemværender, uden indgreb fra nogen overordnet, regulerende myndighed. Endvidere hævder anarkisterne, at der ligger en uomgængelig tendens til misbrug indbygget i selve autoritetsinstitutionen. Ligesom absolut magt tenderer mod at forfalde til tyranni, har selv det mest afgrænsede formelle autoritetsforhold en tilbøjelighed til at udarte til tvang.

Rationel og irrationel autoritet

Mod denne autoritetsopfattelse kan indvendes, at understregningen af tvangssiden ved autoritetsforhold er drevet for langt. Et autoritetsforhold der er institutionaliseret, f.eks. forholdet mellem forældre og børn og mellem lærer og elev, er opstået fordi barnet/eleven ikke selv kan klare sig, dersom han eller hun ønsker at opnå et specielt gode - blive voksen eller lære en færdighed. Pointen er, at barnets/elevens udgangsposition indskrænker alternativerne; Der er kun få andre muligheder end at blive del af et autoritetsforhold. Tilhængere af opfattelsen af, at autoritet ikke er andet end fordækt tvang, vil forsvare sådanne autoritetsforhold ved at sige, at de adskiller sig fra andre forhold på flere måder: De er etableret med et begrænset formål for øje, de er begrænset i tid, og de tager sigte på at overflødiggøre sig selv. Der eksisterer gode grunde til at gå ind i et autoritetsforhold af en sådan institutionaliseret type; De er rationelt begrundet, i modsætning til autoritet der præsenteres ubegrundet og kræver efterlevelse og respekt blot med henvisning til sig selv. Målet i det første tilfælde er jævnbyrdighed. Autoritetsforholdet henter sin begrundelse udfra ønsket om at udviske de forskelle i udgangspunktet, der affødte forbindelsen. Barnet skal bringes på linie med forældrene og sættes i stand til at blive selvstændig. Målet med undervisning er at bringe eleven/studenten op på tilnærmelsesvis samme niveau som læreren, hvor elevernes deltagelse i en faglig debat bliver et spørgsmål om argumenternes tyngde og hvor elevpositionen bliver underordnet. Pointen ved en rationelt begrundet autoritet er, at den forsøger at gøre sin indflydelse gældende, ikke ved at appellere til en overleveret form, som f.eks. et embede, en rolle eller en status, men ved overbevisning. At det netop ikke skal være overtalelse, men overbevisningskraft der skal bestemme forholdet mellem A og B, er naturligvis en yderst krævende doktrin, hvis den gennemføres konsekvent. Det kan diskuteres, hvor langt man kan gå i gennemføringen af en sådan doktrin. At kræve at al samhandling skal begynde så at sige fra bunden af, uden den lettelse som klare forventninger knyttet til autoritetspositioner giver, er at drive denne grundposition ud i den rene absurditet. Hvis man siger, at en sådan fundamental antiautoritær livsholdning er et efterstræbelsesværdigt ideal, betyder det, at der opstilles et princip, som i størst muligt omfang bør påvirke vore daglige valg og vor daglige livsførsel. Målet er et samfund, der så vidt det er muligt er fri for tvang, hvor autoritetspositioner hele tiden må begrundes. En sådan livsholdning vil efter manges mening være bedst egnet til at fremme udviklingen af et frit personlighedsliv.

Forsøget på at afmystificere autoritet ved at reducere den til fordækt tvang, kræver en klar bevidsthed om, hvornår autoriteten går ud over sine grænser. Det er på ny frugtbart at skelne mellem rationel og irrationel autoritet. Erhvervet autoritet, f.eks. indsigt i et fagområde, aftvinger respekt ved sin egen tyngde. Men forsøg på at udstrække autoritetspositionen ud over dens oprindelige grænser sætter autoritetsindehaveren i samme position som en hvilken som helst anden borger. Sådanne forsøg på, i ly af autoritet på ét område, at gøre krav på at repræsentere en særlig indsigt på andre områder, er meget almindelige. Den svenske økonom, Gunnar Myrdal påviste f.eks. i 1930'erne, hvordan fagøkonomer under dække af deres faglige ekspertise fremsatte en række værdidomme af politisk art, der strengt taget ikke kunne læses ud af deres fagøkonomiske præmisser. Læger er i abortdebatten blevet anklaget for udfra deres viden om fostrets faktiske biologiske udvikling at slutte sig til specielle løsninger i abortlovgivningen, osv.

