 |
Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
|
Sorg er en følelsesmæssig reaktion på tabet af noget, som er betydningsfuldt for en person. Det kan dreje sig om varigt tab - som ved død - eller om adskillelse på andre måder. Sorg og sorgreaktioner er ofte forbundet med tabet af en anden person, men kan selvsagt også opstå ved, at man mister andre tilknytninger end rent mellemmenneskelige.
Når nogen dør, er den første reaktionen ofte en chokagtig benægtelse af, at tabet har fundet sted. Den forladte har en tendens til at reagere, som om den afdøde person fortsat var der: Drømme og håb er knyttet til den, som er borte. Efterhånden svinder håbet om genforening, og fortvivlelse følger. Den daglige tilværelse bliver desorganiseret: Socialt samvær og daglige gøremål som man tidligere delte med den afdøde, mister mening. Personen bliver rastløs og urolig og føler sig deprimeret.
Angst, fortvivlelse og smerte er imidlertid her naturlige følelsesmæssige reaktioner, som er nødvendige hvis personen skal formå at løsrive sig fra den tabte. En sidste fase i det som ofte er blevet kaldt sorgarbejdet, er omstruktureringen af tilværelsen: Personen opretter nye forhold og nye mål.
Mange mennesker formår ikke at gennemleve en sorg på normal måde, men forsvarer sig på forskellige måder mod smerten, fortvivlelsen og desorganiseringen. Personen er måske så truet af tabet, at hun nægter at se virkeligheden i øjnene, og forsøger i stedet at klamre sig til den tabte. Vedkommende lever i fortiden. Dette ses hos enker, som har daglige «samtaler» med den afdøde mand, eller som nægter at gå ud med andre, fordi de ønsker at være tro. Eller personen kan tilsyneladende løsrive sig, mens protesten og længselen lever sit liv i det ubevidste. Dette ses ofte hos børn, som tilsyneladende bliver ligegyldige overfor den, de har tabt.
Kulturelle ritualer knyttet til død og begravelse, er helt væsentlige for at få overstået sorgen. Tidligere var samfundet rigt på sådanne ritualer: I bondesamfundet var gravøllet f.eks. kun en af mange sociale begivenheder i forbindelse med begravelse. Der fandtes et sæt af skikke og forskrifter, som gjorde at den sørgende blev taget vare på af slægt, naboer og venner.
Disse skikke forsvinder i stigende grad: Omsorgen for den sørgende er ikke længere en selvfølgelig tradition, men afhængig af den enkeltes velvilje. Som en følge af at det sociale netværk opløses, bliver individet stadig mere afhængig af professionel hjælp for at komme gennem de forskellige livskriser.