Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 41.072
: :
Tyranni
Left
Rocks
2023-12-01 06:17

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 20.000 civile (heraf 9.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 30.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 10 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Tyran og tyranni, af græsk tyranos, betegner i dagligtale en grusom enehersker. Det græske ord havde imidlertid ikke oprindelig denne negative betydning. Det betegnede ganske enkelt en enehersker. Et nyt betydningsskel indtraf imidlertid med Aristoteles (384-322 f.Kr.), som skelnede skarpt mellem monarki og tyranni. Begge var eneherredømmer, men i et monarki styrede eneherskeren til fordel for folket i sin helhed, mens en tyran derimod konsekvent styrede til sin egen fordel.

Ifølge dette betydningsforskel bliver Hitler klart en tyran. Selv i nederlagets time var der ingen som helst medlidenhed med det tyske folk: Det var folket, der ikke havde været ham værdig. Mere tvivlsomt kan det være med Stalin, som nok også var genstand for en enorm personkult, men hos hvem man vanskeligt vil finde den samme neurotiske selviskhed.

Fyrsten hos Machiavelli kan næppe heller klassificeres som en tyran - ifølge Aristoteles. Fyrsten kunne nok sætte sig ud over alle almindelige moralpåbud: Men, og det var en helt væsentlig forudsætning, hans handlinger måtte altid være til statens fordel. Det måtte aldrig dreje sig om personlig vinding eller en privat glæde. Fyrsten kunne dræbe sin politiske modstander, men måtte aldrig gå i seng med enken.

Tyranni som styreform opstod hyppigt i Grækenland, når større dele af folket var stærkt misfornøjet med det siddende fåmandsvælde - eller oligarkiet - og i den forbindelse allierede sig med en initiativrig eventyrer. Folket var stærkt nok til at styre det bestående, men det var derimod ikke stærkt nok til at styre efter magterobringen. Det var et træk, som også findes i den romerske cæsarisme og endvidere i den europæiske enevælde i moderne tid.

Det såkaldte «antiaristokratiske enevælde» eller «oplyste enevælde» var en dominerende statsform på kontinentet fra ca. 1600 til ca. 1800. De lavere stænder var i stand til at reducere adelens indflydelse. Men samtidig blev al politisk magt koncentreret i fyrstens hænder. En styreform som blev tiljublet af tænkere som Hobbes (1588-1679), Voltaire (1694-1778), fysiokraterne og ligeledes af den yngre Bentham (1748-1832).

De store revolutioner fremviser nogle træk, som ligner. Både i den franske og den russiske revolution var de revolutionære stærke nok til at styre det bestående. Men hverken det franske borgerskab eller den russiske arbejderklasse var stærke nok eller tilstrækkelig forberedte til at styre efter revolutionen. Bonapartisme så vel som stalinisme er i den forstand et svar på et latent styringstomrum. Ingen af disse må forveksles med revolutionære diktaturer. De udvikler sig begge først omtrent ti år efter revolutionen, eller som udprægede postrevolutionære diktaturer.

Tyranni er normalt knyttet til en personlig magthaver. Men begrebet kan alligevel vanskelig begrænses til dette felt. I sin berømte beskrivelse af det nordamerikanske demokrati fra 1835 indfører Tocqueville (1805-59) begrebet flertalstyranni. Tocqueville lagde her særlig vægt på den åndelige ensretning, som prægede det nordamerikanske samfund. Det var et demokrati, hvor virkelig afvigelse kunne være vanskeligere end i Solkongens slot i Versailles, og blev endog sammenlignet med inkvisitionen i Spanien. Det er tanker der blev uddybet af John Stuart Mill (1806-73) omkring 20 år senere i «On Liberty» (Om frihed) fra 1859. Også her fremhæves flertalstyranniet som en fjende af personlig frihed.

Senere begivenheder i USA - specielt McCarthyismen i 1950'erne - har på mere end én måde bekræftet denne teori. Den intense intolerance og hysteriske antikommunisme som prægede denne bevægelse, udsprang ikke af en personlig despot, heller ikke af en mindre «reaktionær klike», men havde snarere en bred folkelig baggrund, da den stod på sin højde: I den forstand var den et demokratisk tyranni.

I norsk digtning er tilsvarende problemer behandlet af Henrik Ibsen i skuespillet «En Folkefjende» fra 1882. Her finder vi frihedens fjender, ikke bare i det veletablerede samfund, men også i mindst lige så høj grad i den kompakte majoritet, som ville kvæle enhver levedygtig sandhed. Samme emne behandles samtidig på en nærmest visionær måde af Aksel Sandemose i hans berømte Jantelov: Konformitetens ti bud, som vil knuge ethvert tilløb til individualitet og afvigelse med sin intense intolerance og utrolige smålighed.

J.A.C.