Autoritet som fravær af tvang

Udøvelse af autoritet bliver gerne opfattet som noget selvfølgeligt. Ved at reducere autoriteten til truslen om magt, bidrager det til at fremme en skeptisk, prøvende holdning til alle former for autoritet. Det andet hovedsynspunkt i analysen af autoritetsforhold ser også på magt som noget uønsket i autoritetssammenhænge. Men mens den første reducerer autoritetsforhold til ikke at være andet end skjult, eller potentiel magt, hævder den anden, at et autoritetsforhold er en særegen form for indflydelse som netop kendetegnes ved fraværet af magt. Autoritetsforhold kan ikke reduceres til «noget andet»: Det er en form for kontrakt baseret på absolut frivillighed. «Autoritet udelukker anvendelse af ydre tvangsmidler; Hvor tvang anvendes, har selve autoriteten fejlet.» (H. Arendt). «Autoritet er evnen til at fremme enighed. At følge en autoritet er en frivillig handling. Autoriteten ophører, når den frivillige tilslutning ender. Der eksisterer i enhver stat en margin af lydighed, som kun opnås ved anvendelse af tvang eller ved hjælp af truslen om tvang: Det er denne margin, der går på tværs af friheden og som demonstrerer autoritetens fallit.» (B. de Jouvenel). Selv den mindste antydning om mulig anvendelse af tvang bringer autoritetsforholdet til ophør og reducerer det til et åbent magtforhold. Strengt taget ophører forholdet også i det øjeblik, selve autoritetsforbindelsen tages op til debat. I henhold til denne opfattelse udelukker autoritet altså argumentation og begrundelse. Autoritet er et alternativ til vold og overtalelse med argumenter. Den er «evnen til at få sine forslag accepteret ... den udslagsgivende årsag til frivillig sammenslutning» (Jouvenel). Det som Arendt og Jouvenel tænker på, når de taler om frivillighed, er at rammen omkring autoritetsforholdet, forbindelsen mellem A og B, selve hierakiet hvor udøveren er blevet givet én rolle og autoritetens genstand er blevet givet en anden, er hævet over enhver tvivl. Denne type af autoritet er stærkest og klarest, når B kan forudse, hvad A vil kræve af ham. B vil handle sådan som A ønsker, uden at behøve at udæske A's mening. Dette er et forhold, der er anderledes, end et forhold hvor lederskab, overtalelse og pression er de vigtigste bestanddele. Selve opfyldelsen af forventning indebærer netop det, at selve forbindelsen aldrig betvivles. Alligevel kan det slås fast, at der er klare grænser for sådanne autoritetsforhold. De baserer sig på, at der enten objektivt eksisterer interesseenighed eller enighed i fortolkningen af interesser mellem A og B. Den fælles ramme vil snart vise sig utilstrækkelig til at kunne holde B i tømme, dersom A til stadighed går ud over den «kontrakt», der indirekte ligger i selve forholdet mellem dem. Dette bringer os over i det andet hovedspørgsmål, der blev stillet i udgangspunktet: Hvornår brister den «træghed» af loyalitetsbånd mellem A og B, som autoritetsforholdet er et udtryk for?

