Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 34.213
: :
Leninisme

Ved leninisme forstås den fortolkning af Marx' teori, man finder i Lenins skrifter, og som Stalin efter Lenins død ophøjede til den rette lære i den kommunistiske bevægelse. Som term hører «leninisme» til den stalinistiske tradition.

Som teoretiker var Lenin en helt anden type end Marx, idet hans teoretiske indlæg i de aller fleste tilfælde havde et stærkt moment af taktiske overvejelser: Uanset om det gjaldt filosofiske, politiske eller organisatoriske spørgsmål, tog Lenin stilling ud fra taktiske overvejelser. Men indenfor den kommunistiske tradition efter Lenin blev Lenins forskellige taktiske vurderinger tillagt en principiel, teoretisk status, gerne sidestillet med Marx' analyser. Da Lenins synspunkter kunne variere afhængig af tid og sted og af den politiske situation, har leninismen vist sig at være en enestående fleksibel teori: Uanset de skiftende politiske linier i den kommunistiske bevægelse, har det oftest været muligt at mobilisere et Lenincitat til principielt forsvar for den officielle kurs.

Som politisk teori rummer leninismen tre centrale elementer: En opfattelse af partiet, af revolutionen og af staten og demokratiet. På alle tre punkter bliver leninismen i dag udsat for kritik fra centralt kommunistiske hold. Kritkken udvikledes først og fremmest gennem 1970'erne fra de kommunistiske partier i Italien, Spanien og Frankrig, der alle strøg leninismen fra deres programmer og statutter (se Eurokommunisme).

Partiteorien

Pamfletten «Hvad må der gøres?» (1902) er utvivlsomt Lenins vigtigste skrift. Med tiden blev det den kommunistiske organisations bibel. Her fremlagde og begrundede Lenin den partimodel, som i årtier skulle blive fælles for alle kommunistpartier. Lenin foreslog et «eliteparti» - den revolutionære fortrop som skal føre den socialistiske bevidsthed ind i arbejderklassen. Ifølge Lenin må det være et lukket parti, som er stærkt centraliseret, og hvor ledelsen har absolut autoritet. Det organiserende princip er «den demokratiske centralisme». Nye medlemmer rekrutteres efter strenge optagelsesbetingelser, og der stilles strenge krav om indsats, loyalitet og disciplin. Lenins parti er et kadreparti - et parti for de mest bevidste og skolede. Dette parti var skabt for russiske forhold: Et illegalt parti i en zaristisk politistat, i et tilbagestående bondesamfund med en ubetydelig arbejderklasse (ca. 80 % analfabetisme), og på et teknisk og videnskabeligt primitivt udviklingstrin.

Den leninistiske partimodel overført til udviklede industrisamfund i vesten, har ikke vist sig særlig velegnet, bortset fra krigssituationer eller under diktatoriske regimer. Allerede i 1950'erne lancerede den italienske kommunistleder Palmiro Togliatti tanken om «et parti af en ny type»: I stedet for det leninistiske eliteparti, et åbent og diskuterende, marxistisk masseparti. Efterhånden har en række kommunistpartier i praksis givet afkald på centrale krav i Lenins partimodel, bl.a. det leninistiske dogme om kommunistpartiet som den eneste bærer af socialistisk bevidsthed. Ifølge den eurokommunistiske opfattelse er det naturligt, at der i en socialistisk flerpartistat findes konkurrerende socialistiske og kommunistiske partier. Trods stigende distancering fra Lenin i opfattelsen af partiet, holder samtlige kommunistpartier dog fortsat fast på princippet om demokratisk centralisme.

Revolutionsteorien

Den revolutionsopfattelse som leninismen traditionelt har stået for har været militærpolitisk. Modellen er bolsjevikkernes vellykkede storm på Vinterpaladset i 1917. Ifølge Antonio Gramsci er det revolution som «bevægelseskrig»: Det drejer sig om at bevæge sig hurtigt i terrænet og gennem det overraskende fremstød gribe magten med våben i hånd. Denne strategi er blevet fulgt med held i en række revolutioner siden Oktoberrevolutionen. Men disse revolutioner har alle haft et træk tilfælles: De har fundet sted i underudviklede, førkapitalistiske lande, som ifølge Marx' egen teori ikke var modne for socialisme. Den leninistiske strategi har imidlertid ikke haft succes i kapitalistiske industrisamfund. I dag er det derfor rimeligt at hævde, at revolutionen kun kan gennemføres med et slag, i lande som mangler forudsætningerne for et socialistisk samfund.

