Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Kvinder
Verden  .  Europa  .  Grækenland
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur  .  Lyrik
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik  .  Undervisning
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 16.263
: :
Sapfo

Sapfo (612-558 f.v.t.), lyriker og lærer på øen Lesbos i Ægæerhavet. Hun tilhørte en af øens adelsfamilier og drev et akademi for kvinder i en periode med almindelig økonomisk fremgang. Der fandtes på den tid også andre akademier for kvinder, og andre kvindelige lyrikere - blandt dem Myrtis og Erinna. Undervisningen bestod blandt andet i musik, litteratur og religionsudøvelse. Kvinderne dyrkede særligt Artemis - kyskhedens og jagtens gudinde.

Nogle steder kaldes akademiet en «ægteskabsskole», men de vidnesbyrd den sapfiske digtning giver om liv og lære på akademiet giver et andet indtryk. Her møder vi kvinder som lever og elsker for deres egen skyld, og som græder når de må forlade øen. Nogle gange kommer de tilbage. Andre gange tvinges de ind i ægteskabet. Sorgen over den tabte kyskhed er et gennemgående tema, og ægteskabet ses udtrykkeligt som en forbandelse og som et trangt bur i en sådan grad, at det kan minde om kvindelitteratur fra forrige århundrede. Men stemmen der siger, at det er en skæbne som må accepteres, er der ikke.

Digtene er klare og sanselige. De giver udtryk for let genkendelige følelser: Sorg, vrede, jalousi, ømhed og lykke. Det er sjældent at læse så gammel litteratur som ikke synes at behøve nogen forklaring. Tonen er direkte. Sapfo kan beklage sig over, at hun ikke har hørt fra en, der netop er rejst, selv om hun græd da hun tog afsted. Andre gange udtrykker hun fine stemninger, når bare fødder danser for Afrodite blandt vilde blomster i forårsskumringen.

Sapfo opnåede høj anseelse og popularitet i sin samtid. Hendes billede blev trykt på mønter, der blev lavet vasemalerier og statuer af hende. Det var almindeligt at omtale Homer og hende som «digteren og digterinden». Græske kritikere regnede hende som den vigtigste blandt oldtidens lyrikere og Platon kaldte hende for «den tiende muse». Hun udviklede hyldningsdigtet - oden. En digtform deres bærer hendes navn, og som senere aldrig har mistet sin popularitet. Oldtidens mest berømte mandlige odedigtere - Pindar og Horats - fik mange ideer fra hende og betragter hende som deres læremester.

I den romerske kejsertid og senere under middelalderens pavekirke blev Sapfos digtning forhånet og til slut forbudt og brændt - sidst af pave Gregor VII i det 11. århundrede. Kvindens underkastelse - som ikke eksisterede i Sapfos del af verden - skulle helst fremstå som noget der var bestemt af gud. I det 19. århundrede var det almindeligt, at digtere der oversatte oderne, forandrede det personlige pronomen på en sådan måde, at det virkede som om digtene beskrev følelser til mænd. I 1897 blev der gjort store papyrusfund i Egypten som bragte en række oldtidsdigte for dagen - blandt dem mange indtil da ukendte digte af Sapfo, og med dette kom det rette pronomen atter på plads. Hun skrev i alt ni bøger. Kun to digtværker er bevaret i deres helhed, men mange findes i fragmenter.

Sapfos digtning bliver i dag anerkendt som enestående, men hendes kærlighed til kvinder bliver ofte forsøgt overset. Hendes homoseksualitet - som den gang ikke behøvede noget navn, da den ikke var ugleset som i dag - bliver f.eks. affejet som «ondsindet sladder». Dette er en misforståelse. Bagvaskelsen af Sapfo drejede sig ikke om hendes homoseksualitet, men var en latterliggørelse af hende som kvinde der fremkom i en tid, der ikke længere kunne acceptere kvinders selvstændige værdighed. Fortielsen af Sapfo som homoseksuel (jfr. lesbisk) er et mere moderne fænomen.

G.B.