Autoritet som en tovejs kontrakt

Hvis paven pludselig tog til orde for grundliggende ændringer i de katolske dogmer, f.eks. erklære at Jesus var marxist og at fri kærlighed skulle være et nyt sakramente, da ville det betyde en alvorlig anstrengelse af forholdet mellem ham og de troende. Han kan i visse spørgsmål henvise til sin ufejlbarlighed og dermed udsætte skismaer. Der ligger en voldsom styrke i pavens «autoritet», når han vælger at anvende den således. Men præcis hvor ufejlbarligheden slutter, og hvor samvittighedsfriheden begynder, vil være genstand for stadig debat. Det afgørende ved et etableret autoritetsforhold som pavens er, at det også binder ham - forpligtelsen er tovejs. Går han ud over visse rammer - den «kontrakt» der er sluttet mellem ham som kirkens overhovede og de troende - ophører også autoriteten. Han kan blive tvunget til at ty til tvangsmidler - i ekstreme tilfælde udelukkelse fra kirken - for at hævde sin autoritet. Arendt og Jouvenel vil imidlertid hævde, at i det øjeblik han truer med ekskommunikationsvåbenet - udelukkelse - har han vist sin grundlæggende svaghed. Paven har måttet ty til midler, der ligger udenfor de etablerede rammer. Dermed ophører frivilligheden, og forholdet er ikke længere et autoritetsforhold.

Den vigtigste svaghed ved både Arendts og Jouvenels autoritetsopfattelse er, at de ser bort fra de faktiske omstændigheder, der som oftest følger en autoritetsforbindelse: frygt, ulighed i udgangspunktet, mangel på alternativer, tradition, etc. Deres opfattelse udgør en filosofisk teori om betingelserne for det rene autoritetsforhold. De mangler imidlertid bevidsthed om, at autoritetsforhold til syvende og sidst er et spørgsmål om ideer - jfr. striden mellem paven og den hyper-konservative fløj indenfor kirken. Ideer er i deres væsen udsagn, der indbyder til debat. Autoritetsforhold af Arendts og Jouvenels type kan alene opstå, når der ikke længere findes nogen uenighed at debattere; Når overensstemmelsen er total og ønsket.

I praksis vil udøvelse af autoritet være tæt forbundet med forskellige former for tilrettelæggelse: Løfte om belønning eller trussel om sanktion eller en kombination af disse. Spørgsmålet om hvorvidt autoritet accepteres hænger nøje sammen med, om den opfattes som legitim. Dette varierer fra forhold til forhold, og spørgsmålet har optaget samfundsforskerne meget, fordi legitim autoritet også kan ses på som en speciel form for lederskab i organisationer.

Grundlaget for legitim autoritet

Den der i særlig grad har beskæftiget sig med betingelserne for, at autoritet opleves som legitim og dermed bindende, er den tyske sociolog Max Weber (1864-1920). Hans skelnen mellem de tre typer autoritet, den karismatiske (af græsk nådegave), den traditionelle og den legalt-rationelle går igen i al tænkning omkring autoritetsbegrebet. Weber mente, at udøvelse af autoritet var et alment eksisterende fænomen. I det virkelige liv kan det være vanskeligt klart at skelne mellem disse tre autoritetsformer. Ofte glider de over i hinanden. For Weber er de idealtyper, bevidste overdrivelser for at få det typiske frem i et hændelsesforløb.

Med sine tre autoritetsformer vil Weber identificere tre typer herredømmeforhold. Alle tre typer beskriver autoritetsforhold på tre planer: 1. mellem en hersker eller øverste leder; 2. en administrativ enhed; og 3. undersåtter. Således handler den karismatiske autoritet om forholdet mellem 1. en profet, 2. hans nære disciple og 3. massen af tilhængere. Tilsvarende beskriver den traditionelle autoritet forholdet mellem f.eks. 1. en konge eller et parlament, 2. det kongelige embedsværk og 3. hans undersåtter. Endelig bruges begrebet legal rationel autoritet til at beskrive forbindelserne mellem 1. et lovgivende organ, 2. regeringsbureaukratiet og dets embedsmænd, og 3. borgerne i landet, eller de som bureaukratiet har jurisdiktion -  domsmyndighed - over. For Weber repræsenterede netop bureaukratiet med dets klare regelværk, dets afgrænsede kompetenceområder og dets formaliserede avancementslinier selve sindbilledet på legal-rationel autoritet. Under karismatiske forhold baseres lederens autoritet på en særlig indsigt, en særlig kontakt med overnaturlige kræfter som lederen selv mener han har, og som deles af hans undersåtter. Det er vigtigt at bemærke, at Weber ikke rejste spørgsmålet om, hvorvidt lederen faktisk var i besiddelse af en speciel nådegave. Det eneste kriterium der afgør, hvorvidt en person er karismatisk, er om hans tilhængere tror på ham - og følger ham. I de tilfælde hvor lederen baserer sin autoritet på traditionalistisk eller traditionel autoritet, påkalder han sig almen anerkendelse, ofte tusindår gamle, traditioner og skikke. Disse sædvaner er det vanskeligt at stille spørgsmålstegn ved; De er en form for «træghed», der findes i de fleste politiske systemer. Weber understregede, at traditionel autoritet også vil kunne legitimere vilkårlig magtanvendelse, hvis herskeren skulle finde grund til det. Den tredje form for autoritet, den legal-rationelle, søger legitimering i en nøje overholdelse af regler og love, der afgrænser herredømmeforholdet. For at blive opfattet som legitim, må denne autoritetstype forankres i positivt eksisterende lovværk.

