Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 52.570
: :
Agitation
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Agitation er en politisk påvirkningsmåde, der fortrinsvis foregår mundtligt. Det bruges gerne, når et politisk budskab formidles enkelt og i en sådan form, at modtageren følelsesmæssigt rives med.

Agitation i neutraliseret form; En original, fra Hyde Park Corner i London, verdens frieste og mest ufarlige talerstol.

God klassisk agitation er f.eks. en kort tale om et afgrænset emne, hvor taleren, eller agitatoren, tager udgangspunkt i et konkret og oprørene eksempel, som tilhørerne genkender, for derefter at udpege hvem der er skurk og hvem der er helt, og endelig afslutningsvis at lade det hele kulminere i en flammende opfordring til handling. I dagligdags sprogbrug adskiller det beslægtede begreb propaganda sig fra agitation ved, at propaganda ofte benyttes som en fællesbetegnelse for alt påvirkningsmateriale, som en organisation, et parti, en institution eller en stat producerer. Desuden betegnes skriftlig påvirkningsmateriale gerne som propaganda, men sjældent som agitation.

I arbejderbevægelsen har agitation spillet en stor rolle. Pleckhanov definerede agitation som at: «fremlægge en eller nogle få ideer for en folkemasse.» I modsætning til dette var propaganda at give én eller flere personer mange ideer. Lenin forsvarede dette skelnen og understregede, at agitatorens form er levende tale om én ide til tusinder, mens propagandisten opererer skriftligt med mange ideer til langt færre - i størrelsesordenen nogle hundrede. Denne skelnen mellem formidlingsformer for at få «én ide» og «mange ideer» frem, er frugtbar i udviklingen af politikkens metoder. Alligevel er det er tvivlsomt, om de to begreber i dag er dækkende for denne skelnen. I politisk sammenhæng er det også meget problematisk at insistere på, at det fortrinsvis er agitation i leninistisk forstand, der egner sig bedst for masserne. Formidling af politisk indsigt, information og opfordring til handling bør være af en sådan karakter, at denne skelnen mellem formidlingsform for de få og de mange udviskes. Sammensmeltningen af «elitens» og folkets politiske bevidsthed er en forudsætning for udviklingen af en social blok, der kan blive en sejrende kraft. Forenklet agitation kan i et sådant perspektiv blot bidrage til at cementere skellet mellem eliten og masserne, og derfor modvirke den nødvendige sammensmeltning.

S.Han.