En konkurrerende opfattelse til Lenin finder vi hos den italienske teoretiker Antonio Gramsci (1871-1937). En af grundlæggerne af det italienske kommunistparti. Overfor den leninistiske «bevægelseskrig» stiller Gramsci «positionskrigen». I industrisamfundene vil revolutionen ifølge Gramsci først og fremmest arte sig som en kamp om hegemoniet (se Hegemoni). I 80 år har europæiske kommunister hængt fast i Lenins lære om den bratte omvæltning som grundlag for deres egen revolution. I dag finder der en afgørende ændring sted bort fra Lenins model og - inspireret af Antonio Gramsci - over til en teori om den langsigtede revolution.

Staten og demokratiet

Det liberale, parlamentariske demokrati anså Lenin som en form for bedrag, som borgerskabets fordækte klasseherredømme, egentlig borgerskabets diktatur. Lenins strategi var «at knuse statsapparatet» og oprette «proletariatets diktatur» som den politiske styreform i den socialistiske overgangsfase mellem borgerlig demokrati og kommunistisk utopi. I Sovjetunionen førte Lenins linie efterhånden til, at et omfattende statsbureaukrati blev etableret, og at partiets og senere den nye magtelites diktatur blev befæstet. Tanken om at knuse statsapparatet indgik på tilsvarende måde som det overordnede politiske mål i de ikke-regerende kommunistpartier.

Også dette element i leninismen udfordres i dag af europæiske kommunister. «Eurokommunismen og staten» (1977) af Santiago Carrillo, generalsekretæren for det spanske kommunistparti i slutningen af 70'erne, er et antiværk til Lenins «Staten og revolutionen». Ifølge Carrillo forfægter Lenin opfattelser, «der ikke længere kan anvendes på de udviklede lande i Vesteuropa, fordi de er forældede». Ud fra denne eurokommunistiske tankegang er forestillingen om «proletariatets diktatur» en skæbnesvanger politisk blindgyde. Den liberale stat med parlamentarisk demokrati og retsstatslige organer er langt mindre «borgerlig» end leninister traditionelt har forstået den. Den repræsenterer tvært imod på flere felter historiske nyskabelser, som må indgå uændrede i en socialistisk statsdannelse. Opgaven bliver derfor ikke at knuse statsapparatet, men at omforme det radikalt i demokratisk retning.

Holdninger til leninismen

Indenfor marxismen kan man skelne mellem tre forskellige holdninger til leninismen:

  1. Leninismen indebærer en dybtgående revision som på flere punkter bryder med marxismen;
  2. Leninismen er den konsekvente politiske anvendelse af marxismens almene principper i det 20. århundrede;
  3. Leninismen er én mulig revision af marxismen.

Mens den første positionen har vært udbredt indenfor den kritiske marxisme fra Luxemburg til Habermas - gerne akkompagneret af parolen om at vende tilbage til den «egentlige» Marx - har den anden position gennem årtier været den kommunistiske bevægelses. Det er imidlertid den tredje opfattelse, som siden slutningen af 1970'erne har vundet frem blandt europæiske kommunister: Selv om leninismen er en mulig revision af marxismen, er denne russiske revisionisme ikke længere aktuel for de kapitalistiske industrisamfund. Enkelte kommunistpartier gennemfører på denne baggrund en afleninisering.

Forholdet mellem leninisme og stalinisme har været et omstridt spørgsmål indenfor arbejderbevægelsen. Mens venstresocialisterne og de kritiske marxister gerne har understreget kontinuiteten mellem leninisme og stalinisme, har opfattelsen varieret indenfor den kommunistiske bevægelse. I Stalins periode var det gennemgående slagord, at «Stalin er vor tids Lenin». Siden 1956 har man i den sovjetkommunistiske lejr derimod skelnet mellem Marx og Lenin på den ene side og Stalin på den anden. Kinesisk kommunisme opretholder imidlertid den gamle linie, blot påhæftet Mao.

R.S.