Weber fremhæver, at dersom en hersker ikke magter at basere sit herredømme på en af de tre former for autoritet, eller en kombination af dem, vil dominansforholdet hurtigt blive opfattet som illegitimt. Utilsløret magtanvendelse vil i disse tilfælde være et nærliggende alternativ. Et karismatisk autoritetsforhold vil f.eks. kunne svækkes ved, at lederen til stadighed hævder, at have haft kontakt med overnaturlige magter uden at dette kan godtgøres overfor massen af undersåtter. Tilsvarende hvis massen forlanger bevis for denne kontakts undergørende kræfter. En for stærk analytisk holdning er i det hele taget dræbende for denne type autoritet. På samme måde udsætter en traditionalistisk hersker sin autoritetsbasis for stærke spændinger, hvis han overdriver sin vilkårlighed. For at den legal-rationelle autoritet skal kunne virke, er det nødvendigt, at retsanvendelsen ikke for ofte kommer i konflikt med folkets retsfølelse. For megen formel justits, juridisk set uangribelig, men indholdsmæssigt på kant med den almene retsopfattelse, vil i længden undergrave retsapparatets autoritet. Alligevel er det denne type autoritet, der muliggør en høj grad af forandring: Folk forholder sig erkendende til nye afgørelser i retsapparatet, fordi de er i overensstemmelse med deres forestillinger om legalitet, dvs. beslutningerne er truffet efter en vis procedure i legitime organer. Ny ret behøver ikke legitimeres ud fra tanken om, at den «egentlig» er gyldig i evighed, sådan som det endnu var tilfældet i middelalderen.

Autoritet og marxisme

Marxismens forhold til både begrebet og fænomenet autoritet er stærkt tvetydig. Ved at tilbageføre den borgerlige stats magtgrundlag til økonomiske interesser og afsløre dens klassekarakter, bidrog Marx og Engels stærkt til at afmystificere alle former for autoritet. Marxismen, særligt ideologianalysen, har været og er et vigtig redskab til at afklæde autoriteten eller autoriteterne ethvert krav på at være hævet over den interessekamp der altid foregår i et samfund. I de østeuropæiske samfund var det et paradoksalt og ironisk træk, at marxismen selv indgik som en besværgelsesformular i et enormt system, der tjente  til retfærdiggørelse af den herskende partielites magt. Anvendelsen af marxismen som autoritativ kilde til sandhed og som legitimering af bestående magtforhold kan i en vis udstrækning føres tilbage til træk ved marxismen selv. I kampen med datidens anarkister kom både Marx og Engels til at understrege, at autoritet ikke alene angik det førrevolutionære samfund. I sit essay: «Om autoritet» fra 1874 udtrykker Engels sin foragt overfor det anarkistiske håb om, at al autoritet ville forsvinde når kapitalismen var overvundet. Her overfor hævdede Engels, at mønstret for den post-revolutionære autoritet var at finde i teknologiens krav og den effektivitet, som masseproduktion i storindustrien gør nødvendig. Der ligger autoritetsformer indbygget i selve industrialismens væsen. «At ville afskaffe autoritet i storindustrien,» skriver Engels, «betyder det samme som at afskaffe industrien selv.» Fabrikken symboliserede dermed den type autoritet som ethvert industrisamfund, kapitalistisk såvel som socialistisk, var afhængigt af. Her er der kun smuler tilbage af det frihedens rige Marx taler om i «Kapitalens» 3. bind og de poetisk-utopiske visioner han tillader sig om et samfund af samvirkende producenter i: «Den tyske ideologi». Engels' autoritetsbegreb blev en vigtig og indflydelsesrig del af den marxistiske tradition. Det genfindes f.eks. hos de russiske bolsjeviker. Lenin citerer hyppigt fra dette essay i sin bog: «Staten og revolutionen» (1917), og Lenins beundring for amerikanske arbejdsmetoder i industrien (se Taylorisme) og senere bolsjevikernes industripolitik viser, at dette autoritetssyn havde fundet god grobund.

