Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Arbejdskampen ved Electric Furnace Products Company Ltd. (EFP) i Sauda, Norge, fra 2 juni til 3 juli 1970.

Saudastrejken var en af de første vigtige ulovlige strejker i Norge i 1970'erne. Årsagen til strejken var utilfredshed med lønsystemet. Det indeholdt en bonusordning, som faldt særlig uheldigt ud for ovnhusarbejderne. Kravet var, at bonusen skulle bortfalde, og at man i stedet fik et garanteret tillæg på tre kroner i timen. Siden 1962 var produktionen i ovnhuset blevet fordoblet, samtidig med at arbejdsstyrken var blevet reduceret med 23%. Lønnen var ikke steget i overensstemmelse med dette, og lå under gennemsnittet for faget. Da de første forhandlinger ikke førte til noget, gik arbejderne i strejke.

Sekretæren i klubben på virksomheden, Kell Pettersen, nedlagde sit hverv i bestyrelsen og gik ind som formand i strejkekomiteen. Norsk Kemisk Industriarbejderforbund hævdede, at strejken var sat i gang og drevet af politiske ekstremister. Strejkekomiteen erklærede, at målsætningerne for strejken ikke var politiske, men at man strejkede for at forbedre arbejdernes løn- og arbejdsforhold. De strejkende var enige i, at strejken var ulovlig, men de var ikke villige til at bøje sig for en dom i arbejdsretten. Ovnhusarbejderne havde fuld støtte fra deres arbejdskammeraterne i virksomheden. Sauda Fabriksarbejderforening vedtog en resolution med støtte til de strejkende.

Lokalsamfundet støttede arbejderne i strejke, men samtidig ramte strejken det økonomiske grundlag for kommunen. For en lille industrikommune som Sauda udgjorde indkomstskatten omkring halvdelen af budgettet. De strejkende tilbød kommunen støtte til vigtige projekter. Borgmesteren i kommunen stillede sig positiv overfor tilbudet, men var aldrig i stand til at tilrettelægge det formelle således, at arbejdet kunne komme i gang. Alligevel blev noget arbejde gjort.

Forbundet erklærede strejken for ulovlig og pålagde arbejderne at gå tilbage til arbejdet. Man hævdede, at strejken udtrykte manglende respekt for aftalesystemet, og at den splittede og svækkede fagbevægelsen. Fabrikken sendte snart opsigelsesvarsler ud til de øvrige ansatte: Både funktionærer og arbejdere. Tidligere samme år var produktionen blevet reduceret pga. kraftmangel, og lagrene var små. Arbejdsstyrken blev ret snart opsagt. Kun 80 af i alt 740 blev holdt i arbejde. Fabrikken stillede som betingelse for direkte forhandlinger, at arbejdet blev genoptaget. Man nåede frem til enighed om et forhandlingsudvalg på fem personer - to af dem repræsentanter for ovnhusarbejderne.

Den 3. juli gik arbejderne tilbage til arbejdet, og forhandlingerne kunne begynde. Nu blev der protesteret mod ovnhusgruppens to repræsentanter. De var ikke valgte tillidsmænd. Valg blev afholdt, og Kell Pettersen blev valgt til formand. Forhandlingerne resulterede i en garanteret mindstebonus på kr. 1,50. Arbejderne opsummere selv strejken som en sejr, hvor ikke kronebeløbet men garantien var vigtig.

Saudastrejken blev aldrig indbragt for Arbejdsretten, selv om resultatet var givet på forhånd. Arbejderne sagde klart, at de ikke ville have noget med Arbejdsretten at gøre, og at de ikke var villige til at bøje sig for en dom der fra. Aftalesystemet fratager i dag arbejderne så meget af strejkeretten, at de fleste strejker vil blive dømt ulovlige i Arbejdsretten. Ved at gå ud over de rammer, som den kapitalistiske stat sætter, og i udgangspunktet afvise de borgerlige love, førte arbejderne i Sauda strejken frem til et godt resultat.

A.M.