Marxismens almene autoritetssyn er nært forbundet med synet på den post-revolutionære stat. Ifølge den marxistiske statsopfattelse vil statsautoritet i dens borgerligt-kapitalistiske form forsvinde med revolutionen. Da staten i et post-revolutionært samfund på længere sigt ikke længere vil være baseret på klasseinteresser, vil den også ophøre med at være «politisk» som den tidligere var. «Politik» i det før-revolutionære samfund er netop det ydre udtryk for klassedeling. Administration - ikke herredømme - vil blive dens hovedopgave. Da det post-revolutionære samfund har fjernet den vigtigste forudsætning for autoritet i betydningen herredømme, nemlig en klasses ret til at disponere over produktionsmidlerne, vil også behovet for traditionel statsautoritet falde bort.

Det der forbliver uklart i denne autoritetsopfattelse er holdningen til konflikter, der ikke primært er økonomiske: Generationskonflikter, etniske og religiøse konflikter, modsætninger mellem centrum og periferi, mellem mand og kvinde. Disse har alle klare økonomiske sider ved sig. Men de kan ikke reduceres til rene økonomiske konflikter. Hvordan omdannelsen af produktionsforholdene vil påvirke disse typer af konflikter er uklart. Vil de forsvinde? Næppe. Er det i det hele taget muligt at tænke sig et post-revolutionært samfund uden nogen form for autoritet? Vil der ikke altid eksistere behov for former for mægling og konfliktløsning uanset den økonomiske basis? Og hvordan vil da en sådan forvandlet «autoritet» ytre sig? Alle hidtil eksisterende samfundsformer har fremvist en eller anden type autoritet som middel til regulering af forholdet mellem mennesker og som en form for konfliktløsning. Det er usandsynlig, at et post-revolutionært samfund vil kunne undgå at tage disse problemer op. At overse problemer om magt, autoritet, styring og herredømme er i bedste fald naivt, i værste fald indebærer det en invitation til autoritære løsninger. I deres bestræbelser på at markere afstand til de utopiske socialister tog Marx og Engels for let på disse problemer. Marx afviste desuden systematisk principiel tænkning om fremtidssamfundet, fordi det ville svække indsatsviljen i den dagsaktuelle kamp. Resultatet er en manglende problematisering indenfor marxistisk teori af et område hvor fortiden opviser skræmmende spor. Der findes ingen indgående behandling af autoritetsproblemerne i klassisk marxistisk litteratur og det er begrænset hvad der siden er kommet til. Teorien om den demokratiske centralisme er et tegn på, at der findes en stærk autoritær tradition indenfor marxismen. I den stalinistiske udformning fremtræder marxismens autoritære udviklingsmuligheder og autoritære traditioner i renkultur.

B.Ha.


Litteratur

H. Arendt: Between Past and Future, New York 1968.
Aa. Brynildsen: Autoriteten, makten og mennesket, Oslo 1976.
R. A. Dahl og W. L. McBride: Demokrati og autoritet, Oslo 1978.
B. de Jouvenel: Sovereignty: An Inquiry into the Political Good, Cambridge, 1957.
Max Weber: Makt og byråkrati, Oslo 1971.